Onsdag den 27. november

Årets december-togt går til Sydamerika. Det starter fra København, så som ofte før giver det en overnatning der. Aftentog til “Staden” og tjek-ind på nærliggende Wake-Up. Bernstorffsgade den her gang, fordi Niebuhrs Gade skuffede sidst.

Torsdag den 28. november.

Wake-Up er OK til prisen. Det samme er morgenmaden. Ved 11-tiden med 5C ud til lufthavnen. Hurtigt tjek ind hele vejen til Santiago i Chile. British Airways flyver 15.15 og lander i Heathrow terminal 5 omkring 16.00 – lokal tid. 6 timers ventetid inden Santiago-flyet letter. Det giver aftensmad på Giraffen og Da Vinci Mysteriet på “Padden”. Rimelig dårlig film.

Stopfuld British Airways flyver til Santiago kl. 22.15. 14 timer og 40 minutter. Ganske utåleligt.

Fredag den 29. november

Sovet får jeg ikke sådan for alvor, men blundet lidt undervejs bliver det da til. Turen er træls og maden er elendig. Touch-down i Santiago kl. 10 lokal tid. Fat i bagagen og gennem paskontrol. Det går hurtigt. Det er CC Travel, der er teknisk arrangør på det her trip, så lige udenfor i ankomsthallen står en kvinde med det magiske skilt Henning Nielsen. Det betyder at hun, sammen med sin driver, sørger for transporten ind til Hotel Fundador.

Her er jeg vel allerede omkring 11.30. Værelset er ikke klart. Det er det først kl. 15, så på trods af trætheden smides bagagen og det bliver første tur i Santiago. Op igennem gågaderne til Plaza de Armas og Cathedral Metropolitano. Det er vel at betragte som Santiagos centrum. I kirken er en forestilling lige sluttet. Præsten står stadig og uddeler den sidste nadver, og har man lyst, kan man skrifte. Det har man ikke. Men kirken er flot. Herfra retur til hotellet. Værelset er stadig ikke klar, så det bliver lige til en times tid i den magelige sofa i foyeren. Ved 15-tiden er der adgang til det hellige rum. Fin størrelse, men noget slidt. Men sengen gør godt. Falder i søvn lige på stedet.

Ud igen på en kort gåtur i det lokale hood ved 17-tiden. Der købes en sandwich til aftensmaden og gøres lidt indkøb i det lokale Supermarcado. Kaffe i hotellets tjekkede bar, inden værelse 614 tages ind for alvor om aftenen.

Lørdag den 30 november

Udmærket, men ikke prangende morgenmad at stå op til. Lidt ligesom hotellet. Det er dog nok til at lægge en solid bund. Når morgenmaden er inkluderet på hotellet, er det altid ambitionen at kunne hoppe frokosten over.

Ved 9-tiden er det ud og kigge mere på Santiago. Byen sover længe om lørdagen. Der er ikke mange folk på gaden. Først hen til Præsidentpaladset Palacio de Monedas. Pompøst. Kun få andre turister på den store plads foran. Så tværs gennem shopping-gaderne, hvor der ikke rigtigt er noget shopping endnu, og over til parken Santa Lucia. Flot bypark placeret på en høj midt i byen.

Masser af eksotiske planter og blomster på vej mod toppen. Heroppe er der en fin udsigt over de centrale dele af Santiago. Man kan bl.a. se en pæn stor ildebrand i nærheden, og en masse brandbiler på vej. Så ned igen. Hen af befærdede Bernardo O’Higgins. Et smut ind i den tussegamle San Fransisco kirke. Det pågår en handling, så smutter diskret ud igen. Sidste stop skulle have være museet Londres 38, tæt på hotellet. Et museum om modstanden mod Pinochet, indrettet i et hus hvor man torturerede fanger. Desværre dog lukket, og åbner først på tirsdag. Så det må blive næste gang jeg skal til Santiago. I stedet bliver det en lur på værelse 614.

Tur 2 igennem centrums gågader og op til et lidt hidsigt kvarter Patronato. Også her masser af små forretninger, endnu flere gadehandlere og et utal af shoppere. Man skulle ikke tro at chilenerne manglede penge, som de faktisk gør. Der er bunker af mennesker, og nogle gange kan man bare stå i stedet for at gå. Jeg får dog ikke købt noget, mere beundret den heftige aktivitet. Så smutter jeg hjem igen. Nok sightseeing for dagen.

Aftensmad på en lokal Soda. 2 koteletter med fritter. De viser finalen i Copa Libertadores på TV, så jeg får set det meste af 2. halvleg her. Resten af halvlegen napper jeg så i hotellets bar sammen med en kop kaffe. Botafogo vinder selv om de fik en mand smidt ud efter 30. sekunder. Herefter Pulp Fiction på værelset. Næsten lige så voldsom.

Søndag den 1. december

Dagens tur går ud til hvad vel egentlig er Santiagos highlight San Christobal Parken. Der er en passende gåtur derud. Først langs hovedfærdselsåren Bernardo O’Higgins. Den er spærret helt af for biler. Man er åbenbart ved at gøre klar til et eller andet arrangement. Så igennem det hyggelige hood Bellavista. Pæne huse, masser af restauranter og cafeer, men en søndag formiddag er der endnu ikke meget gang i den. Så hen til parken, hvor man først tager en tovbane op til toppen med en fin udsigt over Santiago. Herfra med en svævebane tværs over Parque Metropolitano. Ganske spektakulært.  Ved endestationen hopper man af. Kigger sig lidt omkring, og så tager man ellers hele rejsen igen i omvendt rækkefølge. Overalt er der masser af muligheder for at fouragere, og alle vejene i parken er afspærret og anvendes kun af cyklister.

Nede for enden bliver det samme vej retur. Hvis man ville, kunne man se Pablo Nerudas barndomshjem i Bellavista. Men jeg er egentlig ikke interesseret i at se hans dobbeltseng og hans spisebestik, og hans bøger har jeg aldrig læst. Henne ved Bernardo O’Higgins kan jeg se hvad det var, man linede op til. Intet mindre end julemandens ankomst. Der er nu en milliard (ca.) mennesker langs vejen, og endnu flere børn. Gadehandlere i massevis der sælger balloner, sæbebobler, mad, sodavand. Selve optoget består af en masse kæmpestore oppustede tegneseriefigurer. Ikke overraskende er Disney blandt sponsorerne. Til sidst kommer selvfølgelig i en stor vogn Father Christmas som vinker til alle børn, som pligtskyldigt vinker tilbage. Herefter kan man endelig kæmpe sig vej retur til hotellet. Det tager ca. 1 ½ time, for en gåtur der i formiddags tog 15 minutter.

Resten af dagen går så i afslapning. Der er ikke så mange sights i Santiago, i hvert fald ikke nogen jeg gider at rejse mig fra sengen for at se. Aftensmad i hotellers bar. Heineken og Pizza. Glimrende.

Mandag den 2. december

Op kl. 6, morgenmad 6.30, afhentning 7.30 – hen til den lokale busstation. Her kører Andesmar til Mendoza kl. 8.30. Det skal vise sig at blive den mest spektakulære bustur, jeg nogensinde har prøvet. Ikke kun pga. den superfede bus med lækre og komfortable sæder, men mest for det sceneri vi får set på vejen. Turen starter med normal kørsel ud af Santiago med forstæder, men efter kort tid rammer vi Andesbjergene. Så går det i det vildeste og flotteste bjergkørsel de næste 6 timer. Masser af hårnålesving, stejle stigninger og bratte nedkørsler og en helt fantastisk udsigt. Undervejs passeres grænsen mellem Chile og Argentina. Så er det ud af bussen, vise papirer og få tjekket bagage – bureaukrati som i de gode gamle dage. Efter nogle timer yderligere bliver det mere grønt, og den sidste times tid ind mod Mendoza er der udsigt over enorme vinmarker.

Ankomst 15.00 – 1 ½ time før planlagt, men det hele har også kørt som smurt. Jeg har aftalt med Nico – CC travels lokale mand – at jeg skulle give lyd på Whatsapp ved ankomst, da busserne notorisk er forsinkede pga. paskontrollen. 1 ½ time før tid har han vist aldrig oplevet, så der går lidt tid inden den bestilte driver dukker op. Efter en god ½ time dukker Andres dog op, og kører mig til mit hotel på 5 minutter. Jeg kunne have gået derhen på 10, så lidt åndssvagt at vente. Tjek ind på værelse 607 på Hotel MOD. Ser glimrende ud. Skal have vekslet lidt penge, så jeg har nogle Argentinske pesos. Det kan man gøre i en bank, en hæveautomat eller sort. Den sidste variant giver den bedste kurs, og hotellet kender en der kan klare det. Så får man lige hans Whatsapp-nr, som man kan skrive til og ½ time efter dukker han op på hotellet så man kan få ordnet sine transaktioner. Ikke siden nogle ture til Østeuropa for mange år siden har jeg vekslet sort.

Kort pause inden en hurtig gåtur ud i byen. Dejligt vejr og god pizza på vejen. Hjem til hotellet for at slappe af, og se Godfather færdig på Netflix.

Tirsdag den 3. december

Op til fin morgenmad. Nogenlunde standardudvalg, dog tilsat en masse forskellige små kager. Herefter er det afgang. Fin temperatur i Mendoza fra formiddagen. Først op til Plaza Independencia. Flere flotte springvand, og den obligatoriske opstilling med byens navn. Hvis nogen skulle være i tvivl.  Så op ad Avenida Emilio Cevit. I modsætning til mit hotelhood, som er lidt nedslidt, så er der her prangende villaer langs vejen. Og som alle steder i Mendoza er der store vejtræer. Ud over det er dejligt med træer, så er det umådeligt praktisk at man altid kan gå i skygge. Dagens turmål er Parque General San Martin. Manden kender jeg ikke, men hans park er stor og flot. Alt for stor til jeg magter det hele. Jeg nøjes med det ene hjørne, og en gåtur langs parkens store sø. Der er springvand, skulpturer, planter og ikke mindst skyggefulde bænke og traktørsteder, der gør oplevelsen dejlig. Så efter at have gået / siddet i parken en passende tid, smutter jeg retur til hotellet af andre skyggefulde veje.

Senere bliver det en tur rundt i centrum. Her er masser af shopping, men det er små handlende med egne forretninger. Ingen dødssyge kædebutikker. Især elektronikbutikker er udbredt. Det bliver til en dejlig lemon-pie på en cafe undervejs. De handlende har en sjov vane. De går altid og fejer foran deres butikker. Da jeg kommer hjem til hotellet igen går det op for mig hvorfor. Mine sko er simpelthen mega støvede. Så selv om Mendoza er en pæn og ren by, så er der enormt meget støv. Det er sikkert noget der kommer blæsende ind fra Andesbjergene.

Aften på hotellet. Netflix kan streames på storskærmen, så IPad'en får lov til at hvile lidt.

Onsdag den 4. december

Mere gåtur i Mendoza. Der er ikke rigtigt nogen seværdigheder, så det bliver de mere pseudoagtige, der bliver målene for gåturene. Under alle omstændigheder er det sjove at se det liv der udspiller sig i byen. Først hen til ruinerne af en gammel kirke, der blev ødelagt af et jordskælv i 1861, så man kan ikke hævde de jager afsted med genopbygningen. Herfra op Paseo Alameda – en hyggelig gågade under skyggefulde træer. Masser af små blomsterboder undervejs – og valutavekslere i massevis. Til sidst Plaza Espana med fontæner og masser af kakler.  Næsten som Sevilla. Så hjem igen til Netflix og pause på hotellet.

Sen eftermiddagstur gennem byen til restaurationsgaden Aristides Villanueva. Mendozas svar på Jomfru Ane Gade. Det giver så turens første Milanese på en lokal restaurant. Hjem igen herfra. 20.000 skridt siger tælleren, så lidt er man da kommet rundt – på trods af manglende sights.

Torsdag den 5. december

Slut på Mendoza by. Afhentning af min privatchauffør kl. 11, og ud til Club Tepiz – et lille hotel på en vingård i udkanten af Mendoza. Tjek ind på værelse 5 – lidt old school. Sjældent med et sted helt uden TV. Så kan man ellers bruge dagen på at gå rundt på vingården, hvor der er masser af vinstokke, oliventræer og alverdens andet buskads, det giver fødevarer fra sig. Så det gør jeg – i selskab med stedets hund, der troligt følger efter. I pauserne kan man slappe af på sengen. Meget afslappende.

Kl. 8 er der vinsmagning. Gæsterne får præsenteret en hvid og en rød, og så smager man på det, og lader som om man har forstand på det. Aftensmad først ved 9-tiden, så jeg er ærlig talt hundesulten. Restauranten er også lidt til den snobbede side, men de laver nu en svinsk god steak og vinen dertil er også glimrende (men hvad ved jeg). Slut med spisning omkring 22 – retur til kammeret. De har lagt lidt godbider på bordet. De ved godt hvad der sælger billetter.

Billetter blev der så heldigvis ikke til nogle barylere der har afluret min kort-kode. MasterCard Debet er blevet spærret, og kom således ikke til at finansiere et ambulance-abonnement i USA. Resten af turen må klares med med MasterCard Credit og de kontanter jeg har med. Det burde også række.

Fredag den 6. december

Endnu en transportetape. Dem er der nogle stykker af på den her tur. Men først glimrende morgenmad på Club Tapiz. Lille sted. Helt alene til morgenmaden.

Kl. 10 er der afhentning. Andres fragter mig til den lille lufthavn i Mendoza. Her er der så til gengæld stopfyldt, så det er svært at få en siddeplads. 12.55 flyver Aerolinas Argentina så til Aeroparque i Buenos Aires. Det er den lille lufthavn tæt på centrum. Lander ca. 1 ½ time senere. Her står så en ny driver klar til at fragte mig ind til Scala Hotel i centrum. Fedt hotel og værelse 1101 har egen balkon med vild udsigt over den supertravle gade Avenida 9. Julio. Der hænger en julesok på døren. Gad vide om der kommer noget i den?

Jeg har sovet dårligt på Club Tapiz. Dårlig madras, fuglefløjt i parken og irritation over bøvlet med kreditkort. Så jeg starter med en lur. Det gør godt. Jeg gider ellers ikke rigtigt noget, så smutter ned i restauranten ved 6-tiden for at få noget at spise. De lokale begynder først at overveje det om et par timer, men jeg er altså sulten. Det er jeg så ikke da middagen er overstået. “Gode ben” med masser af stegte kartofler og en Tiramisu på toppen er næsten mere end jeg kan klare. Aftenen på værelset. Fed udsigt over solnedgangen, og Netflix-abonnementet kan også bruges på storskærmen her.

Lørdag den 7. december

Endnu engang et glimrende morgenmåltid. Masser af kager i sortimentet. Vejret et perfekt turistvejr. Tørt og ca. 20 grader. Koldere end normalt her på stedet, men rigeligt til mig. Turen går til La Boca. Til fods igennem hyggelige Buenos Aires gader. Efter 3 kvarter når jeg La Bombonera – Boca Juniors legendariske hjemmebane. Ind og tjekke museet ud og selvfølgelig en stadiontur. Godt nok på spansk, men jeg tænker ikke, han sagde noget vigtigt.

Så videre til El Caminito. La Bocas turistdistrikt. Her er alle de farverige huse og spøjse papmache-figurer. Men også rigeligt med turister. Så det forlades ret hurtigt for en lang gåtur igennem det “rigtige” La Boca – og retur til hotellet. Undervejs render man ind i en procession med en form for religiøst indhold. Tror de er ude og øve, men ganske festligt. Hjemme igen ved 3-tiden. Afslapning på værelse 1101.

2 timer til det, og så ud igen. Ind til centrum og Plaza de Mayo og det rosafarvede præsidentpalads. Herfra af brede boulevarder op til den store obelisk og til sidst ad brede Avenida 9. juli retur til hotellet. Hjemme ved 19-tiden. Jeg øver mig på at skubbe spisetiden til de lokale traditioner, så ned i hotellets restaurant ved 20-tiden. Her er maden god, tung og rigelig. Faktisk kan jeg ikke spise op, og det er jo pinligt. Værelsestid herefter inden sengetid.

Søndag den 8. december

Om søndagen er det meste af San Telmo omdannet til en stor markedsplads. Der er ikke langt derned, så der smutter jeg ned efter sen morgenmad. Vader lidt rundt på må og få i kvarteret. Rundt omkring er der også flere tangodansere, der viser deres evner iført slikket hår og fikse kjoler. Ud over gademarkedet er der også masser af restauranter og mere seriøse antikvitetsforretniger. Skulle man have lyst, kan man også tage sig en selfie med Mafalda – en berømt argentinsk tegneseriefigur. Jeg får også tjekket et fint lille museum ud. El Zanjon hedder det. Oprindeligt et hus med billige lejligheder. Det gik i forfald og en mand købte det for at lave restaurant, men opdagede nogle tunneller under huset, så i stedet lavede han det til et museum med tunneller og gamle billeder fra San Telmo. Fint nok, men træls guidet tur. 4 timer i San Telmo og hjem til afslapning.

Tur 2 til Kongressen. Først på tværs af Avenida 9. juli. 20 vejbaner – heraf 4 til busser, så man skal over vejen af flere runder. Så ellers igennem hyggelige lokale gader indtil man når pladsen ved Kongressen. Der er også en flot gammel bygning kaldet Palacio Barolo. Hyggelig park ved Kongressen. Ingen turister – kun lokale. Der spilles bold, luftes hunde og snakkes sammen på bænkene. Retur igen ad andre små gader. Buenos Aires er virkelig en fed gå-by. Alle gader er brugbare, jeg er ikke stødt på utrygge steder, så den største fare er hullerne i fortovene. Dem er der så en del af.

Det sædvanlige aftenritual med solidt aftensmåltid i restauranten og efterfølgende afslapning med Netflix.

Mandag den 9. december

3 dage i Buenos Aires er altså alt for lidt. Dertil er den alt for fed. Men man må nøjes, og i dag bliver det en lang gåtur ud til Recoleta Kirkegården. Jeg vælger at gå af de mindre gader derud. Kommer lidt tilfældigt forbi en gade med lutter guldforretninger. Så nogle må da have penge i det her land. Kommer også forbi Teotro Colon. Sidste gang jeg var i Buenos Aires var jeg inde og se den. Det hopper jeg over den her gang. Herfra er der endnu et par km’s gåtur ud til Recoleta, med de absurd flotte mausoleer. Igen – for byens overklasse. Ikke for fattiglemmer. Argentina er et klassesamfund.

Hænger ud her, får en god kop kaffe på La Biela. Jeg tror ikke der var tjenere, der var under 70. Herfra tilbage ad en anden rute, men ligeså spændende. På mange måder er seværdighederne bare en undskyldning for gode gåture gennem byen. Inden jeg når hotellet købes der lige 3 empenadas og en cola, som gør det ud for en eller anden form for måltid i dag.

Træt og let smadret går resten af dagen i hoteltid. En lille tur rundt om hjørnet for at købe en souvenir med hjem. En Mate-kop med tilhørende suge-aggregat vil vel pynte i spisestuen. Købes ikke i en turistshop, men som brugt fra en lokal lille marskandiser, der tydeligt har lavet dagens bedste salg her. Hun er så glad, at jeg ikke nænner at prutte om prisen. Ellers kan jeg se at hotellet i dag også bruges af Indepedientes spillere, der her til aften spiller kamp mod Atletico Tucuman i den argentinske 1. division. Jeg følges med et par spillere ned i elevatoren. Det kan man desværre ikke se på public service kanalerne på TV. Så det bliver Vikings på Netflix – inden tidlig sengetid.

Tirsdag den 10. december

Skiftedag igen. 3 dage i Buenos Aires er alt for lidt. Det må jeg se om jeg kan gøre bedre en anden gang. Men op kl. 5, for 5.30 kører min vogn mig ned til Buequebus’ terminal ved havnen i Buenos Aires. Færgen til Montevideo sejler først kl. 7.30, men det er godt at komme i god tid, da man både skal stemple ud af Argentina og ind i Uruguay.

Sejlturen er enormt magelig. Dejlige sæder, flere steder at få morgenmad og såmænd også en kæmpestor duty-free shop, som frekventeres af mange af de rejsende. Ankomst til Montevideo kl. 10.30, og efter lidt ventetid er der en ledig taxa, der kan køre mig ud til Hotel Dezzler. Det har CC Travel valgt, og det er ret åndssvagt, da det er næsten 5 km. væk fra centrum. Får afleveret bagagen, værelset er endnu ikke klart, så det bliver en gåtur ned til vandet ved udløbet af Rio de la Plate, og så en god frokost.

Kl. 2 kan jeg tjekke ind på værelse 616. Ok, men noget slidt, og med en bemærkelsesværdig lugt af kloak. En lille lur bliver det til, som kompensation for den tidlige afgang. Så ellers en kort gåtur rundt i det lokale hood. Ikke så meget at se op og ned af 21. september, ud over det lokale liv. Også her går mange rundt med deres Mate-kop i den ene hånd, og en termokande i den anden til opfyldning med vand. Aftenafslapning på 616. Tænder for air con – det fjerner lugten.

Onsdag den 11. december

Efter det traditionelle morgenmåltid, som stort set har været ens på hele turen, er det tid til at gøre den gamle bydel i Montevideo. Turen derind bliver med en vogn fra Cabify – den lokale udgave af Uber. Først ind til Plaza Independenzia og et par små seværdigheder her. Så over til et bemærkelsesværdigt museum. Museo Andes 1972 handler om et flystyrt i Andesbjergene i 1972, hvor et rugbyhold faldt ned. 16 overlevede dog, men de blev først fundet efter 70 dage i sneen oppe i bjergene. En helt vild historie, som jeg godt kan huske fra barndommen – og et anderledes og spændende museum, hvor man kan se og høre om historien, og se nogle effekter fra de overlevende.

Derfra til et andet mærkeligt museum. Et Gaucho-museum i en nedlagt bankbygning. Også meget sjovt, men især bygningen var flot. Så ned til Mercado del Puerto. Et marked med restauranter nede ved havnen. Ligner Aarhus Street Food. Til sidst tværs gennem centrum til Montevideos Rambla, som går langs med Rio de la Plata. Måske vel fin en betegnelse. Da jeg ikke gider mere booker jeg igen en Cabify, og 5 minutter efter dukker der en bil op og kører mig retur til hotellet.

Lidt senere en lille tur i det lokale hood. Ok nok, selv om det vikke have været skønnere at bo i downtown. En kaffe på McDonalds kunne man også have fået derhjemme, men at høre Jingle Bells afspillet på Saxofon af en fyr iført pinkfarvede shorts – det skal man nok til Sydamerika for at se. Lækkert og ikke mindst rigeligt måltid i hotellets fine restaurant Dakota. Nogle ben med kød og tilhørende kartoffelmos. Og jeg har vænnet mig til at man først må spise kl. 20.

Torsdag den 12. december

Morgenmad og derefter Cabify ud til Estadio Centenario – det stadion hvor den første VM-finale blev spillet i 1930. For at komme ind på stadion, skal man lige ringe på en gammeldags ringklokke – ding-dong. Så kommer der en og lukker en ind til det fine museum under stadions hvælvinger. Masser af spændende og gammelt stof. Fodbold i Uruguay er noget helt særligt, og har en historie som meget få steder. Der er masser af gamle pokaler, billeder, trøjer, bolde og fodboldstøvler – hvorimod videomaterialet fra kampene der foregik for næsten 100 år siden er mangelfuldt. Fra museet er der direkte udgang på tribunerne på det kæmpestore stadion. Man kan nogenlunde gå rundt som det passer en selv, og antallet af besøgende kan tælles på en hånd. Det kan antallet af siddepladser til gengæld ikke. Der er plads til 74.000. Herfra kan man så også komme op i stadions høje tårn. 1 af gangen og fulgt af en ansat i den tvivlsomme elevator. Men fed udsigt over stadion og hele Montevideo.

Så hjem igen. Den her gang til fods. Længere væk var det ikke. Turen går gennem den mere mondæne del af Montevideo, bl.a. rigmandskvarteret Pocitanos.

Hjemme igen orker jeg ikke mere i dag. Den slags sker på lange ture, så det bliver værelse 616 med Europa League fodbold på ESPN. Aftensmad på hotellet. Ikke den pæne restaurant fra i går, men derimod en burger i hotellets cool bar, der er pyntet med graffiti og viser Cartoon Network på TV-skærmen.

Fredag den 13. december

Slut på Montevideo og tid til endnu en transportdag. Først Cabify ud til Montevideos lille internationale lufthavn. Derfra med LATAM til Sao Paolo – en helt hysterisk lufthavn. Derfra videre til Foz de Iguazu på brasilienssiden, hvor en driver står klar til at køre mig til Hotel Saint George på Argentina-siden. Så først tjekke ud af Uruguay, så tjekke ind i Brasilien, så tjekke ud af Brasilien og til sidst tjekke ind i Argentina. Især der sidste er kompliceret. Det tager over en time i kø ved den argentinske grænse, inden en superarrogant paskontrollør får sat sine stempler alt imens min chauffør river sig i de enkelte tilbageværende hårrødder. Så først fremme kl. 21 – tjek ind på værelse 201 – burger i hotellets restaurant – og så i seng.

Lørdag den 14. december

På tur i dag. Den Argentinske side af Iguazu-vandfaldene. Normalt er den slags ture med minibusser, men her dukker et stort lokum af en turistbus op med lutter spansktalende kunder – og så mig. Det betyder så også at ved ankomst til parken siger jeg farvel til gruppe, og aftaler opsamling kl. 16 med guiden.

Så ellers rundt i parken for at se de fantastiske vandfald. Det er ikke første gang. Jeg var her også i 2006. Dengang var de lokale utilfredse med vandstanden. Selv var jeg behørigt imponeret. Den her gang er der mere vand – meget mere – og det gør altså oplevelsen noget mere imponerende – ja faktisk ganske vild. Der er masser af steder at gå og se vandfaldene fra flere sider. Og man kan også stå lige ved siden af. Ret voldsomt. Dertil kommer lydene. Både af de massive mængder vand, men også at det lokale fugleliv. Masser af høje lyde fra mange fugle, der desværre gemmer sig for godt til at man kan se dem.

Da klokken så nærmer sig 16 søger jeg til det aftalte sted. Desværre er der 2 restauranter i parken og jeg har valgt den forkerte, så det tager lige et opkald fra guiden inden vi finder sammen. Fantastisk sted – men træls turgruppe.

Hjemme ved 17-tiden for at lade resten af dagen gå i afslapning og steak nede i restauranten.

Søndag den 15. december

Same same som i går – bare fra den anden side. Så afgang lidt i 8. Samme busselskab som i går, lutter spansktalende bortset fra mig, og så afsted med kvægtransporten. Hurtigt hen over grænsen, og op til den brasilianske park-indgang. Sindssygt mange mennesker her, da det er søndag. Så det tager en krig at komme ind, og blive fragtet med bus inde i parken til området, hvor det bliver sjovt. Her bliver vi så sat af, og så er det vel ca. 1 ½ times gåtur – med en hoben selfiestops – langs den brasilianske side af Iguazu-vandfaldene. Også her er der megameget gang i den. Ifølge guiden er der ca. 4 gange så meget vand som normalt, så der er virkelig smæk på. Fra Brasilien-siden er du ikke helt så tæt på vandfaldene, til gengæld har du et bedre overblik. Til sidst er der en bro langt ud over floden. Jeg går et stykke af vejen, og bliver ikke bare våd, men drivvåd. Dem der går hele vejen har snedigt nok iført sig ponchos.

Så er det elleres op igen med en elevator, ind i en bus, retur til hovedindgangen, ind i busselskabets bus og retur til hotellet ved 15-tiden. Fantastisk natur-sceneri – træls rejsekoncept. Jeg fungerer bedst når jeg selv bestemmer. 

Er slidt efter dagen, så resten af dagen går i afslapning og afslutningsmiddag i hotellets restaurant. Det betyder så også, at jeg egentlig slet ikke får set noget af Puerto Iguazu, og det er jo egentlig lidt ærgerligt.

 

Mandag den 16. december

Op kl. 5.30. Driveren holder klar 6.15. Den her gang går det smooth gennem paskontrollen, så i Foz de Iguazus fine lille lufthavn en times tid senere. Flyveren til Sao Paolo går først ved 10-tiden, så jeg er i god tid.

Ganske magelig tur til Sao Paulo med LATAM. Fremme ved 12-tiden. Så er der igen 4 timers ventetid til British Airways flyver til London. Den tur er rent fly-tortur. Et sandt helvede på 11 timer. Får dog set 2 gode film. En om Amy Winehouse og en om Bob Marley.

Tirsdag den 17. december

Ankomst London kl. 6. Så er det heldigvis overstået. Flyveren videre til København er ½ time forsinket. Ikke noget problem. Så kan man lige nå en Full English Breakfast inden. Magelig tur til København. Lander kl. 12, men både paskontrol og bagegehåndtering har en af deres bedre dage, så når IC-lyn direkte til Aarhus kl. 12.30. Hjemme 15.40. Træt. Der skal lige soves et par timer.