www.henningn.dk

Tirsdag den 23. februar

Det gik jo galt forleden med at finde Little Havana. Men efterfølgende research har vist, at det var en fejl at lede ved 2. Avenue, når der nu angiveligt står 12. Avenue på kortet. Så dagen i dag starter med en tur med 8’eren ud til hver 12. Avenue krydser 8. Street – som også hedder Calle Ocho – for her ligger Little Havana nemlig. Det er et område der mest er beboet af eksil-cubanere, som sidder og venter på at ham der Fidel dør. Kvarteret er præget af cigarhandlere, patriotiske vægmalerier og anden cubansk symbolik. Og så er der Domino Park, hvor eksil-cubanerne hænger ud og spiller domino hele dagen. De ser ud til at hygge sig. Hvis domino kunne blive TV-sport ligesom Poker, så kunne de blive rige.

Video - Live Domino

Domino-haj i Domino Park

Basketkamp i American Airlines Arena

Eftermiddagen bruges på afslapning i herskabslejligheden. Det evindelige curling fra vinter-OL, kan heldigvis byttes ud med Champions League – Stuttgart-Barcelona – som jeg finder på en af de mere inferiøre TV-kanaler.

Om aftenen er der mere sport, men nu i levende live. Basketball – Miami Heat mod Minnesota Timberwolves – i American Airlines Arena. Sektion 124, række 22, plads 10 er et glimrende sted. Stemningen er totalt eksalteret og piskes op af DJ’s, speakere, cheerleaders og meget andet. De sørger for at der konstant er ”gang i den”. Men basket spilles der skam ind imellem. Miami Heat mangler sin superstjerne Dwight Wade, og er bagud det meste af kampen. Til sidst er de dog ved at fange Timberwolves, men må se sig slået 91-88 til stor skuffelse for hjemmepublikummet.

Video - Basketball

Onsdag den 24. februar

En stille dag i dag. Det bliver en tur med den bøvlede kollektive trafik til Coral Gables. Først med Metrorail til Vizcaya og så med 24’eren til Coral Gables.

Coral Gables er et ganske hyggeligt rigmandskvarter. Der er flotte bygninger, små butikker, masser af palmer og en behagelig ustresset atmosfære. Et par timer bruges her.

Hjemme på hotellet er der trusler på TV-skærmen. ”Severe thunderstorms” lyder advarslen, og da jeg ikke føler et specielt behov for at blive gennemblødt tilbringes resten af dagen på Fortune House i selskab med Ishockey, Curling og en god bog – kun afbrudt af en tur til den lokale pizza-snedker.

Tordenstormen dukker først op ved 8-tiden, og synes ikke så ”severe” endda.

Trendy Coral Gables

Torsdag den 25. februar

Det er faktisk småkoldt i Miami i dag. Det er så koldt, at man må tage vindjakken med på dagens første tur.

Den tur går med Metrorail til Coconut Grove. Det er endnu en Miami-forstad i den rigere ende. Der er diverse nydelige huse og lidt shopping-aktiviteter. Så er der også Barnacle State Historic Park, som er en dejlig oase ned til Biscayne Bay. Oprindeligt blev den anlagt af Ralph Monroe i 1891. Han var en af de første såkaldte ”snowbirds” – velhavende amerikanere fra de nordlige stater, der hvert år flygter til Miami om vinteren.

Der går et par timer i det her kvarter, inden snuden vendes hjem mod hotellet.

 

Financial District - lejligheden oppe i hjørnet kunne jeg godt tænke mig

Spejlinger fra Brickell Key Tur 2 er i det lokale kvarter Brickell – eller Financial District. Her er masser af banker og kilometerhøje lejlighedskomplekser til de rige. På den lille ø Brickell Key står de nærmest lænet op ad hinanden, men der er en dejlig sti rundt om øen, hvor der er god udsigt over bugten, Miami Harbour og Miami Downtown.

Fredag den 26. februar

Jeg har ledt og ledt efter en kvalificeret tur til Everglades, men har ikke kunnet finde noget fornuftigt. Så nødtvunget tager jeg med på en cirkus-tur med Miami Nice Tours. Turen går til en Gator-park i hjørnet af Everglades, hvor man så får 20 minutter ombord på en ”propelbåd”. Det er nu meget sjovt. Der er fart over feltet og undervejs hilser vi på flere alligatorer og flotte fugle. Det efterfølgende alligator-show i parken var dog direkte ulækkert. Det gik i al sin ynkelighed ud på at en stor fyr kastede sig over en halvdød alligator, for at vise hvor modig han var.

Video - På tur med propelbåd

Jeg er tilbage i Downtown ved 2-tiden og trisser rundt i Bayside Market inden jeg smutter retur til hotellet.

Et stk. halvsløv alligator

Og en pipfugl i flugten Aftensmaden bliver hentet i den lokale Publix – et stort og godt supermarked. Dagens ret til 6 $ bringes med tilbage til herskabslejligheden. Dagens emne i elevatoren er for øvrigt de uforskammet lave temperaturer. Vi er helt nede omkring 20 grader. I de lokale TV-nyheder hvor de fortæller om snestorm i New York, gør de da også et nummer ud af at Miami er ramt – f.eks. har TV-værten haft brug for en sweater.

Lørdag den 27. februar

Det er nødvendigt at stå tidligt op i Miami hvis man vil følge med. Premier-league kampen mellem Chelsea og Manchester City sendes direkte på ESPN2 kl. 7.30. Det er dog rart at det kulturelle niveau efterhånden er sådan, at der er rigtig fodbold på skærmen – og ikke kun 25 forskellige basket-kampe.

Dagens tur går ellers rundt i Miami Downtown. Det er en mystisk blanding mellem moderne glas og stålbyggeri, en del turistindustri og så også temmelig meget ynk og forfald. Undervejs kigger jeg ind i det udmærkede Southern Florida Historic Museum, som har en ret sjov udstilling om ”Crime in Miami”. Her er der bl.a. gensyn med Don Johnson og Miami Vice – og man skal efterlade sit fingeraftryk når man forlader udstillingen.

Den mindre pæne del af Downtown

Og så endnu et med spejlinger

Da jeg har set nok af Downtown, tager jeg turen tilbage til hotellet til fods langs Brickell Avenue – som faktisk er identisk med Highway 1, der går helt nede fra Key West til Brunswick i Canada. Undervejs er der en bro over Miami River, som gør noget så gammeldags som at gå op, fordi en stor sejlbåd skal passere nedenunder. Så holder man lige hele østkyst-trafikken tilbage.

Aftensmaden hentes hos Publix på 9. Street, mens aftenunderholdningen består af reklamer på ABC, som en gang imellem afbrydes af en Harry Potter film.

Søndag den 28. februar/Mandag den 1. marts

Tjek ud fra det storslåede Fortune House. Det har været en god rede undervejs. Regningen er stilet til Henning Nielsen, Utell International, 605 3rd Avenue, 26th floor, New York. Gad vide hvem de tror de har haft boende.

Taxi til Miami International Airport. Så flyver til Detroit. Undervejs består underholdningen i kaptajnens løbende opdateringer i OL-ishockey finalen mellem USA og Canada.

Fra Detroit til Amsterdam kl. 22. Træls tur i stopfyldt flyver. Lige som folk er ved at falde hen omkring midnat, begynder de gud bedre det at servere aftensmad.

Flyveren er i Amsterdam kl. 11.30 lokal tid den 1. marts. Jeg har været i Schiphol flere gange, så jeg ved godt hvor de gode ”hemmelige” lænestole er stillet op J.

Kl. 16.30 er det så til Billund. Så det er en halvsej hjemtur det her – men det var billigt. Bus fra Billund til Århus, hvor døren kan åbnes til lejligheden lige omkring kl. 20.

Retur til forsiden