Lørdag den 25. februar

KLM kunne passende være en forkortelse for kluddermikler. De har ihvertfald ikke imponeret. Flybilletten var købt i god tid. Billund via Amsterdam til Firenze. Så kom der er mail fra KLM. Firenzes lufthavn var lukket, så jeg skulle flyve til Pisa i stedet. Efter lidt parlementeren, finder de ud af, at jeg hellere må få en anden billet også. Den første sendes til Amsterdam en måned før afrejsen, og de lover at sende en ny.

Tiden går og der sker ikke noget. Så ringer jeg til dem 3 dage før afgang for at høre hvor den bliver af. Forklaring - de har ikke kunnet nå, at sende en ny billet - hallo - I har haft en måned!!. Nåh - i stedet for skal den hentes hos Sterling i lufthavnen inden afgang. Så det er tidligt afgang og ind efter billetten - og - surprise !! - ingen billet til Henning Nielsen. De flinke folk hos Sterling får dog håndskrevet en i løbet af ½ times tid, så jeg lige kan nå check-in.

Selve flyturen forløber heldigvis glat. Det er måske fordi der ikke er en eneste KLM-flyver involveret. Der er Sterling, der flyver til Amsterdam, og Meridiana, der flyver videre til Pisa. Jeg lander i Pisa ved 12.30-tiden og tager toget til  Firenze. Det tager ca. 1½ time.

Fra Firenze Hovedbanegård er der en kort gåtur til Hotel Kraft, mit hjemmefra bookede hotel - booket til favorabel pris via www.hotels.dk. Det er et pænt hotel, hvor jeg får en nøgle til værelse 227, et lille men absolut brugbart værelse.

Efter lidt afslapning er det ud for at se på Firenze. Jeg har været her før i en kort weekend, så jeg kan nogenlunde finde rundt. Turen bliver dog lidt tilfældig, men dog forbi nogle af Firenzes mange store "sights". Palazzo og Ponte Vecchio, Uffizi'erne,  Santa Croce og den store kirke Duomo'en. Vejret er lidt småkoldt, men meget skønnere end det jeg forlod. Det forhindrer dog ikke de indfødte i at rende rundt i dynejakker, huer, handsker og halstørklæder som om det var 20 graders frostvejr.

Ud på aftenen bliver det til turens første - men næppe sidste - pizza, på et rustikt pizzaria tæt ved mit hotel. Herefter er det afslapningstid med lidt vinter-OL fra Torino på fjernsynet. 

Søndag den 26. februar

Efter et fornuftigt morgenmåltid på hotellet, er det med 7'eren til  Fiesole, 8 km. udenfor Firenze. Fiesole er en fin lille bjergby, med et par seværdigheder og en pæn udsigt over Firenze. Sidstnævnte skæmmes dog i dag af et noget diset vejr.

Først ser jeg Fiesole's arkæologiske område, bl.a. med et fint udendørs amfiteater og et lille indendørs museum. Sammen med billetten får man en lille folder om hvordan man skal opføre sig. Udendørs må man f.eks. ikke kravle i træerne eller spille fodbold. Indendørs må man ikke spise eller drikke eller røre ved de udstillede ting, mens fodboldspil tilsyneladende er i orden!

Herefter bestiger jeg den meget stejle Via di San Francesco. På toppen ville man, hvis vejret havde været fint, have haft en fantastisk udsigt over Firenze. På toppen er der også et fint lille Franciskaner-kloster - San Francesco - som blev grundlagt i 1399. Man kan bl.a. se nogle munkeceller, der giver ordet "spartansk" helt ny mening.

Så er det med 7'eren retur til Firenze, hvor jeg hopper af ved Duomo'en. Der er en kort gåtur gennem turist-Firenze til Ponte Vecchio, hvor en mere spændende gåtur starter. Den går først op ad den meget stejle og smalle gyde Costa di San Giorgi. På toppen drejer man til venstre og så går det ellers ned ad Via de Belvedere langs med Firenzes bymur. I modsætning til Firenzes centrum, så har turisterne ikke fundet den her vej, så det er næsten turistfri zone.

Ved bunden af Via de Belvedere er det frokosttid på en hyggelig restaurant, inden det igen går op ad Via del Monte Alle Groci til den fine San Miniato al Monte kirke. Det er en gammel sag fra 1018 bygget ovenpå San Miniatos' grav. Han var en armensk købmand, der blev halshugget i 200-tallet fordi han ikke delte tro med Kejser Decius. Fra pladsen foran kirken er der også en fantastisk udsigt over Firenzes tage og mange kirker.

Herfra videre til Piazzale Michelangelo, som er et lidt mere tivoliagtigt udsigstpunkt. Her er alskens boder og levende musik, som de lokale nyder iført dynejakke og solbriller. For selv om man finder det koldt, skal stilen da være i orden. Piazzalaen er et åbenbart udflugtsmål for de lokale.

Herfra går det så ned igen og igennem de hyggelige florentinske gader Via de San Niccolo og Via del Bardi og retur til turisthelvedet på Ponte Vecchio. Meget passende begynder det nu at regne, så jeg følger Arno-floden tilbage til hotellet.

Aftensmaden hentes på en lokal Kebab. Her er sproget internationalt - "Eat-in og take-away" forstås åbenbart overalt.

Mandag den 27. februar

Heldagstur til Siena i dag. SITA's Rapid-bus er ca. 1 time om turen.

Ifølge legenden blev Siena skabt af Senius, søn af Remus. Derfor kan man mange steder i byen se skulpturer af ulven, der dier Romulus og Remus. Jeg kan ikke lige huske hvad den historie går ud på, men jeg har da hørt den.

Første stop i Siena er den flotte plads Piazza del Campo. Den er østersformet og hælder nedad mod Palazzo Pubblico fra 1297, Indeni det palads er der nogle fine sale med noget fint kunst, som jeg i dagens anledning hopper over. Pladsen blev i øvrigt skabt i det 14. århundrede. Det er her der 2 gange om året er et berømt hestevæddeløb rundt om hele pladsen.Heste er der ikke nogen af i dag, kun nogle skoleklasser og nogle få turister.

Fra Piazza del Campo går jeg over til Domkirken - Duomo'en. Den er givetvis enormt flot, men da den er under voldsom restaurering, er det svært at se hvorfor. Det meste er nemlig omgivet af et stort aflukket stillads. Indvendig er den til gengæld flot. Især det dekorerede granit-gulv imponerer, eller ihvertfald den del, der ikke er dækket af store masonit-plader og gaffa-tape for at skåne mod fodgængerne.Også det såkaldte Piccolomini-bibliotek i et hjørne af katedralen imponerer. Det blev bygget af Pave Pius III til opbevaring af nogle bøger som hans onkel - Pave Pius II - havde skrevet. Hvem sagde nepotisme. Biblioteket er dækket af nogle flotte freskoer tegnet af den nok som bekendte Bernardino Pinturicchio.

Ellers går der et par timer med at gå rundt og op og ned i Siena. Det er en helt igennem spændende og meget flot by, med masser af fine og meget toscanske huse og bygninger.

Jeg forlader Siena ud på eftermiddagen og tager bussen retur til Firenze. Om aftenen bliver til til en kort gåtur i lokale gader, inden jeg falder indenfor på et lokalt trattoria til en god gang aftensmad.

Tirsdag den 28. februar

Før jeg tog afsted læste jeg en "tråd" på Lonely Planets debatside ThornTree. Den handlede om de mest spændende byer i Toscana. 3 blev fremhævet, nemlig Siena, Volterra og Lucca, mens en 4. meget besøgt by San Gimignano blev dømt op som en turistfælde. Siena var i går - Lucca kommer vi til - og Volterra er så i dag.

Turen dertil er lidt bøvlet - 2 timer med bus, og busskifte undervejs i Colle di Val d'Elsa. Men byen er besværet værd.

Volterra er en rigtig hyggelig og flot lille bjergby. Den er meget meget gammel og der er ikke mindre end 2 bymure omkring den. Etruskerne har bygget en, og romerne byggede så en ny, da de indtog byen omkring 260 før kristi fødsel. Det meste af den nuværende by blev dog bygget i det 12. og 13. århundrede.

Jeg går rundt i byen en 3 timer - det er meget passende til at se det hele. Der er også et stort fort, som dog kræver et særligt "adgangstegn" for at få lov at besøge. Det er nemlig statsfængsel, så hvis du kommer derind så er de ikke lige indstillet på at lukke dig ud igen. Men hvis du får et værelse med udsigt, så kunne det såmænd nok være besværet værd.

Der er gang i et lille børnekarneval i byen i dag. Der er ikke så voldsomt - lidt udklædning, noget konfetti og en halvsløj tryllekunstner på torvet er rigeligt til at sætte gang i byens unger.

Jeg er hjemme i Firenze igen ved 4-tiden, så det bliver også til en aftentur her. Jeg kommer bl.a. forbi et hotel, hvor hele det tyske fodboldlandshold pludselig kommer ud af døren. De skal spille landskamp her i byen i morgen. Det er lidt pinligt, men jeg kan kun genkende Michael Ballack af de spillere jeg ser, så enten følger jeg ikke godt nok med i tysk fodbold - eller også er det bare ikke hvad det har været. For øvrigt har jeg altid fundet den gode Hr. Ballack ret arrogant, men her til aften er han nu den eneste der gider give autograf til et par knægte ved hotellet. Respekt for det.

Aftensmad på mit favorit-trattoria Il Contadino. Fixed-price menu med 2 retter til 10 Euro er ganske rimeligt.

Onsdag den 1. marts

Firenze-dag i dag. Jeg har tegnet en rute ind på et kort, som kommer forbi de fleste seværdigheder og semi-seværdigheder i den flotte by.

Første stop er Basilica di Santa Maria Novelle. Det er en gammel kirke tæt på banegården. Det er en fin dominikaner-kirke fra 13-hundrede tallet, som så siden er blevet pyntet lidt op. Den har den traditionelle flotte stribede facade, som flere kirker har her på egnen.

Videre til Marcato Centrale - et kød, frugt og grøntsagsmarked i en gammel hal fra 1874. Udenfor hallen er der ca. ½ million platugle-gadesælgere, der sælger massefremstillet souvenir-tingeltangel til tumbede turister.

Så videre til en ny kirke Basilica di San Lorenzo. Hvis det ikke var for kuplen og tårnet, ville man tro der var tale om en stald. Den første kirke på stedet var fra 393 e.kr. og blev udbygget i 1059. Der er nu ikke noget tilbage fra dengang. Den nuværende basilika blev bygget i det 14-århundrede. Der er - ifølge den udleverede pamflet - tale om renaissance-arkitektur, så det er sikkert rigtigt nok. Michelangelo tegnede en facade, men blev aldrig rigtigt færdig. Derfor ser forsiden af kirken i dag en smulle "sølle" ud.

Fra San Lorenzo op til 2 pladser. Først San Marco og siden Piazza della Santissina Annunziata. På sidstnævnte plads findes bl.a.Spedale degli Innocenti, som blev etableret i 1421 som europas første børnehjem. Der er bl.a. en lillebitte dør, hvor man kunne aflevere afkom, som man ikke selv var i stand til at opfostre.

Videre herfra forbi Duomoen og en 2-retters frokost på en hyggelig restaurant - meget passende mens det regner udenfor.

Ud igen og forbi Palazzo Vecchio, Piazza della Signoria, Uffizierne og over floden Arno via Ponte Vecchio til Palazzo Pitti. Jeg er nødt til at følge den slagne turistvej, og kan ikke gøre som Medici-familie, der ejede både Palazzo Pitti og Palazzo Vecchio, gjorde. De byggede en privat korridor mellem de 2 slotte - incl. en del der gik over Ponte Vecchio-broen. Så slap de både for at blive våde, og ikke mindst for at komme i kontakt med pøbelen.

Bag Palazzo Pitti er der en fin park Giardino di Boboli. Her går jeg også rundt lidt. Der er en fin udsigt fra toppen af parken.

Videre fra Palazzo Pitti igennem det hyggelige kvarter San Frediano, med endnu et par kirker og nogle fine pladser. Til sidst tværs over floden og retur til mit hotel.

Alt i alt en lang turist-gåtur i kulde og til tider med let regn. Selv her udenfor sæsonen er der turister i byen, og turiststederne forstår at plukke dem. 2,50 Euro pr. kirkebesøg og det ultimative røveri i form af 7 Euro for at besøge Giardino di Boboli. Så er det næsten et fund, at man kan komme på et offentligt toilet for den beskedne sum af 0,60 Euro.

Når der så er brokket over det, skal byen til gengæld have ros for sine spisesteder. Der er masser af steder til fornuftige priser. F.eks. på mit lokale pizzaria, hvor aftenens kæmpepizza er billigere end entreen til Giardino di Boboli, og hvor 1/4 liter af husets rødvin koster det samme som et kirkebesøg.

Italien vinder forøvrigt aftenens landskamp med 4-1. Der er måske alligevel en grund til at jeg ikke kan genkende de tyske spillere.

Torsdag den 2. marts

Slut med Firenze og Toscana, og videre til Cinque Terre og Ligurien. Cinque Terre er der nok ikke så mange danskere, der har hørt om, men det har til gengæld amerikanske, tyske og især italienske turister. Jeg tror jeg første gang hørte om området på Lonely Planets hjemmeside.

Cinque Terre består af 5 små byer, der ligger helt ud til den del af Middelhavet, der hedder det Liguriske Hav. Byerne er bygget op langs stejle klipper, der går helt ud til vandet. Turen dertil fra Firenze tager 3 timer med togskift i Pisa og La Spezia, inden et lokaltog sætter mig af i en af de 5 byer - Vernazza. Det sker dybt inde i en tunnel under klipperne - det minder næsten om London underground.

I Vernazza har jeg pr. snedig internetbrug og pr. e-mail booket en lille lejlighed af Patrizia. 45 Euro pr. dag for en lille lejlighed med eget køkken og bad er jo ikke galt - men så er den altså heller ikke ret stor. Det første jeg gør er at hente nøglen hos Patrizia i hendes lille forretning, hvorefter jeg kan indvarterer mig selv.

Vejret er hundekoldt, men fuldstændig skyfrit og Vernazza er simpelthen en hamrende flot lille by. Det blæser en del, så bølgerne slår hårdt ind mod kysten, og nede ved Vernazzas lille havnemole er det røde flag hejst. Det betyder, at man ikke må gå ud på molen. Hvis man gør det, risikerer man nemlig at blive skyllet i havnen og det er jo dumt.

Jeg går i stedet for op i bakkerne omkring byen for at se på den fine by fra oven. Især udsigten fra resterne af et lille slot fra det 11. århundrede er rigtig flot. Sådan et sted man bare kan sidde og kigge ned fra et godt stykke tid. Så det gør jeg indtil de lukker for turisterne den dag. Solnedgangen ude over vandet, må derfor indtages fra et andet højdepunkt i byen.

Aftensmad bliver på en af de få restauranter, der har åbent her udenfor sæsonen. Halvdyrt er det, men sådan går det jo ofte, når der ikke er så meget at vælge imellem.

Fredag den 3. marts

Vejret har ændret sig siden i går. I går var det skyfrit og hundekoldt. I det overskyet og det blæser rigtigt meget, men til gengæld er det ikke så koldt. Vejret har dog betydet, at man har lukket de fleste af de gangstier, der forbinder de 5 byer. Men heldigvis kan man også køre med tog imellem dem.

Så jeg starter dagen med en togtur til Riomaggiore, som er den sydligste af de 5 byer. Den er vildt flot. Den er bygget så den nærmest kravler op ad klippen og ind i klipperne, på en måde som det er vanskeligt at forstå. Nede ved den lille havn tæsker Middelhavet løs på den lille mole og på klipperne omkring.

Fra Riomaggiore går jeg til Manarola. Det er den mest turistvenlige del af stisystemet, så den er stadig absolut farbar. Turen er ikke ret lang og heller ikke specielt kuperet. Men ikke desto mindre er det imponerende når man går helt ude tæt langs kysten, og bølgerne hamrer imod klipperne og nogle steder er ved at nå næsten helt op på gangstien. Manarola er lidt mindre end Riomaggiore. Som i de andre byer er bilkørsel forbudt, så de få turister og de lokale har en meget fredelig lille by at gå rundt i.

Fra Manarola tager jeg så toget til den nordligste af de 5 byer. Monterosso al Mare er lidt anderledes end de andre. Det er mere en slags badeby med en lille strand. Her må man dog ikke komme i dag. Det røde flag er oppe, og der er ingen adgang på grund af de høje bølger. På stien fra banegården til selve byen Monterosso, gør man også klogt i holde til venstre, altså vælge den side der vender væk fra vandet. Her slår bølgerne nemlig over, så går man i den forkerte side, risikerer man let at blive meget våd.

Nok sightseeing for i dag, så sidste togtur er retur til Vernazza. Solnedgangen ses sammen med et helt lille opløb af mennesker nede ved havnemolen. Det ser rigtigt flot ud, når bølgerne slår højt ind over molen.

Aftenpizzaen købes i en lokal biks og slæbes hjem til fortæring i min lille lejlighed. Der er lidt krise, for selv om lejligheden er hyggelig, så mangler der et TV. Så jeg må klare mig med min John Irving bog og Radio Monte Carlo på transistoren.

Lørdag den 4. marts

Det er gud bedre det blæst endnu mere op. Nu må det vel nærmest kaldes stormvejr. Og jeg som troede jeg skulle sydpå for at se solen og få lidt varme.

Jeg mangler en af de 5 byer, nemlig den nærmeste mod syd Corniglia. Så jeg tager toget derned. Den er lidt anderledes end de andre, fordi den ikke ligger helt nede ved vandet. Det gør stationen til gengæld, så der er en seriøs op-ad-bakke gåtur fra stationen til byen. Det er sikkert også derfor den forekommer mindre turistet end de 4 andre. Det må være surt at skulle slæbe sin bagage med hele vejen op.

Men på trods af mangelen på souvenir-butikker så er byen skam helt fin. Der er en flot udsigt over vandet og ud mod nabobyerne. Men byen er ikke så stor, så når man har gået rundt en times tid, så har man ligesom set det hele.

Så er der ikke andet at gøre end at tage hjem til Vernazza igen. Her kan man så bruge resten af dagen til at hænge ud på min lokale stamcafe Merlin Bar, og drikke cappucino og spise chokoladekage - og så selvfølgelig gå en tur op i bakkerne. Her kan man flere steder se den lokale variant af "monorail'en". Det er en hjemmebygget tandhjulsbane, som de lokale bruger til at transportere sig selv og høsten op og ned af de terrasse-formede marker med vindruer, citroner og oliven. Og så kan man endnu engang nyde den flotte udsigt over byen og over bølgerne, der ubønhørligt tæsker løs på den lille havnemole. Der er også en fin kirkegård placeret heroppe. Brugerne er dog nok nogenlunde ligeglade med udsigten.

Aftenpizza fra mit lokale take-away pizzaria. Det er ved at blive lidt skummelt det her - lidt ligesom derhjemme - jeg behøver ikke længere sige hvad for en pizza jeg vil have, inden pizzamanden er gået igang med at lave den. Nåh - heldigvis skal jeg videre igen i morgen.

Dagens sidste opgave er at slæbe affaldet fra min lejlighed ned til en lille affaldsplads ved stationen. Sådan er der så meget, når man har egen lejlighed.

Søndag den 5. marts

Tidlig afgang fra et forblæst Vernazza. Med tog til La Spezia og videre med et andet til Viareggio og et tredje til  Lucca. Her er jeg ved 11-tiden. Frem med paraplyen og i skarpt trav til mit logi   Affittacamere Centro Storico, som ligger lige i centrum af Lucca.

Ved 1-tiden har det regnet nogenlunde af. Regnen har en fordel og en ulempe. Ulempen er at man bliver våd - fordelen er at de fleste turister holder sig inde, så jeg har byen næsten for mig selv.

Lucca er en meget hyggelig og nydelig by. Der bor ca. 87.000 mennesker i byen, så den er også rimelig overskuelig. På min første tur rundt i byen får jeg bl.a. set Chiesa di San Michele in Foro. Det er sådan nærmest en bryllupskagelignende kirketingest fra det 11. århundrede. Jeg kommer også forbi den fine plads Piazza Anfiteatro. Her var engang et romersk amfiteater, men nu en flot ovalformet plads med kønne toscanske huse omkring.

Senere på dagen bliver det til en ny gåtur. Rundt om Lucca downtown er der en gammel borgmur. Sådan en fyr har 2 fordele. Dels holder den bilerne ude af centrum og dels udgør den en fin gåtur hele vejen rundt om Lucca's centrum. Gåturen er ca. 4 km og da regntruslen nu synes væk, er de lokale også kommet frem fra deres huler. Nu kunne man jo godt frygte at en så fin gangsti var joggernes paradis, men da italienere generelt er dannede mennesker, bruges stien i stedet for til promenere på. Her mødes de lokale, siger "Buena Sera", løfter på hatten og slår en sludder af - mens farmand lige sniger sig til en lytter på sin lille medbragte lommeradio for at følge med i stillingerne i Serie A.

Herefter lidt mere rundt i Lucca by, hvor der nu også er dukket mennesker op. Aftensmaden bliver den hidtil eneste skuffelse på turen. Noget underligt miskmask benævnt dagens suppe og en diminutiv omelet.

Mandag den 6. marts

Dejlig morgen at vågne op. Hotellet har den specielle feature at morgenmaden bliver serveret på værelset. Så kl. 9 banker det på, og udenfor står en bakke med kaffe, juice, brød, croissant, ost m.m. - mums.

Ellers er dagen sat af til et pligtbesøg. Når man er på de her kanter, skal man jo besøge det skæve tårn i Pisa, så der tager jeg toget over ved 10-tiden. Turen tager ca. ½ time.

Men jeg kan her med eneret for www.henningn.dk bringe en utrolig - ja nærmest ufattelig - afsløring. Det skæve tårn er slet ikke skævt!!!! Det er helt igennem lige. Pladsen og gaden omkring tårnet er godt nok lidt skæv, hvilket må være det, der har forvirret så mange mennesker i så mange år. Og Duomo'en ved siden af det lige tårn i Pisa, synes heller ikke at være fuldstændig i vatter. Billeder her på siden dokumenterer til fulde denne afsløring.

Det betyder selvfølgelig også, at jeg ikke vil bruge 15 Euro og 1½ times ventetid, for at se det lige tårn i Pisa indvendig og gå op i toppen af det. Så synes jeg der er mere ide i at bruge 2 Euro og ingen ventetid på den halvskæve domkirke.

Efter denne usandsynlige afsløring går jeg en tur rundt i Pisa for at lede efter Klaus Berggreen. Ham finder jeg ikke, men i stedet finder jeg en meget hyggelig uddannelsesby uden store seværdigheder i øvrigt. Måske er det derfor man forsøger at bevare myten om den ene man har?. Hen på eftermiddagen tager jeg så toget retur til Lucca.

Senere på dagen en lille gåtur rundt i Lucca udenfor muren for at se på et lille beboelseskvarter. Ellers en sjov ting om byens forretningsliv. Det er præget af meget specialiserede småforretninger. F.eks. har jeg aldrig før set en butik, der kun sælger rengøringsmidler og toiletartikler.

Aftensmad bliver på en lokal beværtning. En god gang Minestrone gør underværker på sådan en kold aften.

Tirsdag den 7. marts

Lucca-dag i dag, med besøg ved diverse større eller mindre seværdigheder.

Først skal det hele ses fra oven. Der sker fra toppen af bytårnet Torre Guinigi. Herfra er der en fin udsigt over et solbeskinnet Lucca. Oppe på toppen af tårnet vokser der sågar et stort egetræ.

Senere et besøb i Lucca's katedral. Det er en gammel fin sag fra det 11-århundrede. Faceden er i typisk bryllupslagkage-stil. Indvendig kan man bl.a. se Volto Santo, som er et trækrucifiks med Jesus på, der angiveligt er skåret af Nicodemus, der selv overværede korsfæstelsen. Men den slags historien skal man nu nok tage med et gran salt på de her kanter. Man har det med at omgåes sandheden lidt lemfældigt. De har helt glemt at tage betaling for adgang til kirken, men til gengæld skal der så smides 0,60 Euro i en boks, hver gang man gerne vil have tændt de spotlights, der oplyser kirkens billeder.

Det bliver til frokost i det grønne i dag. En dejlig Panini-ting indtaget i Villa Bottinis lille park. Herfra videre til det flotte Piazza Anfiteatro og gennem byens shopping-gader til en pause på hotellet.

Senere ud igen og til Chiesa di San Michele, næsten lige overfor hotellet. Ligeså svulstigt det er udefra - ligeså spartansk er det indvendigt. Det er nærmest et stort mørkt rum, der ligesom alle andre kirker er under mere eller mindre konstant restaurering. Videre det går til Piazza Napoleone og Piazzale G. Verdi og til et besøg på Palazzo Mansi. Det er en fin bygning med gamle møbler, malerier og gobeliner. Jeg er eneste besøgende og bliver nærmest forfulgt at stedets eneste kustode. Hun er åbenbart nervøs for, at jeg skal liste et 8 x 12 meters skilderi ned i min rygsæk.

Aftensmad bliver en gang kyllingebryst i spinat. Meget lækkert, men til en ublu pris. Jeg glemte at holde øje med, at man kun skal spise de steder hvor de lokale også kommer.

Onsdag den 8. marts

I dag vil jeg på landet. Eller rettere til den lille landsby Bagni di Lucca. Lazzi Bus kører derud kl. 11 og det tager 1 time i en rap minibus. Bagni di Lucca ligger i det område, der hedder Garfagnana. Det er en dal nord for Lucca placeret inde imellem de Apuanske Alper. På de højeste toppe er der stadig masser af sne.

Bagni di Lucca er egentlig 2 små byer, nemlig Ponte (broen) og Villa (byen). Der er et par km. mellem de 2 byer. Jeg hopper af bussen i Villa og går så ned til Ponte. Det er kønt med flotte bakker omkring og masser af frisk bjergluft langs med den lille flod Lima.

Nede i Ponte finder jeg en hyggelig bar til en gang lasagne og jeg får prøvet mine evner på en italiensk spilleautomat. Den er helt umulig at finde ud af.

Jeg tager bussen retur til Lucca ved 2-tiden. På vejen kommer man bl.a. forbi den meget gamle bro Ponte della Madelene. Det er en spøjs konstruktion fra en tid hvor man byggede broer ved at lade dem stige voldsomt indtil midten og så lade dem falde ligeså voldsomt igen. Sådan nærmest en trekantet bro. Det sjove ved den her, er at højdepunktet overhovedet ikke har ramt midten. Tværtimod er den næsten helt ovre på den anden bred før det går nedad igen.

I Lucca når jeg også en gåtur af tilfældig karakter. Jeg har efterhånden set det hele, men det er stadig en hyggelig by at gå rundt i. Aftensmad bliver på mit Minestrone-sted.

Torsdag den 9. marts

Automatisk vækning kl. 7.30 ved hjælp af de daglige 12 klokkeslag fra San Michele kirken. Først 3 - så 4 - og til sidst 5 slag. Meget hyggelig måde at blive vækket på. 

Efter morgenmaden er det sidste gåtur rundt i Lucca i forventning om at møde Bjarne Riis eller Anne-Dorthe Tanderup. De bor her i Lucca. Anne-Dorthe skulle sågar have en møbelforretning et eller andet sted. Det lykkes dog ikke at finde dem den her gang.

Ved 1-tiden afgang med tog til Pisa Airport. Jeg er der som sædvanlig i god tid inden forventet afgang kl. 16.30. Det skal vise sig at være unødvendigt, for som så meget andet kan man heller ikke stole på de italienske flyselskaber. For da vi nærmer os afgangstid skriver de pludselig 18.00 og da vi nærmer os 18.00, så skriver de gud bedre det 19.20.

Ved 19.30 tiden kommer vi så endelig afsted, med en flyver til London, der i dagens anledning mellemlander i Amsterdam. Forklaring - Pisa Airport var lukket en times tid om formiddagen, fordi man skulle sprænge en bombe fra 2. verdenskrig i luften. Det er sikkert også løgn.

Men chancen for at nå Billund-flyveren kl. 20 er pist væk borte. Så da jeg kommer til Amsterdam, må KLM indkvartere mig på Van der Valk-hotellet tæt ved lufthavnen. Jeg troede forøvrigt han var kriminalkommisær i en gammel hollandsk TV-serie, og ikke indehaver af en sovefabrik op og ned af motorvejen. Men sådan kan man jo tage fejl. Klokken er tæt på midnat, da jeg endelig falder ned.

Fredag den 10. marts

Afgang med shuttle-bus til lufthavnen kl. 8. Resten af rejsen forløber forbløffende nok fint.

Jeg lander i Billund ved 11-tiden og bagagen er såmænd også med. Jeg er kun en bagatel af 14 timer forsinket. Det havde været hurtigere at gå hjem!!

Bagagen er påklistret et antal røde mærkater med "rush". Jeg tør næsten ikke tænke på, hvornår jeg havde været hjemme, hvis det kære luftfartsselskab ikke havde gjort sig de anstrengelser.

Man skulle klage, skulle man - ja man skulle.