Henning i Israel 2023

Israel 

18. - 26. marts 2023


Lørdag den 18. Marts


En tur til Israel har stået på to-do listen længe. Men flyveren derned letter meget tidligt søndag morgen fra København, så jeg nupper en enkelt dag i hovedstaden først. Så det er afgang på Orange Billet kl. 8.45 til Københavns Lufthavn. Her har jeg booket overnatning på lækre Clarion Hotel lige ved siden hotellet.


Men når man nu er her, så skal der jo ske lidt. Så det bliver en eftermiddagstur i det nærliggende akvarium Den Blå Planet. Der er masser af fine fisk, og alt for mange børn. Måske man skulle smide dem ned til hajerne. Aftensmad på McD, og aftenafslapning på fine værelse 624.

Den Blå Planet
Den Blå Planet

Søndag den 19. Marts


Vækkeuret ringer kl. 4. Så er det ud af fjerene, og jeg kan vælte direkte over i lufthavnen. Check-ind og Security inden at absurd dyrt morgenmåltid hos Espresso House. 90 kr for en kop kaffe og en skinkecroissant. Helt ærligt – de må lige styre sig.


6.55 er der planlagt afgang med Norwegian til Tel Aviv. Vi bliver ca. ½ time forsinket, da der er en del handicappede, der skal hjælpes ombord på flyveren. 12.30 – lokal tid – er der så landing i Ben Gurion lufthavnen. Rimeligt lang kø ved paskontrollen, men de er nu ikke så uforskammede som forventet. Ned til toget, der kører til Jerusalem på 25 minutter, og så en lang elevatortur fra stationens dyb til overfladen. Tram no. 1 – ok der er så også kun den ene – indtil mit Ibis hotel. Men her har de et teknisk problem, så jeg bliver flyttet over til et andet nærliggende Ibis – kaldet Ibis Jerusalem City Center. Her bliver jeg tjekket ind på værelse 718.


Sulten har overmandet mig, så hurtigt ud for at få en bid på en glimrende lokal restaurant. Bedste burger i lang tid. Så ellers en lille gåtur i det lokale hotel- og forretningshood, inden det er relax på hotellet. Der er mest turgrupper på hotellet. Nogle af dem er amerikanske pilgrimsturister. Dog ikke mere hellige at en af dem udbryder et “Oh shit”, da jeg forklarer at elevatoren altså er på vej opad.

Jerusalem
Jerusalem

Vejret er lidt halvtræls med rigeligt med regn, så ud over at hente noget aftensmad lidt senere sker der ikke så meget mere i dag.


Mandag den 20. Marts


Sove halvlænge i dag, inden turen går ned i kælderen til morgenmad. Her serveres et overordentligt lækkert morgenmåltid i form af en buffet med såvel klassiske morgenretter og dertil en del med mere lokalt kolorit. Voldsomt lækkert.


Men alting får en ende. Man kan jo ikke sidde der hele dagen, så på med regnfrakken – desværre nødvendigt i dag – og ned til Old Town. Her er de mest berømte seværdigheder samlet, ja men kan vel nærmest kalde det for religionernes Greatest Hits. Turen gør først igennem Jaffa Gate og det Kristne Kvarter til Western Wall – eller Grædemuren som den kaldes på dansk. Den er opdelt i 2 – en for mænd og en for kvinder – og så går man hen til muren for at bede.


Efter det forsøger jeg at finde frem til et af de helligste steder for Muslimer, nemlig Tempelbjerget, som bl.a. huser Dome of the Rock og Al Aqsa Moskeen. Men jeg tror de har lukket adgangen for de vantro i dag. Jeg finder kun en indgang, og de vil kun lukke muslimer ind. De understøtter deres argumentation med 3 maskingeværer, så jeg diskuterer ikke så meget. Men de er nu meget høflige og venlige. Det sker nogle gange at adgangen for ikke-muslimer er nede, og det er den åbenbart for tiden.

Grædemuren
Tempelbjerget

Så i stedet trisser jeg hjem igen. Det bliver via det jødiske kvarter, og så en bunke omveje fordi jeg konstant farer vild i de smalle gader og Google Maps ikke er til megen hjælp.


Efter en pause bliver det til en 2. tur til den gamle by. Den her gang starter jeg via New Gate, og forsøger så at finde vej Church of the Holy Sepulchre – eller Gravkirken, som den hedder på dansk. Til sidst lykkes det ved at følge i hælene på en turgruppe. Kirken er bygget på toppen af Golgatha, og skulle ifølge rygter rumme Jesus gravsted. Køen er lang, og min skepsis er stor så jeg dropper at stille mig op for at gå igennem det lille tæppe til selve stedet. Men kirken er gammel og fin. Så ud igen, og ned af Via Dolorosa. På grund af regnen er det pivglat, så man skal passe på ikke at skvatte. Det ville jo være pinligt at kure på røven hele vejen ned ad Golgatha. For enden af Via Dolorosa går jeg til venstre igennem det Muslimske Kvarter. Masser af sælgere og andet godtfolk. Jeg opgiver at finde ud den planlagte vej, og ender ved Damascus Gate. Det er faktisk her Jerusalem skifter fuldstændig karakter og bliver til det muslimske Østjerusalem. Jeg hopper dog på byens Lightrail retur til centrum og meget sen frokost på mit stamsted.

Gravkirken
Damascus Gate

Så ellers afslapning på hotellet. Der hente en burger lidt senere, og ses lidt på HBO.


Tirsdag den 21. Marts


Op kl. 6.00, for at være klar til morgenmad 6.30, for at kunne kommer ud af røret kl. 7.00 og nå på tur kl. 7.30. Det er Abraham Tours og den går til Vestbredden.


Guiden står dog først på da vi har passeret “grænsen” mellem Israel og Vestbredden. Han er nemlig Palæstinenser og lægger ikke skjul på hvem han holder med. Første stop på turen er Ramallah. Det er lidt vildt, når man i øvrigt holder til i det pæne hotelkvarter i Jerusalem. Vi går en lille tur gennem byens marked og gader, akkompagneret af tirsdags-bønnen over byens højttalere. Vi slutter ved Times Square, hvor guiden køber lækre kager i et lokalt bageri.


Ramallah er i øvrigt kendt som Palæstinensernes politiske hovedkvarter. Yasser Arafat boede i sin “compound” her, og nu ligger han begravet i et mausolæum i udkanten af byen. Vi kommer forbi og kigger ind.


Så går det videre til Jeriko. Ifølge guiden – og bekræftet af Google – er det simpelhen verdens ældste by. Intet mindre. Vi besøger nogle udgravninger i kanten af byen. Herfra kører vi mod Jordan-floden for at se stedet hvor Jesus angiveligt blev døbt af Johannes Døberen. Her møder vi andre turgrupper, som er mere hellige. Nogle skal i hvide gevandter ud i den i øvrigt møgbeskidte flod for at blive gendøbt. Andre er mere tilbageholdende og nøjes med lidt salmer og noget tekstlæsning.

Ramallah
Jeriko

Herfra går det så videre via en vej, der er lagt tværs igennem et felt med landminer fra krigen i 1967. Det går mod Jerusalem igen, men for at komme om på den anden side af byen til Bethlehem. Bethlehem er nærmest en forstad til Jerusalem. Ikke overraskende skal vi se stedet hvor Jesus angiveligt blev født. Her her man heller ikke overraskende opført en berømt kirke. Den tjekker vi ud, og står i lang kø for at se stedet som i gamle dage var den stald Jesus kom til verden. Også her er nogen mere seriøse end vores lille gruppe. Det betyder også at køen for at se stedet momentvis er meget langsom, når nogle af de besøgende går i totalt selvsving.


Endelig går det så videre til frokost. Et glimrende palæstinensisk måltid med ris og kylling i flotte omgivelser. Sidste stop er så bagsiden af den store mur Israelerne er ved at sætte op mellem Israel og Vestbredden. Den er overmalet med graffiti. Noget flot – andet mere middelmådigt. Her læsser vi også guiden af, der slutter med en rørstrømsk fredstale til alle i bussen, inden vi kører over grænsen og tilbage til Jerusalem.

Fødselskirken
Bethlehem

Så hjemme ved 5-tiden godt fyldt med oplevelser og overvejelser. Kager fra en bager, Burger på den lokale og afslapning på værelse 718 herefter.


Onsdag den 22. Marts


Sove normalt her til morgen. Ingen grund til at jage i dag. Så efter dejlig morgenbuffet er det ud og kigge på Jerusalem. Jeg tager Lightrail’en et par stoppesteder til markedet Mahane Yehuda. Ikke specielt travlt, men et farverigt sted med en fantastisk duft af alverdens krydderier.


Herfra går jeg op til det ortodokse jødiske kvarter Mea Shearim. Her kan man virkelig se mange forskellige varianter af den traditionelle jødiske klædedragt. Mærkelige høje hatte, lange frakker og fuldskæg er mændenes. Kvindernes er mere normale, men dog synes de fleste at være iført et stort håndklæde til at dække deres hår. På diverse internetsider har der været forskellige meldinger om det hensigtsmæssige i at turistbesøge området. Jeg mærker dog ingen problemer, men undgår også at flashe det store kamera og tager lidt Iphone billeder under foregivelse af at søge på Google Maps.

Mahane Yehuda
Mea Shearim

Formiddagsturen slutter ved en af byens gode bagere med en halvkedelig ostesandwich.


Efter afslapning er det tid til tur 2. Ind til Old Town igen. Men ingen reliøse sights i dag. I stedet bare en gåtur rundt i det Armenske kvarter. Det er mindre hektisk end det jødiske, det kristne og det muslimske, som jeg tidligere har tjekket ud. Ikke desto mindre lykkes det mig dog også her at fare vild. Så da jeg endelig finder udgangen ved Jaffa Gate, må jeg hellere søge hjemad. Kaffe og kage hos en bager undervejs. Bordet ved siden af er okkuperet af 2 ca. 20-årige kvinder. De har pause i deres sikkerhedsvagt, og sidder begge rask væk og flasher deres pistoler. Aldrig har jeg set så mange våben som på denne tur. Det vrimler med vagter, politi og militær. Politi og militær altid udstyre med maskingeværer. Ude på Jaffa Road, hvor der i øvrigt kun kører Letbane og er fodgængere kører der politibiler og motorcykler op og ned hele tiden. Hvert eneste letbanetog bliver behørigt fulgt på vej af et sådant køretøj enten foran eller bagved. Selv om det er af hensyn til borgernes tryghed, gør det mig egentlig ikke særlig tryg.

Jerusalem Old Town
Jerusalem Old Town

Aftensmaden hentes på en lokal sandwichbar og aftenen tilbringes i øvrigt på værelset i fred og ro.


Torsdag den 23. Marts


Sidste morgenbuffet på Ibis. Den vil blive savnet, men der er ikke at gøre. Man skal videre.


Nu går det til Tel Aviv. Togturen tager kun 30 minutter, men det er som at komme til en hel anden verden. De ortodokse jøder med de sjove hatte er næsten forsvundet, og man er i stedet landet i en hypermoderne storby ved Middelhavet. På en eller anden måde minder den mig om Miami.


Mit hotel Elmina ligger i Jaffa, som er en slags forstad lige syd for det rigtige Tel Aviv. Det er sådanet designerhotel med kunst på væggene og den slags. Til gengæld har ingen tænkt på at det ville være praktisk hvis der var plads til bagagen på værelse 105. Den må klemmes ind i et hjørne, og så må man håbe man ikke falder over den.


Men ud at kigge på Tel Aviv. Jeg svinger mit lokale rejsekort og tager en 10’er til Tel Aviv Old Port. Herfra vælger jeg sådan set så at gå hele vejen tilbage langs de mange bystrande i Tel Aviv. Der er faktisk strand hele vejen retur. Det er en dejlig promenadetur i dejligt forårsagtigt vejr. Der er kun nogle få ved stranden, og dem der er har iført sig strikkede huer og tykke jakker. 20 grader anses åbenbart for småkoldt.


3-4 timer senere i mageligt tempo og med pauser undervejs er jeg tilbage i Jaffa og på Elmina. Selv om værelset er småt skal stedet dog have ros for den gratis kage i forhallen.

Tel Aviv Beach
Tel Aviv Beach

Aftensmaden på en lokal arabisk restaurant. Mega lækkert måltid med noget indbagt kebab i noget tomathalløj. Den store demonstration ser man ikke noget til i Jaffa. Der er en vældig demonstration i gang, som ifølge Jerusalem Post vil gå ud til en forstad Bnei Brak, som er hovedcenter for de ortodokse jøder Haredi. De anses for mange for at have fået for stor politisk indflydelse under Natanyahus regering, og skyld i de store retsreformer mange er sure over. Så det demonstreres der imod – ganske voldsomt. Politiet har anholdt godt 50 i løbet af dagen, så det er ikke det rene pjat.


Fredag den 24. Marts


Hotellet har en fæl mangel. Ingen morgenmad. Så i stedet kan man købe en voucher til en nærliggende cafe og få det der. Det gør jeg. 64 shekel eller 110 kr for en kop kaffe, en omelet og noget brød. Svineri. Lige så slemt som Københavns lufthavn.


Men efter det er det afgang på dagens tur. Der er fundet nogle spots, og så tager jeg bussen til det der er længst væk. Det er Yitzak Rabin pladsen. Stedet hvor han blev skudt og dræbt i 1995. Men den plads er der ikke meget ved. De er nemlig ved at bygge letbane, så det hele er hegnet ind.


Herfra gennem Tel Aviv’s travle centrum til Carmel Market. Vældig travlt og vældig tumult. På trods af mange muligheder køber jeg ikke noget. Jeg har opfundet det udmærkede udtryk “I’m not a shopper” hver gang man bliver antastet af en sælger der vil sælge noget bling. Herfra går det videre gennem et mere boheme-præget område Neve Tzedek. Det er et hyggeligt og flot hood. Til sidst ender jeg så igen i Jaffa som er en blanding af turister og lokale Hipsters. Frokost bliver en udmærket kylling-shawarma. Dyrt ja – for det er Tel Aviv. Men ikke uanstændigt som morgenmåltidet.

Carmel Marked
Neve Tzedek

Efter middagspause bliver det til en gåtur rundt langs med Jaffa’s gamle havn og med en fin udsigt ind over Tel Aviv. Jeg kommer også forbi et ganske sælsomt museum, nemlig Uri Geller museet. Jeg føler ikke for at gå ind. Aftensmad bliver endnu en udmærket Shawarma, som bringes med retur til hotellet.så kan man sidde på hotellets balkon og køre den ned til akkompagnement af fredagsbønnen fra en nærliggende minaret. Aftenens underholdning bliver Forrest Gump på Netflix.

Jaffa Havn
Udsigt fra Jaffa

Lørdag den 25. Marts


Det er Sabbath i Israel i dag. Hviledagen dyrkes helligt i Jerusalem hvor næsten alt er lukket, men her i Tel Aviv er man ret ligeglad. Men den eneste ting der ikke virker er desværre busserne, og det gør det jo lidt svært at komme omkring.


Så dagen i dag bruges i stedet til 3 gåture i det lokale hood Jaffa. Jaffa er for øvrigt oprindeligt Palæstinensisk, og det var egentlig med udgangspunkt herfra, at Tel Aviv blev etableret. Så det er et ganske spændende sted at gå rundt.

Jaffa
Jaffa

Både frokost og aftensmad går i Shawarma. Man kunne jo næsten blive forfalden til det. Aftenfilm på Netflix – Django Unchained. Alt imens har ca. 200.000 været ude og demonstrere mod de politiske reformer. Ikke noget jeg føler jeg har behov for at deltage i.


Søndag den 26. Marts


Op kl. 7. Op til banegården kl. 8. Turen til lufthavnen koster 200 shekel med taxa og 9 med tog. Valget giver sig selv. Så jeg hopper på toget, men det kører ikke til lufthavnen. Så af igen på første station – retur – og prøve igen. Denne gang med succes.


Tight security i Ben Gurion Lufthavnen. Det tager sin tid. Men til sidst er man da igennem. Norwegian kl. 12.30 er ca. ½ time forsinket og lander i Kastrup kl. 16.45. Gennem paskontrol og fat i bagagen, så når jeg lige med hiv og sving 17.26 til Aarhus. Hjemme i byen kl. 20.40.

Hoteller


København: Clarion Hotel ⁎⁎⁎⁎

Jerusalem: Ibis Jerusalem City Center ⁕⁕⁕

Tel Aviv (Jaffa): Hotel Elmina ⁕⁕


Transport


København - Tel Aviv: Fly - Norwegian

Tel Aviv - Jerusalem: Tog

Jerusalem - Tel Aviv: Tog

Tel Aviv - København: Fly - Norwegian


Dagsture


Jerusalem - Vestbredden: Turbus 👍


Museer og lignende


København: Den Blå Planet