Mandag den 17. marts
Farvel til St. Malo. Det holder tørt, men er til gengæld hundekoldt.
TGV-toget kører til
Paris kl. 12.13. Det kører hurtigt, men til gengæld
sidder man forbløffende elendigt i dem. Toget ankommer til Paris Montparnasse 3 timer senere.
Der tager 10 minutter at gå til mit hotel
Petit Palace. Det er valgt
fordi det ligger godt i forhold til togankomster fra Bretagne, som altid
slutter på Gare Montparnasse – og så fordi det også ligger godt i
forhold til RER B, når jeg senere skal ud til lufthavnen og hjem.
Hotellet er i øvrigt fint og hyggeligt. |
|
|
Nu
er det jo ikke første gang jeg er i Paris, så de store sights har jeg
set. Derfor er der heller ikke lavet specielle planer for de kommende
dage.
Jeg starter med at tage metroen ind til Les Halles for ligesom at mærke
byen. Her går jeg lidt rundt inden jeg smutter over Seinen til Ile de La
Cité for dog i det mindste at se en enkelt seværdighed i dag.
I
Notre Dame kirken er 6-forestillingen i gang. Der er en pæn stor
menighed til stede, der ikke lader sig forstyrre af turisterne ude i
siden. Turisterne opfatter vel nærmest forestillingen som en lille bonus
i dagens sightseeing-program. |
Efter
der smutter jeg over på venstre Seine-bred, hvor jeg går ad Boulevard
St. Michel og nogle andre små gader bag Jardin de Luxembourg, inden jeg
havner i et ganske hyggeligt kvarter omkring Rue Vavin. Derfra smutter
jeg tværs over et par brede boulevarder inden jeg lander på Avenue de
Maine, hvor mit hotel er. Kl. er 8 så det er spisetid. Det bliver på en
udmærket men halvtom kinesisk restaurant tæt ved hotellet. |
|
Tirsdag
den 18. marts
|
Dagen er sat af til Versailles. Det skal vise sig at være en fejl.
Afgang med tog kl. 9.30 fra Montparnasse. Det tager ca. et kvarter med
et direkte tog til Versailles, så med en gåtur til slottet er jeg fremme
til åbningstid kl. 10.
Der er lang kø ved billetsalget. Jeg stiller mig bagerst, og efter godt
½ time får jeg endelig købt billet til slottet. Køen ind til det er dog
endnu længere, så jeg beslutter mig for en tur i parken i stedet for, og
så vende tilbage senere.
Parken er kæmpestor og meget flot. Den store Grand Canal er placeret i
midten. Den er 1,6 km. lang. Jeg søger mod nordsiden af parken til de 2
mindre slotte Grand Trianon og Petit Trianon. Sidstnævnte var
Marie-Antoinettes. Hun var vist lidt eksentrisk, så i baghaven fik hun
bygget en kopi af en lille landsby kaldet Hameau de La Reine. Den gode
Marie yndede at optræde som malkepige her |
Tilbage til selve slottet. Det blev bygget midt i det 17. århundrede af
Louis den 14. – Solkongen. Det er grotesk luksuriøst. Der var 30.000 til
at bygge det, men det skulle jo også være ret stort for at kunne huse de
6.000 der var ansat til at varte Louis op. Senere overtog Louis den 16
og Marie som bekendt stedet. Det gik galt for dem i 1789, hvor de begge
mistede hovedet.
Køen til slottet er stadig lang, men nu kommer man da fremad i stedet
for blot at blive overhalet indenom af tur-grupperne. Men indenfor er
det et sandt helvede. Der er alt for mange mennesker på alt for lidt
plads. Man har ikke en chance for at se det man er her for. Under
indtryk af en entre-pris på 13,50 Euro, er det den største turistfælde
jeg nogensinde har oplevet. Så det bliver hurtigst muligt ud igen og
retur til Montparnasse med toget. |
|
|
Montparnasse er i
sig selv målet for dagens sene tur. Tour de Montparnasse er 210 meter
højt og fra toppen er der en fantastisk udsigt over Paris. Især her ved
aftentide og solnedgang er det rigtig flot. Udsigten til Eiffeltårnet
med tændte lys er utrolig. |
Onsdag den 19. marts
2
kvalificerede gåture i dag. Den første er delvist inspireret af en
berømt bog.
Jeg starter dog ved Madeleine-kirken. Herfra går jeg over til Place
Vendome og Hotel Ritz, hvor bogturen starter. Det er et meget velhavende
kvarter. Der er juveler-butikker overalt, og der er ikke priser på de
udstillede varer. Ligesom bogens hovedperson, som boede på Hotel Ritz,
går jeg så over til Tuilleri-haverne, der fører videre op til Louvre. I
modsætning til bogens hovedperson går jeg ikke ind på Louvre, selv om
der endda er åbent. Det betyder også, at jeg ikke kan springe ud af et
vindue til Quai de Louvre, men må gå en mere autoriseret vej rundt om
bygningen. Gangbroen over Seinen – Pont des Arts – kan vi dog følges ad
over. |
|
|
Herfra går det
igennem et kunstner-kvarter med masser af kunst-butikker til den skumle
kirke St. Germain des Pres. Hvilken rolle den spiller i bogen har jeg
glemt. Kort derfra et en af bogens absolut vigtigste steder, nemlig en
anden kirke St. Sulpice. Mine bestræbelser på at finde den rosa linje og
måske møde Silas må dog droppes, da der er en begravelse undervejs inden
døre.
Her slutter bog-pjattet og jeg smutter over til en af mine
Paris-favoritter Luxembourg-haven. Desværre er det for koldt til at
sidde udenfor i dag, så jeg tager RER B videre til Denfert-Rochereau.
Her vil jeg gøre mit 3. forsøg på at se Paris’ katakomber. Første gang
nåede jeg det ikke. 2. gang kunne jeg ikke finde indgangen og 3. gang –
i dag – er der lukket på grund af renovering. Måske bliver det min
skæbne aldrig at se dem – eller også min undskyldning for at komme
tilbage til Paris en anden gang. |
Som trøst bestiller jeg en kæmpestor bøf på et lokalt Brasserie, inden
jeg smutter den korte tur retur til hotellet via den sjove bazar-gade
Rue Daguerre.
Efter et par timers pause er jeg klar til tur 2. Først med metro til
Triumfbuen. Jeg tænker den er lukket, men det er den nu ikke. Så jeg
køber en billet til halløjet, hvor vi så alle sammen bliver smidt ud fra
efter 20 minutter. Det er 19. marts og årsdag for Frankrigs
tilbagetrækning fra Algeriet. Så kommer der honoratiores og pøbelen har
værsgo at skride.
|
|
|
Jeg går derfor ned ad det almindelige mylder på Champs Elysees. Her
trives Cartier side om side med McD. På midten af ”Champs’en” søger jeg
mod venstre forbi Elysee-palæet. Der er selvfølgelig masser af politi,
så man kan ikke lige gå ind og hilse på Præsident Sarkozy og Fru Bruno,
der vel sidder og slikker sårene efter valget forleden.
Jeg fortsætter videre forbi Operaen indtil jeg ikke rigtig orker mere i
dag. Så jeg finder en metro – som viser sig at være en RER – så jeg i en
hulens fart via et enkelt skift kommer retur til Denfert-Rochereau og en
kort gåtur til Petit Palace. |
Torsdag
den 20. marts
Traditionen tro en dag med 2 ture.
Første tur er med metro 6 og metro 1 til La Defense. Det er mest for at
se Grande Arche – den store triumfbue, der står – næsten – på linje med
den på Champs Elyssee og dens lille makker ved Louvre. Turen op på
toppen er spektakulær i en glaselevator, og udsigten fra toppen er også
imponerende. De viser også en lille film om tilblivelsen af den her fyr.
Bagefter går jeg en tur i La Defenses’ glas- og granit-jungle, inden jeg
snupper metro 1 og metro 6 retur til Montparnasse. Selv om
jeg er ved at være turist-træt er jeg nødt til at gennemføre tur 2, for
jeg har 3 metro-billetter tilbage, og de kan ikke gå til spilde. Den
sidste tur bliver en lidt spøjs figur-tur. Først ind til Centre
Pompidou. Det er ikke for at se det fine kultur-palads, men derimod det
sjove springvand lige syd for centret. Det springvand er fyldt med
mærkelige figurer, der kører rundt om sig selv og jeg tror jeg har været
forbi på næsten alle mine Paris-ture.
Se snurrebassen her |
|
|
Herfra går jeg over til Pont Neuf, som går tværs over Seinen og har
gjort det siden 1607. Kigger man efter på siden kan man se en masse
sjove og groteske figurer. De forestiller barberere, tandlæger,
lommetyve og andet godtfolk.
Selv om tur 2 har været kort, så orker jeg ikke mere. Retur til
Montparnasse – en god middag – og retur til hotellet. Fredag
den 21. marts.
Sidste kop
kaffe og sidste ½ meter lange baguette til morgenmad på hotellet. Så er det bare
at tjekke ud – gå ned til Denfert-Rochereau – tage en RER ud til Charles de
Gaulle – tjekke ind – stige ombord på Sterling-dåsen – flyve til Billund – vente
lidt – og tage 907 retur til Vejle. En annonceret snestorm er heldigvis
udeblevet, men for at omvæltningen ikke skal være for stor, så regner det da i
det mindste.
|
Retur til forsiden |