Lørdag den 3. August

Det her trip bliver meget anderledes. En uge i Paris er måske ikke så underligt, men en uge til OL i Paris – det er specielt. Det gode kamera er ikke med, så billeder undervejs bliver på I-phone. Også det lidt specielt.

Det starter tidligt. Med bussen kl. 6 til Billund. Kl. 10 flyver KLM til Amsterdam, og kl. 14 flyver Air France videre til Paris CDG. Den lidt bøvlede rejse blev nødvendigt, da Air France aflyste den oprindelige direkte formiddagsflyvning.

I CDG er det med RER B ind til kaotiske Chatelet. Herfra er der en lille gåtur til Hotel de Raubaix. Gåturen ville have været enklere hvis jeg havde valgt en mere hensigtsmæssig udgang fra stationen. Hotel de Raubaix er virkelig et fedt og spøjst hotel. Klassisk musik i foyeren, og mit værelse er dækket af emalje-plancher med tegneseriefigurer. Men det er der ikke tid til at nyde, for jeg skal ud til Centre Aquatique med RER D. Her er der Vandpolo. Det er første gang for mig. 2 kampe i den flotte hal med høj technomusik, lysshow og så en stor swimmingpool i midten.

Først Frankrig mod seneste guldmedaljevinder Serbien. Den vinder Serbien 15-8. Frankrig kan følge med i starten, men går døde undervejs i den fysisk krævende sport. Det samme er tilfældet for det entusiastiske hjemmepublikum. 2. “Kamp” er mellem Italien og Rumænien. Den har ikke rigtigt sportslig værdi. Italien vinder 18-7, men jeg tager hjem i pausen. Jeg er smadret af den tidlige afrejse og den lange gåtur til vandsportshallen fra stationen. Hjemturen bliver med den spritnye Metro 14, fordi jeg går forkert på vejen til min RER.

Søndag den 4. August

Sover “længe”. Op ved 8-tiden og ned til glimrende morgenmad i kælderen. Godt nok “Continental breakfast” – altså ingen æg og bacon – men masser af lækkert brød og pålæg. De har lavet noget smart, nemlig at bruge køleskabe med glasdøre som buffet, så man åbner bare køleskabet og tager sin juice, yoghurt og ost, der har der bedst i kolde temperaturer.

Så ellers afsted til dagen aktivitet. 4. dagen på golfturneringen for mænd. Der er langt ud til golfbanen, men det fungerer smidigt og effektivt. Først RER D til Massy – Palaiseau. Der holder der busser klar til at køre os ud til Golf National. Super effektivt med venlige guider, der sørger for at folk går den rigtige vej. De bruger nogle store skumgummifingre til at vise vej, og nogle af dem har nærmest evner som entertainer.

På Golf National er man i gang, så der er noget at se på, så snart den heftige sikkerhedstjek er overstået. Jeg prøver den sædvanlige taktik, med at forsøge at komme hele banen rundt, men løbende falde tilbage til de næste grupper, så man får set så mange spillere så muligt og størstedelen af banen. Det fungerer fint.

Turneringen er ikke blevet mindre interessant da både Nicolaj Højgaard og Thorbjørn Olesen er med fremme. Helt til tops ryger de dog ikke – de bliver henholdsvis nr. 7 og 14 – men det er også fint. Scottie Sheffler vinder foran Tommy Fleetwood og Hideki Matsuyama. Jon Rahm der førte med 4 slag, da der manglede 9 huller, klapper fuldstændig sammen og bliver nr. 5. Oplevelsen er fantastisk. Banen er vildt flot, vejret fantastisk og golfspillet af en anden verden. 2 ældre herre jeg tilfældigvis kommer til at stå ved siden af ved 16. hul er totalt målløse, da de 3 udlæg alle lander indenfor 2 meter af hullet. Selve afslutningen går jeg glip af. Der er for mange mennesker på de få huller der er tilbage og at glemme solcreme var ikke for intelligent en dag som i dag.

Så efter hul 16 ud til bussen, ind til toget og retur til hotellet. På vejen holder andre busser klar. Det er helt vanvittigt så mange der er - flere km. med busser. Burger fra en lokal snask, fat i nøglen til værelse 8. Den venlige receptionist finder lige et par vand, jeg får med op på værelset. Tiltrængt. Afslapning foran fjernsynet med atletik – 100 meter finale.

Mandag den 5. August

Afgang med Metroen ud til Arena Sud – hal 1. Selv om der er mange mennesker, der skal transporteres rundt, fungerer det fremragende. Ikke noget med ventetid. Metro- og RER-togene drøner rundt hele tiden. Arena Sud er så vidt jeg kan se et gigastort konferencecenter, hvor man til lejligheden har opstillet stillads-tilskuerpladser i flere af hallerne.

Formiddagen står på masser af high-fives, for der er dømt volley – kvartfinale for mænd – Polen mod Slovenien. Polen er en stormagt i det spil, Slovenien lidt af en opkomling. Kampen er fremragende. Polen vinder 3-1 i sæt, og selv om jeg ikke er specialist, kan jeg godt se at den største forskel på de 2 hold hedder Wilfredo Leon. Oprindeligt Cubaner, men når man er rigtig dygtig, kan man godt få polsk statsborgerskab. Han er fantastisk ved nettet, smasher for vildt og laver nogle syge springserver, der giver masser af serveesser. Publikum engageres vildt, og skal bidrage med at brøle “ace ace” ved serveesser og “monster block” ved store blokeringer ved nettet. Det hele er tilsat massiv musik og et højt lydniveau.

Aftenturen går ud til Stade de France. Første atletikaften. RER D derud. Samme stoppested som til Vandpolo. Jeg kommer i god tid, for at kunne tage stemningen ind fra en glimrende plads højt oppe på stadion. Der er 4 finaler på programmet. 5 km for kvinder vindes af en Chabet fra Kenya og Diskoskast for kvinder af Valarie Allmann fra USA. I et flot 800 meter løb for kvinder vinder Kealy Hodgkinson fra Storbritannien, til stor fornøjelse for de mange britiske fans på stadion.

Og så er der stangspring. At Armand Duplantis fra Sverige vinder overrasker ingen. Men da guldet er i hus, sætter han højden op til 6,10 meter – ny Olympisk rekord. Den klarer han nemt. Så ryger den op på 6,25 meter – ny verdensrekord. De 2 første forsøg bliver tætte nedrivninger. Ved 3. forsøg er han eneste aktive på stadion, men jeg vil påstå at ikke en eneste publikummer er gået hjem. Så da han kommer over den går stadion fuldstændig amok. Normalt er et publikum delt i forhold til hvem man holder med, men her er der 70.000 der alle holder med Duplantis, og det brøl der kommer da han sætter ny verdensrekord, har jeg aldrig oplevet mage til. Det tager så lidt tid at samle sig og hylde ham på æresrunder, inden man kan trisse tilbage til RER-stationen og tage toget hjem.

Tirsdag den 6. August

Formiddagstur igen til Stade de France og Atletik. Samme tur derud. Der er ingen finaler – kun indledende og opsamlingsheat. Stadion er ikke desto mindre fyldt op. Billetterne er også noget billigere end på finaleaftener. Stemningen er heller ikke så hårdtpumpet – mere munter og hyggelig. Opsamlingsheats er en ny opfindelse i Atletik, som bruges i stedet for at gå videre på hurtigste tid. Det er derfor noget intense løb, hvor dem der ligger lige under den absolutte verdenstop giver alt hvad de kan få at kvalificere sig til semifinaler. Der er opsamlingsheat i 110 m hæk, 400 m hæk og 200 meter for mænd og 400 meter for kvinder. Dertil kvalifikation i længdespring for kvinder og Spydkast for mænd. I sidstnævnte er der nogle usædvanlige lande der markerer sig. Pakistan og Indien er normalt ikke store atletiknationer, men jeg tænker at deres cricket-evner kan være nyttige. I hvert fald slutter en Inder som nr. 1 og en Pakistaner som nr. 3. i den ene af grupperne. Hjem til afslapning på hotellet ved 1-tiden efter 3 timers fin underholdning.

Om aftenen skal jeg prøve noget nyt. Brydning i en hal der midlertidigt er bygget på Champ de Mars ved siden af Eiffeltårnet. Egentligt mest valgt for at se en idræt, der er stor i lande langt væk fra Danmark, og lidet anende at jeg kommer til at deltage I en verdensbegivenhed. Der er 3 finalerunder som alle indeholder en finale samt 2 bronze kampe. I 68 kg fristil for kvinder vinder en Amerikaner over en bryder fra Kirgisistan. Der er masser af brydere fra lande som Kirgisistan, Aserbajdsjan og Armenien – lande man normalt ikke forbinder med eliteidræt.

Det er dog en japaner der vinder over en Kineser i 60 kg. klassen i Græsk-Romersk brydning. I modsætning til fristil må man I den klassiske græsk-romerske brydning kun gå efter overkroppen – ikke noget med at gå efter benene.

Men det store clou mangler. Mændenes 130 kg’s klasse I Græsk-Romersk. Først i den ene bronze finale hvor den tabende bryder vælger at sætte skoene midt på kanvassen, som tegn på at det var hans sidste kamp. Et flot tradition I bryderkredse, som får vinderen til at tage ham på skulderen og bære ham ringen rundt I hyldest. Og vi snakker 130 kg. klassen!!.

Og endelig er der finale. Den vindes af legenden Mijain Lopez over en bryder fra Chile. Det var 5. OL i træk cubaneren vandt guld. Mange har vundet flere guldmedaljer, men ingen har vundet guld ved 5 OL I træk. Det er en verdenssensation, og publikum går amok. Og da han så også begynder at binde snørebåndene op for at sætte bryderskoene I midten af ringen, så går publikum i totalt ekstase i hyldest til denne store sportsmand. Medaljen modtages ved arrangements afslutning med stil. Fuld honnør mod det cubanske flag. Hvad han skal nu må stå hen i det uvisse, men han vil blive en udmærket udsmider.

Så ellers Metro retur til hotellet, og sent I seng igen.

Onsdag den 7. August

Jeg må gøre noget utilgiveligt. Jeg har billet til en kvartfinale i Bordtennis for hold, men jeg er slidt af aktivet og oplevelser, så jeg pjækker om formiddagen og bliver hjemme på hotellet og ser OL på TV. Ikke det der var meningen, men man bliver jo ikke yngre og må tage hensyn til sig selv.

Så først ud på eftermiddagen er det i gang igen. Ned af trappen og forsøge af forcere de 2 muntre hotelhunde, der har en forkærlighed for at binde kundernes snørebånd op. De har set for meget brydning. Det lykkes at komme uopbundet forbi, komme over til 4’eren ind til Chatelet og videre med D’eren ud til Stade de France.

Her er det tid til endnu en stor atletikaften. Her kan man bl.a. se Mykolos Alekna fra Litauen være indehaver af en ny OL-rekord I Diskoskast i knap 2 minutter, inden Roje Stone fra Jamaica snupper både den og OL-guldet. Stangspring for kvinder vindes af Nina Kennedy fra Australien foran favoritten Katie Moon fra USA. Ikke ugen drama, da en af stolperne der holder overliggeren i vater gik I stykker og måtte udskiftes da det var allermest ubelejligt.

Quincy Hall fra USA vinder en fantastisk flot 400 m. for mænd og endelig er der stort drama I 3000 meter forhindringsløb. Her er 3 etiopere til start som favoritter, men de får ikke noget med sig hjem. Verdensmester Lamecha Girma styrter over en forhindring på sidste runde, lige ud for hvor jeg sidder, slår sig halvt fordærvet og må bæres ud på en båre. Soufiane El Bakkali fra Marokko benytter lejligheden til at vinde. Endnu en fantastisk aften i godt selskab med et venligt og entusiastisk publikum.

Torsdag den 8. August

Den står på Atletik igen. Formiddagene er ikke så spektakulære som aftenerne, men stadig godt nok til at fylde stadion. Tyske Sophie Weissenberg har en rigtig lortedag. Hun deltager I kvindernes 7-kamp som starter med 110 meter hæk, men da hun inden løbet går i gang lige skal springe over den 1. hæk, så ødelægger hun akillessenen og må køres væk i en kørestol. Nedtur – 4 års indsats spildt – og det er hun forståeligt ret ked af.

Ellers er formiddagens højdepunkter indledende heats (alias semifinaler) i 4 x 100 meter for både mænd og kvinder. De mindre pæne dele af en selv sidder og håber på tabte depecher, men de kommer alle med rundt, så USA kvalificerer sig sikkert til begge finaler. Jamaica ryger til gengæld ud hos mændene. Et dårligt skifte og ingen Usain Bolt koster. På sådan en formiddag kan man også se hvor meget det betyder for atleterne at kvalificere sig til semifinaler eller finaler. Norske Tobias Grønstad er både voldsomt udkørt og meget glad da han på yderste mandat går videre i 800 m. i dagens opsamlingsheat.

Så ellers samme vej retur på den efterhånden velkendte måde. 4 runder med atletik har været meget – men også en helt fantastisk oplevelse.

Eftermiddagen tilbringes på langs på hotellet med OL på TV, da sengen er mere magelig end stolen på værelse 8.

Om aftenen går det så ud til Roland Garros. Ikke for at se tennis, men derimod boksning. Tennisstadion er lavet om til boksearena de sidste dage. Det giver så en noget højere siddekomfort end de fleste andre arenaer. Og så starter det altså meget mærkeligt. Min nabo på stadion sad jeg også ved siden af forleden på atletikstadion. Hvor stor er sandsynligheden lige for det?

6 kampe på programmet. 4 semifinaler og 2 finaler. Boksning har haft et ry som rimeligt dommerkorrupt. Om det stadig er sådan er svært at sige, men det giver i hvert fald anledning til en seriøs pibekoncert fra publikum, da Uulu fra Kirgisistan tildeles sejren over Ibanez fra Bulgarien i den ene semifinale i fjervægt. I en af de andre semifinaler får OL’s flygtningehold sin første medalje selvom Cindy Ngamba taber til Athayna Bylon fra Panama. I boksning får alle tabende semifinalister bronze. Finalen i Fluevægt vindes af Hasanboy Dumantov over den lokale favorit Billal Bennama. Det entusiastiske – men vidende – publikum er dog denne gang enige med dommene, så en begyndende pibekoncert bliver hurtigt tysset ned.

Som det kan ses er det også i bokseringen plads til andre nationer end dem der er øverst på medalje-hitlisten. Den sidste finale og diverse ceremonier droppes. Det er startet sent, og jeg vil gerne nå sidste metro hjem for at undgå diverse natbusser og en umageligt sen hjemkomst.

Fredag den 9. August

Tid til mere slagsmål. Ind til Champs Elysees og den flotte gamle udstillingshal Grand Palais, som til lejligheden er ombygget til Taekwondo-arena. Det hele starter kl. 9, så det er tidligt op for publikum. For deltagerne er det ikke det store problem, for de dyster alligevel iført pyjamas.

Der er en ordentlig bunke indledende kampe, og samlet kæmpes der i 4 timer. Reglerne er simple. 3 point for at sparke modstanderen i roen. 2 point på overkroppen og så er der en række muligheder for 1 point scoringer. Det hele er pakket ind i stramt asiatisk set-up, hvor der bukkes i et væk og marcheres rigtigt meget i takt – især blandt dommerne.

Der er et imponerende VAR-setup i kampene. Træneren kan påklage dommerens afgørelse omkring manglende registrering af spark i hovedet. Det sker ofte. Klagen indgives ved – under megen bukken – at aflevere et farvet kort til kamplederen. Får man ret får man pointene – har man ikke ret forsvinder kortet i dommerens lomme i resten af kampen. Alt sammen vældig høfligt. Bo Henriksen ville have et problem i den idræt. Den geografiske fordeling af deltagerne er mangfoldig. Her deltager alle verdenshjørner. Også Danmark. Edi Hrnic fra Albertslund vinder sin indledende kamp, og går senere på dagen videre og vinder bronze. Knap så godt går det for Saleh Elshaarabaty fra Jordan. Han får sådan en i smasken at han bliver ganske tummelumsk og tilsyneladende brækker næsen.

Ved 1-tiden er det slut. Det her er første begivenhed I centrum af Paris, så jeg benytter lejligheden til at tage turen hjem til fods. Så får man da set Champs Elysees, kigget ind over hegnet til Concorde-pladsen og gået nogle Boulevarder også på den her tur.

Aftenarrangementet foregår ude I Arena Sud hal 6. Vægtløftning er også en ny ting for mig. Lettere at gennemskue end kampsporterne med de mange regler for pointgivning. I vægtløftning kan man ligesom enten løfte den eller også kan man ikke. Kvindernes 71 kg. er på programmet. Det bliver en klar vinder fra USA i form af Olivia Reeves der snupper 117 kg i stød og 145 kg i træk (eller også er det omvendt). Sølv til Mari Leivis Sanchez fra Colombia og bronze til Palacios Dajomes fra Ecuador. En opvækst I Medellins eller Guayaquils slumkvarterer synes at være en god baggrund for at klare sig godt i Vægtløftning. Desværre kan man som tilskuer ikke kigge ind bag kulissen, så man kan ikke se om man stadig bruger at give deltagerne et godt hiv fra ammoniakdunken og et par på skrinet inden der skal løftes.

Lørdag den 10. August

Slut på den her tur. Ingen OL-aktiviteter i dag. Der soves længe, og der er god tid til morgenmaden. Så kan jeg tjekke ud fra skønne Hotel de Raubaix. Helt klart en “keeper” som foretrukket hotel I Paris. Får lige ejerens telefonnummer med hjem, så jeg kan få en “special prize” hvis/når jeg vender tilbage.

Ellers går formiddagen i traditionel turisme. 2 flotte kirker i Saint-Germain kvarteret. Først Saint-Germain des Pres og så Saint-Sulpice. Begge vældigt flotte. Herfra over i verdens skønneste park Jardin de Luxembourg, hvor jeg kan sidde på en bænk i skyggen, med fødderne oppe på en af de tunge metalstole.

Til sidst går den dog ikke mere. Retur til hotellet for at hente bagagen. Gåtur over til Chatelet, RER B til CDG airport og ud i lille og overskuelige Terminal 2G. Air France flyver til Billund spot-on kl. 19.45 – lander 21.15 – 15 minutter før schedule. Praktisk med håndbagage, for så kan man stryge igennem og nå bussen til Aarhus kl. 21.30. Hjemme ved 23-tiden.