www.henningn.dk

Søndag den 24. august

Afgang fra Flåm med det der er hovedattraktionen på stedet, nemlig den berømte Flåmsbana til Myrdal. Banen er 20 km lang, men efter sigende med den største stigning i verden for en normal togstrækning.

Den bruges vist kun af os turister, men vi er til gengæld også mange her til formiddag. Flåm er en populær destination for cykelture i området. Man cykler derned - og tager så toget op. En hel togvogn er sat af til at transportere cykler retur.

Flåmsbana

Elver-pigen danser ved Kjosfossen

På turen er der også indlagt et særligt "foto-stop" ved Kjosfossen. Og netop som man står der og betragter vandfaldet og tager sine billeder, så drøner en Hardanger-fele ud over højttalerne, og en rødklædt elver-pige dukker frem bag nogle sten og begynder at danse!. Man gør da noget for de kollektive trafikanter på de her kanter........

I Myrdal skiftes til Bergens-toget, der drøner tværs over Hardangervidden. Meget af turen foregår nu i mørke på grund at de mange og lange tunneller.

I Bergen skinner solen - jeg tjekker ind igen på Crowded House - det er lidt som at komme hjem. Og selv om Crowded House i sin egen brochure betegner sig som "minimalistisk indrettet", så er det faktisk et dejligt sted.

Jeg skynder mig dog ud i byen igen, og med Fløi-banen - en tandhjulsbane - op på toppen af Fløi-fjellet. Her er der en herlig udsigt over et solbeskinnet Bergen. Aftensmaden indtages på "Big Buffalo". Dagens ret - en god gang "Biff-snadder".

Mandag den 25. august

Udsigt oppe fra Ulriken

Der er også praktiske ting at gøre på sådan en tur. Derfor starter dagen med en tur til Jarlens Vaskoteque for at have rene klude til de sidste par dage.

Derefter er det med bus til Bergens udkant for at tage svævebanen op til det 642 meter høje Ulriken. Her er der endnu en mægtig udsigt over by, fjorde, søer og fjelde.

Ned med svævebanen igen, og til fods retur til Downtown Bergen.

Ud på aftenen en ny gåtur, hvor jeg - lidt tilfældigt - falder over det flotte og meget hyggelige kvarter omkring Sydnes. Herefter er det en tur i biffen - Bergen Kino - for at se den brasilianske film "City of Gods". Det er en fremragende film, og det går fint med de norske undertekster.

Hjemme på Crowded House er der gang i den på Fotball-pubben ovre på den anden side af vejen. 6-1 til Brann Bergen over Sogndal giver en god stemning.

Tirsdag den 26. august

Efter morgenmaden - som er en kop kaffe og en af de store og meget lækre solskinsboller hos 7-Eleven, bliver det til en gåtur til Bergens Akvarium ude på Nordnesset. Det er sådan et godt gammeldags et af slagsen, fra før alting blev interaktivt.

Resten af dagen bruges på bare at vade rundt, der hvor fødderne nu tilfældigvis bærer en hen. Jeg kommer bl.a. forbi flere af de hyggelige "enklaver" med gamle og flotte Bergens-huse. Det bliver også til et kig på Bergens Universitet, Kunstmuseet, Nygårdsparken og Bergen Storcenter - hvor jeg plyndrer et par af de spilleautomater, der tilsyneladende er stillet op overalt i det her land.

Aftensmad bliver en ny gang "Biff-snadder" på "Big Buffalo". Gad vide om det altid er dagens ret??

Downtown shopping-Bergen

Onsdag den 27. august

Idyllisk parti på vej ud mod Sandviken

Starter dagen med at flytte hotel. Crowded House er booket af en flok musikere, der skal deltage i en Death Metal festival. Derfor rykker jeg til det nærliggende Bergen Gjestehus. Det er lidt dyrere, men så er der også eget bad, tv og morgenmad med i prisen.

Resten af dagen er igen uden dagsorden. Så det bliver til en ny tur op med Fløi-banen, men denne gang med en gåtur nedad og ud i det hyggelige og flotte Sandviken-område.

Senere hen vader jeg fortsat lidt tilfældigt rundt i Downtown Bergen, som er en hyggelig og flot by - og især hvis man holder sig på afstand af de mange turister på Fisketorvet, hvor alt i uldbeklædning tilsyneladende kan sælges til fuldstændigt perfide priser.

Torsdag den 28. august

Afsked med Bergen - og med de vanvittige norske priser - og med bilister, der holder tilbage bare man ligner en der har overvejet at gå over vejen - og hvor der ikke kan stå en garage eller en kælder tom i mere end 2 uger, før Rimi eller Rema1000 åbner en discount-forretning.

Afgangen er med SAS fra Bergen kl. 12. Men nixen bixen. En motor vil ikke starte ordentligt, og en dims må hidkaldes fra København. Så der bliver lige dømt 4 timers forsinkelse og madkuponer og hele svineriet. Ikke det store problem for mig, der bare skal videre til Billund. Det er mere træls for dem der skal videre til Japan og USA, og som nu ikke når forbindelsen i København og bliver en dag forsinket. Og så er det sjovt at se hvordan facaden på sådan et flyselskab krakelerer fuldstændigt, når det ikke længere rækker med pæne uniformer og venlige smil - men pludselig kræver kompetance og beslutninger hos de medarbejdere, der skal hjælpe kunderne. Det er ikke alle, der magter det - for nu at sige det mildt.

De 4 timers forsinkelse er blevet til 6, da jeg endelig lander i Billund. For flyveren dertil passede selvfølgelig ikke, da jeg endelig nåede frem fra Bergen. Det er sjovt at rejse - men selve rejsen kunne man godt engang imellem undvære.

Retur til forsiden