Henning i Frankrig 2008

Torsdag den 6. marts

 

Det er egentlig en lidt bøvlet rejsevej til Rouen. Først med bus fra Vejle til Billund. Så i en fyldt konservesdåse af en Sterling-flyver til Paris. Så med RER B ind til Gare du Nord, hvor man skal skifte til en RER E til St. Lazere. Herfra går der tog mod Le Havre. Undervejs hopper jeg så af i Rouen i Normandiet. Selv om turen er kompleks, så glider det hele som smurt, og jeg er faktisk i Rouen 2 timer før jeg troede jeg ville være der.

 

Hotel Andersen er valgt på grund af navnet. Det ligger ganske tæt på banegården i Rouen. Hotelværten starter med at stille sig undrende overfor, at jeg kan være her før tiden, når nu de franske jernbaner har været involveret. Deres ry er vist noget blakket.

 

Jeg får en nøgle til mit nummerløse værelse. En gul snor på dørhåndtaget viser, at det er mit.

Efter en kort udpakningspause, må jeg ud for at se lidt på Rouen. Rouen ligger ved Seinen og er en gammel by med adskillige kirker og en utrolig mængde gamle bindingsværkshuse. Der skulle være 2.000 af dem. Jeg tæller godt nok ikke efter, men mon ikke det passer. Der bor godt 100.000 mennesker i Rouen, så det giver et bindingsværkshus pr. 50 indbyggere. Jeg går rundt i byen på må og få i et par timer. Byen rummer også et antal arkitektoniske rædsler kan jeg se. Den egentlige sightseeing må dog vente til i morgen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter aftensmaden, der på de her kanter foregår ved 8-9 tiden, smutter jeg retur til det gule rum. Der er en fodboldkamp på kanal 6. Den ser jeg inden jeg smutter i seng.

Fredag den 7. marts

 

Hotellet har udstyret mig med et kort over Rouen med seværdigheder markeret fra 1 til 10. Så efter morgenmad, så der det med at komme i gang. Her er turen:

 

Nr. 1: Turistkontoret – det dropper jeg altså.

 

Nr. 2: Katedralen. Det er en vældig stor bygning. Den første kirke på stedet blev bygget i det 4. århundrede, så de var ret tidligt ude. Den nuværende begyndte man på i det 12. århundrede. Det er en gotisk kirke. Der er højt til loftet, nogle flotte tårne, store og mørke døre og masser af figurer og krummelurer både på facaden og indenfor. Richard Løvehjerte er for øvrigt begravet i kirken.

 

Nr. 3: St. Maclau’s kirke. Lukket

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nr. 4: Aitre St. Maclau. Det er en rigtig fin gårdsplads omgivet af gamle skæve bindingsværkshuse. Der er hugget drabelige figurer i træværket. Der er skeletter, kranier og den slags. Pladsen blev etableret som kirkegård i 1348, hvor ¾ af byens indbyggere døde under pesten. Nu er der kunst-akademi på stedet.

 

Video - Se Aitre St. Maclau her

 

Nr. 5: St. Queens Abbey. Lukket – men på sydsiden er der en kopi af Jelling-stenen !!

 

Nr. 6: Justitspalæet. Endnu en bygning med masser af spir.

 

Nr. 7: Den gamle markedsplads. Nu er der mest restauranter. Jeanne d’Arc blev brændt her i 1431.

Nr. 8: Jeanne d’Arc-kirken. Noget så eksotisk som en helt moderne kirke. Udefra skulle det forestille et skib med bunden i vejret. I mine øjne er den tudegrim. Indvendig er den usædvanlig smuk. Der er bl.a. flotte mosaik-vinduer fra Saint-Vincent kirken, der stod samme sted, men blev ødelagt af bomber i 1944.

 

Nr. 9: Hôtel de Bougtheroude. Den kan jeg simpelthen ikke finde.

 

Nr. 10: Gros Horloge. Det er et mægtigt gammelt tårn med tilhørende ur og klokke. I gamle dage var det meget fint, når en by fik lov til at ringe med sin egen klokke. Den her er fra begyndelsen af det 16. århundrede, og uret har kun en viser. Der er en tur rundt i tårnet med audioguide, der fortæller hele historien. Den er ganske spændende, og det er sjovt at stå inde bag ved uret og kravle rundt af stejle trapper i tårnet. Øverst er der en flot udsigt over Rouen fra en smal gangbro uden på tårnets tag. Det er ikke for folk med højdeskræk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lørdag den 8. marts

 

De fleste sights i Rouen blev klaret i går, så i dag bliver mere Rouen på må og få.

 

Jeg starter dog dagen med et semi-sight. Det er det fine Jeanne d’Arc tårn fra det 13. århundrede tæt ved mit hotel. Det indeholder en lille Jeanne d’Arc udstilling.

 

Så går jeg ellers videre i samme kvarter. Det er ret sjovt. Der er masser af skæve bindingsværkshuse og små gyder. Turen rundt bliver lidt tilfældig. Jeg vælger mest den vej der umiddelbart ser sjovest ud.

Efterhånden kommer jeg ind mod centrum. Jeg tager de 2 sights der smuttede i går – nr. 5 og nr. 3. Nr. 5 er stor, kold, tom og nærmest truende. Nr. 3 er mindre og med et flot tårn. Nr. 3 blev først genindviet i 1980, efter den blev fuldstændig smadret under 2. verdenskrig. Inde i den er der billeder fra hvordan det så ud.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg går videre ned mod Seinen, som jeg krydser over til en lille ø med beboelse og et sports-kompleks. Man kan kigge ind ad vinduerne og se at ishockey-træningen er i gang. Hvis man har lyst kan man også kigge indenfor til junior-VM i synkronsvømning. Det har man ikke, men det kan forklare at der går så mange piger rundt i byen iført ens træningsdragter og med knold i nakken.

Tilbage til centrum og en tur langs Seinen, som sjovt nok ikke gør nogen turistmæssig nytte. Videre ad brede boulevarder og ad mere hyggelige gader, inden jeg når hjem til en eftermiddagspause på Hotel Andersen.

 

Aftenturen bliver ad diverse shopping-gader rundt i centrum. Butikkerne holder åbent til kl. 7, så det er store-indøbsdag for de lokale.

 

Søndag den 9. marts

 

Togafgang fra Rouen lidt i 11 i regnvejr. Et lille tog kører til Caen, hvor jeg skifter til et andet, der tager den korte tur til Bayeux.

 

Her tjekker jeg ind på Hotel Tardif, som nærmest er et lille slot midt i byen med egen park. Jeg får et stort rum – nærmest en lille lejlighed – 1fordi der er gået kludder i deres reservation. Jeg bliver godt nok smidt over i det værelse jeg har bestilt på tirsdag. Der er udsigt over hotellets park fra mit værelse, som i øvrigt er udstyret med antikvitetsmøbler og ikke mindre end 3 senge. Så må man leve med at det er lidt småkoldt, at der mangler TV og der egentlig er dårligt lys til at læse og skrive ved.

Så er det ellers ud for at se på Bayeux’s største seværdighed, det såkaldte Bayeux-tapet. Bayeux-tapetet er et 70 meter langt håndvævet stykke stof, der fortæller om Vilhelm Erobrerens togter til Normandiet mellem 1066 og 1082. Man kan vel nærmest kalde det en dramadokumentarisk beskrivelse, fra lang tid før det begreb var opfundet. Man får udleveret en audio-guide der fortæller hele historien man kan se på tapetet – og på dansk såmænd også.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Resten af dagen går i almindelig sightseeing i Bayeux. Det vil først og fremmest sige den store Notre Dame Katedral fra det 13. århundrede. En spejder-gudstjeneste er lige slut da jeg kommer derop. Det vælter ud med spejdere i hundredevis.

Ellers er Bayeux en lidt søvnig turistby. Og på en søndag udenfor sæsonen er den mere søvnig end turistby. Den er så søvnig, at det er vanskeligt at finde et brugbart spisested om aftenen, som har åbent. Til sidst lykkes det dog. Jeg var ellers lige ved at opgive og søge mod McD.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mandag den 10. marts

 

"It’s been raining before – it’s been cold before – and it’s been windy before, but never all three things at the same time” var guidens velkomstbemærkning til Battlebus’ tur til de engelske invasionskyster. Vi er kun 4 med bussen. Det er mig og så 3 patriotiske englændere. Men på trods af vejret er det en fantastisk tur.

 

British Highlights Tour var navnet og den gik til de helt centrale steder ved og bagved de britiske invasionskyster Sword og Gold.

 

Blandt de mange steder vi så, var den britiske kirkegård i Ranville og så Pegasus-broen over floden Orne, der havde stor strategisk betydning. Broen blev indtaget af et ganske beskedent antal tropper. De landede i 3 svævefly mindre end 50 meter fra broen uden at tyskerne opdagede det. Her besøger vi også det eneste museum på dagens tur. Gruppen er mere til virkelige sights end til museer – det er helt fint med mig.

Det går videre langs Sword Beach. Faktisk kan man ikke se stranden i dag for bare vand. Højvande og stormvejr betyder at vandet når næsten helt op til vejen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Herfra drøner vi på tværs af den canadiske sektor Juno, før vi når til Gold Beach. Her var briternes andet invasionsområde. Igen fortæller guiden Dale britiske heltehistorier. Vi er bl.a. inde i baghaven hos en lokal bondemand, hvor en særlig heltemodig indsats blev ydet. Til sidst når vi til Arromanches hvor briterne byggede en kæmpestor flydende landgangshavn. Den her holdt – det gjorde amerikanernes tilsvarende ved Omaha ikke. Det sælger billetter hos patrioterne.

Sidste stop bliver de tyske forsvars-batterier ved Longues-Sur-Mer. Her kravler vi rundt på bunkerne med udsigt over Gold Beach. Det sker mens den tiltagende storm pisker rundt om os.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alt i alt en fantastisk tur. 9 timers intens information og oplevelse, der næppe blev dårligere af det rå vejr. Vi er hjemme ved 17.30 tiden. Resten af dagen kan man så bruge på at blive tør igen og så en god middag på en lokal restaurant.

Tirsdag den 11. marts

 

Endnu en dag med regnvejr, stormvejr og Battlebus. I dag er det sammen med 7 pivede canadiere på American Highlights Tour. Første stop er Sainte-Mère-Eglise. Det var den allerførste by, der blev befriet af amerikanske faldskærmstropper. På toppen af kirken hænger der en figur af en af fældskærmssoldaterne, som ramte kirketårnet og hang ned fra sin faldskærm. Det er en smule makabert efter min smag. Vi ser kirken, og hører guidens engagerede fortælling og besøger et lille museum her.

 

Videre til en anden kirke. Den fungerede som nød-lazaret. Det giver lige et gib i en, da guiden fortæller hvor de soldater var ramt, der lå på hver eneste af de bænke vi sidder på nu. Der er mørke pletter på næsten alle kirkebænkene. Det stammer fra soldaternes blodtab. Kirken blev brugt af både tyske og amerikanske kvæstede soldater, og de 2 der behandlede dem havde henholdsvis 3 ugers og 1 dags træning. Ifølge guiden er de begge i live den dag i dag, men de taler ikke sammen – og kan ikke udstå synet af hinanden.

Så er det videre til Utah Beach, hvor guiden tegner streger i sandet, mens turisterne bliver mere og mere gennemblødte. Videre til Pointe-de-Hoc, hvor det heldigvis er holdt op med at regne. Pointe-de-Hoc var et meget centralt punkt, som blev indtaget af amerikanske rangers før den egentlige invasion.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Næste stop er Omaha Beach. Det var den strand hvor invasionen gik helt galt. Man anslår at der døde 4.000 soldater her.

 

Det sidste stop er den amerikanske kirkegård i Colleville. 9.000 er begravet her. Kors efter kors efter kors.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Battlebus er tilbage i Bayeux kl. godt 17. Det har igen været en dag fyldt med indtryk, som lige skal have lov til at sætte sig. Stormvejr og regnvejr undervejs bliver på den baggrund ret ligegyldigt.

På hotellet har jeg skiftet værelse til det jeg oprindeligt havde bestilt. Det er lidt mindre, men stadig superflot – og nu med TV.

 

Aftensmad samme sted som i går. Det er en glimrende restaurant, der drives af 2 unge mennesker. Jeg får en 3-retters menu med en megalækker bøf-ting som hovedret.

 

Aftenen går ellers traditionen tro i afslapning på hotellet – og en smule mere eftertænksomhed end normalt.

Onsdag den 12. marts

 

Jeg har tilstået mig selv en hviledag efter de sidste 2 dages anstrengende etaper i denne Tour de France.

 

Derfor kommer dagen til at foregå i adstadigt tempo i hyggelige Bayeux. Formiddagen bliver brugt på et besøg i Bayeux’s invasions-museum. Den slags museer er spredt med rund hånd overalt i Normandiet, men jeg synes nu at det i Bayeux bestemt er et besøg værd. Især de mange billeder fra D-dag og månederne derefter kan jeg godt lide.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Før tur 2 lidt senere på dagen får jeg betalt hotellet det jeg skylder. Den unge hotelvært viser sig at være en herlig uforskammet type. Da 3 nyankomne amerikanere spørger ham, hvordan han har tænkt sig de skal få deres bagage slæbt tværs over gruspladsen foran hotellet, svarer han blot, at de fleste plejer jo at bære det.

Tur 2 er ellers bare lidt tilfældigt rundt i den lille by, som er meget nem at finde rundt i uden at bruge kort. Turen slutter på den britiske kirkegård i Bayeux. Dem er der også flere af rundt omkring. Den her er den største britiske og rummer ca. 4.000 døde fra invasionen.

 

Sidst men ikke mindst er der så aftenturen til en lokal restaurant. Selv om næsten halvdelen af byens restauranter holder lukket, så er der stadig masser af gode og billige steder at spise, når det bare ikke er søndag. Den slags må man jo benytte sig af.

Torsdag den 13. marts

 

Op kl. forfærdeligt tidligt – 6.30 – for at nå toget en god times tid senere fra Bayeux mod Rennes. Efter 2 timer hopper jeg af i Dol de Bretagne, og stiger direkte over i et TGV, der tager det sidste kvarter til St. Malo.

 

St. Malo er i Bretagne og egentlig en meget sjov by. Det ”gamle” St. Malo kaldes også den lukkede by på grund af en gevaldig mur omkring byen. Den gamle del var engang en ø, men nu er det en del af fastlandet. Alligevel synes det underligt, at byens havn nærmest er placeret midt i byen. Gåturen fra stationen til den gamle bydel går således tværs over et større havneområde.

I St. Malo tjekker jeg ind på Hotel de L’univers. Det er ikke så tjekket som mit logi i Bayeux, med det kan man næsten heller ikke forlange.

 

Efter en kort pause kigger jeg mig omkring i St. Malo. Det bliver til en gåtur gennem centrum og så halvdelen af byen rundt oppe på muren. Undervejs bliver det til en frokost på en lidt for tjekket restaurant.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Videre går det med et hurtigt besøg på St. Malo’s lille casino inden jeg fortsætter langs strandpromenaden mod den rige del af St. Malo som hedder Sillon. St. Malo benyttes meget som turistmål for rige parisere, og det kan man godt se. Da jeg ikke gider gå længere ud mod Sillon, vender jeg om og går tilbage. Det er blevet lavvande, så jeg går nede på stranden Grande Plagne på tilbagevejen. Forskellen på højvande og lavvande er kolossal her på stedet. Op til 14 meter forlyder det. Til sidst kigger jeg ind på det gamle 1700-tals Fort National, der ligger ude i vandet når det er højvande, men kan nås i tørskoet tilstand ved lavvande.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter den lange gåtur holder jeg en kort pause på hotellet inden det bliver til en aftentur rundt på muren. Aftensmaden går i en sandwich fra et lokalt boulangerie.

Fredag den 14. marts

 

Halvdagstur til Dinan i dag. Først med bus en time kl. 10 – så 3 timer i Dinan – så retur med bussen, så jeg er tilbage kl. 15.

 

Dinan er også en flot gammel by. Den er – ligesom St. Malo – omgivet af en høj bymur. Neden for byen løber floden La Rance, og dernede er der en meget idyllisk del af byen som hedder Port de Dinan. Det var nogle munke der etablerede byen, da de slog sig ned her i det 9. århundrede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et kort hentet på turistkontoret udstikker 3 forskellige ruter rundt i byen. Jeg laver en blanding af de 3 ture og starter derfor med at gå rundt langs halvdelen af bymuren, inden jeg tager en stejl og smattet skovsti ned til floden og ”havnebyen”, hvor alle skibene er lystbåde. Herfra op ad brostensgaden Rue de Jeruzel, som er fyldt med skæve gamle huse, maleriforretninger og restauranter. Det er givetvis et helvede i turistsæsonen, men i dag møder man max. en håndfuld andre turister. Nu er jeg så i Dinan centrum, med de traditionelle kæmpekirker og flere smalle gader og gyder.

Til sidst tager jeg så resten af muren, med gode udsigtssteder over både flod og by, inden jeg når ned til Gare de Rutiere et kvarterstid før busafgang retur.

Tur 2 bliver så en sen eftermiddagstur i St. Malo. Først gennem de smalle gader, så den obligatoriske katedral inden jeg går ud til Ile de Grand Be ca. 100 meter fra selve St. Malo. Man kan gå ud til øen, for det kan man ved lavvande. Ved højvande er adgangsvejen oversvømmet, og er man dum nok til at blive fanget derude, så kan det medføre 6 timers ventetid. Snedigt nok har de sat et skilt op med tidspunktet for næste højvande. Øen bruges i øvrigt flittigt til gåtur for de lokale, hvor de lufter et utal af gravhunde og andre mærkværdigheder. Det bretonske flag indeholder sågar en gravhund. Og så skal man vel nævne at forfatteren Chateaubriand ligger begravet på Ile de Grand Be.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sidste del af gåturen er mindre turistagtig. Det er nemlig en ”havnerundfart” til fods. Her i byen er havnen placeret midt i byen. Der køres med kraner og gravkøer. Man er ved at losse et par pænt store skibe. Her er jeg absolut eneste turist, men det skal altså ikke gå i katedraler det hele.

 

Så alt i alt en rigtig aktiv dag. Måske fordi det er første dag på turen med rigtig dejligt vejr.

Lørdag den 15. marts.

Egentlig var planen at tage til Mont St-Michel i dag, men vejrudsigten er skummel, så det er udsat til i morgen.

 

Dagen starter dog med pænt vejr, så jeg tager en rimelig lang gåtur til den lille hyggelige forstad St-Servan syd for St. Malo. Her er der en stor lystbådehavn og et stort fort – Fort de La Cité – fra midten af det 18. århundrede. Tyskerne byggede bunkers ved fortet under 2. verdenskrig og brugte det som en del af Atlantvolden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er også et flot tårn fra det 14. århundrede – Tour Solidor – som desværre er lukket. Og så er det i øvrigt en hyggelig og turistfri lille by at gå rundt i.

 

Ved 12.30-tiden begynder skyerne at trække sig alvorligt sammen, så jeg vender næsen mod St. Malo. Her bliver det til en pizza, men da den er overstået så styrter det ned.

 

Næste aktivitet bliver derfor indendørs. St. Malo’s bymuseum ligger i Chateau da St. Malo, lige overfor mit hotel. Selve museet er uendeligt ligegyldigt, men er et nødvendigt onde for at se slottet som er rigtig flot. Oppe fra tårnet er der en fortrinlig – og overdækket – udsigt over St. Malo, og man kan stå at kigge ned på de mange forskellige paraplyer, der går hen over forpladsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Regnen fortsætter, så der er til sidst ingen anden udvej end selv at gå over pladsen – til hotellet – værelse 120 – og så se rugby på fjernsynet.

 

Først ved 5-tiden er det lettet så meget, at man kan komme ud igen. Det bliver til en tilfældig gåtur, inden jeg igen vender tilbage til hotellet, blot for at kunne konstatere at det er blevet invaderet af amerikanerne. I hvert fald står der en stor flok amerikanere og deres kæmpestore kufferter i kø ud på gaden og venter på at blive tjekket ind.

Søndag den 16. marts.

 

Afgang kl. 10 i 9 med bus til Pontorson. Det tager en god time. Herfra er der så ca. et kvarter med en anden bus til Mont St-Michel, som er dagens mål.

 

Mont St-Michel har en lang historie. Den starter i år 708 hvor Aubert, biskop i Avranches, byggede en lille kirke på toppen af Mont-Tombe. Den blev et vigtigt mål for pilgrimme, og i det 10. århundrede slog Benediktinerne sig ned på stedet. Samtidig begyndte man at bygge en lille by nedenfor kirken. Sidenhen er det udvidet, og i dag er Mont St-Michel en af Frankrigs største turistseværdigheder, placeret højt på en bakke ude ved Atlanterhavet.

Turen derop går igennem et hæsligt turisthelvede med souvenirbutikker og restauranter hvor kvaliteten er omvendt proportional med prisen. Men når man når op på toppen til kirken må man imponeres. Jeg er heldig at det er søndag – endda Palmesøndag – så kl. 11.30 er der en forestilling, som jeg overværer en del af. Det er stadig Benediktiner-munke og ditto nonner, der styrer det show.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Video - Se lidt af forestillingen her

 

Bag efter går man rundt i hele komplekset med klosterhave, refektorium, gæstesal, krypter og kapeller. Man kommer også forbi en kæmpestor trædemølle, som fanger i gamle dage fik lov at trampe rundt i, så man kunne trække de store sten til byggeriet op på toppen af bakken.

 

Efter et par spændende timer heroppe, er det tilbage til souvenir-helvedet ved bunden af bakken. Til og med begynder det nu at regne, så jeg tager bussen en times tid før planlagt retur til Pontorson.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det giver så en time at slå ihjel her – i regnvejr – inden jeg kan komme videre med en anden bus. Det går i en fadøl på en lokal trav-café. Det lokale travfolk minder om det danske. De er opvokset i landlige omgivelser, og når der er galopløb på skærmen, så går man udenfor for at ryge.

 

Bussen kører retur til St. Malo kl. 16.30, og her er jeg så kl. 17.30. Aftensmaden bliver hentet på en lokal grill-bar og smuglet ind på hotellet, da indtagelse af middagsmad på værelserne ikke er tilladt. På TV kan man følge et lokal-valg, hvor Sarkozy får en ordentlig en over næsen.

Mandag den 17. marts

 

Farvel til St. Malo. Det holder tørt, men er til gengæld hundekoldt.

 

TGV-toget kører til Paris kl. 12.13. Det kører hurtigt, men til gengæld sidder man forbløffende elendigt i dem. Toget ankommer til Paris Montparnasse 3 timer senere.

 

Der tager 10 minutter at gå til mit hotel Petit Palace. Det er valgt fordi det ligger godt i forhold til togankomster fra Bretagne, som altid slutter på Gare Montparnasse – og så fordi det også ligger godt i forhold til RER B, når jeg senere skal ud til lufthavnen og hjem. Hotellet er i øvrigt fint og hyggeligt.

Nu er det jo ikke første gang jeg er i Paris, så de store sights har jeg set. Derfor er der heller ikke lavet specielle planer for de kommende dage.

 

Jeg starter med at tage metroen ind til Les Halles for ligesom at mærke byen. Her går jeg lidt rundt inden jeg smutter over Seinen til Ile de La Cité for dog i det mindste at se en enkelt seværdighed i dag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Notre Dame kirken er 6-forestillingen i gang. Der er en pæn stor menighed til stede, der ikke lader sig forstyrre af turisterne ude i siden. Turisterne opfatter vel nærmest forestillingen som en lille bonus i dagens sightseeing-program.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter der smutter jeg over på venstre Seine-bred, hvor jeg går ad Boulevard St. Michel og nogle andre små gader bag Jardin de Luxembourg, inden jeg havner i et ganske hyggeligt kvarter omkring Rue Vavin. Derfra smutter jeg tværs over et par brede boulevarder inden jeg lander på Avenue de Maine, hvor mit hotel er. Kl. er 8 så det er spisetid. Det bliver på en udmærket men halvtom kinesisk restaurant tæt ved hotellet.

Tirsdag den 18. marts

Dagen er sat af til Versailles. Det skal vise sig at være en fejl.

 

Afgang med tog kl. 9.30 fra Montparnasse. Det tager ca. et kvarter med et direkte tog til Versailles, så med en gåtur til slottet er jeg fremme til åbningstid kl. 10. Der er lang kø ved billetsalget. Jeg stiller mig bagerst, og efter godt ½ time får jeg endelig købt billet til slottet. Køen ind til det er dog endnu længere, så jeg beslutter mig for en tur i parken i stedet for, og så vende tilbage senere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Parken er kæmpestor og meget flot. Den store Grand Canal er placeret i midten. Den er 1,6 km. lang. Jeg søger mod nordsiden af parken til de 2 mindre slotte Grand Trianon og Petit Trianon. Sidstnævnte var Marie-Antoinettes. Hun var vist lidt eksentrisk, så i baghaven fik hun bygget en kopi af en lille landsby kaldet Hameau de La Reine. Den gode Marie yndede at optræde som malkepige her

Tilbage til selve slottet. Det blev bygget midt i det 17. århundrede af Louis den 14. – Solkongen. Det er grotesk luksuriøst. Der var 30.000 til at bygge det, men det skulle jo også være ret stort for at kunne huse de 6.000 der var ansat til at varte Louis op. Senere overtog Louis den 16 og Marie som bekendt stedet. Det gik galt for dem i 1789, hvor de begge mistede hovedet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Køen til slottet er stadig lang, men nu kommer man da fremad i stedet for blot at blive overhalet indenom af tur-grupperne. Men indenfor er det et sandt helvede. Der er alt for mange mennesker på alt for lidt plads. Man har ikke en chance for at se det man er her for. Under indtryk af en entre-pris på 13,50 Euro, er det den største turistfælde jeg nogensinde har oplevet. Så det bliver hurtigst muligt ud igen og retur til Montparnasse med toget.

 

Montparnasse er i sig selv målet for dagens sene tur. Tour de Montparnasse er 210 meter højt og fra toppen er der en fantastisk udsigt over Paris. Især her ved aftentide og solnedgang er det rigtig flot. Udsigten til Eiffeltårnet med tændte lys er utrolig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Onsdag den 19. marts

 

2 kvalificerede gåture i dag. Den første er delvist inspireret af en berømt bog.

 

Jeg starter dog ved Madeleine-kirken. Herfra går jeg over til Place Vendome og Hotel Ritz, hvor bogturen starter. Det er et meget velhavende kvarter. Der er juveler-butikker overalt, og der er ikke priser på de udstillede varer. Ligesom bogens hovedperson, som boede på Hotel Ritz, går jeg så over til Tuilleri-haverne, der fører videre op til Louvre. I modsætning til bogens hovedperson går jeg ikke ind på Louvre, selv om der endda er åbent. Det betyder også, at jeg ikke kan springe ud af et vindue til Quai de Louvre, men må gå en mere autoriseret vej rundt om bygningen. Gangbroen over Seinen – Pont des Arts – kan vi dog følges ad over.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Herfra går det igennem et kunstner-kvarter med masser af kunst-butikker til den skumle kirke St. Germain des Pres. Hvilken rolle den spiller i bogen har jeg glemt. Kort derfra et en af bogens absolut vigtigste steder, nemlig en anden kirke St. Sulpice. Mine bestræbelser på at finde den rosa linje og måske møde Silas må dog droppes, da der er en begravelse undervejs inden døre.

Her slutter bog-pjattet og jeg smutter over til en af mine Paris-favoritter Luxembourg-haven. Desværre er det for koldt til at sidde udenfor i dag, så jeg tager RER B videre til Denfert-Rochereau. Her vil jeg gøre mit 3. forsøg på at se Paris’ katakomber. Første gang nåede jeg det ikke. 2. gang kunne jeg ikke finde indgangen og 3. gang – i dag – er der lukket på grund af renovering. Måske bliver det min skæbne aldrig at se dem – eller også min undskyldning for at komme tilbage til Paris en anden gang.

Som trøst bestiller jeg en kæmpestor bøf på et lokalt Brasserie, inden jeg smutter den korte tur retur til hotellet via den sjove bazar-gade Rue Daguerre.

 

Efter et par timers pause er jeg klar til tur 2. Først med metro til Triumfbuen. Jeg tænker den er lukket, men det er den nu ikke. Så jeg køber en billet til halløjet, hvor vi så alle sammen bliver smidt ud fra efter 20 minutter. Det er 19. marts og årsdag for Frankrigs tilbagetrækning fra Algeriet. Så kommer der honoratiores og pøbelen har værsgo at skride.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg går derfor ned ad det almindelige mylder på Champs Elysees. Her trives Cartier side om side med McD. På midten af ”Champs’en” søger jeg mod venstre forbi Elysee-palæet. Der er selvfølgelig masser af politi, så man kan ikke lige gå ind og hilse på Præsident Sarkozy og Fru Bruno, der vel sidder og slikker sårene efter valget forleden.

 

Jeg fortsætter videre forbi Operaen indtil jeg ikke rigtig orker mere i dag. Så jeg finder en metro – som viser sig at være en RER – så jeg i en hulens fart via et enkelt skift kommer retur til Denfert-Rochereau og en kort gåtur til Petit Palace.

Torsdag den 20. marts

 

Traditionen tro en dag med 2 ture.

 

Første tur er med metro 6 og metro 1 til La Defense. Det er mest for at se Grande Arche – den store triumfbue, der står – næsten – på linje med den på Champs Elyssee og dens lille makker ved Louvre. Turen op på toppen er spektakulær i en glaselevator, og udsigten fra toppen er også imponerende. De viser også en lille film om tilblivelsen af den her fyr. Bagefter går jeg en tur i La Defenses’ glas- og granit-jungle, inden jeg snupper metro 1 og metro 6 retur til Montparnasse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Selv om jeg er ved at være turist-træt er jeg nødt til at gennemføre tur 2, for jeg har 3 metro-billetter tilbage, og de kan ikke gå til spilde. Den sidste tur bliver en lidt spøjs figur-tur. Først ind til Centre Pompidou. Det er ikke for at se det fine kultur-palads, men derimod det sjove springvand lige syd for centret. Det springvand er fyldt med mærkelige figurer, der kører rundt om sig selv og jeg tror jeg har været forbi på næsten alle mine Paris-ture.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Video - Se snurrebassen her

 

Herfra går jeg over til Pont Neuf, som går tværs over Seinen og har gjort det siden 1607. Kigger man efter på siden kan man se en masse sjove og groteske figurer. De forestiller barberere, tandlæger, lommetyve og andet godtfolk.

 

Selv om tur 2 har været kort, så orker jeg ikke mere. Retur til Montparnasse – en god middag – og retur til hotellet.

 

Fredag den 21. marts.

 

Sidste kop kaffe og sidste ½ meter lange baguette til morgenmad på hotellet. Så er det bare at tjekke ud – gå ned til Denfert-Rochereau – tage en RER ud til Charles de Gaulle – tjekke ind – stige ombord på Sterling-dåsen – flyve til Billund – vente lidt – og tage 907 retur til Vejle. En annonceret snestorm er heldigvis udeblevet, men for at omvæltningen ikke skal være for stor, så regner det da i det mindste.

 

Rouen
Gros Horloge
Catedrale Notre Dame
Aitre St. Maclau
Gros Horloge
Rouen
Tour Jeanne d'Arc
Rouen
Notre Dame
Spejdere
Notre Dame
Bayeux
Ranville
Arromanches
Arromanches
Longues-Sur-Mer
Sainte-Mère-Eglise
Pointe-de-Hoc
Colleville
Colleville
Bayeux
Bayeux
St. Malo
St. Malo
Sillon
Fort National
Dinan
Dinan
Sti fra Grand Be
Havnen
St. Servan
St-Servan
St. Malo
Chateau de St. Malo
Mont St-Michel
Mont St-Michel
Mont St-Michel
Mont St-Michel
Paris
Notre Dame
Notre Dame
Notre Dame
Versailles
Versailles
Versailles
Versailles
Invalide-kirken
Eiffeltårnet
Concorde-pladsen
Louvre
Champs Elysees
Veteran
La Defense
La Defense
Place Igor Stravinsky
Pont Neuf