Tirsdag den 12. august
|
Når man har fløjet med SAS til San Francisco og Las Vegas,
så får man så mange bonus-point at man kan flyve gratis (excl. lufthavnsskatter) til et
sted i Skandinavien. Det skal selvfølgelig bruges inden SAS går på måsen - og sådan
blev ideen til en sen sommerferie til Vestnorge født. Og nu sidder man så i Bergen - efter en flyvetur fra
Billund til København og en ny til Bergen. Jeg har tjekket ind på det hyggelige men
spartanske Crowded House (-eget bad, -tv) og har brugt dagen til at tjekke Bergen
ud. Bergen er sådan nærmest lidt "flipper-agtig", mere alternativ end jeg
troede. Den er rigtig rar at gå rundt i - der er ikke mange biler - man skal nemlig
betale bompenge for at køre i centrum - det er et smart system. Vejret er herligt - det
regner slet ikke - det troede jeg altid det gjorde her. |
Jeg får bl.a. kigget på Bryggen nede ved
havnen. Nogle mægtig gamle træhuse fra før vaterpas'et blev opfundet. Ihvertfald er
husene, trapperne og dørene vinderskæve. Men det er sikkert en del af charmen. Dagen sluttes i Crowded House's hyper trendy cafe. Lidt for smart sted
til bare at bestille en kop kaffe, så for at vise at jeg trods alt er lidt med på
noderne, så bestiller jeg en Capuchino. |
|
Onsdag den 13. august
|
Med ekspres-båd fra Bergen kl. 8. Flot tur - et bådbytte undervejs -
inden jeg er i Florø lidt i 12.
Finder mit Bed & Breakfast - Stranda
B&B - spartansk værelse (-bad, -tv -, men +el-kedel) men i hyggelige omgivelser -
husk at stille skoene i forgangen. Så ud og
kigge på hvad der angiveligt skulle være kåret til Norges hyggeligste by. 8000 sjæle
bor her, så det er til at overskue. Lang gåtur til Kystmuseet
for Sogn og Fjordana. Her er gamle ting og sager fra egnen, nogle gamle både fra fjordene
og så et lille men spændende museum, der fortæller om boreplatformen Snorre. Det er her
fordi Florø er servicehavn for flere boreplatforme. |
Senere en ny lang gåtur til Storåsen - med en
fin udsigt over Florø, bugten og øerne omkring. Dagen
slutter med fodbold på Florø Stadion - Florø mod Førde i 3. division afdeling 11. 3-2 til Førde foran
400-500 tilskuere, der pænt holder mund undervejs. |
|
Torsdag den 14. august
|
"Du må være dansker, siden du tager til
Kinn i sådan et vejr", sagde skibsføreren til mig, da jeg stod af den lille båd
fra Florø. "Det er da ikke så galt", svarede jeg - hvortil han bemærkede
"det er et helvede", Og godt nok
blæste det da noget - og skyerne så skumle ud - og jeg var altså den eneste besøgende
til øen i dag, men en rask turist er altid klar på nye udfordringer. Kinn er forøvrigt en lille ø, godt ½ times
motorbådssejlads fra Florø - en af de alleryderste øer - så her tager vinden virkelig
fat når det blæser. Der bor nogle få mennesker her, og lidt flere får. Og så er der
en 1000 år gammel kirke, hvor der er rundvisning for turisterne (mig !) mellem 11 og 12.
Det er kirkeværgen der viser rundt, og slutter rundvisningen af med at spille "A
whiter shade of pale" på kirkeorglet !. Bagefter er der kaffe og vafler til turens
deltager. |
Herefter går jeg
så øen rundt. Det blæser for vildt, men heldigvis holder det
nogenlunde tørt. Der er blandt andet et fjeld - Kinnaklova -
der ser ud som om, det er blevet kløvet tværs igennem af en
stor økse. For at komme over på den anden side af øen, skal
man passere en lille bakke mellem 2 fjeldsider. Her kan man
tale om medvind. De omgivende fjelde presser vinden sammen i
en heftig vindtunnel, så man nærmest flyver afsted. Vel ovre
bliver det så pludselig helt vindstille, fordi fjeldet nu
dækker af. Hele turen rundt tager ca. 1½ time ad en til
tider tvivlsom sti. Jeg er ikke meget for stier, der
pludselig forsvinder, og man kan mærke man er på vej ud i
noget mose-værk.
Retur kl. 15.15 - og i Florø ved 4-tiden. Nu blæser og
regner det også her, så efter en pizza er det retur til Stranda i selskab med dagens
udgave af "Verdens Gang" og Gunnar Staalesens Bergens-bog "Aftensang".
Videre til Aalesund |
|
|