Henning i New York 2011

Fredag den 7. januar

 

Både rejse og overnatning var billigt på den her tid af året. Så en uge i New York må være passende. Så må man tage det vejr med som byder sig til.

 

Tidligt op i Aarhus og med 913X til Billund. Herfra flyver jeg kl. 11.30 til Amsterdam. Her er der så et effektivt flyskifte til New York flyveren. Den lander i JFK kl. 4 pm lokal tid. Men derfor er man jo ikke ved målet. Det tager faktisk 3½ time mere. Først en kæmpekø ved Immigration, så fat i bagagen, og en ny kø ved tolden. Jeg kan ikke finde en Super-Shuttle til mit hotel, så via lidt forvirring tager jeg et Airtrain til Howard Beach – og så ”The A-Train” til Downtown New York. Jeg får dog ikke hoppet af ved ret station, så jeg må i stedet af på 14’th Street hvor jeg så kan ”backtracke” til Fulton Street. Her er der så en kort gåtur til Holiday Inn på Nassau Street. Her er der lejet et rimeligt billigt værelse via Priceline.com. Og så har de endda opgraderet mig til en Executive Suite – nr. 1305. Executive betyder vist i den her sammenhæng at værelset indeholder et strygejern. Så er det ellers tid til aftensmad i hotellets cafe, lidt football på skærmen – og så på hovedet i seng.

 

Lørdag den 8. januar

 

Det er godt at få sovet, men ikke for længe. For allerede kl. 10 er der mødetid ved Father Dempsey Square i Greenwich Village. Her starter en lille fotogåtur med photowalkabouts.com. Under ledelse af en lokal fotograf/guide bliver vores lille gruppe ført rundt i Greenwich Village. Vi får selvfølgelig vist de mest fotogene steder, og får tekniske tips undervejs. Normalt er jeg ikke til ture, men det her fungerer fint. Vi går fra sted til sted, og har så 10 minutter hvert sted til at tage billeder. Efter 2½ time slutter vi så af ved Washington Square.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter frokost er det shopping-tid. Det er nødvendigt for besparelserne her skulle jo gerne finansiere turen. Derfor er det nødvendigt først at købe 2 nye linser til mit kamera. Dels en lysfølsom 50 mm fætter, der næsten kan tage billeder i mørke, og så et maskulint 70-300 mm zoom-objektiv, så man kan tage billeder af detaljer på månen. Det suppleres så af en Ipad, så man også er med på noderne.

Grejet må jo prøves, og en gåtur ud på Brooklyn Bridge omkring solnedgang må være perfekt for at afprøve 50 mm’eren. Det tiltagende mørke – godt hjulpet på vej af en lillebitte snestorm – stiller passende krav på verdens flotteste bro.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om aftenen er der så Professionel Bull Riding i Madison Square Garden. Det er en aktivitet hvor seje cowboys skal sidde på en sindssyg tyr i 8 sekunder, og så vidt muligt undgå at blive slået til plukfisk undervejs. Det er vel lidt en blanding af cirkus og sport – nok mest cirkus – hvor der gøres meget ud af at gejle publikum op.

 

Video - En vild ridetur

Video - En vild ridetur mere

 

Dagen slutter med en subway-tur tilbage til aftenmørke Financial District, hvor jeg så kan komme i seng på Holiday Inn omkring midnat.

Søndag den 9. januar

 

Morgenmad på en lokal Diner – æg, bacon, hash browns – og uanede mængder kaffe. Det er vel New York. Herefter går dagens turisthalløj i gang.

 

Jeg starter med at tage subway C til 14’th Street. Her er en kort gåtur til Meatpacking District. Her starter ”The High Line”, som er en gammel hævet togstrækning, der nu er omdannet til en park/gangsti. Den går sådan set gennem gamle industrikvarterer, men med mange flotte bygninger. Så kom ikke at sige at gamle industribygninger altid er grimme. Undervejs er der diverse kunstindslag. F.eks. er der et sted med forskellige klokker, der ringer hvert minut. Kl. 1 minut over hver time ringer klokken fra kunstnerens stamværtshus – kl. 2 minutter over hver time ringer startklokken fra galopbanen The Aquaduct. Gåturen på ”The High Mile” slutter ved en låge i Chelsea. De arbejder på en forlængelse, men der må man ikke gå endnu.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Chelsea smutter jeg ned til Chelsea Pier for at prøve en særlig fornøjelse. Her kan man nemlig spille golf – eller rettere – slå golfbolde ud over en Driving Range, der stikker ud i Hudson River. 25 $ for 90 bolde, og så må man godt tyre efter boldindsamlingsbilen.

 

Frokost bliver på en kineser-snask i Chelsea, inden jeg tager subway’en op til Central Park. Her gør jeg hvad de fleste andre gør – går en lang spadseretur i den flotte snedækkede park. Ved 4-tiden smutter jeg retur til Holiday Inn, for at bruge resten af dagen på NFL Wildcard-kampe på TV – kun afbrudt af en tur til Papa Johns for at hente en pizza

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mandag den 10. januar

 

Morgenmad på min Diner, og så afsted til dagen 1. seværdighed. Det er en rundvisning i Federel Reserve Bank – en aktivitet der er valgt fordi den ligger lige overfor hotellet. Rundvisningen er gratis og kedelig. Men man kommer dybt ned i kælderen, for at se på guldbarrene – de ægte altså – og som souvenir får man ovenikøbet en stak pengesedler. Desværre er de klippet i stumper og stykker.

 

Efter det tager jeg Subway’en til Bleecker Street. Her går jeg en lang tur rundt i East Village. Jeg har læst en masse om dette område i Lars Movins bog Downtown. Området er vel nærmest kendt som punk-kulturens – og mange andre sub-kulturers – arnested. Det er spændende at gå rundt i det kvarter, langt fra den gængse turistrute. Jeg kommer også igennem Tompkins Square Park. Her blev en gruppe hjemløse smidt ud af politiet under stor tumult i 1988. Hvordan smider man egentlig en hjemløs ud? – nåh – men det var dengang East Village var et farligt område fyldt med med narkomaner og forbrydere. Det er det ikke længere. Nu er det småmondænt og ret dyrt at bo her.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg fortsætter sydpå fra East Village til Lower East Side. Det minder lidt om East Village, men ikke helt så boheme-agtigt. I en smal gyde finder jeg en hyggelig restaurant ved frokosttid. Den viser sig at være småtrendy, og omtalt i min Lonely Planet Guide. Min fish’n’chips var da også glimrende. Herfra fortsætter jeg videre rundt i turistfrie gader. Der er ikke specielle seværdighedr – kun spændende gadeliv. Det her er det rigtige New York.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg fortsætter videre ned mod Financial District gennem Chinatown. Jeg er tilbage ved hotellet efter ca. 5 timers gåtur. Solen har skinnet fra en skyfri himmel, men det er koldt, så en varm kop kaffe på værelse 1305 gør godt. En lille kaffemaskine er naturligvis standardudstyr i en Executive Suite.

 

Aftenen går i afslapning. Det bliver kun afbrudt af en burger på min lokale stam-diner på Nassau Street. Her er jeg ved at være et kendt ansigt, så de hilser pænt når man kommer.

 

Tirsdag den 11. januar

l

Morgenmad på mit sædvanlige sted. Derfra til Century 21 for at købe fornuftigt fodtøj til fornuftige priser. Century 21 er et gigastort outlet-sale tæt ved mit hotel, og lige overfor Ground Zero. Bare fodtøjsafdelingen er vel næsten på størrelse med Salling.

 

Så smutter jeg ned til South Street Seaport. Ikke for at se denne ret syge turistfælde, men fordi man kan købe billige teaterbilletter i TKTS. Jeg får en til ”American Idiot” i aften.

 

Så går det ellers med subway op til Midtown. Først til Grand Central Station. Den har jeg aldrig set før af en eller anden grund. Den er flot og stilfuld. Marmor gør nu et eller andet ved en ventesal. Sådan laver man ligesom ikke stationer mere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Videre til Public Library. Det er også flot og stilfuldt. Her vil et normalt dansk provinsbibliotek også komme til kort. Sådan bygger man heller ikke biblioteker mere.

 

Så var det egentlig tanken at besøge International Center of Photography – bl.a. for at se Capa’s original-snyde-billede fra den spanske borgerkrig, og så for at se en udstilling kaldet The Mexican Suitcase – også med Capa-billeder. Men der er desværre lukket fordi de er ved at sætte en ny udstilling op, og de åbner først igen på lørdag. Medarbejderen i Informationen kan da godt se det er træls når jeg nu er kommet hele vejen fra Danmark kun for at se den udstilling, men hun kan ikke hjælpe mig. Og jeg kan ligesom ikke vente til på lørdag.

I stedet går jeg videre til Rockefeller Center og op til ”Top of the Rocks”. Det er en udsigtsplatform oppe på toppen med en storslået udsigt, både udover Central Park – og helt ned til Downtown. Den er faktisk bedre end den mere populære i Empire State Building, og der er meget bedre plads.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så er det ellers retur til hotellet. Undervejs samles en sen frokostpizza op på Papa John’s. De kender mig efterhånden også.

 

Efter lidt afslapning er det retur til Midtown, 44’th Street, St. James Theater og ”American Idiot”. Det er en musical – eller vel snarere en Rockopera om Green Day – deres historie og musik. Flot lyd, flot lys og flot skuespil – og ikke mindst noget fedt musik jeg nok har hørt, men ikke lagt mærke til før. Jeg er imponeret.

 

På vej hjem begynder det at sne. De har lovet snestorm i nat. Det skal blive spændende at se hvad man vågner op til.

Onsdag den 12. januar

 

Det har sneet hele natten, men ikke så meget som forventet. Så iført nyt vinterfodtøj, så kan jeg sagtens gå ud og lege turist også i dag.

 

Dagens gåtur hedder Broadwar – eller en del af den – nemlig strækningen fra Times Square og så til mit domicil – anslået ca. 7 km.

 

Broadway lyder som noget vældig flot og fornemt. Det er det også oppe ved Times Square, men resten ganske normalt gadeliv. Til gengæld kommer man igennem mange af New York’s forskellige kvarterer og bydele undervejs, og man kan fornemme hvordan byen skifter karakter. Man render også ind i flere hyggelige parker på vejen. På mange måder er New York en sammenlægning af hundredvis af enkeltkvarterer med hvert sit særpræg. Det starter ved Times Square med teatre og designerbutikker. Så kommer man til Herald Square, hvor stormagasinet Macy’s holder til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Smeltevand på Broadway Videre ned til Flatiron District, som er opkaldt efter den trekantede bygning Flatiron, som nogle mener ligner et strygejern. Her er også Madison Square Park, som er fyldt med hundeluftere. Antallet af hunde i New York er abnorrmt. Jeg spurgte guiden på fototuren og hun sagde at det var vildt trendy at holde hund. Nogle gange 2-3 kæmpestore køtere i en lille New York lejlighed, så der dårligt var plads til beboeren. Videre ned til Union Square – mere hundeluftning og afslapning. Man vifter lige sneen af bænken, så kan man godt sidde ned. Nu kommer man forbi Greenwich Village for de rigtigt rige og New York University. Herfra hedder kvartererne Noho, Soho og Tribeca inden jeg når ned til Lower Manhattan – eller Financial District om man vil. Det er her jeg holder til. De 7 km giver anledning til en lille pause og en lur på hotellet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På TV går de voldsomt op i en mindehøjtidelighed for 6 personer der blev dræbt af en skør kugle i et indkøbscenter i Tucson. Ved samme lejlighed blev et kongresmedlem voldsomt kvæstet. De diskuterer og diskuterer hvordan man kan blive så skør og hvad man kan gøre ved det – men ikke en eneste stiller spørgsmål ved det rimelige i at sådan en lunitic kan anskaffe sig et semiautomatisk våben…

 

Aftenturen er en populær klassiker, som man skal når man er i New York. Ned ad Nassau Street til Staten Island Ferry – og så en gratis, kold og blæsende sejltur frem og tilbage. Aftensmaden er en gang and i peanutsauce fra en lokal thai-take-away. Det er mums. Udbuddet af take-away er bedre end i Aarhus…..

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Video - en blæsende sejltur retur mod Manhattan

Torsdag den 13. januar

 

Der er egentlig ingen planlagte aktiviteter for dagen. Så jeg tager Subway’en ind til 42’nd Street, så må vi se.

 

Først går jeg ned til Hudson River. Man kunne jo prøve en turistsejltur med Circle Line. Men det er lavsæson, så de sejler ikke ret meget. Den næste er om 1½ time, og det vil jeg ikke vente på. I stedet smutter jeg op gennem området Hells Kitchen til Times Square. Den ene del af Hells Kitchen er tilsyneladende mest småindustri og beboelse – men jo nærmere man kommer Times Square desto flere små restauranter dukker der op. Oppe ved Times Square er der som sædvanligt vildt turist-tumult. Jeg tager de obligatoriske billeder, inden jeg smutter over til 5’th Avenue og de virkelige dyre butikker. Her skal jeg ikke handle – men man kan da altid kigge og se på de dyre designer-ure uden prisskilt. Oppe ved 53’rd Street smutter jeg ned i Subway’en og tager en E-er retur til World Trade Center, hvorfra der er en kort gåtur til hotellet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter en pause finder jeg så ud af, at jeg vil ned til South Street Seaport for at se en fotoudstilling med Alfred Stieglitz. Han har taget en række berømte New York billeder. Men jeg har ikke held med mine fotoudstillinger. Den her er lukket – så ingen Alfred i denne omgang. I stedet dingler jeg lidt rundt i Downtown. Financial District er ved at lukke ned for i dag. I løbet af en time forandrer kvarteret sig fra hyperaktivt handelscentrum til et næsten spøgelsesagtigt kvarter, med ganske begrænset aktivitet. Jeg får set seværdighederne – børsen i Wall Street og Federal Hall, hvor USA’s første parlament lå og hvor George Washington blev indsat som USA’s første præsident. Begge steder er omgivet af hysteriske sikkerhedsforanstaltninger. Man kan slet ikke komme i nærheden af børsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om aftenen er det igen ind til Madison Square Garden. Her der der høj musik og reklamepauser, som momentvis afbrydes af en ishockey-kamp mellem New York Rangers og Vancouver Canucks. Sidstnævnte har en dansker – Jannik Hansen – på holdet. Rangers vinder med beskedne 1-0, hvilket et lidt tyndt i en ishockeykamp. Men tempoet var sindssygt og keeperne var begge ret fantastiske.

 

Video - Hockey i Madison Square Garden

 

Herfra så tilbage til hotellet og i seng.

Fredag den 14. januar/Lørdag den 15. januar

 

Det er sidste dag i New York. Jeg sover længe, for der kommer en anstrengende rejsedag. Dagens gåtur er i det lokale kvarter. Den går gennem finansdistriktet og ned til Battery Park. Så via en sti langs Hudson River op til Shopping- og forretningscentret World Financial Center. Herfra er det retur til hotellet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvis man her skal opsummere New York, så kan man godt se at finanskrisen har ramt byen. Det er selvfølgelig svært at se hvordan det er gået spekulanterne, men antallet af hjemløse og antallet af mennesker, der er beskæftiget med at holde et papskilt, der viser vej til en forretning, er stort. Meget større end sidste gang jeg var her.

 

Kl. 2 tager jeg så Subway’en til Penn Station. Derfra et tog til Newark International Airport. Delta flyver kl. 7.30 – med knap 1 times forsinkelse til Amsterdam. Der er medvind, så det går hurtigt. Efter kun 6½ time lander vi i Schiphol, så jeg kan lige nå flyveren kl. 9.40 til Billund. I Billund er det med 913X til Aarhus og det sidste lille stykke med en 8’er til Aarhus Lower West Side.

 

Greenwich Village
Greenwich Village
Brooklyn Bridge
Brooklyn Bridge
High Line
High Line
Central Park
Central Park
East Village
Tompkins Park
East Village
Lower East Side
Grand Central Station
Grand Central Station
Top of the Rocks
Top of the Rocks
Madison Square Park
Broadway
Broadway
Broadway
Staten Isladn Ferry
Downtown New York
Hells Kitchen
5th Avenue
Financial District
Financial District
Financial District
Battery Park