Henning i Venedig 2021

Venedig

17. - 24. september 2021

Fredag den 17. September

 

6 ugers arbejde og så en uges ferie. Det lyder vel som et fornuftigt koncept. Så afgang igen. Denne gang til Venedig.

 

Ryan Airs utålelige fly letter fra Billund kl. 20 og lander knap 2 timer senere i Treviso, nord for Venedig. Jeg gider ikke ankomme til Venedig først på natten, så i stedet kaster jeg mig ind i en taxa – da der endelig dukker en op – og smutter ind til Hotel Continental i centrum af Treviso. Dette sted bare for natten.

 

Lørdag den 18. September

 

Men nu var tanken med det her jo ikke at tage Treviso. Så efter morgenmad og en kort gåtur i centrum er det ned til stationen og så med toget til Venedig. Det tager ca. ½ time. Fra stationen er der så en kort gåtur til mit hjemmefra bestilte hotel Hotel Arlecchino. Det ser nu ret lukket ud, og en seddel i vinduet henviser til nabohotellet Hotel Olympia. Her skal jeg så bo i stedet. Fint sted, med en Bellboy til at vise mig rummets faciliteter og bære bagagen op. Lækkert værelse med udsigt til en lille kanal og nogle restauranter nedenfor vinduet.

 

Så efter indkvartering ud og kigge. Fat i mit 7 dages kort til de lokale Vaporetto’er, som er Venedigs både der tøffer rundt på kanalerne, og er det foretrukne kollektive transportmiddel her på stedet. For at komme til udgangspunktet for min tur skal jeg så finde 4.1. Det er ikke så nemt, og just da jeg tror det er lykkedes, så er det i den forkerte retning. Til sidst lykkes det dog. Det var der jeg startede med at lede, og jeg kan hoppe ombord og sejle hen til stationen Guglie. Her er der en gåtur fundet i Lonely Planet gennem Venedigs jødiske kvarter Cannaregio. Det er en fed gåtur gennem gamle smalle gader, masser af broer over kanalerne, hyggelige pladser hvor lokale unger spiller bold og massevis af flotte gamle huse. Og så er der forbløffende få turister, da det er lidt væk fra den normale turistrute. Det bliver også til en fin frokost undervejs. Traditionelt italiensk med 2 retter og kaffe på toppen. Jeg vælger at slutte turen lidt før Lonely Planet gør, og tager en Vapotetto retur til Piazza Roma. Her kan der så shoppes i en COOP, inden afslapning på værelse 206.

Cannaregio
Cannaregio

Aftenturen bliver kort. Hen til KFC for at hente en kyllingeburger, som slæbes med retur til værelset.

 

Søndag den 19. September

 

2 gåture og en del Vaporetto-sejling. Men først dejlig morgenmad i hotellets have. Alternativ buffet, forstået på den måde at der er buffet, men man må ikke selv tage maden. Så man peger, og så samler en tjener sammen på en tallerken.

 

Første gåtur går langs nogle kanaler – hvad ellers – til en anbefalet seværdighed La Scuola Grande di San Rocco. En Scuola er sådan en slags klubhus for en lokal forening fra gammel tid, og sådan nogle har der været mange af. Det her klubhus er et af de flottere jeg har set, med flotte sale og hele loftet malet med religiøse motiver af en fyr der hed Tintoretto.

 

Herfra videre rundt i kvarteret San Polo. Som sædvanlig vælger jeg de små gyder fremfor de turisthærgede gader med souvenirforretningen. Fatter kke at de andre turister ikke gør det samme. Pause kan holdes på en bænk på den store lokale plads Campo San Polo. Lidt til fortrydelse for nogle lokale unger, der bruger bænken som affyringsrampe for deres træklatring. Herfra videre langs flere kanaler inden jeg ender ved den store – og mest berømte – meget passende kaldt Grande Canal. Fra stoppestedet San Star, tager jeg Vaporetto nr. 1 retur til Piazza Roma og en kort gåtur til hotellet.

San Polo
San Polo

Tur 2 starter samme sted, men med Vaporetto 4.1 til Zattere i kvarteret Dorsoduro. Så er konceptet ellers det samme. Ind i de små gader. Her finder jeg bl.a. et Trattoria, hvor jeg får en ualmindelig lækker spaghettiret med muslinger. Så ellers videre rundt i Dorsuduro med endnu flere gamle huse og palæer, for at ende dagens 2. gåtur ved stoppestedet Salute. Herfra nr. 1 igen igennem hele Grande Canal til Roma.

Vaporetto
Dorsuduro

Aftenen byder på regn, torden og lynild, så efter en lur bliver det bare til en middelmådig pizza i hotellets bar. Herfra aftenafslapning på 206.

 

Mandag den 20. September

 

2 ture igen i dag. Den første ret lang. En times tid med 2 forskellige Vaporetto’er for at nå ud til den lille ø Burano. Da vi hopper af færgen kan jeg se alle andre går lige ud. Så går jeg i stedet for til venstre. Det bringer mig ind i et vældigt farverigt lille boligkvarter, hvor alle andre søger mod tingeltangel-butikkerne. Her er røde huse, grønne huse, lilla huse, pink huse – ja der er sådan se ikke den farve der ikke er repræsenteret. Så er der også kanaler med ligeså farverige både, hvor husene spejler sig ned i vandet. Ikke underligt at der var en god del turister med store spejlreflekskameraer med på båden, for det her er en hobbyfotografs paradis. Jeg går rundt en god tid og tager ½ mio. farverige fotos, og undres over at de indfødte ikke er pissetrætte af os. På den anden side – det er de måske også. Da jeg ikke kan komme på flere motiver, som jeg ikke allerede har taget adskillige gange snupper jeg en Vaporetto 12 retur til Venedig og en 4.1 tilbage til hotellet. På vej hjem snupper jeg en gang billig Carbonara, som skuffer lidt.

Burano
Burano

Efter eftermiddagsafslapningen bliver det til en ret lang gåtur. Jeg går hen til Rialto-broen. Også her er en rute som flertallet foretrækker og så en rute jeg vælger, med gode muligheder for at fare vild. Turens dramatiske højdepunkt er da jeg bliver påkørt at en lille knægt på et skateboard. Knægten beklager dog venligt, med - hvad en lokal oversætter fortæller - det meget fine argument, at han jo er nybegynder. I øvrigt skønt at de lokale unger bruger byens pladser til leg og bold, også selv om turisterne render rundt.

Canal Grande
Tilfældig Plads

Henne ved Rialto-broen er turisterne dog i overtal og der er ikke noget boldspil. I stedet hopper jeg på Vaporetto nr. 2 retur til Piazza Roma. Aftensmaden bliver en pizza på en lokal bar og aftenafslapningen består bl.a. Silkeborg mod AGF på streamingen og en Serie C kamp mellem Monopoli og Avellino på Rai Sport +. Monopoli tillader ikke rigtigt Avellino at komme ind i kampen.

 

Tirsdag den 21. September

 

Lidt køligere i dag end tidligere. Man er nødt til at tage en tynd trøje over sin t-shirt. Men hvad pokker – det holder man nok ud. Første tur med Vaporettoen til San Giorgio Maggiore. Det er en lille ø lige overfor Venedigs turistcentrum omkring San Marco. På øen er der en kirke, et højt tårn, en lystbådehavn og en park der er lukket. Formålet med besøget er at komme op i tårnet, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Venedig og omegn. Sådan et tårn er der også på Markuspladsen, men der skal man stå i km-lange køer. Her får jeg en billet med nr. 13 og stryger direkte til tops.

 

Efter San Giorgio er der et enkelt stop til en anden ø Giudecca. Også her med fin udsigt over til San Marco, men ellers rimeligt turistfri. Ældrebyrden synes at have besat øen. Går rundt her, får en kaffe og en pizza,  nyder udsigten og det lokale liv inden det er retur til pause på hotellet.

San Giorgio Maggiore
Giudecca

Tur 2 bliver en fin gåtur i området Castello. Fundet i Lonely Planet guiden og turen derover er med Vaporetto. Jeg får noget ud af mit 7 dags pas. Turen starter på pladsen Santa Giovanni. Her er der lidt wow-effekt med Giovannis kirke på det ene hjørne og en stor Scuelo på et andet. Vejret er for øvrigt fantastisk. Jeg mindes ikke nogensinde at have set en mere dybblå himmel. Så ned ad en gade, hvor man ikke kan undgå at gå ind og se en udstilling fra Lithuanian Space Agency. En meget mærkelig konstruktion. Derfra videre gennem gader der bliver stadig smallere og mere og mere hyggelige. Også så smalle, at jeg ikke længere kan finde hoved og hale i Lonely Planet guiden. Men hvad gør det. Det lykkes alligevel at ende turen ved forsvarsværket Arsenale, selv om vejen dertil var lidt tvivlsom. Arsenale er desværre lukket når der ikke er Biennaler og den slags fancy shit, så man må nøjes med at se på udefra. Slutteligt går jeg ned til Vaporetto-stoppestedet af samme navn, sejler hjem, henter en burger i KFC og tilbringer som sædvanlig aftenen på 206.

Castello
Arsenale

Onsdag den 22. September

 

Det kan ikke nytte noget. Jeg må i gang med de rigtigt store seværdigheder her i byen. Så ned ad gaden, hen over Ponte dell’Accadamia, gennem San Marco og hen til den kæmpestore Markusplads. Her er der dog hverken så mange turister eller så mange duer som man kunne frygte. Der er 2 gigaseværdigheder på pladsen. Dels San Markus Kirken og dels Palazzo Ducale - også kaldet Doge Paladset. Jeg starter med køen til sidstnævnte.

 

Indenfor har køen dog vist sig besværet værd. Paladset blev i sin tid beboet af Venedigs regent benævnt Dogen. Og han har sgu boet pænt. Kæmpestore sale med kæmpestore malerier. Man skal hele tiden kigge op, for alle lofter er bemalet med kolossale religiøse motiver. Man kommer igennem en række sale, og til sidst ryger man også en tur i spjældet. For sådan et var der også. Så går man i øvrigt over den berømte Sukkenes Bro. Den er opkaldt efter fangernes reaktion, for det var den vej de gik når de skulle have kappet hovedet af. Det skal turisterne heldigvis ikke. Vi ender i stedet i en gift shop, inden vi får udgangstilladelse.

 

Herefter en Panini-Pause på Markuspladsen. Det eneste jeg har råd til, inden det bliver til et kort smut ind i Markuskirken. Udefra ser den fantastisk ud, men indvendigt er det nu ikke noget at skrive hjem om. Især ikke når man lige har været igennem Palazzo Ducale. Hermed er turens pligtbesøg klaret, og jeg kan tage 4.2 Vaporetto retur til en afslapningsstund på hotellet.

Markuspladsen
Dogepaladsen

Senere skulle det så bare være en kort gåtur i det lokale hood. Men jeg ved ikke altid hvad der sker, så efter at have passeret det lokale fængsel og den lokale politistation ender jeg nede ved Giudecca kanalen. Her er der sgu så dejligt omkring solnedgang, at jeg bare sætter mig på en bænk og nyder det hele i selskab med en stor is. Da jeg ikke gider det mere smutter jeg hjem, men dog via en pizza på en lokal bar uden andre kunder. Det er et koncept jeg ofte vælger, fordi jeg synes det er så synd for dem.

Solnedgang
Solnedgang

Torsdag den 23. September

 

På ø-tur igen i dag. Øen hedder Murano, ligger tæt på Venedig og er kendt for sin produktion af glas. Så da man hopper fra borde på Vaporetto 5.2 bliver man ikke overraskende overfaldet af en hovedgade fyldt med butikker, der sælger glasting. Alt sammen vældig kunstfærdigt. Læsere af denne side vil dog vide at den slags ikke lige er mig, så jeg søger ind i sidegaderne som er rigtigt hyggelige.

 

Glas skal der selvfølgelig til, så via en baggyde lykkes det mig faktisk at gatecrashe adgang til en glaspusterdemonstration på en af øens større fabrikker. Normalt kommer fans sejlende i turbåde til arrangementet, så de kigger lidt da jeg kommer snigende ind af en sidedør. Men da jeg jo er så godmodig og venlig, får jeg lov at deltage og ejerens søn gør et vældigt nummer ud af at fortælle hvad der sker. Måske han fejlagtigt tror jeg er rig, for på tavlen for de tidligere besøgende kan man bl.a. se Lewis Hamilton og Jeff Bezos. For en god ordens skyld snupper jeg så også en tur rundt i shoppen, men finder at 1.800 € for 6 drikkeglas er lige til den høje side, også selv om de var pæne.

 

Så jeg sniger mig ud, og går lidt videre rundt på øen. Snupper en lækker Spaghetti Bolognese på en lille restaurant inden jeg hopper på en Vaporetto der tager The Scenic Route hele vejen rundt om Venedig by til Piazza Roma.

Murano
Murano

Sen eftermiddagstur uden væsentligt mål og med, ud over at jeg lige vil finde Venedigs helt egen Banksy-tegning. Det lykkedes også. Ellers bare tilfældigt rundt i den hyggelige by med de fede pladser med legende unger og masser af lokale, der faktisk ser ud til at have overtaget byen mens turisterne var væk. Og det er vel fair nok. Lækker steak på en turistrestaurant ved siden af hotellet, inden der er dømt aftenafslapning for sidste gang.

Tilfældig Plads
Tilfældig Plads

Fredag den 24. September

 

Sidstedagen. Har formiddagen til rådighed inden jeg skal til lufthavnen. Der er ikke mere jeg føler jeg skal se, så det bliver et gensyn med mit favoritkvarter Cannaregio. Det bliver til fods. Undervejs må man passere en større demonstration med unge mennesker. Bedømt ud fra musikken var det ikke nogen sympatisk sag. I Cannaregio går jeg lidt rundt langs kanalerne og sætter mig på en bænk med udsigt over lagunen og kigger på skibe. Ved 12-tiden trisser jeg retur til hotellet, får fat i bagagen og går over på den nærliggende busterminal, hvor bussen til Treviso Airport går fra.

Streetart
Varetransport

Treviso Airport må i øvrigt siges at være vældig kaotisk og uorganiseret. På en eller anden måde overrasker der ikke, når kun Ryan Air og Wizzair flyver derfra. Til gengæld var flyveturen med Ryan Air udædvanlig magelig, da flyveren vel kun var halv fyldt. Ved 22.00 tiden er jeg hjemme igen.