Torsdag den 18. august

Turens første opgave er shopping. Jeg vil have købt et digitalt kamera. Et Nikon D50. Jeg har læst flere anbefalinger af en elektronik-shop, der hedder B&H Photo and Video. Butikken ligger på 9'th Avenue. Det er ikke så langt fra mit hotel.

Det er en kæmpestor butik, der har alt indenfor foto. Alle ansatte er jøder med sjov kalot på hovedet. Købsoplevelsen er også usædvanlig. Man går hen til en skranke, hvor alle eksperter i digitale kameraer sidder. Her viser ekspedienten så tingene frem, og man siger hvad man vil ha'. Så laver han en bon på varerne, som samtidig kommer op fra kælderen i en blå plastikkasse. Men man må ikke få dem endnu. Istedet skal man tage sin bon, og gå hen til en anden kasse for at betale. Her får man så en ny bon, for nu har man jo betalt. Så går man til en 3. kasse, hvor varerne fra plastikkassen i mellemtiden er blevet sendt hen og lagt i en plastikpose. Og så kan man endelig få sit grej udleveret. På mange måder begynder det moderne USA at minde om det gamle Sovjetunionen.

For øvrigt sparer jeg knap 3.000 kr. i forhold til almindelig dansk butikspris, ved at købe kamera og memorycard i USA.

Så er det ellers hjem til hotellet for at få skidtet til at fungere, og derfra med subway til Greenwich Village for at prøve det af. Jeg går lidt rundt i kvarteret med udgangspunkt fra Washington Square Park. Hyggeligt område med relativt lave huse - skyskaberfrit -, og masser af småforretninger, restauranter og cafeer. Jeg bruger en 3-timer hernede, inden jeg smutter retur til hotellet og til aftenes teaterforestilling.

Om aftenen har jeg købt en billet til The Producers - eller som den hed på dansk som film i sin tid - Forår for Hitler. Det er Mel Brooks der har skrevet den, og den er hylende morsom. Det var den som film, men er altså også som musical. Den går på St. James Theatre lige ved siden af mit hotel. Den handler om en teaterproducent Max Bialystock, der har fundet ud af, at den eneste måde han kan score kassen på er ved at sætte en fiasko op, og så lukke den hurtigst muligt. Det bliver så til en "hyldestmusical" til Adolf Hitler kaldet "Springtime for Hitler", der dog desværre viser sig at blive en vældig succes - på trods af, at at man har sikret sig, at præmierepublikummet kun består af jøder.

Efter morgenmad er det tværs over vejen til Port Authority Bus Terminal og med Greyhound-bus til Atlantic City - casinobyen i New Jersey ud til Atlanterhavet. Atlantic City er sådan et mini Las Vegas, med en stribe casino-hoteller langs med kysten. Byen har været forlystelsessted siden jernbanen kom hertil i 1850'erne. Casinoerne kom dog først til byen i 1977, og gav naturligt nok byen en vældig opblomstring. Det er et sted hvor amerikanerne kan finde på at tage hen og spille, og så er der ofte koncerter og store boksekampe i byen.

Turen derned koster 28 $, men de 20 får man tilbage - til at spille for - da bussen efter 2½ time ankommer til casinoet Resorts.

Det er et lidt skummelt vejr med regn, så det er ikke så fedt at gå på The Boardwalk, en træbeklædt promenade langs Atlanterhavet og langs alle de 10-12 casinoer i Atlantic City. Men heldigvis er casinoerne da indendøre, så dem må jeg prøve et par stykker af. Først Resorts og så Taj Mahal hvor jeg småtaber lidt. Så er det blevet tørvejr og der er mulighed for en gåtur langs The Boardwalk, hvor der ud over casinoer er en masse suspekte hot-dog barer, souvenir-forretninger og almindeligt gøgl.Da det begynder at regne igen, bliver jeg nærmest tvunget ind i casinoet Sands. Jeg skal selvfølgelig også prøve deres frokost-buffet. Alt hvad du kan spise inclusiv sodavand ad libitum, kaffe og kage for 8 $. Det er selvfølgelig lokkemad for at få folk ind i hytten, og for at få lov til at spise skal man igennem det traditionelle amerikanske bureaukrati-cirkus. Først skal man nemlig meldes ind som Sands Club card member, hvilket kræver at man står i kø for at få et plastickort. Så kan man gå til buffeten, hvor man igen skal stå i kø en rum tid for at komme ind. Men nu er jeg skam registreret som medlem nr. 4766340 i Sands Card Club.

Højst anstrengende turistdag i dag. Turen går til Brooklyn. Alle der har set den fremragende Paul Auster film Smoke ved hvad Brooklyn står for, og det vil jeg gerne se. Det er nu ikke hele Brooklyn jeg får set. Brooklyn er nemlig en meget stor bydel. Der bor 2,5 mio. mennesker, så hvis Brooklyn var en selvstændig by, ville det være den 4. største i USA.

Jeg tager subway'en til 7'th Avenue i den del af Brooklyn, der hedder Park Slope. Her er masser af de flotte "brunstenshuse". Vi kender dem fra masser af film om New York. Park Slope kvarteret er smadderhyggeligt at gå rundt i. Lidt af et fund. Der er kun indfødte på de her kanter - ingen turister. Når man handler i forretningerne spørger folk hvor man kommer fra. Det er ret usædvanligt.

Jeg krydser gennem Park Slope over til Brooklyns svar på Central Park - her kaldet Prospect Park. Her er der gang i barbecue'en og baseball'en. Tydeligt at de store familier fra de små lejligheder flygter ud i parken på sådan en fridag. Jeg nøjes med en gåtur gennem parken op til subway-stationen Grand Army Plaza.

Herfra er det videre med 2'eren til en anden del af Brooklyn, nemlig Brooklyn Heights. Jeg hopper af min subway ved Clark Street og går ned ad bakken til Fulton Landing, hvor der er en fin udsigt over til Manhattan og Brooklyn Bridge. Op ad bakken igen og en meget sen frokost på en lokal restaurant hvor maden er både god, rigelig og billig. Et sted for de indfødte. Så op til det egentlige Brooklyn Heights, med flere fine Brooklyn-huse. Hen til Brooklyn Heights Esplanade, med mere fin udsigt over Manhattan. Man ville egentlig have lavet en bred vej her, men det fik de lokale beboere heldigvis forpurret. Op til den lokale indkøbsgade Montague Street, forbi Brooklyns lokale rådhus Borough Hall og op til Adams Street.

Adams Street bliver til Brooklyn Bridge, som man kan gå over. Det har jeg prøvet før. Det var en hvinende kold februar-dag, hvor jeg havde iført mig næsten alt det tøj jeg havde med på turen. Den gang gik jeg - hundefrysende - ad en lille sti, der var skrebet fri for is og sne på broen. Den gang var jeg stort set eneste fodgænger.

I dag er der 30 graders lummervarme, der er masser af mennesker på broen, og sveden løber ned ad en. Så det er en meget anderledes oplevelse. Men turen over Brooklyn Bridge er stadig en af de mest fantastiske der findes. Man går på en fodgængesti over trafikken, og med en utrolig udsigt over Downtown Manhattan.

Ovre på Manhattan-siden er jeg så kvæstet at jeg ikke orker mere. Så jeg finder subway'en ved City Hall og tager hjem til hotellet via Grand Central Station. Hjemme kl. 5.30 PM og så sker der ikke rigtigt så meget mere den dag.

Dagens tur går igen til Brooklyn, og igen lidt uden for den normale turistrute. Turen går nemlig til Coney Island.

Men på vejen derud besøger jeg lige en anden "seværdighed", som jeg har set før. Det er World Trade Center, og det eksisterer som bekendt ikke mere. I stedet er der er stor byggeplads, der hedder Ground Zero. Det er en meget underlig fornemmelse.

Til gengæld er der ikke noget underligt over Coney Island. Coney Island har i mange år været et af fattigfolks foretrukne tilflugtssteder i New York. Flere gamle Buster Keaton film blev optaget på Coney Island. Nu er der måske mindre stil over stedet, men det er stadig et enormt sjovt sted en søndag eftermiddag. Nu om stunder er det et lidt nedslidt forlystelsesområde med karruseller, radiobiler, skydetelte og hvad ved jeg. Igen er det de primært de mindrebemidlede New York'ere, der besøger Coney Island. Der er ikke mange turister.

Og så er der et såkaldt "side-show" - eller freak-show, om man vil - som jeg besøger. Her optræder de noget alternative typer med alternative kunstner. Der er f.eks. en sabelsluger, en slangetæmmer, en pige der kan gå på en trappe lavet af skarpe knive og så en fyr der synes det er fedt at ligge på en sømmåtte, mens to publikummer står ovenpå ham. Mærkeligt sted.

Der er også masser af især latino'er, der danser til et medbragt calypso-orkester. Og ude på molen bliver der fisket på livet løs. Nogle bruger også det gode vejr - 30 grader - til at gå i vandet. Alt i alt et hyggeligt sted at fise den af sådan en søndag eftermiddag.

Om aftenen bliver det mere lokalt. Broadway og Times Square er noget mere "crowdet" og turistet. Og hyggeligt er nok den sidste betegnelse man kan bruge om disse to steder. Men neonlysene ser nu alligevel seje ud.

Fra Harlem er der ikke langt at gå til Morningside Heights. Her er Columbia University som jeg kigger forbi. Her er også Cathedral of St. John The Divine. Det er USA's største kirke. Den er nu temmelig kedelig, men det skyldes vist nok at den er ved at blive restaureret efter en brand i 2001. Derfor er der også kun adgang til en del af kirken.

Dagen starter med en subway-tur til Battery Park på sydspidsen af Manhattan, og efter et behørigt sikkerheds-tjek med båd til Ellis Island. Undervejs lægger vi til ved Frihedsgudinden, men hende har jeg set, så det hopper jeg over.

Ellis Island er et spændende besøg. Ellis Island var det sted alle immigranter i gamle dage skulle igennem, før der var adgang til det forjættede land Amerika. Ellis Island er nu museum, og jeg tager en audio-tour, der - mens man gør rundt i bygningerne -, fortæller om hvad der foregik, dengang Ellis Island var i brug. Det er faktisk ikke længere tid siden, end at man har fået nogle nulevende til at fortælle om, hvordan de oplevede det. Det er en fin måde at høre historien på, uden at skulle følge en dødssyg tour-guide. Undervejs på turen besøger man bl.a. modtagelsesrum, de rum hvor immigranterne blev lægeundersøgt og den trappe der for de fleste gik ned til de ventende pårørende, der var mødt op for at tage imod de nyankomne. Der er også masser af fine billeder fra tiden hvor stedet var i brug.

Ellis Island blev brugt som immigrations-gennemgang indtil 1954. De sidste år var dog kun i begrænset omfang. Bl.a. røg i alt 99.414 danskere igennem Ellis Island fra 1892 til 1931. Så man havde styr på statistikken dengang.

Efter dette spændende besøg tager jeg båden retur til Battery Park.

Resten af dagen går i gåtur og people-watching i Midtown. Op ad den fine og dyre 5'th Avenue og ned af den mindre pompøse 6'the Avenue. Aftenen foregår foran fjernsynes på værelse 419 med en hel ny hobby - baseball.

Onsdag den 24. august

Batterierne er ret flade i dag, men der er heller ikke lagt nogen planer, så der kan improviseres ud fra et mageligheds-princip.

Jeg starter med at gå over til Times Square til TKTS, som er det sted man køber halvpris-billetter til teaterforestillinger samme dag. Jeg køber til eftermiddagsforestillingen af Lennon. Fra Times Square tager jeg herefter en gåtur ned ad Broadway til stormagasinet Macy's. Herfra tager jeg så 8'th Avenue op til mit hotel igen.

Kl. 2 PM er det så musicaltid. Musicalen om John Lennons liv har kun gået godt en uge, og har fået en såkaldt "blandet" modtagelse. Måske derfor er der ikke helt fyldt op i Broadhurst Theatre. Første akt er også noget slatten, men der er dog mange fine sange. 2. akt synes jeg til gengæld er helt fin og historien bliver mere vedkommende. Men man skal altså lige vænne sig til, at musicalens 5 mandlige skuespillere skiftes til at spille rollen som John Lennon. John Lennon er såmænd ind imellem neger! Et af stykkets problemer kan dog være, at det er kommet på et forkert tidspunkt. Der er ikke meget amerikansk patriotisme i en historie om John Lennon. Og patriotisme synes at være tidens krav her i USA. "Imagine" og "Give peace a chance" har trange kår, når vore helte slås i Iraq.

Efter forestillingen er det lige rundt hjørnet til mit hotel. Senere når jeg lige en ny gåtur. Denne gang op ad Broadway til hjørnet af Central Park, og ned ad 7'th Avenue til Times Square. Om aftenen skal der pakkes, for nu skal jeg videre.