Henning i Portugal 2007

Fredag den 30. marts

 

Efterhånden har jeg været af sted så mange gange, at selve flyturen ikke er så forfærdelig mere spændende end turen med 244 til Billund.

 

Men alligevel – så er man først rigtigt på vej, når man får sin første servering i flyveren. Den her gang tegner det ikke godt. En grovkiks fra Wasa er hvad det kan blive til mellem Billund og Amsterdam. Det bliver heldigvis bedre i KLM-flyveren til Lissabon, og slutter nærmest euforisk af, da kassen med Mars-bar bliver budt rundt inden landing.

 

Den er 23 lokal tid i Lissabon, da vi lander. Ca. 3. kvarter senere dukker bagagen såmænd også op. Fat i en taxa – og tjek ind på Residencial Florescente – værelse 307. Den er hen ad 1 da man endelig kan komme i seng.

Lørdag den 31. marts

 

Florescente er et fint lille hotel – vældig centralt – fornuftigt værelse med det fornødne – og en ok morgenmad.

 

Efter morgenmaden er det så tid til første tur ud i byen. Det sker med turist-sporvognen nr. 28, og planen er at tage til Largo da Graca, for derfra at se de 2 gamle kvarterer Graca og Alfama, og så også Lissabons gamle borgruin Castelo de San Jorge.

 

Men et eller andet går helt galt. Jeg har slet ikke styr på det her, så jeg ender i den forkerte ende af byen, ved et sted der hedder Estrela. Her hopper jeg så af, og tjekker en lokal kirke og en park, inden jeg må bide i det sure æble – nr. 28 retur.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På returen lykkes det at komme af i nærheden af borgen. Den er flot, så der bruger jeg god tid. Udsigten over byen er også fin. Herfra går jeg så til Graca, som er et næsten turist-frit kvarter, med mange flotte bygninger beklædt med portugisiske kakler. Jeg kommer også forbi kirken Igreja de São Vicente de Fora. Og lige i nærheden er såmænd ”Tyvenes marked”. Jeg hugger dog ikke noget.

 

Derfra til det mere turistberømmede Alfama. Det er man ved at gøre pænt, og dermed også mere kedeligt. Men nogle sjove gyder er der da tilbage, og via dem havner jeg ved Largo das Algacarias, hvorfra der er nogle km’s gåtur retur til hotellet. Jeg er tilbage ved hotellet kl. 16.30, så dagens første tur har så også taget 7 timer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tur 2 bliver af gode grunde kortere. Den går hen til Elevador de Santa Justa, som en elev af gode gamle Eiffel byggede omkring 1900. Man tager elevatoren opad – omkring 45 meter – i en trækabine. Oppe fra toppen er der udsigt over midtbyen og man kan gå til kvarteret Bairro Alto. Det må dog vente til en anden gang, så jeg går retur ned til centrum – kaldet Baixa – igen. Her tager jeg så en tur ned af shopping-gaderne til Praca do Comercio, som er en plads fra Portugals kolonitid. I det hele taget er det rart at gå rundt i Lissabon. Byen er ikke urimeligt stor. Der er knap 600.000 indbyggere. Nok er der turister, men ikke i urimeligt omfang og på gader og pladser er der plads til alle, uden at man skal trampe hinanden ned. Samtidig er noget så umoderne som almindelig høflighed fremherskende. Det er også med til at gøre det til en rar by.

 

Jeg er hjemme på hotellet kl. 20, medbringende sandwich fra et lokalt sted.

Søndag den 1. april

 

Dagstur til Sintra i dag. Sintra er en gammel by, ca. 30 km. nordøst for Lissabon. Det tager en times tid at komme derud. Et kvarter med Metro til Roma, og derfra 3 kvarter med rigtigt tog til Sintra.

 

Fra togstationen i Sintra kører bus 434 op til Palacio Nacional de Pena. Det er oppe i Sintras bakker, ca. 5 km. fra Sintra by. Det er et rigtigt flot slot. Særdeles farverigt og placeret højt oppe i en park. Udsigten er helt fantastisk. Slottet er bygget over flere perioder. Mest skete der i det 16. århundrede da Ferdinand af Saksen ejede stedet. Man kan også se slottet indvendigt, med gamle møbler og deslige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter et par timer her begynder jeg at gå ned af bakken gennem skoven mod Sintra. Undervejs kommer man forbi det imponerende Castelo dos Mouros. Det er en borgruin, som oprindeligt blev bygget af araberne i det 8. århundrede. Det faldt til den portugisiske konge Alfonso Henriques i 1147, og var i brug indtil den 15. århundrede. Man kan gå rundt på det meste af borgruinens mur. Vagterne på stedet har haft en god udsigt, og det har ikke været nemt at indtage. Her går jeg så også rundt en times tid.

Videre ned ad bakken ad en stenet vandresti til Sintra by. Efter en hurtig frokost er det tid til dagens sidste seværdighed. Det er Palacio Nacional de Sintra, midt i Sintra by. Historien om det palads er usikker, men det fik sin nunævende form i det 15. og 16. århundrede under Kong Manuel I. Paladset er udstyret med 2 sjove ”tårne”, som slet ikke er tårne. Det er derimod skorstene med store huller direkte ned i paladsets køkken. Suppen må godt nok blive tynd i regnvejr. Normalt imponerer den slags bygninger mig mest udefra, men det her er en undtagelse. Den er utroligt flot indvendig, med utallige kakkel-mønstre og imponerende loftskonstruktioner. Herfra er det så retur til togstationen og tilbage til Lissabon.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Aftenen var egentlig tiltænkt fodbold – Benfica-Porto – som er lidt af en klassiker. Men det er også nærmest den afgørende kamp om mesterskabet, så min lufthavnstaxachauffør havde sagt at det ville blive meget dyrt at få billetter på det sorte marked. Så den ide er droppet, og det er klogt nok, for på TV kan jeg se at der har været kæmpe publikumsballade op til kampen.

 

I stedet går det i aftensmåltid på en lokal turist-restaurant. På trods af det, er det rigtigt lækkert og billigt. 9 Euro for måltid incl. bebida og cafe er jo ganske fornuftigt.

 

Mandag den 2. april

 

Det er skummelt overskyet fra morgenstunden. Så der satses på regnvejrsaktiviteter. Jeg tager derfor metroen til Oriente og området Parque das Nacões, som blev bygget til Expo 98 og er et vældig moderne bolig-, kontor-, indkøbs- og underholdningsområde. Jeg er her for at se byens Oceanarium, som er et kæmpestort akvarium hvor jeg bruger et par timer i selskab med hajer, rokker, klumpfisk og diverse andre eksotiske vanddyr.

 

Video - Se det store badekar her

Video - En vandfugl går amok

 

Det var så egentlig planen at prøve en lokal tovbane og et højt udsigtstårn. Men nu styrter det ned med vand, så det giver ikke mening. Så er der mere ide i Pizza-Hut i det lokale indkøbscenter, hvor man så kan hygge sig med den kloge beslutning at gå indendørs.

 

Hjem til hotellet til siesta inden dagens 2. tur op til Bairro Alto i Lissabons centrum. Den tur starter med metro til Cais do Sodre, og så en kort gåtur til Elevador da Bica. Det er en af Lissabons 3 sporvogns-elevatorer, og den eneste der kører pt. De 2 andre er under renovering. Det er en sjov skæv sporvogn, der trækkes op ad den stejle bakke i en smal gade til Bairro Alto. Ifølge Lonely Planet er det den mest charmerende af de 3 der findes i Lissabon.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så er det ellers gåtur i Bairro Alto. Det er et helt igennem herligt kvarter – sådan et ”gå-op-ad-en-gade-og-ned-ad-en-anden”-kvarter. Her er fine restauranter, skumle cafeer, tjekkede gallerier, små lokale håndværkere, fulderikker, punkere, unger der spiller fodbold, flotte istandsatte huse og andre huse med ødelagte ruder og facader, der er overmalet af graffiti. Alt sammen op og ned af hinanden i en pærevælling. Det er et rigtigt sjovt kvarter at går rundt i.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Turen ned fra Bairro Alto foregår til fods. Ned til hotellet – en lille pause – og så aftensmad samme sted som i går.

Tirsdag den 3. april

 

Exit Lissabon for den her gang, men jeg vender tilbage senere. Jeg tjekker ud fra mit hotel og tager metroen til Oriente. Herfra er det ved 11-tiden med Alfa Pendular – Portugals hurtigtog – til Porto. Turen tager 3 timer – nemt og bekvemt.

 

I Porto har jeg booket mig ind på et andet gammelt hyggeligt midtbyhotel. Residencial dos Aliados hedder det. Her tjekker jeg ind på værelse 409, med massivt plankegulv og udsigt over Avenida dos Aliados. Eurosport er ikke blandt TV-kanalerne, så jeg må undvære afgørelsen på VM i Curling. Til gengæld er der den lokale Sportv, som sender Premier og Champions-league, så det er da et godt bytte. Jeg har for øvrigt ændret plan og bliver i Porto i en uge. Egentlig var tanken et par dage i Coimbra, men Pendular kører derned på 1 time, og så kan jeg ligeså godt tage det som en dagstur.

Resten af dagen går så i øvrigt i tilfældig sightseeing i Porto downtown. Den ser rigtig hyggelig ud. Hen under aften falder jeg ind i en lokal beværtning, hvor jeg får en aftenburger, cola og kaffe for knap 5 Euro, inden jeg smutter retur til hotellet og Champions-League kampen mellem Milan og Bayern München.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ved halv-ti-tiden er jeg så blevet småsulten igen. Men det er der råd for. For i stueetagen er Cafe Guarany, hvor det slet ikke føles forkert, at en fyr spiller piano i hjørnet, samtidig med at der er Champions-League på storskærm. Her snupper jeg så en Cafe con leche og en sandwich inden sengetid.

Onsdag den 4. april

 

Det bliver til en rigtig lang gåtur i dag. Det er til området på den anden side af floden Douro. Den del af byen hedder Vila Nova de Gaia. Der er her alle Portos berømte portvinsproducenter holder til.

 

Turen derover går via Portos vartegn – jernbroen Ponte de Dom Luis I. Herfra op til kirken Mosteiro de Serra de Pilar. Her er en flot udsigt over Porto. Jeg er ved at komme galt af sted, da jeg vil se ind i kirken. Her står en åben kiste fremme. Der skal være begravelse. Jeg fortrækker hurtigt og diskret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så er det elles ned ad bakke til Cais de Gaia, hvor portvinshusene ligger som perler på en snor. De har alle sammen rundvisninger. De fleste af dem er gratis. Jeg besøger en enkelt producent – Croft portvin. Jeg har aldrig hørt om dem, men er altså heller ikke ekspert på området. Her ser man så de gamle fade portvinen opbevares i, og man hører om firmaets historie og får at vide hvorfor netop dette foretagende er særligt kvalitetsbevidst. Produktion er der ikke noget af, for det foregår på vingårdene ude i Douro-dalen. Endelig når man så frem til rundvisningens egentlige formål - nemlig prøvesmagningen!! Besøgte man dem alle sammen kunne man få en fin lille bøhmand på.

 

Det undlader jeg dog. I stedet for går jeg rundt i området med de gamle vinhuse. Det er flot og spændende og udsigten over Douro til den rigtige side af Porto er heller ikke dårlig.

Turen tilbage til Porto går også over Dom Luis broen. Denne gang på det nederste af de 2 dæk broen består af. Så kommer man over til Ribeira-kvarteret, som jeg går op igennem og hjem til hotellet. Alt i alt en 7-timers tur, så jeg er rimeligt brugt da jeg kommer hjem.

 

Derfor sker der heller ikke så meget mere resten af dagen. Afslapning på hotellet, en kort gåtur i lokale indkøbsgader, aftensmad og så Chelsea-Valencia på Sportv.

Torsdag den 5. april

 

Det er Skærtorsdag i dag, men det mærker man nu ikke meget til på disse kanter. Her synes alting at fungere helt som normalt.

 

Det er tid at tage på landet i dag. Det er en af de gode ting ved mine Lonely Planet bøger. Der er næsten altid forslag til spændende steder lidt uden for alfervej.

 

Amarante er et sådant sted. Turen derud er ikke nem. Først med Portos fine light-rail til banegården Campanhas. Derfra med et lille regionaltog, der kører til Livrecaõ. Det tager en times tid. Her holder der så en skinnebus-ting, der ad smalle spor kører op i bakkerne til den fine by Amarante.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her er der så nøjagtig 4 timer og 32 minutter til rådighed, for køreplanen skal rammes hjemad. Den tid bruges til at gå rundt i byen, som er fin og velholdt. Rio Tamega løber tværs igennem, så der er selvfølgelig en flot bro og en god gåtur langs floden. Og så er der en gammel kirke Igreja da São Goncalo. Så er det egentlig også slut på seværdighederne. Til gengæld er det alle tiders sted at dvaske rundt, få en god frokost til favorabel pris og sætte sig på en cafe og få en kaffe eller 2. Ren afslapning efter den megen storby indtil nu. Turen tilbage – i omvendt rækkefølge – starter kl. 17.32 og slutter i Porto kl. 19.

 

Aftenunderholdningen sørger Sevilla og Tottenham for på Sportv.

Fredag den 6. april

 

Dagens tur går til Braga. Det tager en time og koster 2 Euro med toget.

 

Braga er en meget gammel by og Portugals religiøse centrum. Her i påsken er der adskillige messer og processioner. De sidste er dog om aftenen efter sidste tog er kørt, så det må jeg gå glip af.

 

Der er selvfølgelig også en berømt kirke – Sé – som man begyndte på i 1070 og blev færdig med ca. 100 år senere. Det er et mylder af forskellige stilarter og ærlig talt ikke særlig køn, hvis nogen skulle spørge mig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter kirkebesøg går jeg ud for at se nærmere på Braga. Det er en hyggelig by at gå rundt i på må og få. Min legendariske stedsans svigter mig dog fuldstændig, da jeg pludselig befinder mig blandt nogle boligblokke ude ved en ringvej. Mit bykort er ikke noget bevendt – jeg er nemlig havnet helt udenfor. Det er først, da jeg finder et vejskilt mod centrum, jeg kommer på rette spor igen.

 

Ved 15-tiden kører der så et tog retur til Porto. Det tager jeg med.

 

Aftenen bruges efterhånden traditionen tro på en fodboldkamp. I aften mellem FC Porto og Vitoria Setubal. Denne gang dog ikke på TV, men sammen med 40.000 andre på Estadio do Dragão. Her holder FC Porto til – et hold der vel i al beskedenhed har været blandt Europas allerbedste de sidste 5-7 år. Det er ret godt gået af en by, der ikke er så forfærdelig meget større end Århus.

Jeg genkender faktisk kun 4 navne på Portos hold. Adriano, Postiga og Jorginho spiller med fra start – og så sidder gode gamle Vitor Baia på bænken som reservekeeper. Meget passende er det så de 3 førstnævnte der deler 4 mål imellem sig i 1. halvleg. Adriano sørger for 2 af dem. Porto fører 4-0 ved pausen, Setubal er blevet kørt fuldstændig over og stemningen er ganske fortrinlig. Men faktisk er det Portos 7’er Quaresma, der fra venstre midtbane med 3 geniale oplæg er kampens helt store oplevelse. Et dårligt Setubal-hold får reduceret midt i anden halvleg inden indhopper Anderson slutter festen af til 5-1.

 

Herefter kan man så under usædvanligt velordnede forhold tage light-railen hjem. Det tager faktisk kun et kvarter hjem til hotellet.

Lørdag den 7. april

 

Porto-dag i dag. Selv om der egentlig ikke er så mange stjerne-seværdigheder i Porto er der alligevel rigeligt at se på. Der er masser af sjove kvarterer, skumle gyder og flotte udsigter.

 

Jeg starter dog dagen med en seværdighed. Torre & Igreja dos Clerigos. Det er en kirke med et 76 m. højt klokketårn, som man kan gå op i. Det er angiveligt Portugals største af slagsen. Det bestiges, og der ses på udsigten fra toppen, inden det går nedad igen. Det er lidt bøvlet, for op og ned foregår ad de samme smalle trapper.

 

Derfra er det ned i det meget hyggelige kvarter Vittorio. Det er sådan et med skæve huse, smalle gader og praktisk taget ingen turister. Det er heller ikke nævnt i nogen guide-bøger. Her går lørdags-livet sin vante gang med indkøb i de lokale forretninger. Og så råber man ellers til hinanden. Jeg ved ikke hvad det er, men man taler altså enormt højt i det her land. Som om man ikke bliver hørt, hvis man ikke råber.

Efter frokost er det så tid til en slappe-af pause på hotellet inden dagens 2. gåtur.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den tur går først og fremmest til Portos katedral Sé. Den er stor, men som det er tilfældet med flere andre kirker jeg er faldet over undervejs, så er den ikke så prangende som i andre sydeuropæiske lande. Det er et noget mere ”skrabet” byggeri. Formedels 2 Euro får man også adgang til kirkens kloster med udstillede genstande og fine kakkel-billeder.

 

Herfra rundt i en andet kvarter hvor det er de indfødte der regerer, nemlig Ribeira. Her er der lidt flere turister, formentlig fordi kvarteret er omtalt i guide-bøgerne.

Så ellers forbi Portos centralbanegård Sao Bento og op til shopping-Porto. Her finder man flere bygninger iklædt kakler, og så også en god gammeldags gågade. Her kan folk med et ordentligt shopping-gen få styret deres lyster. Sådan et har jeg ikke, så jeg køber kun 2 dåse-colaer inden snuden vendes hjem mod hotellet.

 

Aftenkampen er mellem Braga og Sporting Lissabon – på TV.

 

Søndag den 8. april

 

Det er egentlig først i dag – Påskedag – at man lægger mærke til at det er påske. Forretninger og de fleste restauranter og cafeer holder lukket i dag.

 

Men togene kører heldigvis. Heriblandt 11.15 til Coimbra. Her har jeg været før og erindrer byen som hyggelig. Derfor dette gensyn. Det går i sådan en 4-5 timers tur rundt i Coimbra, som er Portugals 3. største by. Highlightet er byens universitet, der holder til allerøverst i byens meget stejle gader. Coimbra er en by med en gammel uddannelsestradition, der startede i 1537. Det bærer bygningerne også præg af. De er vældig pompøse. De kræver faktisk entre for at man kan komme ind i det allerhelligste, men jeg bliver enig med den ungdommelige vagt om, at et beskedent bidrag til de kemi-studerendes festforening giver mere mening.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ved 6-tiden går det retur til Porto, hvor det eneste ”spisested” i nærheden, der har åbent er McD. Nedtur – og der er heller ingen fodbold på flimmeren mere.

Mandag den 9. april

 

Det er sidste dag i Porto, og det bliver en af de dage hvor jeg får gået næsten 100 km.

 

Dagen starter med gåtur ned til Douro, hvor byens eneste sporvognslinie kører vestpå – ud mod Atlanterhavet. Det er en ældgammel sag, der dårligt kan hænge sammen, men undervejs passerer vi heldigvis sporvejshistorisk museum, så sporvognsføreren kan smutte ind og hente et par reservedele. Ude ved kysten er der et liv som der næsten altid er den slags steder. Hyggeligt og afslappende, men i øvrigt ikke noget særligt at se.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Egentlig troede jeg så, at jeg kunne sejle over til en lille fiskerby på den anden side af Douro kaldet Afurada. Men jeg kan ikke finde båden derover, og tager derfor sporvognen retur til centrum. Så går jeg i stedet tværs over Dom Luis-broen til Vila Nova de Gaia. Derfra går der så en ca. 4 km. lang gangpromenade langs Douro ud til Afurada.

Afurada er som at komme i en helt anden verden. Pludselig står man i et lille fiskersamfund så tæt på storbyen. Her er små fiskerbåde i havnen og i den lille by knævrer fiskerkonerne. De fisk der er fanget klargøres og saltes rundt omkring i gaderne. Der er også nogle fantastiske små huse beklædt med forskellige farver af kakler – hvert hus har sin egen farve og sit eget mønster.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her går jeg så rundt, mens de lokale kigger lidt forundret. For det er ikke et turiststed, så man kigger lidt efter dem, man ikke kender.

 

Så er der ellers 4 km. retur til Dom Luis-broen igen. Over den – og opad gennem Ribeira inden jeg er hjemme ved hotellet ved 5-tiden.

 

Ellers er der kun et beskedent aftensmåltid tilbage på hotellets stilige cafe-restaurant Guarany. Jeg slutter meget passende af med en lys tør portvin, som er de lokales foretrukne variant af den drik.

 

Og så er der heldigvis aftenkamp igen på TV. Denne gang mellem Beira Mar og Benfica.

Tirsdag den 10. april

 

Exit Porto. Med Alfa Pendular tilbage til Lissabon kl. 11.15. Man er fremme godt 3 timer senere, og kan en kort taxa-tur senere igen tjekke ind på Residential Florescente. Denne gang er det værelse 208.

 

Ellers er der ikke så meget aktivitet i dag. Jeg går en tur rundt i Baixa, som er Lissabons centrum med en masse forretninger. Denne del af Lissabon blev ødelagt ved et jordskælv i 1755 og efterfølgende genopbygget som verdens første eksempel på byplanlægning med et kvadratisk gademønster – noget der i dag mest er kendt fra amerikanske storbyer.

 

Aftenkampen på TV er mellem Valencia og Chelsea.

Onsdag den 11. april

 

På tur i dag. Først med metro fra Rossio ned til stationen Cais de Sodre. Herfra kører der jævnligt tog til Cascais. Den tur tager ½ time og koster 1,60 Euro.

 

Cascais er et rigtigt rigmandssted ved Tejo-floden, næsten ude ved Atlanterhavet. Der er masser af kæmpestore huse, hvor mange af dem har et lille tårn på toppen. Og så er der dyre hoteller, hvor jeg aldrig vil få råd til at komme – eller lyst for den sags skyld. Men man kan jo altid tilbringe en afslappende dag herude – først på havnen i Cascais og så rundt i byens park og bycentrum. Det er stille og roligt, men om sommeren vælter det med turister.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra Cascais kan man gå et par km mod øst ad en fin standpromenade. Så kommer man til Estoril, som er kendt for bl.a. fine golfbaner, Formel-1 løb, Casino og som hjemsted for spioner under 2. verdenskrig. Angiveligt kom ideen til seneste James Bond film under et Ian Fleming-besøg i Casino Estoril.

Casinoet åbner kl. 15, og man kan bare følge strømmen af pensionister, så kommer man til den store automathal. Her er glimmer og glitter og bimlende spilleautomater. De fleste automater er nogle underlige nogen med frugtsymboler på 5-6 linier, som jeg ikke kan finde ud af. Men heldigvis er der også nogle simple poker-automater og de fra Las Vegas så bekendte ”Double Diamond”. Dem taber jeg så 30 Euro på. Der er også rigtige casino-spil i form af Blackjack og Roulette. Det holder jeg mig fra, af frygt for at dumme mig i overværelse af ”hajerne”. Og så er der de hellige haller for de rigtige ”highrollers”, der lige nikker til vagten inden de går indenfor. Den slags holder jeg mig også fra. Inden jeg går får jeg dog også prøvet en elektronisk roulette. Den slipper jeg fra med skindet på næsen, efter at nr. 16 endelig kommer ud.

 

Jeg slipper også fra Estoril ved 17.30 tiden og er så i Lissabon kl. 18. Her går jeg igennem Baixa fra Cais de Sodre. Hvis man holder sig fra gågaderne med alle forretningerne, er det faktisk også et ganske hyggeligt kvarter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På hotellet er der ikke champions-league på nogen af de kanaler der er til rådighed. Jeg må nøjes med at følge med på tekst-tv, og det er egentligt lidt kedeligt.

 

Torsdag den 12. april

 

Det er sidste turistdag i Portugal. Den går til Belem, som er ca. 6 km. øst for Lissabon Downtown. Det er med en af byens moderne sporvogne – linie 15 – fra Praca da Figueira.

 

Belem har haft stor historisk betydning for Portugal. Det var herfra de opdagelsesrejsende drog af sted for ca. 500 år siden, og grundlagde Portugal som kolonimagt. Den mest berømte er Vasco da Gama, der i 1497 fandt søvejen til Indien.

Der er 3 ”sights” i Belem. Den største er den kæmpestore og imponerende kirke Mosteiro dos Jeronimos, som er inspireret af Vasco da Gamas sejltur. Arbejdet på den begyndte i 1501 og det tog 40 år at blive færdig. I kirken er der kolossalt højt til loftet, og det ser næsten ud som om det er nogle store træer der holder taget på plads. Arkitekturen skulle angiveligt symbolisere den søfarendes triumf – hvordan – det forstår jeg ikke lige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sight 2 er noget nyere. Monumentetc – den opdagelsesrejsendes monument – blev indviet i 1960. Det skete 500 år efter at en anden opdagelsesrejsende – Henrik Søfareren – døde. Det er en blanding af et næsten østeuropæisk lagkage-monument og så et udsigtstårn. Man tager en elevator til toppen og kan se ned over det fine verdenskort, der danner forplads for monumentet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Herfra er der så en kort gåtur til Belems 3. sight – Torre de Belem. Det blev bygget af Manuel I i 1515 for at beskytte indsejlingen til Lissabon. Det er et flot – nærmest skak-agtigt – tårn, der da det blev bygget stod langt ude i Tejo-floden. Nu er floden smallere, og derfor er tårnet nu landfast.

Alt det Belem-halløj tager 5-6 timer og kl. er 4 da jeg når tilbage til mit eget kvarter. Det bliver så lige til en sen frokost-pizza og resten af dagen går i fri afslapning – underforstået – ingenting – og så sammenpakning.

 

Benfica og Espanyol optræder på TV om aftenen.

 

Fredag den 13. april

 

Bye-bye Portugal. Hjemrejsen er noget strabadserende, men jeg har selv planlagt den, så det må være min egen skyld. Til gengæld var det billigt….

 

Op kl. 5 hvor jeg får hotellet til at bestille en taxa til lufthavnen. Her er jeg så ude og tjekket ind ½ time senere. Stadig noget rundt på gulvet går jeg hen til en bar og bestiller kaffe – ”Black with milk” – jo det kører her fra morgenstunden.

 

Afgang med KLM kl. 7.20 – ca. 15. min. forsinket. Jeg er i Amsterdam ca. 3 timer senere, men kan heldigvis sove lidt i flyveren.

 

Her har jeg så planlagt det så begavet, at der er 4½ times ventetid i Schiphol. Men jeg finder heldigvis nogle gode stole i et hjørne, hvor man kan space ud.

 

Jeg er så i Billund kl. 17 – og bagagen er der kl. 17.11 – og så tror jeg altså at Billund Lufthavn er den eneste i verden, hvor man så kan nå bussen der kører kl. 17.13 – men det kan man, og det gør jeg.

Sporvogn
Castelo de San Jorge
Alfama
Alfama
Palacio Nacional de Pena
Palacio Nacional de Pena
Palacio Nacional
Palacio Nacional de Sintra
Bairro Alto
Bairro Alto
Bairro Alto
Bairro Alto
Porto
Porto
Ponte de Dom Luis
Porto
Rio Tamega
Amarante
Braga
Braga
Vittorio
Sé
Coimbra
Coimbra
Douro
Douro
Afurada
Afurada
Cascais
Cascais
Baixa
Baixa
Mosteiro dos Jeronimos
Mosteiro dos Jeronimos
Verdenskort
Torre de Belem