Henning i Rotterdam 2017

Rotterdam

11. - 15. maj 2017

 

 

 

Billeder er på vej

Torsdag den 11. Maj

 

Det går jo glimrende det her. På tur igen. En lille Store Bededagsferie til Rotterdam. Det er let tilgængeligt. Bus til Billund – 50 minutters flyvetur til Amsterdam – 30 minutter med tog til Rotterdam. Så er den på plads. 20 minutters gåtur til Hotel Van Walsum. Tjek ind – værelse 16. Ok sted uden de store dikkedarer. Lyon-Ajax på TV. Receptionisten siger at det er ok at holde med Ajax – undtagen når de spiller mod Feyenoord.

 

Fredag den 12. Maj

 

Op til traditionelt hotelmorgenmad. Så ud i Rotterdam. Hen til Turistinfo. Her køber jeg et 3-dages kort til den lokale kollektive trafik. Som en lille bonus, får man et rabathæfte med til en række seværdigheder. Det begynder at regne, så første stop bliver et museum. Maritime Museum er et must i en by som Rotterdam. Ganske spændende – især den udendørs del – da det bliver tørvejr. Så ned til til havnen op på havnetur med Spido. Fed tur rundt i Rotterdams store havn. Formentlig kun et lille hjørne vi ser, men nok til at imponere mig. Turen tager 5 kvarter. Så er frokosttid. Det bliver på i en økologisk bagerbutik. Dårligt valg. Så ellers lige en time på hotelværelsets ekstremt bløde seng.

 

Tur 2 er inspireret af en pamflet ”Rondje Rotterdam” – Rundt i Rotterdam. Sådan en med et kort, en streg og numre fra 1 til 70. Så kan man ellers bare gå i gang. Jeg når til nr. 28 og får bl.a. set jernbanestationen, rådhuset, shoppinggader, hyggelige pladser, et par kirker, en spøjst markedshal og nogle endnu mere spøjse kubik-formede gule huse. Rotterdam blev jævnet med jorden i 1940, så en egentlig gammel bydel er her ikke. Det føles egentlig mere som at gå rundt i en stor forstad hele tiden, når der ikke rigtigt er noget gammelt byggeri. Retur til hotellet, og aftensmad på et lokalt pizzaria. Det ved man da hvad er.

 

Lørdag den 13. Maj

 

Seriøst lang gåtur i dag. Til gengæld kun 1 af slagsen. Først gennem Rotterdams centrum. Så ned til Erasmusbrug, som går hen over floden Maas. Så hen til halvøen Kop Van Zuid. Her ligger krydstogtskibet Rotterdam. Lidt forvirrende for i går så jeg hotelskibet Rotterdam. Der må være 2 af slagsen. Ellers er der moderne højhuse og fine hoteller på halvøen.

 

Herfra krydser jeg en gangbro til området Katendrecht. Engang var det Red Light District, men det er det ikke længere. Jeg får set en gammel industribygning nu lavet om til et artsy fartsy sted for de kreative kræfter. Så hen til en gammel og semi-forfalden industribygning. Her er også en mængde bilværksteder. Ned til kajen og lang gåtur langs store flade flodbåde. Ovre på den anden side af vandet er der store fabrikker. Så kommer jeg hen til Rotterdam – hotelskibet. Så tilbage gennem almindelige boligområder. Hen til den kreative fabrik, hvor det bliver til en burger på en fancy cafe. Udmærket – men for meget Rucola. En af de kreative har dog lavet noget nyttigt. Han har åbnet Dutch Pinball Museum, med flippermaskiner fra 1930 og til i dag. Fantastisk sted. En billet koster 7.50 €, men så spiller man gratis i 1 ½ time. Man kan også købe en dagsbillet, men det andet er perfekt til mig. Det er hypersjovt. Til sidst retur over Kop Van Zuid, over til Wilhelminapladsen, en sporvogn retur til centrum og en kort gåtur til hotellet. Først hjemme ved 5-tiden så det bliver dagens eneste tur.

 

Aftensmad på mit Pizzaria. Nu er jeg stamgæst, så Pizza-far giver hånd – både da jeg kommer og da jeg går. Stadig glimrende pizza. Herefter afslapning med en film på hotellet.

 

Søndag den 14. Maj

 

Formiddagstur med linje 44. Ned til – eller rettere op i – Euromast. Fin udsigt over Rotterdam. Derefter gåtur rundt i Het Park. Så tilbage til hotellet.

 

Om eftermiddagen er det tid til turens højdepunt. Jeg har været ufattelig heldig, og scoret en billet til Feyenoord-Heracles. Det foregår i Rotterdams fodboldkatedral De Kuip. Og ikke nok med det – det er den afgørende kamp om det hollandske mesterskab. Vinder Feyenoord kampen er de mestre. Det er 18 år siden sidst. Stemningen er afsindig på det helt proppede stadion. Ved siden af mig dukker 2 fyre op. Det spørger om jeg har købt billet via internettet. Det kan jeg sige ja til. De fortæller så, at det er deres kammerat der har solgt den, fordi han troede kampen ville blive ligegyldig. Det synes de er evig sjovt.

 

Så går vi i gang. Og der går kun 1 minut og 37 sekunder før stadion simpelthen eksploderer. Legenden Dick Kuyt banker den ind til 1-0 efter at en Heracles forsvarer snubler. Og efter blot 11 minutter gør Dick det såmænd til 2-0 da han efterligner Henning Jensens gamle klassiske hovedstødsmål, ved at svæve vandret i luften da han header den ind. Herefter har Heracles bolden mest, men de er helt tandløse. Pause – og gratis øl fra mine naboer.

 

2. Halvleg. Feyenoords taktik er klar. Den skal bare dræbes den her. Det gør de godt. 10 minutter før tid før de straffespark. Nicolaj Jørgensen bliver revet omkuld – og gode gamle 36-årige Dick Kuyt hugger den sikkert ind til 3-0. I overtiden bliver det 3-1 uden nogen rigtig lægger mærke til det, og stadion går totalt bersærk da der fløjtes af. Der kysses, krammes og synges i vilden sky. Så er der æresrunde og pokaloverrækkelse. Men sjovt nok ingen guldhatte. Det tager en times tid. Jeg siger pænt farvel til mine naboer, og beder dem hilse deres manglende kammerat, som solgte sin billet til mig. Han må ærgre sig – men det gør jeg så ikke. Så ellers hjem med sporvogn, til centrum som også er gået totalt amok. Det eneste jeg kan sammenligne med var da Danmark vandt EM i 1992. Jeg er smadret, så jeg ryger retur til hotellet, hvor historien kan genses på TV.

 

Mandag den 15. Maj

 

Alle børn har fået fri fra skole, og der gættes på 200.000 til hyldest i byen. OK så – jeg går lige i en anden retning. Så ud til kvarteret Delfshaven. Først ned til Maas. Her er man, som mange andre steder, begyndt at bygge boliger til den kreative generation med udsigt over floden. Men stadig er det hyggeligt bare at sidde og kigge på flodpramme. Så videre gennem boligkvarteret. Det er meget roligt. Alle er i centrum. Hen til den gamle del af Delfshaven, der som et af de få steder i Rotterdam ikke blev bombet i 1940. Her er der hyggelige huse, kanaler og husbåde. Sen frokost på et glimrende sted. Vejret er godt, så man kan sidde udendørs. Videre rundt i gaderne inden det ved 4-tiden er retur for at hente bagage.

 

Så med en 44’er op til Rotterdam Central. Herfra tog til Schiphol. Det bliver dog via Amsterdam på grund af en ulykke. Hurtigt check-ind og Security, aftensmad i lufthavnen og afgang kl 22 – lidt forsinket. Ankomst Billund 23.00. Lufhavnsbus til Aarhus. Hjemme kl 2. I seng - på arbejde 6 timer senere.