www.henningn.dk

Mandag den 10. februar

Afgang fra San Francisco, men først en kaffe og en bagel på min morgenmadscafe rundt om hjørnet.

Så er det tjek ud, og med airport shuttle til San Francisco Airport. Tjek ind hos AmericaWest, der for den latterlige sum af 70$ flyver mig til Las Vegas. Flybilletten er bestil pr. Internet hjemmefra.

I Las Vegas tager det ikke lang tid at finde ud af hvor man er. Hele ankomsthallen er fyldt med spilleautomater. Så er det med taxa ind til mit hotel Luxor, som er valgt på grund af et favorabelt tilbud på hverdage - 60 $ pr nat, for et hotel der ligger klasser over hvad jeg er vant til. Husk - hoteller i Vegas er altid billige fra mandag til torsdag.

Luxor udefra

Luxor indefra

Tjekker ind på mit hotel i Luxors karakteristiske pyramideformede hovedbygning. Fra værelset er der en fin udsigt over Vegas og lufthavnen. Hotel er måske så meget sagt om Luxor - underholdningspalads er måske en mere rigtig betegnelse. Man kunne sådan set godt blive her og få tiden til at gå.
 

Så er det tid til en lang gåtur op og ned af "The Strip", hvor de fleste hoteller og casinoer ligger. Hen på aftenen er jeg tilbage på Luxor, og det første besøg i casinoet. Jeg vinder lidt på spilleautomaterne og tager aftensmaden i Pharaos Feast, hvor der er en alt hvad du kan spise buffet til 15$.

Tirsdag den 11. februar

Sover længe inden jeg går ned i casinoet. Her vinder jeg lidt igen, inden jeg smutter ud i byen - eller mere nøjagtigt op og ned ad "The Strip". Her møder man altid noget spændende. I dag f.eks. et utrolig flot springvand ved byens dyreste casino-hotel Bellagio. Eller hvad med en 30-meter høj klatrevæg i et andet casino, som en 10-årig japaner-pige lige kravler op i toppen af.

Retur til Luxor. Buffet-lunch i Pharaos Feast (10$) inden der slappes lidt af på værelset. Ud på aftenen til Downtown Las Vegas - eller rettere Freemont Street, hvor det er et vældigt lysshow kaldet The Freemont Experience. Tilbage med bus til "The Strip" hvor jeg hopper af et par km. før Luxor for at gå det sidste stykke, og se om jeg kan tage nogle flotte aftenfotos af de mange neonskilte og oplyste casinoer.

Hjemme på Luxor ved 10-tiden, så der er lige tid til en tur i casinoet, hvor jeg taber denne gang.

Glimmer og glitter på The Strip

Onsdag den 12. februar

Det pisser ned med vand, så aktiviteterne begrænses i dag. Først en ordentlig morgenmads-buffet i Pharaos Feast. Så lidt spil på automaterne. Jeg taber.

Så en tur til nabocasinoet Mandaley Bay for at se på fisk og hajer i "The shark reef", et pænt stort akvarium.

Tilbage til Luxor, hvor pyramideformen nu er ret upraktisk. Det siger næsten sig selv, at vandet løber ned af sådan en pyramidebørge, når det regner. Når det sker, er det praktisk at vinduerne er tætte. Det er mine ikke, så det begynder snart at småregne inde på mit værelse. Jeg ringer til receptionen, der i deres visdom sender en ung fløs op med 3 håndklæder til at tage det værste. Det prøver vi så - sammen med værelsets 2 skraldespande!!!.

Jeg bliver på Luxor resten af dagen. Ser en IMAX-film om Grand Canyon - og dinner i Pharaos - så lidt spilleautomater, hvor jeg taber igen.

Torsdag den 13. februar

På langfart i dag. Afsted kl 6 om morgenen, og så går turen gennem Nevadas og Arizonas ørken til Grand Canyon.

Undervejs passerer vi også Hoover Dam, hvor security stopper og tjekker alle biler der skal over. Det er selvfølgelig på grund af terrorist-frygten.

Så når vi til Grand Canyon. Det er et gensyn for mig. Jeg var her også i 1987.

Desværre præsenterer Grand Canyon sig ikke så flot i dag. Skyerne hænger lavt nede i dalen, og sluger en væsentlig del af udsigten. Så man får ikke rigtigt oplevet områdets storslåethed - men flot og spektakulært er det nu alligevel. Da vi kører hjem er der dog så mange skyer, at man faktisk ikke kan se noget som helst.

Retur på Luxor ved 9-tiden. Så er der lige tid til et casino-besøg inden sengetid. Vinder stort her til aften. Så stort at vekselmaskinen bryder sammen, da jeg smider alle mine quarters derned (600 stk - godt og vel). Så må der tilkaldes en "assistent", for at jeg kan få vekslet.

Grand Canyon - da skyerne trak lidt væk

Fredag den 14. februar

Moon over Paris

Tager bybussen til casinoet Stratosphere, helt oppe i den anden ende af "The Strip". Her er Stratosphere Tower, et næsten 400 meter højt tårn med en fin udsigt over Vegas. Og helt oppe på toppen er der selvfølgelig et bryllup igang - en meget Vegas-agtig ting her på Valentines Day.

Fra Stratosphere er der en ca. 5 km lang gåtur til den anden ende af "The Strip". Undervejs besøger jeg nogle af casinoerne - f.eks. Circus Circus, hvor der er et akrobatnummer igang ovenover spillebordene. Kigger også ind på New Frontier og Ceasars Palace, og smider et par mønter i deres automater. Ceasars er mest kendt for fancy shopping og for store boksekampe, mens New Frontiers varemærke er billige margaritas og bikini bull riding hver fredag aften. Sådan søger alle casinoerne sit eget marked....

Lidt afslutningsshopping bliver det også til. T-shirts, nogle af de umådeligt lækre amerikanske cookies og noget til min dårlige hals.

På grund af min dårlige hals holder jeg mig til Luxor om aftenen. Jeg taber igen på automaterne. Jeg har ikke turdet at kaste mig over andet. Spilleautomaterne er til gengæld idiotsikre i forhold til de danske - ikke noget med at "holde" eller "nudge" eller andre ting, hvor man risikerer at tage fejl. En anden forskel i forhold til Danmark er de piger der går rundt og siger "Cocktails"? mens man spiller. Gratis drinks er en del af fornøjelsen ved at gå på Casino i Vegas.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg i øvrigt skal synes om Vegas. Sjovt - og utroligt smagløst på samme tid. Og hvor ellers i verden vil emnet "adult entertainment" fylde 94 sider i telefonbogen!. Men casinoerne er altså sjove.

Lørdag den 15. februar og søndag den 16. februar

Leaving Las Vegas i dag. Først med inklinatoren ned (det er en elevator der kører på skrå på grund af bygningens pyramideform - underlig fornemmelse). Så morgenbuffet - og så veksler jeg lige 5$ til 15$ i en spilleautomat - bare for princippets skyld.

Taxa til lufthavnen hvor man tjekkes i hoved og ... , United Airlines til Chicago, hvor vi igen tjekkes grundigt, inden det er med SAS til København. Som sædvanlig kan jeg ikke sove på flyveren, men heldigvis virker in-flight entertainment den her gang. Der er bl.a. et meget morsomt fodbold-program med sjove episoder fra engelsk fodbold. Et helt afsnit er helliget Peter Schmeichel drops!!

Lander i København kl. 13.15 om søndagen. Jeg gider ikke vente 3 timer på SAS-flyveren til Billund - og en tilsvarende antal timer på en bus til Vejle. Så jeg tager istedet toget, og er hjemme ved 5-tiden.

Retur til forsiden