Afgang fra Paris. En kort gåtur til Gare de Lyon, hvor TGV-toget kører til Nice kl. 8.50. Det går stærkt - rigtigt stærkt - og stort set inden man kan sige Nebukadnezar er toget i Marseille. Her besværer det sig ikke engang med at stoppe, men det går til gengæld over i et mere normalt tempo langs Cote d'Azur inden det er i Nice kl. 14.30. 

Så er det ellers på jagt efter Maison Danice. Det er en ejendom ejet af min pensionsforsikring, hvor jeg har lejet en lejlighed hele ugen. Finder det nemt - det ligger meget centralt - og bliver installeret i min 1-værelses med balkon, køkken og bad - sidstnævnte med elektrisk håndklædevarmer !!!. Og så er det ellers ud at gøre noget, der ikke er normalt når jeg holder ferie, nemlig købe ind. Mælk, ost, juice, brød, kaffe m.m. Man kan jo ligeså godt udnytte at man har et fint køleskab.

Herefter ud og se på Nice et par timer. Dels en gåtur langs Middelhavet, der ender med at jeg farer vild og må ha' gang i mit kort - og dels en gåtur i Vieux Nice, der er byens underholdnings- og restaurant-område. Her køber jeg også min aftensmad i en take-away-joint kaldet Phnom Penh, som jeg slæber med op i lejlighed, hvor der jo både er tallerkner og bestik og den slags.

Og på fjernsynet kan man gud bedre det se DR1. Jeg slukker dog for Jarl Friis-Mikkelse og AHA - men James Bond og Moonraker er ok inden sengetid.

Søndag den 31. oktober

Op kl. 7, hvilket ikke er så slemt som det lyder, da natten har været en time længere end normalt på grund af overgang til vintertid. Morgenmad med baguettes og croissant i mit helt eget køkken.

Så er det ellers til fods nordpå for at komme til Nice's Sydbanegård. Herfra kører Train des Pignes - Kogletoget - en slags skinnebus, der har fået navnet fordi det før i tiden angiveligt kørte så langsomt, at man kunne gå ved siden af og samle grankogler op. En anden forklaring er dog, at man tidligere faktisk brugte grankogler til at fyre op under togets kedler. Hvad der er rigtigt ved jeg ikke.

Toget kører til Digne langt inde i Provence, men jeg tager kun med til Entrevaux. Det er 1½ times togtur langs flotte klipper og kløfter - det meste af tiden langs med floden Var. Den har en helt anden farve end floder normalt har. Vandet i den er nemlig fuldstændig gråt

Højt oppe over byen ligger Citadellet. Et citadel er ifølge mit leksikon et mindre lukket fæstningsværk. Turen derop er anstrengende, men er besværet værd. Selve Citadellet er spændende at gå rundt i og omkring - og udsigten over Entrevaux og dalen omkring er fantastisk med de flotte efterårsfarver. På vej ned igen begynder det at regne, og da jeg når ned til Entrevaux igen er det halvslemt. Men heldigvis er det jo frokosttid, så jeg søger tørvejr i en restaurant.

Efter veloverstået frokost er regnen holdt op og jeg bruger et par timer i Entrevaux inden kogletoget kører retur til Nice ved 4-tiden. Undervejs på hjemturen begynder det for alvor at styrte ned. Men Michael - værten på Maison Danica sagde at det sjældent regner lang tid af gangen, og han har ret. Ligesom vi når til Nice holder det op igen.

Aftensmaden står Phnom Penh for igen og aftenen bruges til almindelig afslapning.

Mandag den 1. november

Det er helligdag i Frankrig i dag - La Toussaint - Alle Helgeners Dag - og mange forretninger og restauranter har lukket.

Det forhindrer mig dog ikke i at tage 10.30-bussen fra Gare Routière til Antibes. Turen dertil tager en lille time i et stærkt bekymrende regnvejr. Jeg er dog heldig igen - det holder op lige som vi når Antibes. Så jeg kan gå tørskoet på jagt i Le Vieil Antibes - det gamle Antibes. 

De fleste turister følger hovedstrøgene, men det er faktisk meget sjovere at gå ind i de gamle smalle labyrintagtige gyder. Man ved aldrig rigtigt hvad der dukker op omkring næste hjørne. På hovedstrøgene er det næsten altid en ny Hennes & Mauritz.

Fra Le Vieil Antibes er der et par km's gåtur tværs over halvøen Cap d'Antibes til nabo-byen Juan-les-Pins. Og hvor Antibes er for de rige, så er Juan-les-Pins for de mega-rige. Her gemmer de sig i store huse bag høje gitre. Strandene er private - ikke noget med at pøblen skal blande sig her. Men restauranterne er heldigvis offentlige og jeg får den bedste pizza i mands minde på en restaurant ved stranden.

Herfra tilbage til det gamle Antibes og ned til byens lystbådehavn. Her er alt fra små robåde til lystyachter, der er næsten ligeså store som de gamle storebæltsfærger. Der er vist noget med at hvis man er rig og har båd, så er det tjekket at den ligger i Antibes. Det kan man også se på dem - både på størrelse og hjemsted. Mange af dem står der London, Hamburg, Luxembourg m.m. på, og de allerstørste tilhører vist nogle olie-sheiker.

Jeg ved ikke hvor langt jeg har gået i dag, men det er altså langt kan jeg mærke. Så jeg tager bussen retur til Nice langs Cote d'Azur. Størstedelen af den her strækning er ødelagt af grimme hotelkomplekser, lejligheder og indkøbscentre. Det er ret synd.

Tilbage i Nice begynder det atter at regne, så det bliver lidt indkøb i Galleri Lafayette's supermarked og en baguette med fyld fra en gadehandler, inden Michael Palin meget passende tager mig med til Himalaya på DR1.

Det er 3. dag i Nice, og noget af det eneste jeg ikke rigtigt har fået set endnu - det er såmænd Nice. Så i dag bliver jeg hængende her, og tager nogle solide gåture.

Tur 1 går langs Promenade des Anglais. Det er en strandpromenade langs Nice's Middelhavs-strand. Flot gåtur - man kan forestille sig hvor mange mennesker der må være her i højsæsonen. Netop nu er der plads til alle, men til gengæld er vejret gråt og det småregner.

At det er lavsæson fremgår dog af at restauranten på toppen har lukket, og det lille tivoli-tog, der fragter de dovne turister herop, har slet ingen kunder.

Tur 3 - aftenturen - går også gennem Vieux Nice til Place Garibaldi. Også i gamle Nice er der masser af plads, men om sommeren er det garanteret trangt.

Og så bliver det spændende at vågne op i morgen. Amerikanerne skal vælge ny Præsident - og lad os håbe det bliver en ny.

Onsdag den 3. november

Merde - klovnen vandt igen.

Til gengæld skinner solen for første gang for alvor over Middelhavet. Bus til Eze Village, midt mellem Nice og Monaco oppe i bakkerne. En middelalderby placeret helt ude på kanten af klipperne. Masser af gamle stenhuse og en formidabel udsigt. Desværre også masser af turist-junk, der givetvis gør stedet til et helvede om sommeren. Men nu er der god plads til de relativt få turister der har fundet herop.

Oppe fra Eze Village går der en sti kaldet Chamin de Nietzsche ned til Eze de Mer, nede ved vandet. Gåturen ned tager ca. 1 time og er flot og spændende. Spændende fordi det - selv om det går nedad - ikke er nogen let rute, ad en til tider stejl sti bestående af jord, sten og klipper. Så jeg sveder lidt da jeg når bunden, og det er ikke kun på grund af varmen. Fra Eze de Mer tager jeg bussen retur til Nice, og en slapper i lejligheden.

Aftensmad på Restaurant Hippopotamus, hvor jeg bestiller maden på flydende fransk, om end jeg muligvis kommer til at sige "medium stegt", da tjeneren spørger hvad for en sovs jeg vil ha' til mine fritter.

Frisk igen. Så hen til Gare Routiére og med bussen til Monaco. Smadderflot køretur langs kysten. Meget flottere end turen i den anden retning til Antibes. Her er nemlig ikke bygget grimme boligkomplekser, feriecentre og supermarkeder hele vejen.

I Monaco er det først op til fyrstens palads. Jeg kommer lige til vagtskiftet. En mærkelig tradition, hvor vagterne løfter deres geværer og sabler op og ned, mens de bytter pladser. Alt sammen sker foran et relativt forundret publikum.

Fra paladset er der ikke langt til Monaco's akvarium. Her er en masse flotte fisk, en fin udsigt fra taget, og så er det for øvrigt uforskammet dyrt at komme ind.

Derfra rundt i Monaco's gader, som man jo næsten kender i forvejen fra Formel 1. Monaco er meget bakket, så rundt omkring er der placeret rullende trapper eller elevatorer til at bringe en opad, så det ikke er så anstrengende at gå rundt.

Jeg finder hen til Casino-pladsen. Går dog ikke ind på det fine casino, da jakkesættene udenfor ikke ligner nogen der synes at rygsæk og t-shirt er vildt fedt. I stedet går jeg ind i Cafe de Paris' stor automathal lige overfor casinoet, hvor jeg afleverer mit bidrag til Monaco's fortsatte velstand.

Herefter videre rundt i Formel 1-gaderne hen til Plaza de Armes, hvorfra bussen kører retur til Nice hvert kvarter.

Det er sidste dag i Nice, så det bliver til et festmåltid i Hippopotamus (svarer lidt til Jensens Bøfhus - bare meget bedre mad), inden den sidste gåtur i gamle Nice og det sidste kig ud over Middelhavet.

Videre til Paris