www.henningn.dk

 Hamburg
 1. til 4. maj 2003


Se også
Hamburg fotoalbum
Hamburg billedvideo
English version
 

Torsdag den 1. maj

Blok O er allerede i brug

Sådan nogle få hundrede kilometer syd for Vejle, er der en stor by, som jeg har passeret flere gange. Men jeg har aldrig set andet end banegården, og det er da lidt synd. Derfor denne lille tur til Hamburg, da der pludselig var et par fridage i forlængelse af hinanden.

Togturen derned fra Vejle tager 4 timer - og mit hotel Condor der lå lige ved banegården.

Så er det ud at se på byen, som er meget lukket sådan en 1. maj. Alle butikker og næsten alle spisesteder holder lukket. Finder af lidt tilfældige veje ned til Hafen City, som er et stort område langs Elben, som er ved at blive renoveret. Det består af gamle pakhuse - nogle er taget i brug, mens andre stadig er under renovering. Det er et mægtigt spændende område at gå rundt i.


Lidt tilfældigt falder jeg også over en bygning, hvor man har indrettet en kæmpestor modeljernbane. Angiveligt skulle det være verdens største (gad vide hvor mange "verdens største modeljernbane" der egentlig findes i verden??). Da det er fridag er der selvfølgelig mange mennesker, og køen for at komme ind er lang. Man med traditionel tysk ordentlighed kan man hele tiden se hvor lang tid der er igen, indtil man kan købe billet. Og de er snedige nok til at dele gratis sodavand og bolscher ud - og is til børnene - så det føles ikke så slemt.

Selve modeljernbanen er imponerende. Den er kæmpestor og flot - og med mange små sjove detaljer. Også ret "raffi" at bilerne ikke bare står stille, men også kan køre rundt - og stopper når der er rødt lys!!.

Fra den store modeljernbane - lyset skiftede hele tiden mellem dag og nat - her er det nat

Fredag den 2. maj

Elefanter stod klar til modtagelse ved indgangen

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har en lille perversitet. Jeg er vild med zoologiske haver! Så fra morgenstunden afsted med U-bahn til Hagenbecks Tierpark. Her er alt hvad der skal være i en zoologisk have, og den er med sædvanlig tysk grundighed indrettet med udførlig skiltning, så man kan få set det hele ved at gå fra nummer 1 til nummer 76. Her drøner jeg rundt nogle timer - og tager en frygteligt masse billeder af alverdens dyr.

Om aftenen er det et besøg i en anden "dyrepark" nemlig Millerntor. Her holder Hamburgs - ja vel hele Tysklands - kultfodboldklub nummer 1 til, nemlig FC St. Pauli. Det er en fodboldoplevelse som aldrig før. Man kan vel kort karakterisere fodboldholdet St. Pauli som et af de ringeste jeg nogensinde har set - men til gengæld publikum som det i særklasse bedste jeg nogensinde har oplevet.

Kampen i 2. bundesliga er mod Wacker Burghausen. St. Pauli er i dyb krise - næstsidst - med 4 kampe igen og skal bare vinde den her for at redde livet. Før kampen er der bare så meget gang i den blandt publikum på det stopfyldte stadion (21.000 tilskuere). Og vi snakker altså ikke bare en lille fanclub, nej vi snakker hele stadion, der vifter med hjemmelavede avis-pom-pom'er (en avis revet i stykker, som man vifter med over hovedet - ser smadderflot ud), klubbens flag vejer overalt - det er meget betegnende et sørøverflag !!! - og musikken - og her snakker vi heavy metal - drøner ud over stadion !!!.

Under kampen er man også meget medlevende, og støtter virkelig sit hold. St. Pauli kommer foran 1-0, det går i 1-1, men St. Pauli kommer igen på 2-1 på straffe ca 10 minutter før pausen. Resten af kampen lader man sig på det mest urimelige presse i bund af et i øvrigt middelmådigt hold fra Bayern. Publikum råber og skriger - godt hjulpet på vej af de adskillige øl der efterhånden er hældt indenbords. Med passende sans for publikums behov bliver de nemlig bragt rundt på tribunen - ikke noget med at skulle besvære sig med at gå i baren undervejs. Og i dommerens overtid går det galt. Burghausen udligner - og pludselig er alt helt stille. Nu ved man godt, at den står på regionalliga næste år.

Publikum er meget stille da de forlader stadion, og går over på det nærliggende Reeperbahn for at drukne sorgen i endnu flere øl - og for at finde ud af hvor Aue egentlig ligger, for det er åbenbart dem man skal spille mod næste år. For at forestille sig at man skulle gå ud og se HSV - aldrig i livet. Så hellere Regionalliga Nord.....

Og en luddoven - men vagtsom tiger

Lørdag den 3. maj

Fra Hamburgs containerhavn

Det pisser ned med vand og der står en pelikan på tværs af banen fra morgenstunden. Men det har en rask turist selvfølgelig tøj til, så det er bare med at komme ud.

Gåtur gennem Hamburg downtown - som ikke er så meget downtown endda. Byen blev nærmest jævnet med jorden under 2. verdenskrig, så der er ikke mange gamle bygninger tilbage. Videre ned mod Elben - undervejs farer jeg dog vild, så gåturen bliver lidt længere end tiltænkt.

Nede ved Elben er det tid til "Der grosse hafenrundfahrt" på Elben, hvor man får et godt indtryk af Hamburgs store havneområde. Det er flot og spændende selv om det blæser og regner undervejs. Man kommer bl.a. forbi den store containerhavn, og forbi nogle af de store værfter og flydedokker der ligger langs Elben.

Senere på dagen klarer det op, og det bliver påny en gåtur rundt i byen - rundt om Innenalster, en del af den store sø Alster i Hamburgs centrum. Her er der gang i en konkurrence i hurtigløb på rulleskøjter......

Tysk design i verdensklasse :-)

Søndag den 4. maj

Hamburg set fra havnesiden af Elben - det er St. Michaelis-kirken der rager op

Vejret har forbedret sig betydeligt. Så efter tjek-ud på hotellet starter dagen med en sejltur på Alsteren. Her sejler man hele vejen rundt, og kan se den mere velhavende del af Hamburg. Nogle ordentlige paladser der ligger ned til søen - og nogle pænt store lystbådehavne undervejs er her også.

Herefter en lang gåtur gennem nogle af byens mange grønne områder ud til Sankt Pauli, videre langs Reeperbahn og ned til Elben og Landungsbrücke, hvor sejlturene på Elben starter. Gåtur under Elben i den gamle "Elben-tunnel", som blev bygget før 1. verdenskrig for at forbinde havn og by. På hverdage kan man stadig køre igennem med 20 km i timen i et spor i hver retning, men det er lidt besværligt, fordi man åbenbart glemte at lave tilkørselsveje i sin tid, Derfor skal bilerne sænkes ned til tunnelen i en stor elevator.


 

Herfra er det op til Hamburgs største kirke St. Michaelis, hvor man kan komme til tops i tårnet, og få en fortræffelig udsigt over Hamborg.

Tiden er nu ved at stå på hjemad, så det er til hotellet for at hente bagagen - over til Hauptbahnhof - ned på spor 5 hvor toget til Århus kører mig direkte hjem.

Retur til forsiden

Et stort containerskib trækkes til kaj af et par slæbebåde