Torsdag d. 23. november
Afgang fra Rio Gallegos kl. 13 med "El Pinguino"
(busselskab) til Punta Arenas i Chile.
Først 2 timers kørsel på argentinsk grusvej, så en time
til at passere grænsen mellem Argentina og Chile. Der er ganske vist kun den ene bus, men
på de her kanter sætter man åbenbart stor pris på at pas skal stemples korrekt og
papirer udfyldes i rå mængder. Til slut 2½ times kørsel i Chile, skiftevis på
betonvej og grusvej. Så man var ligesom rystet igennem da man kom til Punta Arenas ved 18.30 tiden. Men det er nu alt
andet lige sjovere med bus end med flyver.Man kan ligesom se hvad man kommer forbi
undervejs. Det man kommer forbi hernede er dog temmelig ugæstfrit - meget tørt - meget
ørkenagtigt - mest med ukrudt og lids småbuske hist og pist og masser af får undervejs.
|
I Punta Arenas ind på det første det bedste
"budget-hotel" som kan anbefales af Lonely Planet. Hotel Monte Carlo hedder det. Der er masser af plads
på hotellerne p.t. Her får jeg et tre-personers værelse som enkelt-værelse. Ud for at veksle penge. Det begynder at blive lidt besværligt det her.
Render rundt med danske kroner, hollandske gylden, US dollars, argentinske pesos og nu
også chilenske ditto.
Videre for at få noget mad - får en hyggelig sludder med en
taxa-chauffør på spisestedet. Går en tur i byen, og så tilbage til hotellet. |
Fredag d. 24. november
Idag får jeg set noget mere til Punta Arenas. Hyggelig by -
overskuelig - man kan godt vade den tynd på halv dag - så det gør jeg. Ved 4-tiden ud for at se på pingviner. Med
minibus til Seno Otway, hvor pingvinerne optræder for et rimeligt begrænset publikum.
Nogle sjove fætre at se på. De er både sky og nysgerrige på samme tid, så hvis man
tager sig tid, skal de nok komme tæt på. Kun en tynd snor adskiller pingviner og
publikum. Tættest på kommer jeg, da jeg er
lidt afsides i forhold til det øvrige publikum. Pludselig kommer en pingvin op af et hul
en meter foran mig - den skynder sig at skide - og smutter ned i hullet igen. Gad vide om
den prøver at fortælle et eller andet. |
|
Tilbage i Punta Arenas ved 8-tiden. Får vasket sandet af -
det blæser nemlig helt vildt hernede - og pingvinerne holdt jo ligesom til ved en strand.
Og for første gang på den her tur lykkedes det IKKE at
finde en fodboldkamp på flimmeren....
Videre til Puerto Natales
|