Lørdag den 27. september

Tid til langfart igen. Afgang med lyntog fra Aarhus kl. 7.15. Det er i Københavns Lufthavn kl. 10.30. Så er der masser af tid til at kigge sig omkring i det Storcenter der kaldes lufthavn, inden Turkish Airlines flyver til Istanbul 14.45. Er heldig og får en nødudgangsplads. Så er der bedre plads til benene.

3 timer til Istanbul, så den er knap 19 lokal tid da jeg ankommer dertil. 3 timer til flyveren til Tasjkent. Men nej – den bliver 2 ½ time forsinket og kommer først afsted efter midnat. Så også her er der god tid til at kigge sig om i den store og helt nye lufthavn.

Søndag den 28. september

4 ½ times natflyvning til Tasjkent er rimeligt uudholdeligt. Den er godt 7 lokal tid ved ankomst. Så er det igennem lange gange, forbi venlig paskontrol og fat i bagagen. Så er den 8. Min chauffør er heldigvis ikke gået hjem, men står udenfor med der magiske skilt Henning Nielsen. Det går hurtigt ad brede boulevarden ind til imponerende Hotel Uzbekistan. Fat i nøgle til værelse 1516. Op og smide bagagen i det gammeldags, men komfortable værelse. Så ned til morgenmad. Glimrende og med fine valgmuligheder. Får en snak med en Armensk musiker, der skal på turné. Så op til værelset igen og en god lur indtil kl. 13.

Nu er det tid til første gåtur i Tasjkent og lidt veksling. 40 $ giver mig en lille ½ mio. i SUM. Men bliver hurtigt millionær her. Så ned til parken overfor hotellet. Her er en statue af Amir Temur og nogle flotte springvand. Amir er en berømt regent og krigsherre fra Centralasien. Han regerede i det 14. århundrede. Efter parkturen tager jeg den flotte metro retur. 3000 SUM lyder af en del, men svare til 1,50 kr.

Senere en tur rundt i det lokale hood. Jeg havde forventet en stor og tumultagtig storby. Men det holder slet ikke. Det er stille og roligt og meget ordentligt. Når man krydser den 6 sporede vej ved hotellet, holder alle biler tilbage. Jeg kommer forbi House of Photography på vejen. Der er en udstilling. Det ligner nu i umiskendelig grad malerier. Glimrende pizza på et udmærket sted. Sådan en koster 45 kr. Kaffe og en is i hotellets bar løber op i 30 kr. Man bliver ikke fattig af at rejse rundt her.

Mandag den 29. september

Op til fint morgenmåltid. I dag fandt jeg kaffen, og fik suppleret de lune retter med både melon og kage. Så ellers ud for at se et af de få turistmæssige highlights i Tasjkent, Chorsu Bazar. Turen derud er med Yandex – det lokale Uber. Knap 10 kr. for en tur på godt 5 km. Bagefter har man mulighed for at give chaufføren drikkepenge via app’en. Der er 3 niveauer. Jeg vælger den høje, så han får 1 kr. ekstra. Det skal jo ikke hedde sig, at man er en fedtsyl.

Selve bazaren er kæmpestor. Det meste er indendørs i en stor rund hal. På gulvet er der et utal af boder, der sælger forskelligt kød og grøntsager. De fleste ville få et problem, hvis man havde en smiley-ordning. På en balkon er der også en enorm mængde af boder med krydderier, nødder og tørrede frugter. Et meget farverigt skue. Udenfor er der endnu flere boder, der sælger sådan lidt af hvert.

Fra bazaren er der en kort gåtur over til 2 flotte moskéer. Ko’kaldosh Madrasasi er den første. Flot sted. Får en fin gennemgang af hvordan man laver kalligrafi. I nogle af lokalerne er der undervisning af ældre kvinder. Hvad der undervises i ved jeg ikke, men mon ikke det har noget med Allah at gøre. Ved siden af ligger Xoʻja Ahror Valiy Jome Masjidi. Også en flot moské. Man kan dog ikke komme ind. Usbekistan er et primært muslimsk land, men med en andel af forskellige kristne. Man er generelt stolte over at alt foregår i fred og fordragelighed.

I stedet for Yandex vælger jeg den lange gåtur tilbage. Først igennem et traditionelt boligkvarter. Det ender ved en bred boulevard, hvor jeg er nødt til at tage en vældig omvej for at komme over. Så kommer man til det moderne Tasjkent med høje og moderne bygninger. Det giver lige en pause i Tasjkent City Park med springvand, der dog ikke springer. Så videre langs brede boulevarder. Jeg kommer til en flot bygning Islam Karimov Museum. Da jeg vil ind, bliver jeg dog – venligt – smidt ud af en vagt. Hvorfor ved jeg ikke. Måske der var lukket. Så kommer jeg hen til Metrostationen Kosmonavtlar. En af mange flotte metrostationer. Den her er en hyldest til Sovjets kosmonauter. Jeg tager et tog til næste station i forventning om at det bringer mig nærmere hotellet. Det er dog ikke tilfældet, så fra næste station Ming'orik bliver det så en ny vandring, inden jeg når hotellet først på eftermiddagen.

Så er der tid til afslapning. Aftenturen bliver lidt som i går. Carbonara på samme glimrende restaurant og lidt indkøb ved den samme købmand. Ellers bare en slapper på værelset.

Tirsdag den 30. september

Store Yandex dag i dag. Rundt i Tasjkent’s trafik med den uhørt billige kørselstjeneste. Først fra hotellet til Minor-moskéen. En ny moderne helt hvid moské. Typisk Islamisk arkitektur. Pompøst og masser af bling. Næsten ingen turister og adgang overalt.

Så næste Yandex til komplekset Khast Imom. Også her en stor moske Hazrati Imom, med 2 store minareter ved siden af. Bag ved er der mausoleer og en madressa. Pladsen imellem er ved at blive renoveret, så det støver lidt. Og endelig er der en kæmpemoské på den ene side af pladsen. Umiddelbart tror jeg den er ved at blive renoveret, men det er faktisk en nybygning. Sikkert derfor den ikke er nævnt i min guidebog. Herfra afgår næste Yandex vogn.

Den kører mig til parken Navoi. Hyggeligt sted med en bunke skulpturer af folk jeg ikke kender. Også et udmærket pizzeria, hvor man kan få sin frokost. Meget servicemindede da de med hjælpe fra Google Translate – på dansk – får forklaret at der er 20 minutters ventetid, fordi ovnen lige skal varmes op.

Så kort gåtur til Magic Park – et totalt kitschet tivoli – med amerikanske kæder som spisesteder og adskillige skydetelte. Sikkert sjovere om aftenen. Her samler jeg så dagens 4. Yandex tur op. Den kører mig til hotellet. Alt i alt kørsel for næsten 50 kr. i løbet af dagen. Det er så excl. drikkepenge. Jeg kan ikke få mig selv til at give de foreslåede 1,50 kr. i drikkepenge, så jeg indtaster selv et mere passende beløb.

Dagens sene tur bliver så en gåtur. Gennem parker og tværs over brede boulevarder til endnu en religiøs ting. Sheikhantaur mausoleum er gemt bag noget grimt beboelse og er 3 rigtigt gamle bygninger fra det 15. århundrede. Jeg får en mindre skideballe, da jeg er ved at gå ind uden at tage skoene af. Så ellers retur. Nedenfor hotellet er indrettet et lille tivoli med boder. Så her får jeg aftensmad i form af en burger (12 kr.).

Onsdag den 1. oktober

Slut på spændende Tasjkent. Afgang med Yandex kl. 6.30 til stationen. Så ingen morgenmad. Det anbefales at man kommer ca. 1 ½ time før togafgang kl. 8.30. Det synes dog ret unødvendigt. Kl. 8.30 – sharp – kører det Usbekiske hurtigtog Afrosiyob til Samarkand. 2 timer of 20 minutter tager det. Super hurtigt og super komfortabelt. Fat i en ny Yandex ved stationen i Samarkand, og så ind til mit hotel for de næste 5 dage Hanifa Boutique Hotel. Meget centralt, men inde i en skummel baggyde. Hotellet fejler dog intet. Værelset er ikke klar endnu, så det bliver bare en bagageaflevering og så ud for at se Samarkands supersight nr. 1.

Registan hedder det. Det er en gammel plads omgivet af 3 enormt flotte madressa’er. En madressa er en koranskole. Den ene er bygget omkring 1420. På den modsatte side af pladsen er en makker fra 1636, og på tværs er så en fætter der blev færdig i 1660. Der er tale om sindssygt flot arkitektur med stor wow-effekt. Jeg hænger ud nogle timer, inden jeg vender tilbage til hotellet for at tjekke ind og få en lur på fortrinlige værelse 101.

Efter det er det ud igen ved 17-tiden. Først et storslået måltid med en masse kød og en begrænset mængde grøntsager. Havde nok været snedigt at bestille noget ris eller brød ved siden af. Derefter er det en gentagelse. Tjekke Registan ud ved solnedgangstid omkring kl. 18. Stadig vildt flot, og ikke mindst da de sætter noget grønt lys på den da solen er forsvundet. Kl. 20 er der et lysshow. Det ville jeg egentlig vente på, men det er faktisk blevet for koldt, så det må blive en anden aften.

Torsdag den 2. oktober.

Op ved 8-tiden til husets portionsanrettede morgenmad. En blanding af lokalt og velkendt. Havregrød, pølse, æg, melon, croissant med hindbærcreme og hvad jeg troede var en kokosmakron – men den viste sig at indeholde en kødhaps. Dertil kaffe, brød, tørrede frugter og andre ting som jeg har glemt. Så er man gjort klar til flere af Samarkands skønheder. De fleste kan nås via en turist-rambla, man har lavet for nylig. Men det er sjovere at gå gennem de små gader, så det gør jeg til første sight Shahi Zinda. 

Shahi Zinda er en såkaldt nekropol, altså en gravplads, der består af mausoleer og helligdomme bygget mellem år 800 og 1400. Det er vildt flot at beskue, hvis det i øvrigt er muligt at komme frem for primært kinesiske selfie-turister.

Tur 2 er kortere. Den starter med en frokost. En lækker shashlik, som er et grillspyd med lam. Belært af gårsdagen får jeg bestilt fritter til. Så over til Bibi Khanym-moskéen. Det er også en gammel svend. Bygget af Timur Lenk i det 13. århundrede, og opkaldt efter hans kone. 

Herfra over til Samarkands bazar lige ved siden af. Der kan veksles lidt penge. Sort – på er gadehjørne. Rart den slags ikke er gået helt af mode. Bazaren er ellers vældig spændende og utroligt velduftende. Masser af krydderier som giver en liflig duft. Noget sjovere end Bruuns Galleri. Usbekere har det karaktertræk at de – ud over at være enormt venlige – også er ret indadvendte, så man bliver ikke i urimelig grad overfaldet af slibrige sælgere.

Om aftenen er det så over til Registan, for at se det lysshow jeg gik glip af i går. Men først endnu en lokal ret. En samsa gør det ud for aftensmad. Det er en trekantet dej pakke med noget kylling inde i. Sådan en fyr skal de såmænd have 3 kr. for. Showet på Registans mure er et imponerende lysshow med 3D-effekter, og en historie der vist nok handler om Usbekistans storslåede fortid og tilsvarende fremtid. Men det er nu stadig koldt om aftenen.

Fredag den 3. oktober

Ritualet gentager sig. Først et solidt morgenmåltid og så på gåtur. Endnu engang flotte gamle bygninger på programmet. Den første er Gur-Emir. Gur-Emir er mausoleum for Timur Lenk og han familie. Bygget i det 14. århundrede. Timur var en af middelalderens mest magtfulde erobrere og stammede fra Samarkand. Hans begravelsessted er også særdeles standsmæssigt.

Herefter rundt i kvarteret omkring Gur-Emir. Først Ak-Saray-mausoleet. Det er mindre og fra slutningen af det 14. århundrede og formentlig bygget til at af Timurs børnebørn. Videre rundt i det sjove hood med lokalt liv og små forretninger. Køber en vand i en lille bedstemor-kiosk. Hun kan ikke give tilbage, og tilbyder i stedet 2 æsker tændstikker. Never mind.

Videre til Rukhobod-mausoleet. Bygget i 1380 på ordre fra Timur til Sheikh Burhanuddin Sagaradzhi. En lærd på den tid. Det er fredag, så fredagsbønnen fra en nærliggende moské kører over pladsens højttalere. Og endelig er det blevet tid til at kaste et blik på Timur Lenk himself. Det er i form af en statue, siddende henslængt på en stol midt i en rundkørsel. Herfra retur til hotellet. Frokost på en lokal restaurant. Plov – en lokal hofret – bestående af ris, oksekød og grøntsager. Rustikt og godt.

Tur 2 senere på eftermiddagen. Op ad ramblaen til Hazrat Khizr-moskéen. Udover at give mange point i Skrable, så er det også en gammel sag. Oprindeligt fra det 7. århundrede, men den nuværende version er fra 1800-tallet, og dedikeret til profeten Khizr, som ifølge ChatGPT var en mytisk figur i Islamisk tradition. En Imam sidder i et hjørne og fyrer noget fredagsbøn af, når en gruppe mænd – og kun mænd – kommer og sætter dig. En fantastisk stemme han har.

Aftenen på værelse 101. Der er hentet 2 samsa’er med hjem. 6 kr. for aftensmad. Det er til at holde ud. 1883 på Netflix står for aftenunderholdningen. Netflix og Sjöwall/Wahlöö har den opgave på den her tur.

Lørdag den 4. oktober

De største seværdigheder i Samarkand er set. Så nu er vi nået til de lidt mindre, men også spændende. Første stop i dag er Ulugh-Beks observatorium. Der er for langt at gå, så det bliver med Yandex. Der var et af verdens ældste astronomiske centre. Bygget i 1420’erne af Ulugh-Bek – astronom, hersker og barnebarn af Timur Lenk. Han byggede bl.a. en sextant med en radius på 40 meter, som kunne bruges til at måle stjernernes positioner. Nu er der kun en ruin tilbage, men man kan se noget af det. Ved siden af er der et lille museum.

Herfra videre med Yandex til Khodja Abdu-Darun-mausoleet. Desværre under renovering, så man kan ikke komme ind. Udefra er det dog fint og det er kirkegården også. Khodza var en lærd teolog fra det 9. århundrede. Ovre på den anden side af vejen er Istratkhona-mausoleet. Det er kun en ruin, og ikke så farvestrålende med mørkeblå og turkise kakler, som de fleste andre jeg har set. Det er fra omkring 1460 og bygget af Timuride-dynastiet, som familie-mausoleum for klanens kvinder.

Herfra går jeg så gennem sjove smalle gader retur til centrum. Der er et skønt folkeliv på sådan en gåtur, med masser af små forretninger undervejs. Man skal være lidt påpasselig med ikke at falde over nogle af de mange trappesten, man møder på vejen, og så skal man passe lidt på de åbne kloakker. Der er ikke altid fortove. Så må man gå i siden af vejen, og træde til side når der kommer biler. Inde ved hotelområdet ved 2-tiden. Frokost i en lokal restaurant, der primært besøges af unge studerende og lokale familier. Altid et godt tegn. De har ikke behov for at indføre To Good to Go her, for de fleste retter er udsolgt. Ja sådan set er den eneste mulighed en kebab med oksekød, men den er nu også glimrende.

Tur 2 ned til den Jødiske Synagoge. Samarkand har et lille jødisk samfund, som rækker mange år tilbage i tiden. Turen derned går også gennem sjovt kvarter, og væk fra den turistrute de fleste følger. Her render de lokale unger og leger og spiller bold, og synes egentlig det er lidt sjovt at der kommer turister forbi. Synagogen er desværre lukket, så jeg smutter videre til det sidste mausoleum jeg tror jeg gider i Samarkand. Det ligger i samme kvarter og hedder Abu Mansur al-Maturidi-mausoleet. Jeg tror bare jeg kan gå ind, indtil der bliver råbt “tickets” fra en bod i hjørnet. Så jeg må slippe 12 kr. Det klarer jeg nok. Abu blev født i 853 og var teolog og jurist. En bekymrende sammenblanding. Mausoleet er til gengæld ganske nyt. Bygget efter år 2000. Der ser ud til at man er ved at anlægge et større boligområde rundt om det. Herfra retur til hotellet og det noget mere verdslige Netflix.

Søndag den 5. oktober

Sidste dag i Samarkand. Jeg har heldigvis givet mig selv god tid i denne fantastiske by. Der er kun en af af de seværdigheder, jeg har sat hak ved, som jeg ikke har set endnu. Så dagen starter med den. Det er Karabay Aksakal-moskéen. Den ligger i et beboelseskvarter ret tæt på hotellet. Interessant nok kan ChatGPT ikke oplyse om hvornår den er bygget eller hvem Karabay var. Den er ikke så stor men ganske fin. Udenfor sidder de lokale og spiller backgammon, og en fransk turgruppe får besked på at man ikke må sidde med fødderne oppe på bænkene.

Resten af dagen går rundt i Samarkand. Mest de lokale beboelseskvarterer. Det er det sjoveste. 2 ture bliver det til. Et Nonbrød – et lokalt fladbrød – indkøbt på et gadehjørne kommer sådan set til at udgøre dagens væsentligste måltid. 2,50 for sådan et, så det er ikke så slemt.

Mandag den 6. oktober

Sidste morgenmåltid på storslåede Hanifa Boutique Hotel. Herefter fat i en Yandex, som drøner mig ud til Samarkand Station. Første gang med en chauffør, der faktisk ikke kører råddent.

9.53 er der afgang med hurtigtoget Afrosiyob til Bukhara. Det tager 2 timer. Ved stationen et stykke udenfor Bukhara holder min vogn klar. Den er bestilt gennem hotellet. Så 20 minutter senere står jeg inde ved Amulet Hotel. Endnu et klassehotel. Det er lavet i en ombygget koranskole – en såkaldt madressa. Det består af en flot gårdhave med værelsesbygninger rundt omkring. Meget gammelt og med autentisk interiør. Dog heldigvis også med moderne faciliteter. Jeg får tjekket ind på værelse 1/1 i stueetagen, med direkte udgang til gårdhaven – hvis man vel at mærke husker at bukke sig, for dørkarmen sidder lavt.

Efter udpakning er det første tur rundt i Bukhara. Som Samarmand er det en gammel by, med et imponerende udvalg af gamle bygninger. De må tjekkes ud. Nogle af dem. Først er det Bukhara-fæstningen, også kendt som Arken. Det er en hel lille befæstet bydel, som oprindeligt stammer fra det 5. århundrede. Det var hjemsted for den lokale Emir. Murene omkring er trapezformede, så den har nok været svær at indtage. Indvendigt er der nu en del museer og nogle af de utallige souvenir-sælgere.

Efter Arken – og en god frokost – smutter jeg over til Bolo Hauz-moskéen. Fra 1712 og Emirens fredagsmoske. Holdes sammen af 20 træsøjler, der alle er kunstnerisk udsmykket. Man kan ikke komme ind i dag. Hvorfor ved jeg ikke.

Så videre til Chashmai Ayub-mausoleet. De ældste dele er fra det 11. århundrede, størstedelen dog fra det 14. århundrede under Amir Temur. Navnet betyder Jobs Kilde, og tilskrives angiveligt at profeten Job var tørstig og slog en stav i jorden – og en kilde sprang op. Og det skulle være ganske vist. Inde i mausoleet kan man stadig hente vand op fra kilden, og det skulle være ganske helbredende.

Den del hopper jeg dog over. I stedet satser jeg på en kop uhelbredende kaffe på en café, og vender snuden hjem. Ligesom i Samarkand kan man dele byen op i turistgader og lokale gader. De sidste er de sjoveste. Her er der købmænd og grønthandlere i stedet for souvenirs og silke. Så jeg tager den lokale vej retur til hotellet, og med shopping af pæresaft og chokoladekiks undervejs.

Tirsdag den 7. oktober

Op kl. 8 til et fantastisk morgenbord. Der er linet op i gårdhaven, og så kommer værten ellers med lækre retter i et omfang, så det kunne være en buffet til hele hotellet. Her er yoghurt, indpakkede kødretter, melon, vindruer, honningkage og brød med pølse, ost og syltetøj. Dertil lækker juice og kaffe. Voldsomt og voldsomt godt.

Så ud og kigge videre på den her gamle by. Først går jeg i fængsel. Gennem baggaderne til Zindan, som var i brug indtil slutningen af 1800-tallet. Her opbevarede Emiren både politiske modstandere og folk der skyldte penge. En af cellerne er sådan set bare et dybt hul i jorden med et låg over. Hyggeligt.

Herfra videre til Bukhara’s mest kendte sight. Det er Poi Kalyan-komplekset, som består af en moské, en minaret og en madressa. Først ind til Kalan-moskéen som er bygget i 1514 oven på en endnu ældre. Den er kæmpestor, flot og velholdt. Angiveligt kan den rumme mere end 10.000 til fredagsbøn. Udenfor står Kalan-minareten. 47 meter høj og fra 1127. Da Djengis Kahn erobrede Bukhara i 1220, var det den eneste bygning han ikke ødelagde. Minareten er også blevet brugt til at eksekvere dødsstraf. Man smed bare skurkene ud fra toppen. På en anden side af pladsen er Mir-i-Arab-madressaen. Den er under renovering og med mindre du går på koranskolen, kan du ikke komme ind. Så det kan jeg ikke. Den er i øvrigt fra 1535.

Efter det er det ud i parken vest for Bukhara. Her er 2 seværdigheder. Først Ismail Samani-mausoleet. Det er en ret lille bygning fra 905. Bygget til Ismail som herskede fra 897 til 907. En kort gåtur derfra er Qo’sh-madressa, som faktisk er 2 forskellige overfor hinanden. Den ene er lukket pga. renovering. Den anden er åben og meget stille og fredfyldt. Efter at have rendt rundt hele formiddagen er det godt at sidde her på en støvet sten og kigge på det hele. Bygninger er fra 1600-tallet. Lidt slidt – ligesom madressaerne – vender jeg nu snuden hjem til en hotelpause.

Tur 2 starter med sen frokost. Det er trukket ud på grund af det storslåede morgenbord. Derfor er jeg også ret alene på restauranten. Det kan også være fordi andre har vidst at pizzaen var ret middelmådig. Så ellers op gennem de lokale gader til 2 nye madressaer. Ulug’bek-madressa og Abdulaziz Khan-madressa ligger lige overfor hinanden. 2 imponerende frontsider, der vender ud mod en plads. Indvendigt er de begge slidte og trænger til en kærlig hånd. Det projekt er der gang i. Begge madressaer er i øvrigt fyldt op med souvenirbutikker, så det religiøse og det verdslige går hånd i hånd. Ulug’s er fra 1417. Abdulaziz fik sin ca. 250 år senere.

Herfra gennem de sjove gader til dagens sidste seværdighed Chor Minor. En flot bygning med 4 tårne i hvert sit hjørne. Den er ret “ny”. Fra 1807 og bygget af en rig købmand, der sikkert har skullet blære sig.

Onsdag den 8. oktober

Springer ud af sengen kl. 8, med tanke på den fantastiske morgenmad. Da den er klaret, kan man lige så godt komme i gang, og få noget ud af dagen som man siger. Formiddagen er et godt tidspunkt at rende rundt i byen. Mange af turgrupperne er pakket sammen for at rejse videre, og de nye er ikke ankommet endnu. Så der er ikke så mange turister i byen.

Dagens første tur er koncentreret om de mest centrale dele af Bukhara. Først er det den flotte Hoja Zayniddin-moské. De har jeg helt for mig selv. Den er fra 1500-tallet, men man ved ikke hvem der byggede den. Især kuplen indenfor er rigtigt imponerende. Moskéen var en af de få der havde lov til at holde åbent i Sovjettiden. De fleste andre blev brugt som lagerhaller til diverse ting og sager.

Herfra videre til Magoki Attori-moskéen. Den er en fin lille hvid fyr fra det 16. århundrede. Den er dog bygget ovenpå en fra det 9. århundrede. Indvendig er der en fin udstilling hvor nogle lokale fortæller om Bukharas historie på en storskærm. Heldigvis med engelske undertekster. Ikke uinteressant.

Next up er Ko’kaldosh-madressa. Den er fra 1568 og bygget af Ko’kaldosh, der var wizir – minister – for den lokale Khan. Det er en af de største madressaer i Centralasien. Den fremstår lidt nedslidt indvendig, og en del af lokalerne anvendes nu af souvenirsælgere / kunsthåndværkere – alt efter temperament.

Den sidste på formiddagsturen er en khanaka. Sådan en har været tilholdssted for Sufi-mystikere, end særlig art af muslimer. Nadir Divan Begi-khanaka er fra 1620. Nadir var finansminister og Khan-onkel. Ved siden af denne khanaka er en lille hyggelig sø Lyabi Hauz, omgivet af flere restauranter. Her er folk efterhånden dukket op til deres formiddags-te. Mine seværdigheder er sluppet op, så jeg vender snuden mode hotellet og en pause.

Tur 2 lidt senere går en anden vej. I stedet for at gå til højre fra hotellet går jeg til venstre. Først langs en masse andre hoteller. Ingen grund til at skjule at turisme betyder meget i Bukhara. Jeg kommer så ud til en en bred boulevard, som jeg følger ud til en indkøbsmall. Lidt kedelig, men nu er man væk fra turisterne. Det giver en pizza på en fastfood-joint på den anden side af vejen. Herefter langs en anden bred boulevard ind mod byen. Det bliver dog lidt for spændende, da fortovet forsvinder og man går i vejkanten af en 6-sporet vej. Men det går, og til sidst ender jeg i den gamle bydel igen og finder hjem til hotellet.

Og så bliver det til en aftentur ind til centrum. Nu er de nye grupperejser kommet til byen, og det vælter med turister og sælgere der falbyder alverdens tekstiler. Om det er lokalt eller “made in China” har jeg ikke nogen anelse om. Men turister er big business og holder mange bukharanere beskæftiget.

Torsdag den 9. oktober

Atter engang et fantastisk morgenmåltid. Det er sidste rejsedag, og alle planlagte aktiviteter er hakket af, bortset fra en. Det er den lokale bazar, så der går gåturen ud i dag. Undervejs kommer jeg dog forbi et skilt der peger mod Bukhara Photo Gallery. Det undrer, for der hvor det burde være var der lukket. Jeg følger skiltet som viser vej til et lille Guest House. Jeg går ind, og ganske rigtigt er udstillingen med billeder fra Bukhara flyttet herind. Jeg møder fotografens kone, da fotografen døde for 3 år siden. Udstillingen er flyttet fordi det oprindelige lokale skulle renoveres. Det viser sig at fotografen har udstillet i Danmark. I en by der hedder Aarhus nævner hun så. Det er jo meget sjovt. Af sympatigrunde vælger jeg at købe 2 postkort med nogle af de fine billeder.

Så videre til bazaren. Her køber jeg ikke noget, for det jeg leder efter kan jeg ikke finde. Gad godt at have en hvid træningsdragt med grønne striber og Uzbekistan på ryggen. Men det er vist også det eneste de ikke sælger. Ellers indeholder bazaren alt fra store køleskabe til velduftende krydderier. Der er et liv og leben overalt.

Kort tur 2 rundt i turist-området i centrum. Den tur afsluttes med turens dyreste måltid på en restaurant på den anden side af vejen. 80 kr. for en kæmpesteak med fritter. Mest fordi de sidste SUM skal brændes af.

Jeg skal tidligt op i morgen, så tidligt retur til hotellet så jeg kan slappe af og komme tidligt i seng.

Fredag den 10. oktober

Øv – ingen morgenmad i dag. Tidligt ud af røret. Afgang kl. 6 til lufthavnen. Det tager lidt tid inden min Yandex dukker op. I ventetiden indtager en orange kat min kuffert, som den finder behag i at ligge på toppen af. Den bliver dog verfet ned da Yandex dukker op, og så er det ud til Bukhara International Airport. Ikke nogen stor lufthavn. Der er en enkelt afgang til en by i Rusland, og så er der 8.55 afgangen med Turkish Airlines til Istanbul. Udmærket flyvetur. Knap 5 timer. Et fornuftigt måltid og The Grand Budapest Hotel undervejs.

4 timers pause i Istanbuls store indkøbscenter med indbyggede flygates, inden det omkring 16.40 med ca. ½ times forsinkelse er afgang til København. Også ok flyvning. 3 timer og Ronin med Robert de Niro undervejs.

Så kommer den sidste 1/3 som er togturen til Aarhus. Den bliver ødelagt af et sludrechatol med en mobiltelefon på den anden side af bordet og så en urimelig lang rejsetid på grund af sporarbejde. Hjemme lidt i midnat.