|
Torsdag den 13. marts
Op
kl. forfærdeligt tidligt – 6.30 – for at nå toget en god times tid
senere fra Bayeux mod Rennes. Efter 2 timer hopper jeg af i Dol de
Bretagne, og stiger direkte over i et TGV, der tager det sidste kvarter
til St. Malo.
St. Malo er i Bretagne og egentlig en meget sjov by. Det ”gamle” St.
Malo kaldes også den lukkede by på grund af en gevaldig mur omkring
byen. Den gamle del var engang en ø, men nu er det en del af fastlandet.
Alligevel synes det underligt, at byens havn nærmest er placeret midt i
byen. Gåturen fra stationen til den gamle bydel går således tværs over
et større havneområde. |
 |
|
 |
I
St. Malo tjekker jeg ind på
Hotel de L’univers. Det er ikke så tjekket
som mit logi i Bayeux, med det kan man næsten heller ikke forlange.
Efter en kort pause kigger jeg mig omkring i St. Malo. Det bliver til en
gåtur gennem centrum og så halvdelen af byen rundt oppe på muren.
Undervejs bliver det til en frokost på en lidt for tjekket restaurant. |
|
Videre går det med et hurtigt besøg på St. Malo’s lille casino inden jeg
fortsætter langs strandpromenaden mod den rige del af St. Malo som
hedder Sillon. St. Malo benyttes meget som turistmål for rige parisere,
og det kan man godt se. Da jeg ikke gider gå længere ud mod Sillon,
vender jeg om og går tilbage. Det er blevet lavvande, så jeg går nede på
stranden Grande Plagne på tilbagevejen. Forskellen på højvande og
lavvande er kolossal her på stedet. Op til 14 meter forlyder det. Til
sidst kigger jeg ind på det gamle 1700-tals Fort National, der ligger
ude i vandet når det er højvande, men kan nås i tørskoet tilstand ved
lavvande.
Efter den lange gåtur holder jeg en kort pause på hotellet inden det
bliver til en aftentur rundt på muren. Aftensmaden går i en sandwich fra
et lokalt boulangerie. |
 |
Fredag
den 14. marts
|
 |
Halvdagstur til Dinan i dag. Først med bus en time kl. 10 – så 3 timer i
Dinan – så retur med bussen, så jeg er tilbage kl. 15.
Dinan er også en flot gammel by. Den er – ligesom St. Malo – omgivet af
en høj bymur. Neden for byen løber floden La Rance, og dernede er der en
meget idyllisk del af byen som hedder Port de Dinan. Det var nogle munke
der etablerede byen, da de slog sig ned her i det 9. århundrede. |
| Et kort
hentet på turistkontoret udstikker 3 forskellige ruter rundt i byen. Jeg
laver en blanding af de 3 ture og starter derfor med at gå rundt langs
halvdelen af bymuren, inden jeg tager en stejl og smattet skovsti ned
til floden og ”havnebyen”, hvor alle skibene er lystbåde. Herfra op ad
brostensgaden Rue de Jeruzel, som er fyldt med skæve gamle huse,
maleriforretninger og restauranter. Det er givetvis et helvede i
turistsæsonen, men i dag møder man max. en håndfuld andre turister. Nu
er jeg så i Dinan centrum, med de traditionelle kæmpekirker og flere
smalle gader og gyder.
Til sidst tager jeg så
resten af muren, med gode udsigtssteder over både flod og by, inden jeg
når ned til Gare de Rutiere et kvarterstid før busafgang retur. |
 |
|
 |
Tur 2 bliver så en sen eftermiddagstur i St. Malo. Først gennem de
smalle gader, så den obligatoriske katedral inden jeg går ud til Ile de
Grand Be ca. 100 meter fra selve St. Malo. Man kan gå ud til øen, for
det kan man ved lavvande. Ved højvande er adgangsvejen oversvømmet, og
er man dum nok til at blive fanget derude, så kan det medføre 6 timers
ventetid. Snedigt nok har de sat et skilt op med tidspunktet for næste
højvande. Øen bruges i øvrigt flittigt til gåtur for de lokale, hvor de
lufter et utal af gravhunde og andre mærkværdigheder. Det bretonske flag
indeholder sågar en gravhund. Og så skal man vel nævne at forfatteren
Chateaubriand ligger begravet på Ile de Grand Be. |
|
Sidste del af gåturen er mindre turistagtig. Det er nemlig en
”havnerundfart” til fods. Her i byen er havnen placeret midt i byen. Der
køres med kraner og gravkøer. Man er ved at losse et par pænt store
skibe. Her er jeg absolut eneste turist, men det skal altså ikke gå i
katedraler det hele.
Så
alt i alt en rigtig aktiv dag. Måske fordi det er første dag på turen
med rigtig dejligt vejr. |
 |
Lørdag
den 15. marts.
|
 |
Egentlig var planen at tage til Mont St-Michel i dag, men vejrudsigten
er skummel, så det er udsat til i morgen.
Dagen starter dog med pænt vejr, så jeg tager en rimelig lang gåtur til
den lille hyggelige forstad St-Servan syd for St. Malo. Her er der en
stor lystbådehavn og et stort fort – Fort de La Cité – fra midten af det
18. århundrede. Tyskerne byggede bunkers ved fortet under 2. verdenskrig
og brugte det som en del af Atlantvolden. |
|
Der er også et flot tårn fra det 14. århundrede – Tour Solidor – som
desværre er lukket. Og så er det i øvrigt en hyggelig og turistfri lille
by at gå rundt i.
Ved 12.30-tiden begynder skyerne at trække sig alvorligt sammen, så jeg
vender næsen mod St. Malo. Her bliver det til en pizza, men da den er
overstået så styrter det ned.
Næste aktivitet bliver derfor indendørs. St. Malo’s bymuseum ligger i
Chateau da St. Malo, lige overfor mit hotel. Selve museet er uendeligt
ligegyldigt, men er et nødvendigt onde for at se slottet som er rigtig
flot. Oppe fra tårnet er der en fortrinlig – og overdækket – udsigt over
St. Malo, og man kan stå at kigge ned på de mange forskellige paraplyer,
der går hen over forpladsen. |
 |
|
 |
Regnen fortsætter, så der er til sidst ingen anden udvej end selv at gå
over pladsen – til hotellet – værelse 120 – og så se rugby på
fjernsynet.
Først ved 5-tiden er det lettet så meget, at man kan komme ud igen. Det
bliver til en tilfældig gåtur, inden jeg igen vender tilbage til
hotellet, blot for at kunne konstatere at det er blevet invaderet af
amerikanerne. I hvert fald står der en stor flok amerikanere og deres
kæmpestore kufferter i kø ud på gaden og venter på at blive tjekket ind.
|
|
Søndag den 16. marts.
Afgang kl. 10 i 9 med bus til Pontorson. Det tager en god time. Herfra
er der så ca. et kvarter med en anden bus til
Mont St-Michel, som er
dagens mål.
Mont St-Michel har en lang historie. Den starter i år 708 hvor Aubert,
biskop i Avranches, byggede en lille kirke på toppen af Mont-Tombe. Den
blev et vigtigt mål for pilgrimme, og i det 10. århundrede slog
Benediktinerne sig ned på stedet. Samtidig begyndte man at bygge en
lille by nedenfor kirken. Sidenhen er det udvidet, og i dag er Mont
St-Michel en af Frankrigs største turistseværdigheder, placeret højt på
en bakke ude ved Atlanterhavet. |
 |
|
 |
Turen derop går
igennem et hæsligt turisthelvede med souvenirbutikker og restauranter
hvor kvaliteten er omvendt proportional med prisen. Men når man når op
på toppen til kirken må man imponeres. Jeg er heldig at det er søndag –
endda Palmesøndag – så kl. 11.30 er der en forestilling, som jeg
overværer en del af. Det er stadig Benediktiner-munke og ditto nonner,
der styrer det show.
Se lidt af forestillingen her |
|
Bag efter går man rundt i hele komplekset med klosterhave, refektorium,
gæstesal, krypter og kapeller. Man kommer også forbi en kæmpestor
trædemølle, som fanger i gamle dage fik lov at trampe rundt i, så man
kunne trække de store sten til byggeriet op på toppen af bakken.
Efter et par spændende timer heroppe, er det tilbage til
souvenir-helvedet ved bunden af bakken. Til og med begynder det nu at
regne, så jeg tager bussen en times tid før planlagt retur til Pontorson. |
 |
|
 |
Det giver så en time at slå ihjel her – i regnvejr – inden jeg kan komme
videre med en anden bus. Det går i en fadøl på en lokal trav-café. Det
lokale travfolk minder om det danske. De er opvokset i landlige
omgivelser, og når der er galopløb på skærmen, så går man udenfor for at
ryge.
Bussen kører retur til St. Malo kl. 16.30, og her er jeg så kl. 17.30.
Aftensmaden bliver hentet på en lokal grill-bar og smuglet ind på
hotellet, da indtagelse af middagsmad på værelserne ikke er tilladt. På
TV kan man følge et lokal-valg, hvor Sarkozy får en ordentlig en over
næsen. |
Videre til Paris |