Mandag den 1. Juli

Der har været stor forskel på billetpriser fra Kastrup i forhold til Billund - og det har været til Kastrups fordel. Derfor må denne tur begynde i toget til København, og det er sjældent behageligt. I dag tager det 3 ½ time, fordi man er ved at ordne spor på Lillebæltsbroen. Heldigvis har jeg husket pladsbillet. Der er mange der har glemt det. De må stå op hele vejen.

Jeg ankommer til Kastrup 3 timer før afgang. På et eller andet tidspunkt lærer jeg vel, at det ikke er nødvendigt. Efter check-in og sikkerhedskontrollen, er der så 2 1/2 time at slå ihjel, og det er træls i det shoppingcenter det kaldes Københavns Lufthavn. Det lykkes dog, og kl. 17 letter Brussel Airlines til Bruxelles. Her er der en passende pause til aftensmad, inden det går videre med samme selskab til Bilbao. 22.35 står der på uret da vi lander, og via en effektiv bagagehåndtering og en ditto taxa-tur til centrum, står der 23.05, da jeg kan tjekke ind på værelse 201 på Petit Palace Arana. Det er næsten gratis, fordi det  stort set er finansieret af bonusovernatning på Hotels.com. Så er det i seng, og i morgen er jeg klar til at gå på opdagelse i Euskari - også kendt som Baskerlandet.

Tirsdag den 2. Juli

Det er ikke meget fornøjelse jeg får af Petit Palace Arana. Op kl. 8, så op til morgenmaden på 6. Sal og så tjek ud. Jeg kommer tilbage til Bilbao, men ikke til dette hotel.

Den lokale lightrail har stoppested lige ved hotellet, så den tager jeg ud til rutebilstationen. Her finder jeg så en bus til Vitoria-Gasteiz, som er første rigtige stop på turen. Jeg hopper af ved et stoppested, hvor alle andre fra bussen også står af, så jeg tænker det er smart. Det er det også. Der er ikke langt at gå til mit hotel - Hotel Dato. Jeg tjekker ind værelse 201 og når lige en slapper, inden jeg skal ud at kigge på byen.

Vitoria-Gasteiz er en gammel by. Den blev grundlagt i 1181. I 2012 blev den kåret til Europas Grønne Hovedstad. Hovedstad? - vil nogen sikkert sige. Men selv om byen ikke er særlig stor, er den hovedstad i det Spanske Baskerland.

Byens mest spændende feature er den gamle middelalderby. Her er kirker, tårne, paladser og flotte bygninger, suppleret af smalle gader og en hulens masse barer. Det er lige et sted for mig, at jeg bruger dagens 2 gåture til at gå rundt her, kun afbrudt af et enkelt, måske 2, nej nok snarere 3 eller flere bar-besøg undervejs. Det er jo en fin ting når fødderne bliver lidt ømme.

Det betyder så også at aftenen tilbringes i god ro på værelse 201. Der er Pelota på TV og med en god bog - Colum McCann: Lad kun verden tumle sig - så er det ikke så tosset endda.

Onsdag den 3. Juli

Jeg starter dagen med en lang gåtur. Den går ud til en gammel kirke i forstaden Armentia. Turen derud foregår ad en superlækker bred fodgænger promenade. Det har selvfølgeligt lokket ret mange fodgængere frem. Undervejs passerer jeg flere spændende ting. Der er bl.a. en række kæmpestore villaer - nærmest små slotte. Flere af dem er nu museer, og så har den Baskiske Premierminister også indtaget en. Der er også en lækker park, og så kommer man forbi Alaves' hjemmestadion. 

For dem der  har glemt det, så var Alaves i UEFA-cup finalen i 2001, hvor de tabte til Liverpool. Nu spiller de i den spanske 2. division. Jeg var slet ikke klar over at de holdt til her. Til sidst kommer jeg til turens mål Armentia. Her er en flot gammel kirke San Prudencio. Oprindeligt er den fra 1181.

Herfra går det så retur ad samme vej, og op i middelalderbyen, for at nå et museum inden Siesta-tid. Museet hedder Bibat, og består egentlig af 2 museer. Det første er et arkæologisk museum, og det har ikke min interesse. Det andet er Museo Fournier de Naipes, og et et museum med gamle spillekort. Det er udstillet diverse produktionsudstyr, og så selvfølgelig gamle og specielle kortspil. Det ældste er fra 15-hundrede et eller andet. I midten af det 18.  Århundrede kan man se at kortene begynder at ligne noget vi kender i dag. Desværre er teksterne kun på spansk og baskisk, men det er sjovt alligevel.

Herefter er der dømt Siesta på hotellet, inden det senere på eftermiddagen går i noget så usædvanligt som shopping. Min rejsetaske gik i stykker da jeg slæbte den op på 2. Sal på Hotel Dato, så jeg må have fat i en ny. Og så er det jo ikke så slemt, at El Corte Inglais har udsalg og har sat nogle Samsonite ned med 40 %. Sådan en napper jeg.

Senere bliver det en kort gåtur, en bocadillo på en bar, en øl på min stam-bar overfor hotellet og så en sidste visit til Plaza de España. Det er byens fineste plads, men er her til aften overtaget af en flok unger, og et par forældre, der tror de er det, og omdannet til fodboldbane. Der gås til vaflerne, og især en af knægtene synes udstyret med et ret stort talent. Han kører i særlig grad rundt med de lidt tungnemme forældre. Samtidig med fodboldkampen er der andre unger der kører skateboard, cykler og jager duer og balloner. Ret sjovt, og helt anderledes end hvad en fin plads typisk bruges til i Danmark, nemlig ingenting.

Video - fri leg på Plaza de España

Torsdag den 4. Juli

Afsked med Vitoria-Gasteiz og Hotel Dato og videre til San Sebastian. Jeg tager turen med tog. Det er lidt langsommere end bussen, men til gengæld hyggeligere og stationen ligger næsten lige ved siden af hotellet. Toget kører 9.05 og ankommer til San Sebastian kl. 10.45. Så tager det knap ½ time at gå til mit hotel Pension Alameda. Mit værelse er ikke klar endnu, så jeg stiller Samsonitten, og tager ud for at kigge nærmere på byen.

Hotellet ligger i det hyggelige Parte Vieja kvarter, som er smalle gader og gyder fyldt med barer og andet godt. Men jeg starter nu med en tur langs bugten og rundt om den lille bakke Monte Urgali nord for Parte Vieja. Det er lidt diset og overskyet, men behageligt alligevel. Herefter søger jeg ind i Parte Vieja.

På den flotte plads Plaza de la Constitucion, falder jeg over en dejlig cafe der sælger en glimrende øl og en fremragende skinke-sandwich. Pladsen er rigtig flot. Den består af ens 3-etagers huse med fælles balkon, der alle er malet i tyrefægterfarver hvid og okkergul og alle har et nummer placeret over hvert vindue. Det er der en grund til. Pladsen har nemlig tidligere fungeret som tyrefægterarena og balkonerne som tilskuerpladser.

Video - frokost på Plaza de la Constitucion

Nu er der ikke langt hjem til hotellet, hvor jeg tjekker ind på værelse 10 og tager en ordentlig lur mens nogle cyklister drøner rundt på TV.

Senere bliver det til en ny gåtur, og nu i strålende vejr. Først ned gennem Parte Vieja til den lille havn og et stykke langs den flotte by-strand Playa de la Concha, så tilbage til byen igennem Centro inden jeg igen ender i Parte Vieja igen. Overalt er der masser af mennesker på gaden, og det er ikke kun turister. Også de lokale er ude at gå aftentur og ordne ting. Jeg får shoppet i en lokal Lidl, inden jeg falder ind i en bar til en Cerveza og 3 super-duper lækre Tapas, der kommer til at gøre det ud for aftensmad.

Fredag den 5. Juli

Let overskyet og 20 grader fra morgenstunden. Det er glimrende vejr til en gåtur. San Sebastian ligger rundt om en bugt Bahia de la Blancha, og her er der 2 strande nemlig Playa de la Concha og Playa de la Ondarreta. Her går dagens gåtur.

Selv om det endnu ikke er strandvejr, er der en vis aktivitet på stranden og i vandet. For enden af Onderreta er der en mærkværdig jernskulptur udført af den lokale skulptør Eduardo Chillida. Før han blev berømt skulptør var han  målmand på San Sebastians fodboldhold Real Sociedad.

Herfra går det også en ældgammel knirkende tovbane op til Monte Igueldo. Her ligger et træt gammelt Tivoli, som de så ud for 30 år siden. Der er ikke mange kunder og enkelte af dem der passer forlystelser sidder i stedet og sover. Men udsigten er glimrende heroppe.

Nede igen er solen for alvor kommet frem. Det betyder fluepapir på Playa'en. Der er mange turister i San Sebastian. Nogle udlændinge men flest Spaniakker, og stranden er det der trækker for mange af dem. For mig er det nu mere en bar med frokost og en Cerveza, inden eftermiddagspausen på hotellet.

Aftenturen går i bjergbestigning på nærliggende Monte Urgull. Jeg finder det ret anstrengende at gå op, og finder det ikke mindre frustrerende at sidde storsvedende i nærheden af toppen, for så at se rute 39 komme kravlede op ad vejen til sin endestation. Men det skal man ikke lade sig slå ud af. I stedet kan jeg gå hen og se på imponerende Castillo de la Cruz fra det 16.  Århundrede. På toppen er en ret kitschet Kristus-figur, der ikke har opnået nær samme berømmelse som sin makker i Rio.

Den slags anstrengelser kalder på mere øl og mad, men det er heldigvis ikke noget problem, når man når ned i Parte Vieja. Her ligger barer og restauranter nogenlunde lige så tæt som turisterne på Playa de la Concha. Jeg falder ind et tilfældigt sted til en steak og en Cerveza.

Lørdag den 6. Juli

Hvis ret skal være ret, så er 4 dage i San Sebastian nok lige i overkanten, når man nu ikke er til strand og badeliv. Derfor er dagens ture sådan set ok, men nogle specielle seværdigheder er der ikke tale om.

Tur 1 starter i Parte Vieje og et besøg i San Vicente kirken fra det 16. Århundrede. Herefter krydser jeg floden Urumea og kommer over til den 3. bystrand Playa del Zurriola. Her er der sort af mennesker, der finder den slags steder interessant. Det gør jeg ikke, så jeg søger op i kvarteret Gros, hvor jeg vælger at fare vild. Til sidst kommer jeg dog på rette spor, og finder det jeg ledte efter, nemlig den hyggelige park Cristina Enea. Ikke langt derfra finder jeg en spøjs rollator-cafe, hvor jeg vist er den eneste under 80  år. Men en 3 retters frokost til 7 € er vel ok. Herefter går jeg via Centro Romantico retur til pause på hotellet.

Fra San Vicente kirken Tur 2 går netop op til Centro Romantico. Det er et shopping-kvarter, men med mange flotte bygninger fra Romantikken. Det betyder, at de er udstyret med alverdens krummelurer og spektakulære vinduer og balkoner. Hele kvarteret er bygget op efter amerikansk mønster, hvor alle gader er vinkelrette på hinanden. Det skyldes at det meste af San Sebastian nedbrændte for præcis 200 år siden, og størstedelen af centrum derfor blev genopbygget på den tid. 

Nede langs floden er der en fin fotoudstilling om den begivenhed. Højdepunktet i Centro Romantico er kirken Catedral del Buen Pastor fra 1880.  Den kigger jeg også lige ind i.

Aftentapas indtages på en lokal bar. Jeg er nu udenfor turistzonen. Det kan ses på, at man bare tager de Tapas man vil have, og så sker afregning når man er færdig, ved at man fortæller bar-ejer hvad man har spist. Løgnagtighed i den sammenhæng er helligbrøde. 

Aftenturen slutter med en tur rundt om Urgull. Her vælter det med turister. Til allersidst en aftentradition, nemlig en dejlig vaffel-is fra isbutikken lige nede ved indgangen til min Pension.

Søndag den 7. Juli

Det er godt nok ved at gå i ferie-mode det her. Klokken er næsten 11 inden jeg når ned til mit morgen-complet på mit lokale morgenværtshus. Og det afspejler dagen, der ikke byder på voldsom aktivitet. Det hele foregår i og omkring Parte Vieja. Først hen til endnu en gammel kirke Santa Maria del Coro. Men da den begynder at ringe ind til Gudstjeneste, så smutter jeg ud. I stedet smutter jeg over til et museum - San Telmo Museet. Det er et museum om Baskerlandets oprindelse, og er en stor positiv overraskelse. 

Selve museumsbygningen er meget speciel. Det et en gammel Klosterkirke, som har fået lavet en meget moderne og skulpturel tilbygning. Jeg bliver udstyret med en audioguide, som giver mig et godt indblik i Baskernes kultur og historie. Den har jo til tider været ret dramatisk, men sådan noget som ETA fylder nu mindre end man skulle tro. Museets store hit er et audio-visuelt show, der består af film, billeder og lydklip og som bliver vist på Klosterkirkens indvendige vægge, mens det relativt sparsomme publikum går rundt. Det er en meget speciel og spændende måde at lave det på.

Fra Museet smutter jeg over til Plaza de la Constitucion og min favorit Tapas-bar. 4 lækre stk. af dem gør det ud for en glimrende frokost. Herefter smutter jeg en tur ind på Kursaal, som er San Sebastians Casino. Jeg har kun tøj til automathallen, men det er også godt nok. Jeg starter på de maskiner hvor man spiller på 21 linjer, men kun 0,01 € pr linje. Man får konstant smågevinster, men det rykker ingen steder. Da jeg bliver træt af det, vil jeg lige brænde restbeløbet af på en af 0,5 € automaterne, men sådan skal det ikke gå. I stedet er der gevinst, og jeg kan forlade Kursaal 80  € rigere.

Aftenturen er også af den dovne slags. Den går over til San Sebastians Akvarium. Det indeholder både de obligatoriske fisk, men også en masse om San Sebastians fortid som fiskerby. Især er jeg imponeret over nogle flotte miniatureudgaver af fiskerbåde. Akvariet har vel de fisk det skal have, og jeg  øver den vanskelige kunst at tage billeder af fisk i et akvarium.

Aftensmaden bliver en Pizza, der slæbes hjem til hotellet, og indtages mens en vældig talentfulde gadesanger synger Irske folkesange lige neden for mit vindue. Se San Sebastian er nemlig en rigtig turistby.

Mandag den 8. Juli

Afgang fra San Sebastian. En Taxa er 5 minutter om at køre mig ud til busterminalen, en bus bruger så en times tid til at køre til Bilbao, og så bruger en taxa vel igen 15 minutter i tæt trafik for at køre mig ind til Hotel Zubalburu. Jeg tjekker ind i værelse 114. Hotellet er lidt sjovt. Det er helt fyldt med store fotostater med billeder fra Bilbao. Hele min endevæg er et stort foto.

Jeg skynder mig ud for at kigge lidt på byen inden det bliver for varmt. Først ind til det gamle centrum Casco Viejo. Så hen til Calle Esperanza, hvor jeg finder en elevator som kun lokale og folk med gode guidebøger kan finde. Umiddelbart ligner det en almindelig beboelseselevator, men det er det ikke. Den går derimod op i kvarteret Begona. Det er lidt sjovt. Det tager under et minut at komme derop, men når man står ud, er det i en helt anden bydel. Jeg går hen for at se Basilica de Begona fra 1620. Den er desværre lukket, men mægtig flot udefra. Så skal jeg ned til centrum igen, men det går helt galt for mig. Der skulle være nogen trapper, men dem kan jeg ikke finde. Min elevator er også pludselig blevet væk.

I stedet vælger jeg princippet om, at så længe det går nedad må jeg være på rette vej. Det er jeg også, men det vil være synd at sige, at det er den hurtigste vej. Da jeg når ned i Casco Viejo, farer jeg Gud bedre det vild igen. Jeg rammer en helt forkert bro over floden Ria de Bilbao, i forhold til det tænkte. Men så kan jeg heldigvis finde gaden San Francisco retur til hotellet.

Fyren det tjekkede mig ind sagde godt nok at det var en dårlig gade, hvor der ikke var noget at se. Det kan diskuteres, men det kan ikke diskuteres at gaden er fyldt med narkosælgere og andet slæng, som man sikkert nødig viser frem for turister. Tilbage på hotellet er det tid til en slapper.

Aftenturen går hen til Gran Via. Det er sådan Bilbaos svar på Ramblaen. Masser af mennesker og masser af shopping. Jeg kommer til at gå til højre, hvor jeg burde være gået til venstre og farer vild igen. Den her gang har jeg dog kort med, og finder ret hurtigt ud af hvad der gik galt. Aftensmad i cafeteriaet i El Corte Inglés. Sådan lidt ligesom Sallings cafeteria, blot med meget bedre mad - men der skal nu ikke meget til for at stikke Salling - og så en masse tjenere til at ordne det praktiske. Herefter med kortet hånden retur til hotellet.

Tirsdag den 9. Juli

Så er det blevet tid til Bilbaos supersight Guggenheim. Den store museumskæde har en berømt filial her i byen, ikke mindst takket være Frank O. Gehry's særprægede arkitektur. Det tager ca. ½ time at gå fra mit hotel og ned til museet ved floden, og så nogenlunde ligeså lang tid at gå rundt om det, for at få de bedste fotovinkler, at den titanium-klædte bygning. Men man skal selvfølgelig også ind og se på indholdet. 13 € giver adgang og en audioguide. Jeg kan som sædvanlig ikke overskue et helt museum, så jeg koncentrerer mig om 3 ting. For det første en permanent udstilling af Richard Serra som har bøjet nogle kæmpestore rustne jernplader, og stillet dem op i forskellige former, ofte lidt labyrintagtige. For det andet en midlertidig udstilling om fransk maleri under 2. Verdenskrig, med bl.a. nogle stykker af Pablo Picasso. Han var godt nok Spaniak, men er åbenbart ok, da han boede i Paris under krigen. Og for det tredje er det selvfølgelig etablissementets cafe. Den finder jeg dog først, da jeg har forladt udstillingsområdet.

Således kulturelt beriget går jeg videre langs med floden for at finde La Carola. Det er en rødmalet kran der har overlevet havnens lukning. Navnet har den fået efter en pige som gik over en nærliggende bro, og altid fik havnearbejderne til at vende sig om. 

Lige ved siden af er de ved at rive San Mames, Athletic Bilbaos gamle stadion, ned - og bygge et nyt lige ved siden af. Herefter går det ad Gran Via, frokost igen i El Corte Inglais og så til sidst ad Hurtado de Amezaga retur til tiltrængt pause og Tour de France på hotellet.

Det er nemlig blevet rigtig varmt i Bilbao. Over 30 grader,  og dagens tur 2 starter derfor først ved 19-tiden. Den går ned ad Hurtado og ind til den gamle by - Casco Viejo. Her går jeg rundt blandt lokale, turister og barer, indtil jeg finder den svært hyggelige plads Plaza Nueva. Som på tilsvarende pladser andre steder bruges den også som legeplads og fodboldbane, hvilket jeg finder vældig sympatisk. 

Her er heldigvis også masser af barer, og på en af dem  gør en kold øl og et par Tapas godt. Efter det er jeg så frisk at jeg følger floden over til Guggenheim igen for at tage nogle billeder i bedre lys end tidligere på dagen. Lidt nørd er man vel. Dagen slutter så af med ½ times gåtur retur til Hotel Zabalburu.

Onsdag den 10. Juli

Det er blevet rigtigt varmt i Bilbao, og det sætter sine begrænsninger på aktivitetsniveauet. Jeg starter dagen med en meget kort gåtur op til Bilbaos tyrefægterarena Vista Alegra. Her  skulle være et lille tyrefægtermuseum, men det er lukket i dag. Til gengæld kan man gå frit rundt i hele arenaen, incl. den del der normalt er forbeholdt tyre og Matadorer. De er ved at male rækværket. Det gøres meget omhyggeligt. Det er helt rødt. Det er sikkert også praktisk, hvis der skulle ske "uheld".

Herfra fortsætter jeg til Alhondiga. Det er et gammelt vin-pakhus, der nu er laver om til en kultur- og aktivitetscenter. Det er lidt mørkt indvendigt, men meget flot med en masse  søjler i forskellig form og farve. På taget er der en swimmingpool, og det er ret specielt at man, når man kigger opad kan se pølen og de badende nedefra og op, om man så må sige. I kælderen er jeg inde og se en artsy-fartsy kunstudstilling. Det er noget installationskunst. Det er vist for svært for mig. Til gengæld forstår jeg mig udmærket på cafeen.

Herfra går jeg ned til floden, over broen Zubizuri, og hen til en tovbane der kører mig op Artxanda. Heroppe er der en fantastisk udsigt over Bilbao, dog hæmmet noget af middagsdisen. Havde man været smart var man kommet om morgenen - men det var ikke realistisk - eller ud på aftenen. Oppe på toppen er der et Sidraria. Det giver minder om min tur til Asturien. Den Baskiske æblecider skal selvfølgelig smages. Den er nogenlunde lige så eddikesur, som den man fik i Asturien.

Så går det ellers ned igen, og tilbage gennem byen til hotellet.  Øl og frokost bliver på min stambar.

Om aftenen bliver det kun til en kort gåtur rundt i byen, mest for at samle appetit. I stedet for at starte med gåtur, skulle jeg dog have gjort det i rækkefølgen, "bestille mad", "gåtur", "spise" - så lang tid er de om at lave mad på Cafe Leblon. Men det smagte til gengæld glimrende.

Torsdag den 11. Juli

Sidste rigtige turistdag, og endnu en varm en af slagsen. Jeg går op til Plaza Moyua. Herfra tager jeg metroen ud til forstaden Areeta. Her er en af de mest besynderlige broer, jeg nogensinde har set. Den hedder Puente Colgante. Det der gør den helt speciel er, at man ikke kan køre over den, men nærmest bliver hejst over på den anden side af floden. Der hænger en stor gondol i nogle lange kabler forbundet til broen. Så kører man eller går ombord, og så bliver gondolen trukket over på den anden side. 

Det betyder så også at gondolen kan trækkes op, hvis der kommer et skib på tværs. Jeg sejler med gondolen over til Portulaguete-siden formedelst 0,35  €. Returvejen koster til gengæld 7 €, og her skal man endda selv gå. Man kan nemlig også vælge "The scenic route" og tage en elevator helt op i toppen af broen, og så gå på en gangbro tværs over, mens gondolen drøner frem og tilbage nedenunder.

Det er vældig spektakulært, men skal nok ikke anbefales til folk, der lider af højdeskræk. Tilbage på Areeta-siden trykker man så på en ringklokke, og så kommer der en i en elevator og kører en ned igen - heldigvis - ellers var man lidt på spanden. Herefter går jeg rundt i ganske hyggelige Areeta, inden det bliver med Metro retur til centrum, og den obligatoriske Siesta.

Og så må jeg faktisk indrømme, at jeg har lavet en usædvanlig fejl på den her tur. Jeg har simpelthen overvurderet antallet af seværdigheder. Rejsen er blevet 2-3 dage for lang. Den sene tur går derfor blot ind til Plaza Nueva til aften-øl og nogle Tapas, inden jeg vender tilbage til mit spartanske værelse på Hotel Zabalburu.

Fredag den 12. Juli

Jeg ved ikke hvad det er for en idiot, der har planlagt den her hjemrejse, men det er jo nok mig selv. Jeg skal op kl. 4.30, for at nå ud til Bilbaos lufthavn, hvor Lufthansa flyver kl. 6.55. Den lander i Frankfurt 2 timer senere, og så har jeg Gud bedre det fixet det så elegant, at der er 5 timers ventetid. Men kl. 14.05 flyver Lufthansa så videre til København, og er der ca. 5 kvarter senere. Her kan jeg så vente på bagagen, og stå tilbage ved bagagebåndet, som den stakkels efterladte, indtil jeg vælger at kigge nærmere på den ene kuffert der stadig futter rundt. Kors......

Det her tummel betyder at jeg ikke kan nå 16.40 fra København H, men må vente en time længere. Denne farlige del af rejsen overlever jeg også og er så i Aarhus kl. 20.40. Alt i alt en hjemrejse jeg ikke fortjener ros for.