www.henningn.dk

Her tjekker jeg ind på endnu et fornuftigt Toyoko-Inn Hotel. Jeg kan spare lidt ved at blive medlem, så det gør jeg.

Hiroshima er jo mest kendt for en ting i verdenshistorien. Den første A-bombe. Der er en mindepark for den begivenhed. Der tager jeg sporvognen ned. Først er det for at se Genbaku Domu – eller A-Bomb Dome. Den gamle industribygning stod ca. 100 meter fra nedslagsstedet, og har som den eneste bygning overlevet. Det var der til gengæld ca. 140.000 borgere i Hiroshima, der ikke gjorde.

Herfra går jeg over floden til Fredsparken med diverse monumenter. Det centrale mindesmærke er forbløffende beskedent.

Til sidst kigger jeg så ind på Fredsmuseet. Det fortæller historien og er et spændende museum. Der er mange mennesker derinde. Til gengæld er jeg den eneste til en særudstilling i kælderen, hvor en lokal fotograf har fået udstillet en række billeder, der er taget ganske kort tid efter bombningen. Efterfølgende har han fulgt udviklingen på de steder billederne er taget. Det er ganske fascinerende – synes jeg.

Efterfølgende bliver det så en gåtur rundt i Hiroshima. Den har – ikke overraskende – kun rimeligt nye bygninger.

Jeg holder pause på hotellet, inden en kort aftengåtur i det lokale kvarter for at finde et madsted. Som sædvanlig er det nemt. Jeg har aldrig før oplevet et land med så mange fornuftige husmands-restauranter. Og jeg kan sagtens få en gaffel.

Dagen bruges derfor på nogle semi-sights i Hiroshima. Regnen kommer da også, og er skyld i at jeg må vinke farvel til min gamle grønne 20 kr’s paraply fra Føtøx. Hjælpen er dog nær. En hvilken som helst forretning med respekt for sig selv sælger paraplyer.

Første semi-sight er Shukkeien. Det er en japansk have fra 1620. Jeg skal passe på ikke at jokke på en af de mange krabber, der drøner tværs over stierne.

Andet semi-sight er Hiroshimajo – Hiroshima Slot. Der er sådan set kun et tårn tilbage, og det blev genopbygget i 1958. Indvendig er der et museum med masser af Samurai-sværd og fra toppen er der en udsigt.

Disse 2 emner – sammen med en gåtur rundt i Hiroshima – udgør dagens sightseeing.

Om aftenen må jeg lige en tur i Pachinko-hallen. Larmen er enorm. Det gælder om at få nogle metalkugler til at ramme et hul i midten af maskinen. Så får man et spil. Det er lidt ligesom en spilleautomat – 3 på række. Så kan man vinde flere kugler. Hvordan forstår jeg ikke. Derfor bliver jeg også noget paf, da min maskine går bersærk. Det ender med, at den spytter kugler ud til at fylde 2 røde plastickasser. Der tilkaldes nu hjælp. Jeg får kuglerne vekslet til en bon, som jeg går op til kassen med. Her bliver jeg lidt skuffet. De bliver vekslet til 7 plasticbrikker og en æske chokoladekiks. Det er dog plasticbrikkerne der er hittet. Den venlige ekspedient leder mig ud i en baggyde til en lille luge. Der lægger jeg så mine brikker – og vupti kommer der 8.200 Yen retur. Sådan omgår man et gambling-forbud.

Takayama er en gammel historisk by ude i de Japanske Alper. Togturen derud er rigtig flot. Den går langs en flod, som er der er meget vand i på grund af det netop overståede uvejr.

Video - Vandfyldt flod på vej mod Takayama

Jeg tjekker ind på Super Hotel. Det kan altså ikke leve op til navnet, men er ok og billigt. Jeg starter med en lur, fordi jeg var nødt til at lade mig vække midt om natten i Hiroshima, for at se VM-finalen.

Efter luren går jeg en tur rundt i de gamle gader i Takayama. Her er der flotte træhuse, som de kendes fra Shogun og fra Kurosawa-film. Aftensmad bliver på en lokal nuddel-snask. Det var også billigt.

Der er massiv heldagsregn i Takayama, så min nye gennemsigtige paraply kommer virkelig i sving.

Jeg starter med at gå over til Takayama Jinya tæt ved hotellet. Det er Kanamori-klanens gamle tilholdssted, hvorfra den lokale Shogun regerede området. Det er et flot sted, og laden som Shogun’en brugte til at opbevare den skatteindkrævede ris er meget meget stor.

Herefter går jeg gennem Sanmachisuji kvarteret med træhusene, og op til et lille museumskvarter i det nordøstlige hjørne af Takayama. Her er bl.a. Shishi Kaikan, hvor de demonstrerer Karakuri, som er et mekanisk dukketeater. Det er ret sjovt. Der er kun 3 publikummer. Jeg er også inde og se Yatai Keikan, hvor man udstiller nogle af de bærbare flåder, der bruges en gang årligt ved en stor festival. Endelig er der Sakurayama Hachimangu som er en helligdom. Herefter går jeg gennem byens regnvåde gader tilbage til hotellet, kun afbrudt at en frokost på en lokal lille restaurant.

Senere på dagen går jeg over til Hida Kokubunji, som er Takayamas ældste tempel. Der er lukket nu, så det bliver kun set udefra. Lidt småeksotisk aftensmad på en lokal Izakaya. Til sidst en aftentur til Sanmachisuji, for at se om jeg kan tage nogle skumle aftenbilleder.

Heldagsregnen er i dag afløst af byger, så den gennemsigtige paraply må med på tur igen.

Jeg starter med at smutte over til Hida Kokubunji i håb om at templet er åbent. Det er det ikke, så det bliver igen til et kig udefra.

Så er det ned til Miaygawas flodbred. Her er et sjovt lille marked, hvor landbefolkningen kommer ind for at sælge deres radiser, agurker m.m. Så går jeg hen til Kusakabe Mingeikan, som er en gammel bolig for en forretningsmand. Nu er det omdannet til et museum, så jeg kan se hvordan middelklassen boede for godt 100 år siden.

Så går jeg ellers ud i udkanten af Takayama. I skoven mellem by og bjerge – kaldet Higashiyama – ligger en lang række templer. Der er en temmelig imponerende gåtur med et nyt tempel om hvert hjørne. Jeg kommer også forbi flere buddhistiske kirkegårde og mange steder er der en flot udsigt over Takayama og bjergene omkring. Sjovt nok er det næsten turistfri zone. Jeg møder vel kun en håndfuld undervejs. Herfra smutter jeg tilbage til Takayama by og går rundt i flere turistfri gader, inden jeg slutter af i træhuskvarteret Sanmachisuji, hvor alle byens turister til gengæld er samlet.

Dette udgør sådan set dagens turistaktiviteter. Resten af dagen bruges på afslapning. Aftensmaden bliver på BBQ-snask ved stationen. På TV genudsender de Japan-Danmark. Det har jeg ikke brug for.

I Toyama når jeg lige at springe på et tog til Kanazawa. Så er jeg fremme omkring kl. 14.00. Der er en kort gåtur til det lokale Toyoko Inn, hvor jeg har booket 2 nætter. Det bliver værelse 318.

Kanazawa er en by med ca. ½ mio. indbyggere. Der er en berømt have og nogle gamle kvarterer. Efter en solid frokost, tager jeg den til fods til et af de gamle kvarterer Higashi Chayagai. Det er nogle smalle gader med træhuse, hvor Geishaerne underholdt de velhavende tilbage i det 19. århundrede. Et af husene hedder Shima og er nu et lille museum som kan ses – hvis man altså husker at tage skoene af først.

Efter at have tjekket det kvarter ud tager jeg bussen tilbage, hvor Toyoko Inn som en lille særlig gestus er vært ved en gang Curryrice til aftensmad – uden beregning. På TV er der golf fra St. Andrews.

Det næste kvarter er Katamachi. Det er et værtshuskvarter, og derfor ikke specielt aktivt en fredag formiddag.

Det tredje er lige ovre på den anden side af floden Saigawa. Det hedder Teramachi. Her er der flere templer at kigge på.

Herfra tager jeg en lang gåtur til Kanazawas største seværdighed. Det er den store have/park Kenrokuen. Jeg skal ikke gøre mig klog på japansk havekunst, men jeg synes da den er flot. Der er åbenbart et særligt berømt sted i parken. Her stiller alle de lokale turister sig op for at blive fotograferet.

Herfra begynder jeg at vende snuden hjem. Turen går via markedet Omicho med eksotiske frugter, grøntsager og mærkelige fisk.

Da jeg kommer hjem kan t-shirten i bogstaveligste forstand vrides. Så meget sveder jeg.

Aftenturen bliver en kort en i det lokale kvarter og afsluttes med et solidt aftensmåltid i en lokal restaurant. Aftenen slutter med et gigantisk tordenvejr over Kanazawa.

Video - Tordenvejr i Kanazawa

Lørdag den 17. juli

Afgang fra Kanazawa ved 9-tiden med et ekspres-tog. Togskifte til et bumletog i Naoetsu. Det er i Nagano kl. 13.30. Kort gåtur til mit Toyoko Inn hotel. Nagano var Vinter-OL værtsby i 1998. Der er ikke så mange seværdigheder. Den er mere valgt som udgangspunkt for et par dagsture.

En seværdighed er der dog. Så den tjekker jeg ud om eftermiddagen. Zenkoji er et tempel der blev etableret i det 7. århundrede. Det er brændt ned nogle gange. Den nuværende variant er fra det 17. århundrede. Der er 2 imponerende porte inden man når frem til selve templet. For en gangs skyld er der andet end turister. De fleste besøgende er åbenbart troende buddhister, så der er gang i bønnerne.

Nu om stunder er adgangen lettere. Jeg lægger bare 600 Yen, og så kan jeg komme ind. Men så starter pinslerne ellers også, for hele rundturen gennem alle 6 etager og via stejle trætrapper foregår i en lang turistslange. Men det kan nu ikke forstyrre indtrykket af en flot seværdighed.

Ellers bruges et par timer på at dalre tilfældigt rundt i Matsumoto, inden et eksprestog på 50 minutter fragter mig tilbage til Nagano.

I Nagano bruges resten af eftermiddagen på noget så uinteressant som tøjvask i hotellets møntvaskemaskine. Men det giver også mulighed for at blive færdig med Leif Davidsens fremragende bog ”Min broders vogter”.

Endnu en dagstur. I dag med Nagodan-toget til Obuse. Det er en lille by nordøst for Nagano. Byen er valgt dels for at komme lidt på landet – og så er der også et par seværdigheder.

En af dem er Hokusaikan, som er et museum, der udstiller 30 værker af Hokusai. Han var en fætter, der levede fra 1760 – 1849 og er ifølge museets folder internationalt anerkendt. Og det er jo sikkert rigtigt.

Efter det går jeg på udflugt. Ud i udkanten af den lille by, hvor der er æbleplantager og vinmarker. Jeg var ikke klar over at man lavede vin i Japan – ud over risvin – men det gør man åbenbart. På den anden side – de laver også Whisky. Ude blandt plantagerne og lige der hvor bjergene begynder finder jeg det mest nydelige lille tempel. Der var skilt derud, men stedet var ikke omtalt i Lonely Planet, så jeg ved ikke hvad det hedder.

Da jeg efter nogle timer er blevet gennemstegt i Obuse, tager jeg toget retur til Nagano for at slappe lidt af på hotellet.

Senere bliver det en gåtur rundt i Nagano. Nagano centrum er mest hoteller og stormagasiner, og som sådan ret uinteressant. Aftensmad bliver på et lokalt sted. Det er noget spændende sammenrodet noget med bønner, bønnespirer, sorte svampe af en slags og noget udefinerbart kød. Det er sted de lokale kommer. De er altid høflige, men jeg har svært ved at vænne mig til at det anses for høfligt at aflevere et gigantisk bøvs, når man har spist op.