www.henningn.dk

Søndag d. 1. februar

Ankomst Melbourne kl. 6.30. Turen var ok. Bussen meget komfortabel. Jeg har faktisk sovet en del og er rimelig frisk.

Skal finde et sted at bo - gerne centralt. Tjekker Victoria Hotel lige midt i byen. De har enkeltværelser til ca. 40 dollars. Lyder ok - tager derind. Derinde tilbyder de et bedre værelse - med tv, bad og "coffee-making facilities". Siger ok til det - til 52 dollar pr. nat. - ca. 30 dollar under den normale pris for værelset. Får det med det samme - og får sovet et par timer igen.

Byen er præget af at der er finale i Australian Open i tennis. Går en tur langs promenaden ved floden. På Crown Casino taber jeg 20 $ på 90 sekunder - man er en håbløs amatør sådan et sted. Der ryger godt nok mange penge over disken.

Tager på en spøjs lille tur på floden og herefter tilbage til hotellet for at se det sidste af tennisfinalen. Vi sejlede lige forbi tennisstadion, da de skulle til at i gang.

Yarra River - i baggrunden til venstre er det Crown Casino

Om aftenen fiser jeg den af foran flimmeren.

Mandag d. 2. februar

Queenscliff. Ud og rejse kollektivt! Først med toget til Geelong. Derfra med bus til Queenscliff. I Queenscliff tager man færgen tværs over en bugt til Sorrento. I Sorrento bruger man godt 1 time på at finde byens eneste busstoppested. Undervejs finder jeg en grill-bar, der reklamerer med danske hot-dogs. Det må prøves. De er af yderst tvivlsom karakter, men manden er skam dansker - og konen har familie i Bredballe.

Med bussen - en megalang lavgulvsbus ude på bøh-landet - til Frankston. I Frankston omstigning til "The Met" til Melbourne. Lidt spøjs måde at lege turist på. Bare at bruge de almindelige kollektive transportmidler

Tirsdag d. 3. februar

Først med "The Met" ud til Belgrave - da jeg endelig fandt ud af hvordan jeg skulle købe billet. En emsig billetsælger insisterede på at den skulle trækkes i en automat. Så måtte en anden forklare hvordan automaten virkede. Og hvad for en billet man skulle have til Belgrave.

I Belgrave videre med "Puffing Billy" til Lake Emerald. "Puffing Billy" er et damplokomotiv, der slæber sig op ad nogle bakker i "Dandanongs" - smadderflot udsigt undervejs. Brugte et par timer ved Lake Emerald - gik en tur - læste lidt i den medragte bog - såvidt som fluerne tillod det - og ind at se en modeljernbane med 2 km spor. Modeljernbaneejeren startede hele molevitten, selv om jeg var den eneste der var der.

Midt på eftermiddagen retur igen. Først ned af bakken med "Puffing Billy" og så med "The Met" tilbage til Downtown.

Puffing Billy skal vandes

Onsdag d. 4. februar

Et velkomponeret billede fra St. Kilda

Lidt af en slapper-dag. Med en af de lokale sporvogne til St. Kilda Beach. Gå en tur langs stranden og ud på St. Kilda Pier, med en imponerende udsigt ind over over downtown Melbourne.

Tilbage til Melbourne og en ret lang gåtur derinde - ikke mindst fordi jeg ikke kom tilbage med den sporvogn jeg troede jeg kom tilbage med. Ud til Lygon Street i udkanten af downtown, hvor der ligger et hav af restauranter. Snupper en pizza inden turen går tilbage til hotellet.

Torsdag d. 5. februar

På tur med Autopia-tours. 22 personer plus en munter chauffør. Afgang kl. 12.30. Første stop er en lille fauna-park, hvor der er koalaer, emuer, wombats og kænguruer. Man kan gå ind og håndfodre kænguruerne, der er meget tamme og gerne stiller op til fotos.

Derfra videre til Phillip Island og en "conservation koala-park", hvor man vist nok forsøger at hjælpe nogle hjælpeløse koalaer. Vi går en tur i parken og rundt på nogle såkaldte "boardwalks", hvor man kommer op i højde og kan tage nogle gode billeder.

Videre derfra til "The Nobbies", hvor man skulle kunne se sæler. Det kunne man nu ikke den dag, fordi kikkerten ikke virkede. Til gengæld var det utrolig flot at se bølgerne hamre ind mod kysten. Det var gammelt vulkanområde, så kysten bestod til dels af sort lava.

Fra "The Nobbies" ind til øens største by Cowes for en pizza.

Ved 7-tiden ud til turens highlight "The Penguin Parade". Her samler man hver aften ved solnedgang et par tusind mennesker, for at se pingvinerne gå i land. Pingvinerne sover i nogle små "shelters" i bakkerne om natten og bruger dagen i vandet. Vores glimrende chauffør havde vist os hvor det var bedst at stå. Kl. 21 dukkede de første pingviner op, og vraltede til deres "shelters", tilsyneladende ligeglade med det store publikum. Det så enorm sjovt ud, når de gik op ad stranden til deres lille private bolig. Herefter gik det slag i slag med små grupper af pingviner den næste times tid. Desværre ingen billeder - det var for mørkt og blitz var ikke tilladt. Kl. 22 tilbage med den hyggelige gruppe - og med ankomst til hotellet lige før midnat.

En Wallabi - sådan en slags mini-kænguru

Fredag d. 6. februar

Endnu en slapperdag. Om eftermiddagen en 2-timers gåtur ud til - og rundt i - Royal Botanic Garden - og tilbage igen. Som alt andet her i Melbourne utroligt imponerende.

I det hele taget har selve byen Melbourne været en stor positiv overraskelse. Der er bare så meget plads - man er aldrig trængt - selv om byen er så stor som den er. End ikke i det inderste af downtown. Alletiders by.

Til aften ud at spise kinesisk i Chinatown. Kylling i chilli og med peanuts. Hot and spicy!!

Videre langs Great Ocean Road