www.henningn.dk

Se også
Irland fotoalbum
Irland billedvideo
Belfast billedevideo
Giants Causeway billedvideo
Derry billedvideo
Galway billedvideo
Inishmore billedvideo
Dublin billedvideo
English version

Onsdag den 12. september

Der er god tid om formiddagen, for jeg skal først videre ved frokosttid. Kl. 12 er der afgang med bus til Rossaveal. Det tager en times tid. Det passer så med færgen til Inishmore – den største af Aran øerne – kl. 13. Jeg har været der før på en dagstur. Det blæste og det regnede, men ikke desto mindre blev jeg så fascineret af øens enestående natur, at jeg lovede mig selv at vende tilbage, hvis chancen bød sig. Det gør den nu, så jeg har booket 3 nætter på Kelly House i udkanten af Inishmore’s hovedby Kilronan.

Inishmore består af sten – limsten. Den er ca. 14 km. lang, og omkring 4 km. bred, hvor den er bredest. Nordsiden af øen går normalt pænt ned til vandet, men så stiger øen i retning mod syd for så pludselig at slutte med nogle gevaldige klipper ud mod Atlanterhavet. Så gør man klogt i ikke at gå længere, for ellers slutter rejsen her.

Man har forsøgt at få noget til at gro, og give heste, køer, får og geder mulighed for at græsse. Men det er svært på en ø, der næsten kun består af sten. Derfor har man i generationer samlet sten sammen og bygget stendiger op overalt. Det er et helt fantastisk syn, at se den her ø med tusindvis af små stendiger.

Det får jeg lejlighed til at kigge nærmere på. Min første gåtur på øen går fra Kelly House via Kilronan til øens vestligste del. Turen går ad stenede veje og stier til seværdighed nr. 9, på det kort jeg fik udleveret på kajen i Rossaveal. Det er Dún Dúchachair – Det Sorte Fort. Det er ruinen af et fort – umådeligt gammelt – helt ud til klipperne. Udsigten herude er utrolig. Jeg er stort set alene. Der kommer kun en turist mere, mens jeg er der. Neden for den stejle skrænt kan man se og høre Atlanterhavet slå mod klipperne. Går man bare 20 meter længere tilbage, er det dødstille – man kan ikke høre en lyd. Det er helt fantastisk.

Det er vanskeligt at løsrive sig, men det skal man jo. Jeg forsøger at finde seværdighed nr. 10 Teampall Bheanain – Saint Benan’s kirke – som skulle være i nærheden. Men jeg kan ikke finde vejen derop. Det skulle ellers være verdens mindste kirke 3,7 x 1,8 m. Det mår være derfor den er blevet væk. Da jeg opgiver og vender om, får jeg pludselig øje på den på toppen af en bakke, så jeg får da set den på afstand.

Det bliver til en ”ping-middag” på en restaurant i Kilronan. Begrebet ping-middag har jeg hentet fra min Pete McCarthy-bog. Det henviser til, at maden er færdig, når man kan høre mikrobølgeovnen ude i køkkenet sige ”ping”. På vejen hjem bliver det også lige til en pint på Joe Watty’s Bar. Det er ret utroligt at man midt i september, kl. 8 om aftenen, på en ø i det vejrmæssigt vilde Atlanterhav, kan sidde udendørs i t-shirt og drikke sin pint. I sandhed noget andet end sidste gang jeg var på besøg.

Det er rigtig B&B morgenmad. Det traditionelle måltid og almindelig konversation mellem de kun 2 logerende og værtinden Mary. Man har forskellige interesser. Den anden logerende skal f.eks. til Stockholm i næste uge, for at se Jussi Björling museet. Lidt kikset gætter jeg på at Jussi spillede violin. Han var nu operasanger. Og Mary har bagt kager, som man får med til dagens gåtur.

Og tur – gåtur – bliver det også til i dag. Der er vel 6-7 km ud til dagens mål Dún Aengus (seværdighed nr. 5). Turen derud ad smalle veje tager vel 2 timer. Undervejs møder jeg 2 biler, 3 cykler og 1 traktor, så øen er ikke overrendt fra morgenstunden. Man kommer også forbi en sælkoloni (seværdighed nr. 8), hvor en masse sæler ligger og driver den af. En enkelt tror åbenbart, at den er en delfin, for den svømmer rundt og laver nogle fine spring op i luften.

Derudover er der selvfølgelig en mængde stendiger og en del køer, så man ikke føler sig helt alene.

Ude ved Dún Aengus er der flere mennesker. Dún Aengus er et såkaldt semi-cirkulært fort. Semi fordi det ligger helt ude til de stejle klipper, der ligesom forhindrer at man kan gøre cirklen færdig. Man formoder at fortet blev bygget af kelterne omkring 2000 f.kr. Det består af en indre halvcirkel opbygget af mange lag sten. Udenom er der endnu en stencirkel af høje stengærder, der nok har kunnet holde angriberne væk. Man har kunnet have et helt lille samfund indenfor murene, men har givetvis haft det problem, at der ikke har været drikkevand på stedet. Det er et fantastisk sted, og et fantastisk bygningsværk med en fantastisk udsigt. Sidste gang jeg stod her, stod regnen ned i tove. I dag er vejret perfekt. Let overskyet, men netop som jeg når op på toppen kommer solen frem.

Man skal også her passe lidt på, for vi er ude i naturen, og i naturen er der ikke rækværk ved kanten. Så går det lodret nedad i stedet for. Jeg bruger et par timer på dette mageløse sted, inden der er 6-7 km’s gåtur retur til Kelly House.

På hjemturen er der mere trafik, for nu er dagsturisterne kommet. De bliver kørt rundt i minibusser eller med hestevogn, hvis de da ikke har lejet cykler hos Aran Bike (seværdighed nr. 1 – og udgiver af seværdighedskortet). På et tidspunkt mødes en hestevogn i den ene retning med 3 cyklister, en bus og mig i den anden. Ren traffic jam mener en af cyklisterne.

Nede ved sælerne står der nogle og kigger efter dem, men de er der ikke. Det er blevet højvande, så deres sten er oversvømmet og sælerne er søgt andetsteds hen. Rimeligt træt kommer jeg retur til Kelly House ved 4-tiden, til en tiltrængt slapper.

Aftensmad og aftenpint bliver på den hyggelige Joe Watty’s Pub.

Fredag den 14. september

Jeg må indrømme at de 12-14 km’s gåtur i går stadig kan mærkes, så i dag bliver mere rolig. Dagens tur går til Inishmores højeste punkt. Det tager vel en times tid at gå derop. På toppen finder vi seværdighed nr. 4 Dún Árann lighthouse. Det er et forladt lysfyr, lidt forfaldent men med en fin udsigt ud over øen. Lige ved siden af er der et mindre cirkulært stenfort Dún Eochia. Det er ikke nær så stort som Dún Aengus, men til gengæld er det helt rundt. Mængden af turister er beskeden. En 8-10 stykker møder man heroppe. Her kan turbusserne og hestevognene nemlig ikke nå op, så det er kun cyklister og fodgængere, der kommer her. 

Turen ned igen er rigtig fin. Den går ad stier langs med stendigerne. Stierne er i en sådan stand, at selv cyklisterne må stå af for at trække. Der er en flot udsigt hele vejen ind mod Kilronan. Også den del af turen tager vel omkring 1 time til fods.

Efter frokost i Kilronan smutter jeg retur til værelse 2 for at slappe lidt af.

Senere på dagen bliver det til en stille og rolig gåtur i Kilronan og langs kysten. Man kan godt se at turistsæsonen er ved at være slut. Flere restauranter har lukket ned for i år, og mange af de busser og hestevogne, der venter når skibene fra fastlandet lægger til, må køre tomhændede hjem. Der er også en meget forskelligartet opfattelse af vejret og temperaturen. De lokale unger hopper i havnen til en aftendukkert, mens de italienske turister er iført dynejakke og skihue.

Aftensmad bliver på en lokal burgerbar med spilleautomat. Jeg vinder 10 Euro uden at forstå hvordan.