www.henningn.dk

Slut på rejseriet rundt. Resten af turen er med udgangspunkt Tokyo.

Shinkansen kører fra Nagano til Tokyo kl. 10.08 og er fremme 1½ time senere. Fra Tokyo Station tager det under 20 minutter til Shiba Park Hotel. Vejen kender jeg jo.

Video - I fuld fart mod Tokyo

Efter en times afslapning er det ud for at se mere til sommervarme Tokyo. Det er med Yamanote-line til Shinjuku. På den ene side af stationen er der store kontorbygninger. Det er bl.a. Tokyo Metropolitan Government Offices. Af lange underjordiske gange finder jeg derhen, og tager elevatoren op til 45. etage. Her er et observatorium hvor jeg kan se ud over Tokyo. Der er huse og bygninger så langt øjet rækker. Men man skal jo også have plads til små 13 mio. mennesker.

Fra det lokale rådhus går jeg over til østsiden af Shinjuko. Her er liv og glade dage, for her er Tokyos forlystelseskvarter Kabukicho. Her er barer, restauranter, Pachinko-haller og meget andet forlystelsesgejl – også af den mere tvivlsomme slags. Shopping er der også masser af. Og reklameskilte – over alt er de. Og mennesker ikke mindst. Det er mageløst så mange mennesker der er. Efter at have overværet tumulten et stykke tid, tager jeg toget retur.

Aftensmaden bliver en vaskeægte napolitansk pizza – en af dem med tynd bund – inden roen falder over mig med en kop kaffe fra det fine stel, der er sat frem på værelse 1121.

Fra stationen tager jeg Yamanote-line til den store station Shinagawa.

Togendai ligger ved Lake Ashi, så nu skal der sejles. Det er dog ikke med nogen normal båd. Det er derimod et piratskib, der sejler til Hakone-Machi. Meget har jeg set indenfor kollektiv trafik, men et piratskib – det er første gang. Og selv om det hele er kitsch og plastic så vækker det tilfredshed hos kunderne – så hvem ved – måske noget at satse på fremover?

Fra Hakone-Machi er det noget så ordinært som en bus til Hakone-Yamoto. Herfra er det så lokaltog, Shinkansen og Yamanote inden jeg er tilbage på hotellet sent på eftermiddagen.

Video - Shinkansen på Odeware Station

Alt dette giver anledning til en lille lur, aftensmad på hotellet og så en Asahi fra automaten ude på gangen.

Hu-ha – jeg tror aldrig før jeg har oplevet det så varmt som i dag. Men en turist må gøre, hvad en turist må gøre, så udstyret med en våd vaskeklud – et trick jeg har lært af de lokale – tager jeg først Yamanote til Shinagawa og derfra lokaltoget Yokusuka til Kamakura. Kamakura er kendt for en række templer og jeg hopper faktisk af på stationen før Kamakura. Så ligger templerne som perler på en snor ind mod byen.

Det første hedder Engakuji. Oprindeligt er det fra 1282 og bygget for at Zen-munkene kunne bede for de soldater, der kæmpede mod Kublai Khan. Der er ikke noget af det oprindelige tilbage. Det er velsagtens alt sammen brændt ned.

Det næste tempel er Tokeiji. Det er mere en hyggelig og skyggefuld have – og det gør godt i varmen. Det var i sin tid datidens svar på Grevinde Danner Stiftelsen. Kvinder skulle udstå 3 år som nonner her, hvis de ville skilles.

Så kommer jeg til Kenchoji. Det er stort. Det blev stiftet i 1253. I dag har det 10 subtempler, og der er mange fine bygninger på Kenchoji.

Det sidste jeg ser – der er flere jeg hopper over – hedder noget så mundret som Tsurugaoka Hachimango. Det er lige i kanten af Kamakura, og derfor er der flest turister her. Det er en helligdom for Shinto-sekten. Den blev bygget af Minamoto Yoriyoshi – så ved vi det. Det er et meget farverigt sted, med stor turistappel. Især boden hvor man sælger spådomme har stor søgning. Til gengæld har det ikke den ro, som man finder ved de andre templer.

Herefter kommer jeg ind til Kamakura by, som primært er turist-gejl.

Jeg skulle nu tage over på den anden side af byen for at se en stor Buddha-statue, men det orker jeg ikke, så jeg tager toget retur til Tokyo og hotellet.

Aftenturen i Tokyo er også varm. Jeg tager Tokyo Metro til indkøbsgaden Ginza. Her er alle de fine forretninger. Hvad laver jeg dog her? Heldigvis er der også en Pronto – så kan jeg da få noget at spise.

Fredag den 23. juli

Jeg vågner kl. 6.06 ved at hele huset ryster – voldsomt synes jeg. Der er jordskælv. Det varer vel 20 sekunder. Det har en styrke på 5,3 på Richter-skalaen. Ikke nok til at være farligt eller til at noget går i stykker. Men det er nok til at gøre mig lidt forskrækket og trods alt også nok til at blive omtalt i de lokale nyheder. Heldigvis kan jeg falde i søvn igen.

Senere på dagen er det ud og ture i Tokyo. 3 steder bliver det til. Først til Asakusa. Det er et hyggeligt gå-rundt kvarter. Stedets sight er templet Sensoji. Hele skidtet er dog pakket ind i stillads. Jeg kan dog se det indvendigt, ligesom de omliggende bygninger er flotte.

Videre til Akihabara – også kaldet Electric City. Det er nørdernes paradis med elektronikforretninger, forretninger der sælger manga (tegneserier), DVD-butikker og al slags underholdning. Her har de alt det nye i iPad’s og 3D-TV. Her er også de såkaldte ”Maid-Cafe"s hvor unge piger klædt ud som ”Maids” underholder gæsterne.

Sidste stop er Shibuya. Hvor Akihabara tilhører nørderne, så er Shibuya for de unge modebevidste. Der er ufatteligt mange mennesker. Efter sigende skulle fodgængerovergangen ved Shibuya-stationen være verdens største. Jeg ved ikke om det passer, men der er i hvert fald mange der krydser på alle leder.

Video - tværs over verdens største fodgængerfelt

Lørdag den 24. juli

Endnu en varm dag i Tokyo. Men medbringende koldt vand, vaskeklud og  en japansk vifte-ting så går det.

Første sight er et ”must-see”-sight. Det er Det Kejserlige Palads – eller rettere parken omkring. Den ligger lige i midten i Tokyo, hvor der lige er afsat nogle hektarer til det formål, i et område med lutter skyskrabere. Paladset kan man ikke komme ind og se. Men der er masser af turister, der stiller sig op udenfor, for at lade sig fotografere.

Derfra med Yamanote-line til Shimbashi. Herfra kører et førerløst metro-tog til Odaiba. Det er ovre på den anden side af Tokyo Bay, og er vel nærmest Tokyos svar på Ørestaden – et område der er bygget op fra bunden på få år. Der er shopping-malls, diverse underholdningsting og moderne bygninger. Toyota har et stort showroom som jeg kigger ind i. Der er en bane hvor bilerne kan køre af sig selv. Måske skulle man spørge om de også kan bremse?

Herfra tager jeg Metro hjem. Dagens sightseeing-program er slut.

Aftensmad på et lokalt pizzaria. Så er der ellers J-league fodbold på flimmeren om aftenen.

Søndag den 25. juli

Som mange andre storbyer, så har Tokyo heller ikke et centrum. Der er mange forskellige. De ligger faktisk alle sammen placeret langs ”ringruten” Yamanote-line. Derfor er den meget praktisk i turistmæssig sammenhæng. Samtidig kører den over jorden, så jeg faktisk kan se hvordan Tokyo ser ud.

Jeg starter dagen med Yamanote til Harajuku. Her er der flere sjove ting. I gaden Takeshita-dori (sjovt navn, hvis man læser det på engelsk) slår ungdommen sig løs. Her kan man købe mærkeligt tøj, som mange unge japanere ynder at iføre sig i weekenden. Her er mange klædt på som lolita’er, punkere, goth eller andre mærkværdigheder.

Mere ordentligt går det til ved den nærliggende Shinto-helligdom Meijujingu. På sådan en søndag er der flere bryllupper i gang. Bruden er stadset vældigt ud, mens gommen synes at være iført morgenkåbe.

Og i parken Yoyogi Koen hygger man sig. Man spiller på Shamisen, som er en trestrenget lut. Nogle bruger bare en almindelig guitar. Og så er der en masse, der øver teater inde mellem træerne. Hyggeligt sted. På stadion på den anden side af vejen skal der åbenbart være pop-koncert. En hoben skrigende teenage-tøser går helt amok da pop-stjernen ankommer i lukket bil.

Fra Harajuka tager jeg Yamanote til Ikebukoro. Det er shopping-land. Omkring shopping-mekkaet Sunshine City, går det helt amok med råbende sælgere. Jeg begynder at tro at japanere sætter pris på larm. Selv nøjes jeg med frokost og en kop kaffe på en cafe med rigtige porcelænskopper.

Video - Hypet stemning ved Sunshine City

Dette afslutter så dagens turistaktiviteter. Jeg tager Yamanote tilbage til mit hotel. Her får jeg aftensmad og så er der baseball på TV. Jeg er også gået i gang med John Irvings ”Sidste nat ved Twisted River”.

Det er sidste dag i Tokyo. Det gør ikke noget. Rejsebatterierne er ved at være flade.

Egentlig skulle jeg starte forfærdeligt tidligt, for at tage til tunfiskeauktion på Tokyos fiskemarked Tsukiji. Men jeg gider ikke stå op kl. 5. I stedet tager jeg metroen derned op ad formiddagen. Der er en del hurlumhej, og jeg skal passe på ikke at blive kørt over af en gaffeltruck.

Herfra går jeg op til Shimbashi, hvor jeg tager Yamanote til Ueno. Her er endnu et gademarked med hundredvis af forretninger. Der er bl.a. adskillige golf-butikker. Jeg hænger ud et par timer, inden jeg smutter over i Ueno Park. Ifølge min guide-bog skulle den være lettere forfalden. Det passer jo fint med, at jeg finder den vældig hyggelig. Parkens sø er fyldt med Lotus-blomster. På en halvø midt i søen er et fint lille tempel, og så hænger de lokale ellers ud i parken. Til gengæld er der ingen turister – de læser nok for mange guide-bøger.

Ueno Park afslutter således denne turs turisthalløj. Hjem til hotellet med Yamanote, afslapning, pizza på mit lokale sted og så eller alt mit ral i automaten ude på gangen. Det får jeg en stor Asahi Super Dry ud af.