Henning i Brasilien 2006

Søndag den 20. august

 

Der er afgang med lyneren fra Vejle kl. 13.16. Den er til alles forbløffelse rettidigt i København kl. 15.30, og dermed er denne turs mest kritiske delrejse overstået. Nu kan intet gå galt.

 

Ud til Kastrup - check ind - og så ½ times kø til security. TAP-air flyver til Lissabon kl. 18.25 og ca 3½ timer senere er jeg fremme. Det er kl. 21 lokal tid. Så er det bare at finde shuttle-bilen ind til Hotel Roma. Det bliver kun til en lille gåtur og en øl i baren her til aften.

Mandag den 21. august

 

Op kl. 7.30 - morgenmad - og så en taxa til lufthavnen. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage afsted i god tid, selv om bagagen er tjekket helt igennem. Når de skal bruge ½ time i København på security, er det ikke godt at vide hvor lang tid det tager i Lissabon. Svaret er ca. 30 sekunder, så jeg er der da til tiden.Tiden er 10.15, som dog bliver 11.15 inden vi letter mod Salvador de Bahia.

 

Turen tværs over atlanten tager 7½ time, så inklusiv tidsforskal lander vi kl. 15 lokal tid. Min bagage er bekymrende lang tid om at komme, men til sidst dukker den da op. Så hen til toldkøen, hvor de har fået den ide, at alle skal tjekkes, så køen er lang. Her oplever jeg for første gang den sydamerikanske anti-autoritetstro og temperament. Under publikums hujen og piften tager en person fra køen et initiativ, og begynder at skælde den ansvarlige huden fuld. Han svarer igen i samme stil, og det er lige ved at gå i korporligheder. Til sidst når man dog åbenbart frem til et kompromis, og størstedelen af køen kan gå udenom tolden. Det klapper køen så ad.

 

Udenfor holder en minibus klar til at transportere mig og 2 andre danskere ind til Pousada Beija Flor i udkanten af Salvador's gamle bydel Pelourinho. Det er en mægtig hyggelig lille Pousada. En Pousada er sådan et privat minihotel - lidt ligesom et Bed and Breakfast i England. Jeg har været heldig og fået et værelse med stor altan og udsigt over bugten ved Salvador. Man skulle næsten tro de kendte mig, for der er også en hængekøje på altanen. Fra min altan kan jeg allerede kl. 17.30 se solen gå ned over bugten - det er meget smukt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så er det ellers ud i byen for at skaffe lidt lokal valuta med mit Visa-kort. Det lykkes dog ikke. Den eneste automat jeg finder, vil ikke give mig noget. Jeg må prøve igen i morgen. Heldigvis kan jeg leve på "kridt" i værelsets minibar, så jeg behøver ikke gå sulten i seng.

Tirsdag den 22. august

 

Første hele Salvador-dag. Så efter dejlig - men lidt anderledes - morgenmad med meloner, ristede bananer, hjemmebagt kage og andet godt, så er det ud for at se på byen - eller rettere den gamle del af Salvador kaldet Pelourinho.

Første stop er Banco de Brazil. Her kan jeg få mit Visa-kort til at virke. Jeg er blevet advaret af hotellet. Man skal ikke slæbe rundt på for mange værdier, for der er en del tyveknægte i byen. Så jeg smutter tilbage til min safety-box på værelset med de fleste skillinger. At der er noget om snakken kan jeg se næsten lige udenfor min Pousada. 3 betjente har fanget en bandit, som ligger på jorden hvor han bliver visiteret af den ene, mens de 2 andre politier står med trukne pistoler som peger på banditten. Lidt for voldsomt efter min smag, så jeg går i en stor bue udenom.

 

Pelourinho har forøvrigt også en grum historie. Bydelen blev skabt i forbindelse med slavehandel, og det var her slaverne fra Afrika blev solgt og mishandlet indtil 1825. Det betyder også at Pelourinho - og Salvador - er meget afrikansk inspireret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er også et stort antal kirker i byen. Efter sigende 1 til hver dag i året. Jeg tjekker 2 af dem ud i dag, nemlig St. Francisco Kirken og naboen Igreja de Ordem 3. Secular de São Francisco da Bahia. Begge er meget fine med guld og glimmer. Forgyldt træværk synes at være det store hit. Begge kirker har også nogle fine gårdhaver, men nogle flotte motiver lavet af typisk blåmalede portugisiske kakler. Dertil kommer at begge kirker også rummer et lille uinteressant museum. De er sandsynligvis indrettet med det formål at retfærdiggøre en beskeden entre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ellers er tirsdag en hel speciel dag i Pelourinho. Af en eller anden grund har man besluttet at festligholde alle tirsdage. En lidt besynderlig skik kunne man mene, men forklaringen er vist nok at alle samba-skoler øver om tirsdagen, og så kan man jo ligeså godt få noget gang i gaden. Kl. 5 er der et gevaldigt optog, der ville få et hvilket som helst dansk karneval til at blegne. 25-30 grupper tænker jeg der er. De yngste deltagere er så små, at de dårligt selv kan gå - og det kniber sådan set også for de ældste. Men hold kæft hvor kan de slå på tromme. Allerbagerst i optoget er der f.eks. en gruppe på vel omkring 20 piger, iklædt kjoler lavet af kaffesække, der tæsker løs på kæmpestore trommer, som med jævne mellemrum kastes rundt i luften. Det er vildt fedt - og der er vildt meget gang i den. Hele optaget varer vel en times tid, og bagefter holdes småkoncerter med nogle af trupperne forskellige steder i byens gader.

 

Ved 8-9 tiden går der så 3-4 friluftskoncerter igang. De viser at den lokale musik er meget mangfoldig. En koncert er lidt pop-agtig - nærmest sådan lidt syng-med agtig. På en trappe op mod en kirke, er der gang i en noget mere jazz-inspireret version af den lokale samba-musik og på den store plads Largo de Pelourinho, er en rapper igang med at gøre sine ting, til heftige sambarytmer fra et orkester på vel 10-15 slagtøjsentusiaster. Hele hurlumhejet fortsætter til ud på natten, men det gør jeg ikke. Mine batterier er flade, så ved 11-tiden lusker jeg hjem til min store altan, hvor jeg lige kan høre det sidste fra øveaftenen på en nærliggende sambaskole.

 

Onsdag den 23. august

 

Morgenmad - så gåtur gennem Pelourinho - og så taxa 4-5 km. nordpå til Praia del Barro. Her er et par strande og noget folkeliv, med salg af Caipirinha's og kokosnødder med sugerør i. Så er der også et gammelt fort med et fyrtårn. Det skulle være Brasiliens ældste. Her tudser jeg rundt et par timer, inden jeg tager en taxa tilbage til Pelourinho.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har fundet et "stamsted" til min frokost. Der er en frokostbuffet, så man hælder bare det op man har lyst til, og betaler så i forhold til hvad maden vejer. Den slags steder er der mange af.

Den sene eftermiddagstur starter med en gåtur i mit lokale kvarter. Det er en sjov blanding af restaurerede Pousadas og gamle faldefærdige rønner. Børn spiller fodbold overalt og de voksne hænger ud på gadehjørner og i vinduer og snakker sammen. Alle virker glade og velfornøjede, men det skinner alligevel tydeligt igennem, at Brasilien er et meget fattigt land. Herfra videre til den mere turistprægede del af Pelourinho. Den er ikke større end at jeg efterhånden har set det meste, men det gør nu ikke noget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Aftensmad på min 2. stamrestaurant "Casa de Roca". Maden her i Salvador er billig og rigelig, men i øvrigt ikke noget at skrive hjem om. Aftensmaden ledsages af levende musik. En kompetent fyr spiller guitar og synger klassiske brasilianske hits.

 

Herfra tilbage til Beija Flor. Mit værelse har en mangel - ud over at toilettet løber hele tiden - og det er, at der ikke er fjernsyn. Så jeg må sætte mig ud på min altan med min transistor, min Tom Wolfe-bog og den fine aftenudsigt. Men det er nu også meget godt.

Torsdag den 24. august

 

Jeg starter dagen med i gåtur i mit lokale kvarter. Det er et rigtigt spændende kvarter og der er ikke ret mange turister. Der er her man møder banansælgere tækkende med deres vogn som en anden hjem-is bil. Jeg tror også der er nogle, der får hele dagen til at gå med at hænge ud af vinduet og snakke med de forbipasserende. Alle man møder virker venlige og imødekommende - ærgeligt at man ikke taler den lokale dialekt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Herfra ned til den mere turistede del af Pelourinho. Her går der ikke lang tid før man får en "gave". Et lille bånd bindes om håndleddet med 3 knuder, og for hver knude får man et hemmeligt ønske opfyldt. Men det er vel at mærke kun hvis båndet falder af, af sig selv - ikke noget med at pille det af. Når det ritual så er overstået, så vil den venlige giver da forøvrigt også gerne vise sin lille forretning med halskæder af træperler og deslige............

 

Videre rundt i mere shopping-prægede gader udenfor den gængse turistrute. Jeg finder en musikforretning og køber noget lokal musik med hjem. Den venlige ekspedient anbefaler, da min ekspertise på området er beskeden. Der er utrolig mange musikforretninger i byen - og især mange forretninger der sælger instrumenter. Dem er der mindst lige så mange af, som der er Matas-forretninger i en gennemsnitlig jysk provsinsby.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Herefter stiles der mod min Pousada igen. Sen frokost undervejs på "mit" sted, og så siesta på værelset. Altanen er for varm her midt på dagen.

 

Dagens sene gåtur bliver aflyst. Jeg gider ikke rigtigt. Så det bliver aftensmad på Roca's igen, hvor jeg for 3. gang i træk må give fortabt overfor måltidets omfang.

Fredag den 25. august

 

Der er afgang med min privatchauffør kl. 7 til lufthavnen. Min TAM-flyver flyver til Foz de Iguassu kl. 8.30, med en mellemlanding i Rio de Janairo undervejs. Vi lander i Foz kl. 13. Der er stort påstyr på grund af min ankomst. Militæret er linet op til parade. Min taxa-chauffør hævder dog, at det skyldes besøg af Brasiliens præsident, og noget kunne tyde på at han har ret. Da vi er på vej væk fra lufthavnen møder vi en vældig kortege med motorcykler og fine biler.

 

Der er ikke ret langt fra lufthavnen til mit hotel San Martin Hotel & Resort. Der ligger lige ved indgangen til den brasilianske del af nationalparken med de fine vandfald. Men det vender vi tilbage til, for i dag er der ikke rigtigt tid.

 

Tid er der til gengæld til at kigge ind i en rigtig sjov fuglepark lige ved siden af hotellet. Her er der utrolig mange flotte fugle, og især papegøjer og tukaner. De fleste af burene er så store - det hedder vist volierer - at man går rundt blandt fuglene. Det er sjovt at se tukanerne med de store næb flyve. Næbet vejer næsten ingenting, så de bliver enormt "bagtunge", og flyver umanerligt klodset. Det sidste voliere man kommer til, er det sjoveste. Her er de allerstørste papegøjer Macaw'er, og man må kun gå derind hvis man tager briller, ure og andet skinnende af. Ellers risikerer man at de store fugle gør det for en. De flyver lavt hen over hovedet på turisterne og laver et spektakel af den anden verden, så de store farvestrålende strudseagtige fugle i nabovolieret burde have ulempetillæg. Jeg mener - vi andre kan jo bare gå igen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Papegøje-video - klik her

 

Det gør jeg så, de 100 meter til hotellet. Det er sådan et "resort-agtigt" sted langt fra anden bebyggelse, og er ikke nær så charmerende som min Pousada i Salvador. Restauranten er med opstyltede anretninger og med hvide duge, så jeg snupper en middelmådig sandwich i det eneste alternativ der er, nemlig hotellets bar.

 

Her er dog også gode ting såsom TV på værelset og et 220 V stik, så man kan få opladet sin IPod. Så kan transistorens reklamestationer med enkelte musikafbrydelser få lov til at hvile i aften.

Lørdag den 26. august

 

Skoddag!!. Torden og lynild fra morgenstunden. Regnen vælter ned i et omfang, så man umuligt kan komme ud. Det bliver ved indtil ved 3-tiden, så sightseeing i dag er en umulighed - øv-øv-øv.

 

Ikke andet at gøre end at læse og glo på fjernsyn. Engelsk Premier League kl. 11 om formiddagen og golf fra USA resten af eftermiddagen. Da regnen holder op bliver det til en gåtur i hotellets park. Den er stor og nærmest som en jungle.

 

Til aften bliver det den store buffet i i restauranten med de hvide duge. 30 Reials (ca. 80 kr) er optrækkeri efter lokale forhold, men i forhold til Danmark vel et fornuftigt tilbud. Maden er lækker. Masser af salater - god fisk - noget kalvekød og dejlig chokoladekage til dessert. Jeg nyder den gode mad, og lader mig kun i beskedent omfang forstyrre at en fyr, der spiller populære hits på restaurantens hammond-orgel.

 

Jeg slutter af i baren, hvor de hælder kanel på min cappucino, så den smager af helvede til.

 

Søndag den 27. august

 

Vejret er klaret op. Det er kun overskyet nu, så man kan lege turist igen.

 

Hovedindgangen til den brasilianske del af Parque Nacional do Iguacu ligger kun 100 meter fra hotellet. Så efter at have afleveret 20 Reials er jeg indenfor og kan tage parkens farvestrålende bus videre. Den kører vel omkring 5 km, før den kommer til det alle er kommet for, nemlig vandfaldene. Så er det ellers ud af bussen og en fin gåtur nedad langs Rio Iguacu. Det eneste der kommer opad er en myresluger, der med næsen dybt begravet i fliserne er fuldstændig ligeglad med turisterne. Man kan også vælge at sejle gummibåd på floden eller rapelling, hvis man er til den slags narrestreger. Det er jeg ikke, så jeg fortsætter nedad stien hen mod Garganta do Diablo. Her går en lang betonkonstruktion ud over floden, og giver et rigtigt fint overblik over de største af vandfaldene. Og selv om vandstanden angiveligt er historisk lav, så er der altså ganske meget gang i djævelen. Når man så er træt af at kigge på den, kan man tage en elevator op til vejen igen. Det forklarer også hvorfor det kun var en myresluger, der gik op ad stien. Myreslugere tør åbenbart ikke køre elevator.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hele turen ned og op tager et par timer, så jeg har stadig masser af tid. Efter en kop "chocolate" tager jeg derfor hele turen i reprise. Solen er begyndt at bryde igennem skyerne, så det burde give bedre billeder.

 

Henne ved elevatoren er der nu myreslugerkonference. En særlig snedig fyr, har fundet ud af hvordan den kan komme i skraldespanden, og det er jo rent guf som kammeraterne ikke ser nogen grund til at den snedige har for sig selv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vandfalds-video - klik her

Efter 2. tur vælger jeg at tage retur til hotellet. På hotellet er der ikke særligt mange gæster. Til gengæld er der masser af ansatte. I baren ude ved svømmepølen står 3 tjenere klar til at servere for stedets ene gæst, og da jeg skal spise i restauranten med de hvide duge, er der ikke mindre end 4 tjenere til at hjælpe på vej. En med vinkortet (vand tak !!), en til at trække stolen ud, en der skal have mit værelseskort og så en der vist bare er der. Til gengæld har hammond-orglet fri i aften.

 

Dagen slutter med en øl i baren, fordi deres kaffe smager ad helvede til. Sjovt nok når man nu er i Brasilien.

Mandag den 28. august

 

På udlandstur i dag. Turen går til Missiones, Argentina, for at se på vandfald og park på den anden side af floden.

 

Der er afgang fra hotellet kl. 8 med en minibus. Den bryder sammen ved grænsen, hvor vi så må vente på en anden.

 

Egentlig troede jeg blot, at jeg havde købt transporten derover. Men det viser sig - aaaaaaaargghhh - at være en guidet tur på spansk. Og da det er et tungemål jeg ikke mestrer, er det ikke så fedt. Derfor prikker jeg lige guiden på skulderen, og lader meddele, at nu går jeg altså egne veje, og så ses vi ved bussen igen kl. 16.

Egne veje er først Passeios Supereiores - "øvre tur". Det er kort gåtur på kun 1 km's penge langs toppen af nogle af vandfaldene. Derefter er det Passeios Inferiores - "nedre tur" - som er ca. 3 km. lang, og som navnet antyder er lavere, så man kigger op mod vandfaldene. Undervejs passerer man også adskillige myreslugere (gad vide om man kan få sådan en fyr med hjem til at holde rent i lejligheden?) og farvestrålende fugle.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sidste delstrækning starter med et lille tivoli-tog, der kører ud til en lang gangbro af jern. Den går ud til det allerstørste af faldene, nemlig Garganta do Diablo. Efter en km's gangbro står man så pludselig på en platform ikke ret langt fra djævelen. Og nu kan man rigtigt mærke og se, at der er gang i kalorius. Vandet vælter ned lige for snuden af en, og nogle gange - når vinden vender - bliver man pladdervåd. Men det er der ikke noget at gøre ved, for man må bare blive stående og glo.

I det hele taget må man sige, at både natur og udsigt på den argentinske side slår den brasilianske ret klart.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ved 4-tiden er der så retur-afgang. Denne gang i en lidt mindre bus suppleret af en privatbil. På vejen tilbage holder vi lige en pause ved et udsigtspunkt , hvor floderne Iguacu og Paraná mødes. Her kan man så se over til Brasilien på den anden side af Iguacu og Paraguay på den anden side af Paraná.

 

Herfra hjem til hotellet. Grænsen passeres denne gang i god ro og orden, selv om man skal stå ud og vaske skoene på nogle underlige måtter, fordi man har "mad-cow disease" i Argentina.

 

Aftenen går i middag i restauranten med de hvide duge og slutter med en øl i baren.

Tirsdag den 29. august

 

Jeg er løbet ind i lidt af et problem. Jeg er næsten løbet tør for skillinger. Det er altid lidt af et lotteri-spil om Visa-kortet virker i pengeautomaterne, og de sidste 2 gange har været nitter. Det går dog mest ud over drikkepengene til personalet på San Martin Hotel & Resort.

 

Der er nemlig afgang fra Iguassu i dag. Men det er først sent på eftermiddagen.Den første del af dagen bruger jeg meget energisk på at sove længe. Da det er overstået, sætter jeg mig ud til poolen for at læse og løse Sudoku'er, indtil der er afgang til lufthavnen kl. 16.30. I lufthavnen er der bingo - en automat der virker - og vupti er man kommet til penge igen.

Kl. 17.30 flyver TAM mig så til Rio de Janeiros lufthavn. Her står en ældre herre så klar med en minibus for at køre mig til Buzios. Det er en gammel fiskerby 180 km. fra Rio. Turen derud er faktisk ret modbydelig, for det vælter ned med vand det meste af tiden. Først 3 timer senere - klokken er næsten 11 - er vi fremme ved min Pousada San Germain. Her bliver jeg så indkvarteret på mit værelse. Der er såmænd 4 senge, så selv om jeg måtte prøve en ny hver aften, så kan jeg ikke nå dem alle sammen.

 

Onsdag den 30. august

 

Jeg er eneste gæst på Pousadaen, så morgenmaden bliver linet op, da jeg kommer ned i receptionen. Den venlige receptionist kommer med forslag til gåture og gode forslag til spisesteder.

 

Buzios er ikke som sådan en by, men mere et område med lækre strande og flot natur. Det var Brigitte Bardot, der "opdagede" Buzios i 60'erne, og gjorde de gamle fiskerbyer til turistmål. Nede ved vejen, der går langs med stranden, er der lavet en sjov lille bronzestatue af fruen hvor hun sidder på en kuffert og kigger ud over vandet. Flere tilsvarende figurer ses andre steder langs stranden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg starter dagen med at smutte ind til det nærmeste man kan kalde centrum. Det er reelt set 4 veje på den ene led og 6 på den anden med forretninger og restauranter. Herfra går jeg ud til nogle af strandene, nemlig Praia des Ossos, Praia da Azada e Azadinha og den største - Praia Joao Fernandes. Receptionisten har advaret mod den den sidste. Det er en af dem, hvor man ikke skal sætte sig ned, for straks vil der komme en og kræve betaling. Det lader jeg så være med, og går hjem til Pousada'en i stedet for.

 

Senere bliver det til en ny gåtur til en næsten mennesketom Praia Brava. Det kan skyldes, at de indfødte finder det "frio" - koldt. Jeg finder dog 22-25 grader særdeles behageligt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Aftensmad bliver på det receptionsanbefalede David's. Når man har et kort med fra Pousada'en, får man en gratis Caipirinha. Det er en sag der drikkes overalt i Brasilien med lime, sukker, cachaca (spiritus lavet på rørsukker) og masser af is. Skidtet smager som sodavand, men er lumsk som bare pokker.

Til middag får jeg noget - for mig - så eksotisk som fisk.Det er jo gammelt fiskerområde, så der er mange fiskeretter. Jeg har tidligere skrevet at maden i Brasilien er billig og rigelig, men i øvrigt ikke noget at skrive hjem om. Det gælder ikke i aften. Det er stadig billigt - men ikke helt så billigt som i Salvador - og der er rigeligt. Det er helt umuligt at spise op. Men det smager til gengæld fantastisk.

Torsdag den 31. august

 

Det blæser ret voldsomt i Buzios i dag. Så hvad er mere naturligt end en sejltur med en "skonnert" på bugten ved Buzios. Afgang kl. 11, og turen tager 3 timer inklusive stop ved Praia Ditten og Praia Datten, hvor dem der har lyst kan hoppe i vandet. Desuden er der en pause undervejs på en flydende restaurant. Skibet vipper en smule undervejs til stor moro for de indfødte, der er mere vant til højt solskin end høj søgang.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi er i land igen kl. 2, hvor det så bliver til lidt frokost. Hvis ret skal være ret, så havde Buzios nok ikke været på programmet, hvis jeg selv havde planlagt turen. Dertil er der nok for meget Løkken/Blokhus badeby over det hele. Og den store turistfornøjelse ved at køre rundt i Beach Buggy er heller ikke lige mig. Men alligevel har det været hyggeligt og afslappende med en god Pousada, gode madsteder og dejligt vejr.

Selv om Buzios primært er turistby, så er der enkelte lokale fiskere tilbage

Aftensmad bliver på en restaurant inde i "downtown". Det er en kilo-restaurant, hvor man betaler afhængig af hvor meget man hælder på tallerkenen fra den store buffet. En saxofon kommer forbi og spiller til noget medbragt baggrundsmusik. Det lyder gudsjammerligt, så jeg går hjem til min Pousada.

 

Fredag den 1. august

 

Afgang fra Buzios kl. 8.30 til Rio de Janeiro. Det er samme bil, samme chauffør og samme selskab - nemlig kun mig selv. Heldigvis er det både lyst og tørt den her gang, så man kan se hvad man kører forbi. Det er mestendels fattigt landbrug, og når vi nærmer os Rio, så bliver det grim industri og fattige favela'er.

 

Vi lander ved mit hotel Rio Othon Olinda kl. 11.30. Jeg siger farvel til min chauffør og tjekker ind på værelse 205. Othon Olinda er et gammelt, lidt slidt hotel midt på Copacabana.

 

Så smutter jeg hen til min lokale rejseagent. Jeg tjekker at billetten hjem er ok - det er den, og køber også billet til fodboldtur til Maracana i morgen.

 

Næste aktivitet er meget nærliggende Copacabana. Først næsten hele vejen op langs den brede flotte strand. Så tilbage igen, med planer om at tage hele turen ned også. Men netop da jeg når til mit hotel begynder det at regne, så jeg smutter indenfor der i stedet. I det hele taget er det, efter lokale forhold, alt for koldt. Det er 22 grader, og så er der altså ikke mange på stranden. Der er kun nogle enkelte fodboldspillere, og så selvfølgelig de altid aktive gadesælgere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På hotellet er der til gengæld ESPN Brazil blandt TV-kanalerne. De sender fodbold direkte fra Brøndby Stadion mellem Danmark og Portugal. Så jeg får set at vi vinder 4-2 til akkompagnement af et ægte sydamerikansk kommentator-"gooooooooooooooooooooooooool Dinamarca" - jeg mener - som om kampen betød noget......

 

Aftensmad på et lokalt Charuscoria, hvor de står og skærer lækre kødlunser af til en, som man så betaler 3 Reials for pr 100 gram.

 

Dagen slutter med en øl i baren med udsigt mod Copacabana - eller rettere den benzintank, der er placeret midt mellem hotellet og stranden.

 

Lørdag den 2. september

 

Jeg starter dagen med et besøg i den lokale hæveautomat. 350 Reials til de sidste par dage må række.

 

350 Reials svarer for øvrigt til mindste-månedslønnen på det brasilianske arbejdsmarked. Det fortæller Christina, den fortrinlige guide på dagens første tur - en favela-tur. Med andre ord, de fleste der bor i disse favela'er tjener det samme om måneden, som jeg brænder af på 4 dage som turist i Rio. Den slags synes jeg er tankevækkende.

En stor del af Rio's indbyggere bor i favela'er oppe i Rio's mange bakker. Favela'er har ry for at være farlige at færdes i. Her har politiet ikke noget at gøre. Det er de lokale narko-baroner, der er lig med lov og orden. Christina fortæller dog, at vi kan være helt trygge i dag. Dels ved de, at vi kommer som turister, og dels tilsiger favela'ens moralkodeks at kriminalitet ikke begås i favela'en, men kun udenfor. Det er ok at tage billeder, blot ikke af folk med walkie-talkier eller skydevåben. De er involveret i narkohandel, og vil helst ikke fotograferes. Favela'er er for øvrigt også kendt fra filmen "City of Gods".

 

Første favela hedder Rocinha og er kæmpestor. Hvor mange der bor her vides ikke, men man anslår - ud fra strømforbruget - at det drejer sig om mellem 100.000 og 150.000 mennesker. Vi gør 3 stop i Rocinha. Et lige ved indkørslen, et hvor der er en god udsigt og det sidste i en travl handelsgade. Favela'en er nemlig et helt samfund for sig selv. Man kan få alt - og man behøves sådan set ikke at komme udenfor favela'en.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Favela'en arkitektur er noget helt for sig. Man bygger huse af de forhåndenværende materialer. Da Rocinha er en relativt velhavende favela, er de fleste huse dog hjemmelavede murstenshuse, men enkelte steder finder man også blå plastic som afskærmning af ens enemærker. Mange huse er etageejendomme. De er måske startet som et "et-planshus" og når der så har været brug for det har man bare bygget en etage mere på osv. osv. Heldigvis forekommer der ikke jordskælv i Brasilien - ellers ville det gå galt. Elektricitet er et kapitel for sig selv. El-ledninger går på kryds og tværs overalt i skønsom uorden. Efterhånden har de fleste også fået indlagt vand og kloakering - men det er ikke alle steder. De fleste har faktisk også satellit-tv. Ifølge Christina kan brasilianere ikke leve uden at kunne følge med i fodbold og så de lokale brasilianske soap-operaer.

Næste favela er meget mindre. Den hedder Villa Canoas, og er nærmest en "mønsterfavela". Her besøger vi en "community-skole" - Para Ti - hvor man forsøger at hjælpe de elever, der er afhængige af de håbløse offentlige skoler. Halvdelen af turens pris, går til støtte for den skole. Desuden går vi en tur rundt, og op og ned i favela'ens små gyder. Her kunne man sagtens fare vild. Det er tæt og beboerne har dårligt noget privatliv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Turen tager 3 timer, og jeg tror aldrig før, jeg har været på en tur, der har gjort så stort indtryk.

 

Dagens 2. tur går til Maracana - et af verdens største fodboldstadions. Maracana blev bygget til VM i 1950, og i sikker forvisning om at Brasilien ville blive verdensmester, lovede man at male stadion i verdensmesterens farver. Lige siden har man derfor måttet lide den tort at se Maracana malet lyseblå - Uruguay's farver....

Kampen i aften er mellem Flamengo og Internacional. Det er med andre ord Rio's største klub mod vinderen af Copa Libertadores (Sydamerikas Champions-league), så det er ikke en helt ligegyldig kamp. Der er kun 14.000 tilskuere, men de laver et vældigt spektakel. Det kan skyldes, at vi er havnet i den mest energiske fan-afdeling, hvor der findes et utal af sange over temaet "åhhhh - åhhhh - åhhhh". Flamengo kommer foran i slutningen af 1. halvleg, men kort ind i 2. halvleg vælger kampens friske dommer - med ganske kort mellemrum - at tildele udeholdet 2 straffespark!!. Begge synes dog korrekt dømt. Internacionale netter sikkert begge 2, og nu skal jeg lige hilse og sige at tonen fra publikum får en anden lyd. Hvis man kunne lidt portugisk, kunne man lære mange nye ord nu. Især hjemmeholdets venstre back Juan må lægge ører til lidt af hvert. Det var ham, der mistede bolden i et fatalt opspil, der førte til det 2. straffespark.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kampen slutter ved 8-tiden og en times tid senere er jeg hjemme ved hotellet igen.

Søndag den 3. september

 

Det er store Rio-tur i dag. Fernando (eller var det Alfredo?) henter mig kl. 9 og så går det slag i slag til Rio's største seværdigheder. Første stop er Sukkertoppen (Pao de Acucar).

 

Det kræver 2 ture med svævebane for at nå op på toppen af det mærkelige bjerg med den fantastiske udsigt midt i Rio. Vejret er perfekt, så man kan se Rio's mange kvarterer og de grønne bakker, der blander sig med Rio's bygninger og skaber en af verdens absolut smukkeste byer. Det er op ad disse mange bakker, de uorganiserede favela'er breder sig.

 

Sukkertoppen er knap 400 meter høj, og også et yndet udflugtsmål for klatrere. I dag er der flere af dem, der i små grupper er ved at fire sig ned ad de stejle skrænter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et par flyvemaskiner flyver rundt over Sukkertoppen hvor slipstrømmen danner bogstaverne Oi. Oi er et stort telefonselskab, der er sponsor for det marathonløb, der foregår i Rio i dag.

 

Fra Sukkertoppen kører vi videre ud til strandene Ipanema og Leblon, hvor livet nydes en søndag formiddag med godt vejr.

 

Så er det ellers frokosttid på en af byens mange spis-alt-hvad-du-kan restauranter.

Eftermiddaggen starter med en køretur gennem den store Tijuana-skov til bjerget Corcovado, som er kendt for den store Kristusfigur med de udstrakte arme. Nu er vi helt oppe i 710 meter, så det er faktisk blevet hundekoldt. Vi får set kalorius og får set den fine udsigt, og forsætter nu ned gennem det charmerende - men efter sigende halvfarlige - kvarter, Santa Theresa. Vi kommer bl.a. forbi den villa som Ronnie Biggs - berømt engelsk togrøver - boede i, før han frivilligt vendte hjem til England i 2001. Senere hen kommer vi også forbi Maracana og Rio's Sambadrome, hvor det årlige karnevel i februar afholdes. I dag er det dog en lidt uinteressant betonkonstruktion. Et par sambadansere ville pynte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Videre til dagens sidste stop som er San Sebastian Katedralen. Det er en stor moderne sag med plads til en frygteligt masse mennesker. Den er tudegrim udefra, men ganske smuk og stemningsfuld indenfor.

 

Så går det ellers videre via Rio downtown og de 2 beboelseskvarterer Botafogo og Flamengo, som begge er opkaldt efter fodboldklubber (eller er det omvendt?). Til sidst aflæsning ved turdeltagernes hoteller, hvor jeg - traditionen tro - må med hele vejen rundt, og bruge en times tid på det, inden Olinda endelig dukker op.

 

Aftensmad på den lokale og en kort gåtur op ad Copacabana, hvor der er gang i noget stort koncertværk, der gør det umuligt at komme frem.

Mandag den 4. september

 

Regnvejr i Rio. Det er ikke så fedt. Dagens eneste aktivitet bliver en shopping-tur i det nærliggende Rio Sul Shopping. Det er et stort shoppingcenter, der dog ikke er væsentligt mere interessant end Kolding Storcenter.Og det er jo ligesom ikke det, man rejser om på den anden side af kloden efter. Eneste mærkværdighed er, at alt kan købes på afbetaling. Tøj, sko, ure, fotoapparater - you name it - alt kan fås i rater. Faktisk oplyses næsten alle priser som 10 x 45 - altså 10 rater af 45 Reials. Så står kontantprisen med småt nedenunder.

 

Aftensmad på en Lonely Planet anbefalet restaurant, som jeg opdager lige rundt om hjørnet fra hotellet. "Manuel e Joaquim" hedder den - virkelig mums.

 

Tirsdag den 5. september

 

Blæsevejr og overskyet på Copacabana. Det er ikke sådan man ser det i turistbrochurerne, men man kan nu sagtens kigge på alligevel. Jeg går derfor en lang tur langs strandene Copacabana og Ipanema. Der er af gode grunde ikke nogen badende, men til gengæld er det surfervejr med flotte bølger på Copacabana. Det er der mange, der benytter sig af, og de er gode til det.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Min sidste brasilianer-frokost bliver på "Manuel e Joaquim". Jeg har kun haft 3½ dag i Rio, og det er for lidt, især når 1 dag gik i regnvejr. Der er for mange ting jeg ikke har set, men det må der rådes bod på en anden gang.

 

Afgang med Taxa fra hotellet kl. 14.30, så jeg er i god tid til afgang fra Rio's halvkedelige lufthavn. TAP flyver til Lissabon kl. 17.30 og lander onsdag morgen kl. 7.15 lokal tid efter knap 9 timers flyvning. Jeg har stort set ikke sovet og filmene er elendige. Eneste fornøjelse er at genere den foransiddende, når han mener han skal læne sædet helt tilbage. Så får han det gode gamle "knæ-i-ryggen"-trick at mærke, og kommer snart på bedre tanker.

 

Onsdag den 6. september

 

TAP flyver fra Lissabon kl. 9.30 og lander i København godt 3½ timer senere kl. 14.10 lokal tid. Så er det ellers bare at drøne igennem lufthavnen - fat i bagagen - og så kan man lige nå 14.40 til Vejle, hvor man så er hjemme kl. 17.20.

 

 

Salvador
Pelourinho
Pelourinho
Pelourinho
Pelourinho
Praia del Barro
Praia del Barro
Pelourinho
Pelourinho
Pelourinho
Pelourinho
Tukan
Tukan
Iguazu
Iguacu
Iguacu
Iguacu
Iguacu
Iguacu
Iguacu
Pelourinho
Buzios
Buzios
Buzios
Buzios
Buzios
Buzios
Iguacu
Copacabana
Copacabana
Rocinha
Rocinha
Villa Canoas
Villa Canoas
Maracana
Maracana
Fra Sukkertoppen
Fra Sukkertoppen
Kristus
San Sebastian Katedralen
Ipanema