www.henningn.dk

Lørdag den 3. juli

Der er afgang med IC-Lyn kl. 8.30 fra Århus. Så er jeg i Kastrup ved 12-tiden. Det er som sædvanlig i god tid i forhold til flyafgang. Tokyo-flyveren går først kl. 15.45.

Men endelig – lidt i 4 – er det afgang med SAS til Tokyo, og 11 timers flyvning.

Søndag den 4. juli

Jeg forsøger at sove lidt, se lidt film, space ud, læse lidt – men der er ikke rigtigt noget der lykkes. Ikke desto mindre lander jeg endelig i lufthavnen i Narita udenfor Tokyo kl. 9.25 lokal tid – lige til tiden.

Så er der de sædvanlige indrejseformaliteter, som her foregår under vældig meget bukning. Da de er klaret går jeg til JR’s kontor og får fat i mit Japan Rail Pass. Jeg får også ordnet en bunke pladsreserveringer. Så er det fat i Narita Express og ind til Tokyo Station. Her er det med den lokale Yamanote-Line til Hamamatsucho. Så er der en kort gåtur til Shiba Park Hotel. Det er varmt – og med høj luftfugtighed – så jeg bliver godt svedt. Så er det jo rart, at de står klar med en vaskeklud direkte fra fryseren, da jeg kommer til hotellet.

Jeg tjekker ind på 1925 – et bad, nyt tøj og 2 timers søvn – så er jeg med igen. En tur i det lokale kvarter når jeg også. Det bliver til en visit i templet Zojoji og en tur op i Tokyo Tower med en god udsigt over Tokyo. På vej hjem kommer regnen, og for 2. gang i dag ankommer jeg til Shiba Park drivende våd.

Video - Monotone rytmer fra Zojoji

Tokyo er i første omgang en ”one-night-stand”. Jeg har taget en overnatning, dels for at falde ned efter flyturen, og dels fordi jeg så kunne spare 1.600 kr i forhold til kun at købe flybillet.

Så jeg tjekker ud igen og går ned til Hamamatsucho for at tage Yamanote-Line til Tokyo Station. Herfra er det med min første tur med Shinkansen. Den går til Kyoto. Det går over stok og sten, og jeg er Kyoto 2½ time senere.

Kyoto er Japans kulturby nr. 1. Her er mere end 1.600 Buddhist-templer og over 2.400 såkaldte Shinto-helligdomme. Tidligere var Kyoto hovedstad i Japan. Den historie går tilbage til 794 og gik til 1868 hvor Kejseren flyttede til Edo – nu kendt som Tokyo.

Så efter tjek ind på Toyoko Inn Gojo-Karasuma, så er Kejseren vel et godt sted at starte. Det gamle palads Kyoto Gosho ligger i den store palads-park. Man kan godt komme ind, men det er besværligt, så jeg nøjes med et kig udefra. Jeg kigger mig omkring, men finder ikke Keyser Soze. Rundt om i parken er der træer, plæner og japanere, der slapper af i sommervarmen. Herefter tager jeg metroen retur til hotellet.

Her bliver sveden skyllet af, og jeg tager en slapper inden aftensturen. Den går gennem sjove og smalle gader i mit lokale kvarter til Downtown Kyoto. Det er Shopping-Mekka. Men der er også den gamle gade Pontocho. Det er en meget gammel og smal gade fyldt med gamle træhuse. Her er ægte lanterner og persienner af rispapir. Bag dem gemmer sig restauranter og værtshuse.

Herfra går jeg så via shoppinggader retur til hotellet.

Jeg når ikke alle 1.600 templer, men et lille udvalg må være i orden. Dagens tur 1 er hentet fra Lonely Planet, og går igennem den sydlige del af bydelen Higashiyama. Turen starter med at bestige en stejl bakke op til det store Kiyomizudera tempel. Det er et af Kyotos highlights og der er mange turister. Oprindeligt er det fra 798, men de nuværende træbygninger er fra 1633. Der er mange tempelbygninger placeret i naturskønt terræn. Undervejs møder man også en vaskeægte abekat.

Ned igen ad Chawanzaka – eller Tepottegade – som er fyldt med souvenirbutikker og turister. Jeg slipper dog hurtigt væk fra begge dele og går ad mere hyggelige gader forbi templerne Kodaiji og Shorenin. Undervejs kommer jeg også igennem parken Maruyama Koen, inden turen slutter efter 5 km ved Higashiyama-stationen, hvor jeg tager Metroen retur til hotellet.

Aftenturen går først op til shopinggaden Sanjodori. Her finder jeg turens første Pachinko-hal. Det er en lokal spillehal – en blanding mellem en flippermaskine og en spilleautomat. Der er en afsindig larm fra maskinerne. I løbet af ingen tid taber jeg 3.000 Yen, og det har jeg ikke råd til, så jeg smutter igen.

Videre herfra til kvarteret Gion. Her er der flere flotte gamle Kyoto-huse bygget at træ, og med rispapir-lameller for vinduerne. De fleste er vist restauranter nu.

Tilbage til hotellet ad aftenmørke gader. Går man væk fra hovedstrøgene er der ikke meget gadelys. Til gengæld er det trygt at gå hvor som helst her i byen.

Jeg har sovet dårligt i nat. De japanske madrasser er som betonblokke og så skulle jeg jo op kl. 3.30 for at se fodbold-VM mellem Uruguay og Holland.

Så jeg er egentlig ret træt, da jeg starter dagens tur. Den går med tog til Nara, som var Japans første hovedstad. I udkanten af Nara er der en skov, med flere gamle templer. Det første – og mest berømte – hedder Todaiji. Det indeholder nogle kæmpestore Buddha-figurer, og der er masser af turister. Det er der til gengæld ikke ved de andre. Templerne er mindst ligeså flotte, men ikke helt så tilgængelige for turbus-turisterne. Nigatsudo og Sangatsudo er næsten bygget sammen. Jeg går videre gennem skoven til Kasuga Taisha. Her går der rigtige munke rundt. Mens jeg er der, begynder det at tordne og lyne og regne voldsomt. Heldigvis kan jeg sidde indendørs i templets bygninger, hvis bare man husker at tage skoene af.

Da det er stilnet af forlader jeg skoven Nara Koen. Den er for øvrigt fyldt med tamme rådyr, der tigger mad og selv går i forretninger.

Hurtigtoget til Kyoto er aflyst på grund af uheld, så det bliver en lidt besværlig tur tilbage med 1 bus og 3 forskellige tog.

Aftenen bliver stille. Aftensmad på et lokalt Tenkadori. De serverer kyllingeretter. De er meget forstående og jeg kan godt få en gaffel i stedet for de pinde, som de indfødte bruger. Som alle steder er de vildt høflige. 2 kokke og 1 servitrice bukker vældigt, da jeg går, men jeg har jo også lagt næsten en 50’er for mit aftensmåltid.

Video - Styrtregn over Kasuga Taisha

Tempel-hopping i dag. Det hele foregår med de lokale busser. Det er vejen frem her i byen, hvor metro-systemet er underudviklet. Så først en 12’er op til Kyotos nordvestlige hjørne. Her ligger templet Kinkakuji – som også kaldes Det Gyldne Tempel. Oprindeligt er det fra 1397, men i 1950 stak en ung munk ild på det hele. Det nuværende tempel er derfor en fuldstændig rekonstruktion.

Ved udgangen står nogle skolebørn og øver sig i at interviewe turister på engelsk. Man skal svare på 3 spørgsmål, og det hele minder i mistænkelig grad om en velkendt Monty Python film. Spørgsmålene er heldigvis nemme – hvor kommer du fra?, hvad er din livret?, og hvad kan du bedst lide ved Japan?. Man skal heller ikke over en hængebro, når man har svaret. Til gengæld får jeg en lille hjemmelavet ting, til at lægge mine spisepinde på.

Herfra er det retur med 12’eren til templet Nijojo. Det er fra 1603 og blev bygget til den første Tokugawa Shogun. Man kan gå rundt i det store tempel – uden sko. Gulvet knirker, men det er med vilje. Så kunne Ninjaerne ikke luske rundt uden at blive opdaget. Det kaldes et nattergale-gulv. Bag templet er der en flot park.

Så er det ellers fat i en 204’er til Ginkakuji. Det blev bygget af Shogun Ashikaga Yoshimasa i 1482. Her er der også en flot have omkring.

Nok tempel-hopping for i dag. Retur til hotellet med en 5’er.

Aftentur i det lokale kvarter. Aftensmad på en af de utallige gode og billige restauranter, en kaffe på Starbucks, en tur forbi Pachinko-hallen og så en kop grøn godnat-te på hotellet.

Jeg starter dagen med en gåtur til Nishiki Market. Her sælges fødevarer. Meget af det ser skummelt ud. Det japanske køkken er kendt for ingredienser, vi ikke er vant til.

Derfra tager jeg en langsom 11’er til Arashiyama i Kyotos vestlige del. Her ser jeg det flotte tempel Tenryuji. Det er fra 1339 og er tempel for Zen’s Rinzai skole. De nuværende bygninger er fra 1900. men haven er fra det 14. århundrede. Den er også flot.

Udenfor er der en stor bambus-skov. Bambustræer er enormt høje og lukker næsten helt til i toppen, så det er som at gå rundt i en hule. Naturen omkring Arashiyama er flot. Der er gode gåmuligheder, og så slipper man for turistgejlet i selve Arashiyama. Sådan noget med souvenirbutikker og lignende. Det er der ved enhver seværdighed her i Japan.

Retur til Kyoto med sporvogn. Det går noget hurtigere end 11’eren. Det er begyndt at regne, så det her bliver det sidste tempel i Kyoto. Jeg søger i stedet tilbage til hotellet.

Aftenturen går ned omkring Kyoto Station. Først op i Kyoto Tower. Der er en god udsigt lige omkring solnedgang. Kyoto Station er også meget imponerende. Jeg tager de rullende trapper op til 11. etage, hvor der er en Skywalk med udsigt over det hele. Turen ned kommer ved et uheld til at gå igennem et kæmpestort varehus. Ved udgangen står der ikke mindre end 4 ekspedienter og bukker dybt. De er høflige de japanere. De skulle bare vide, at jeg er gået forkert.