www.henningn.dk

Mandag den 4. april 

Fra en snæver gyde i Prags centrum

Transportdag i dag. Afgang med tog fra Krakow kl. 6. Første togskifte er i Katowice, som er en af Europas mest forurenede byer. Derfra til Ostrava i Tjekkiet - en by der mest er kendt for Banik Ostrava, et legendarisk Toto-cup hold fra 70'erne og 80'erne. Endelig er jeg så i Prag ved 3-tiden, hvor jeg tager metroen til stationen i Holesevice. Der er så en kort gåtur til mit hotel Extol Inn, som er placeret lidt væk fra de gængse turistkvarterer.

Der er lige tid til et par intro sightseeing-timer. Jeg tager sporvogn 3 ind til turist-ghettoen omkring Starometske Namesti. Det vælter med turister, så jeg søger ud i nogle af de mindre gader og ned langs med Moldau, inden jeg efter et par timer vender næsen hjem til hotellet.

Tirsdag den 5. april

Det er simpelthen det skønneste forårsvejr i Prag i dag. Så det er bare med at komme ud for at se på byen. Godt nok har jeg været i Prag før og set det meste, men et gensyn er vel altid velkomment.

Derfor først med Metroen til Namesti Republicy. Derfra til fods tværs gennem Stare Mesto ned til Moldau - tværs over en bro - og så op ad bakke til Hanavsky Pavillon, hvor der er en fin udsigt over Prag og Moldau. Ned ad bakken igen, og gåturen fortsætter på den "forkerte" side af Moldau til Mala Strana. Området her er - i mine øjne - den fineste del af Prag. For et par år siden blev det voldsomt oversvømmet, men er blevet sat i stand, og fremstår nu endnu flottere end før. 

Udsigt fra Hanavsky Pavillon

Malostranska Namesti

Så hen til Petrin Hill for at tage kabelbanen op til toppen. Men nej - den er midlertidigt lukket - og så bliver man jo nødt til at gå hele vejen op. Videre forbi Prags efterligning af Eiffel-tårnet til Strahov-klosteret, som jeg tjekker udefra. Mit museumsforbud forhindrer et besøg indendøre. Videre hen til en listig cafe jeg kender fra sidst jeg var her, hvor det bliver til en hurtig frokost. 

Nu går det heldigvis ned ad bakke igen - forbi Prags berømte slot, men uden at gå derind. Ned gennem nogle flere luskede gader, inden jeg befinder mig på Malostranske Namesti, hvor jeg beslutter at jeg er træt, og tager sporvogn 12 retur til hotellet. Alt i alt en fin gåtur i den flotteste del af Prag, og bemærkelsesværdigt nok uden der er mange turister. Lad endelig dem beholde Karlsbroen og Rådhuspladsen for sig selv.

Om aftenen bliver det til en kort gåtur i mit lokale kvarter Holesevice. Aftensmad bliver det til på en hyggelig lokal restaurant med tjekkiske priser. De er typisk omkring halvdelen af turistpriserne, og kan altid vurderes udfra prisen på ½ liter fadøl. Her til aften må jeg af med 6 Dkr for ½ liter Budowar, og det kan vel dårligt kaldes optrækkeri. Resten af aftenen bliver på hotellet med Champions-league kampen mellem Liverpool og Juventus.

Onsdag den 6. april

Dagens tur 1 går med sporvogn 3 til et sted jeg også har været før, nemlig Vysehrad. Her er en fin kirke, en fin kirkegård, en flot lille park og en glimrende udsigt ind over Prag og Moldau - og her er næsten ingen turister.

Vysehrad var formentlig kongeresidens så tidligt som det 9. århundrede. Man regner med at der var en egentlig by i det 11. århundrede, hvor Vratislav II flyttede hertil. Det var Vratislav der byggede den fine Peter & Paul kirke på stedet, dog næppe alene. Der er ikke meget af kirken, der ser ud som dengang. På kirkegården er der adskillige afdøde tjekkiske kultur-personligheder - det gælder bl.a. Smetana og Dvorak - og så en lang række jeg aldrig har hørt om. Efter et par timer her tager jeg sporvognen retur til Extol Inn.

Tur 2 er med udgangspunkt i Lonely Planets Prag-guides anbefalinger. Den bringer mig forbi nogle af de flotteste steder i Stare Mesto. Turen starter ved krudttårnet og fører mig rundt i de små gyder og gader og også ned til det jødiske kvarter Josofov. Synagogen har jeg tidligere besøgt, så den hopper jeg over den her gang. Herfra op til turist-helvedet og souvenir-biksene på Starometske Namesti - alias Rådhuspladsen - og Karlsbroen. På den anden side af broen tager jeg så sporvogn 12 hjem. Jeg får kørt utroligt meget sporvogn på den her tur. 

Aftensmad på min lokale restaurant og Champions-league Chelski mod Bayern München på værelse 110.

Peter & Paul kirken

Torsdag den 7. april

Fra Frantiskanska Zahrada

Lidt formiddags-shopping på "Det gule marked" tæt ved mit hotel. Hvorfor det hedder "Det gule marked" ved jeg ikke, men det er måske fordi der er mange asiater blandt sælgerne. Til gengæld er der masser af danskere blandt køberne. Mine sportssko er slidt op, så jeg køber nogle fine nye nogle til en billig penge i en forretning, der ser respektabel ud.

Eftermiddagsturen går til Nove Mesto - den nye by. Ny og ny er måske så meget sagt. Den blev grundlagt i 1348 og er derfor nyere end Stare Mesto - gamle by. Jeg går lidt rundt i gaderne på må og få. Der er ikke så mange sights, men bydelen er nu meget hyggelig at gå rundt i. Et enkelt sted må dog fremhæves, nemlig den lille hyggelige park Frantiskanska Zahrada - en gammel klosterhave - gemt af vejen ind bag det travle forretningsstrøg Vazlavske Namesti. 

Om aftenen går det så i finkultur. Black-light theater - Sort teater - en særlig tjekkisk teaterform med en blanding af pantomime og danseforestilling. Det er jeg blevet anbefalet. Forestillingen hedder "Cabinet" og teatret hedder Divadlo Image. Salen er fyldt, men mest med tyske skoleelever, der har vanskeligt ved at gebærde sig. Det hører sig altså ikke til at komme med tilråb og sidde og sende SMS'er blot fordi man finder forestillingen kedelig. Jeg synes sådan set også det er en mærkelig forestilling, men har dog lært at opføre mig ordentligt.

Videre til Dresden

En gang på hver tur skal fotografen være smart og tage billeder af gamle huse, der spejler sig i nye glasbygninger - billedet er fra Nove Mesto