www.henningn.dk

Onsdag den 20. august

Transportdag. Og en flot tur, selv om den endnu engang foregår i heldagsregn. Først endnu en tur på Geiranger-fjorden med båd til Hellesylt. Derfra bus til Stryn, hvor jeg skifter til en anden bus til Sogndal.

Sogndal er en lille hyggelig by, der lokalt mest er kendt for et rigtigt godt Tippeliga-hold, selv om der kun bor ca. 6000 mennesker. Bl.a. den tidligere legendariske AGF-angriber Håvard Flo huserer nu i Sogndal.

Jeg tjekker ind på Loftesnes Pensjonat, et hyggeligt lille sted, med en meget forvirret værtinde.

Vandfaldet "De syv søstre" - mellem Geiranger og Hellesylt

Torsdag den 21. august

Fra Sognefjorden ved Sogndal

Det pisser ned igen. Men en rask turist må gøre sin pligt, og iføre sig regntøj og paraply for at tage bussen til Kaupanger. Det tager kun et kvarterstid at komme derover. Jeg hopper af bussen ved Kaupanger-centret, som består af et supermarked, en frisør og et solarium, og går de 3 km ned af bakke til Kaupanger Kai. Undervejs kommer jeg forbi Kaupanger Kirke - en vaskeægte stavkirke fra de 11. århundrede. Egentlig ville jeg så tage bussen tilbage nede fra kajen, men her kommer den først på søndag, og det er for længe at vente. Altså må jeg istedet gå de 3 km retur - og nu op ad bakke - hvilket er meget mere anstrengende.

Senere på dagen bliver det også til en gåtur rundt i Sogndal. En hyggelig by beregnet for dem der bor her - og ikke for turisterne som i Geiranger. Bare træls med vejret.

Fredag den 22. august

Exit Sogndal og med bus til Flåm. Turen går bl.a. gennem verdens længste tunnel mellem Lærdal og Auerland. 24,5 km lang såmænd.

Flåm kan dårligt betragtes som en by, men mere som et servicecenter for turister, der er kommet dertil med den berømte Flåmsbana eller med båd igennem fjorden. Byen ligger flot inde i bunden af Auerlandsfjorden. At det regner i ny og næ er selvfølgelig lidt mere træls, men det gør faktisk omgivelserne endnu mere dramatiske. Og så ser en regnbue altså flot ud når den går hele vejen tværs over fjorden.

Flåm overnatting er ikke noget at skrive hjem om - det har kun en fordel, nemlig prisen. Og så har jeg en anden fordel i forhold til de fleste andre der bor her. De skal nemlig på arbejde hver aften kl 19.30. De skal ud og rydde op efter "ras'et", der gik i sidste uge, og den slags foregår om natten.

En fin regnbue over Flåm

Lørdag den 23. august

En modsejlende Fylkesbåd på Auerlandsfjorden

Vejret er klaret op og det er blevet rigtigt flot. Alletiders for en sejltur på Auerlandsfjorden og Nærøyfjorden til Gudvangen. Det er en vildt flot tur, med høje fjelde på alle sider og masser af vandfald. Et af dem er Kjelsfossen, som falder 840 meter ned. Det skulle være det 4. største fald i verden, men man regner det vist ikke med, fordi det falder ned i flere etaper - og ikke i et hug.

Resten af dagen foregår på gåben i Flåm og omegn - bl.a. ind i dalen, hvor der faktisk er en hel lille by med rigtige mennesker, der ikke er turister. Jeg havde også undret mig over, hvor de folk boede, som servicerede turisterne.

Videre til Bergen