Onsdag den 30. august
|
Jeg er eneste gæst på Pousadaen, så
morgenmaden bliver linet op, da jeg kommer ned i receptionen. Den venlige
receptionist kommer med forslag til gåture og gode forslag til spisesteder.
Buzios er ikke som sådan en by, men
mere et område med lækre strande og flot natur. Det var Brigitte Bardot, der
"opdagede" Buzios i 60'erne, og gjorde de gamle fiskerbyer til turistmål. Nede
ved vejen, der går langs med stranden, er der lavet en sjov lille bronzestatue
af fruen hvor hun sidder på en kuffert og kigger ud over vandet. Flere
tilsvarende figurer ses andre steder langs stranden.
|
Jeg starter dagen med at smutte ind
til det nærmeste man kan kalde centrum. Det er reelt set 4 veje på den ene led
og 6 på den anden med forretninger og restauranter. Herfra går jeg ud til nogle
af strandene, nemlig Praia des Ossos, Praia da Azada e Azadinha og den største -
Praia Joao Fernandes. Receptionisten har advaret mod den den sidste. Det er en
af dem, hvor man ikke skal sætte sig ned, for straks vil der komme en og kræve
betaling. Det lader jeg så være med, og går hjem til Pousada'en i stedet for.
|
|
|
Senere bliver det til en ny gåtur
til en næsten mennesketom Praia Brava. Det kan skyldes, at de indfødte finder
det "frio" - koldt. Jeg finder dog 22-25 grader særdeles behageligt.
Aftensmad bliver på det
receptionsanbefalede David's. Når man har et kort med fra Pousada'en, får man en
gratis Caipirinha. Det er en sag der drikkes overalt i Brasilien med lime,
sukker, cachaca (spiritus lavet på rørsukker) og masser af is. Skidtet smager
som sodavand, men er lumsk som bare pokker. |
Til middag får jeg noget - for mig -
så eksotisk som fisk.Det er jo gammelt fiskerområde, så der er mange
fiskeretter. Jeg har tidligere skrevet at maden i Brasilien er billig og
rigelig, men i øvrigt ikke noget at skrive hjem om. Det gælder ikke i aften. Det
er stadig billigt - men ikke helt så billigt som i Salvador - og der er
rigeligt. Det er helt umuligt at spise op. Men det smager til gengæld
fantastisk. |
|
Torsdag den 31. august
|
Det blæser ret voldsomt i Buzios i
dag. Så hvad er mere naturligt end en sejltur med en "skonnert" på bugten ved
Buzios. Afgang kl. 11, og turen tager 3 timer inklusive stop ved Praia Ditten og
Praia Datten, hvor dem der har lyst kan hoppe i vandet. Desuden er der en pause
undervejs på en flydende restaurant. Skibet vipper en smule undervejs til stor
moro for de indfødte, der er mere vant til højt solskin end høj søgang.
|
Vi er i land igen kl. 2, hvor det så
bliver til lidt frokost. Hvis ret skal være ret, så havde Buzios nok ikke været
på programmet, hvis jeg selv havde planlagt turen. Dertil er der nok for meget
Løkken/Blokhus badeby over det hele. Og den store turistfornøjelse ved at køre
rundt i Beach Buggy er heller ikke lige mig. Men alligevel har det været
hyggeligt og afslappende med en god Pousada, gode madsteder og dejligt vejr.
|
|
|
Aftensmad bliver på en restaurant
inde i "downtown". Det er en kilo-restaurant, hvor man betaler afhængig af hvor
meget man hælder på tallerkenen fra den store buffet. En saxofon kommer forbi og
spiller til noget medbragt baggrundsmusik. Det lyder gudsjammerligt, så jeg går
hjem til min Pousada. |
Videre til Rio
|