|
Søndag
den 9. marts
Togafgang fra Rouen lidt i 11 i regnvejr. Et lille tog kører til Caen,
hvor jeg skifter til et andet, der tager den korte tur til
Bayeux.
Her tjekker jeg ind på
Hotel Tardif, som nærmest er et lille slot midt i
byen med egen park. Jeg får et stort rum – nærmest en lille lejlighed –
fordi der er gået kludder i deres reservation. Jeg bliver godt nok smidt
over i det værelse jeg har bestilt på tirsdag. Der er udsigt over
hotellets park fra mit værelse, som i øvrigt er udstyret med
antikvitetsmøbler og ikke mindre end 3 senge. Så må man leve med at det
er lidt småkoldt, at der mangler TV og der egentlig er dårligt lys til
at læse og skrive ved. |
 |
|
 |
Så
er det ellers ud for at se på Bayeux’s største seværdighed, det såkaldte
Bayeux-tapet. Bayeux-tapetet er et 70 meter langt håndvævet stykke stof,
der fortæller om Vilhelm Erobrerens togter til Normandiet mellem 1066 og
1082. Man kan vel nærmest kalde det en dramadokumentarisk beskrivelse,
fra lang tid før det begreb var opfundet. Man får udleveret en audio-guide der fortæller hele historien man kan se på tapetet – og på
dansk såmænd også.
Resten af dagen går i almindelig sightseeing i Bayeux. Det vil først og
fremmest sige den store Notre Dame Katedral fra det 13. århundrede. En
spejder-gudstjeneste er lige slut da jeg kommer derop. Det vælter ud med
spejdere i hundredevis. |
|
Ellers er Bayeux en lidt søvnig turistby. Og på en søndag udenfor
sæsonen er den mere søvnig end turistby. Den er så søvnig, at det er
vanskeligt at finde et brugbart spisested om aftenen, som har åbent. Til
sidst lykkes det dog. Jeg var ellers lige ved at opgive og søge mod McD. |
 |
Mandag
den 10. marts
|
 |
"It’s
been raining before – it’s been cold before – and it’s been windy
before, but never all three things at the same time” var guidens
velkomstbemærkning til Battlebus’ tur til de engelske invasionskyster.
Vi er kun 4 med
bussen. Det er mig og så 3 patriotiske englændere. Men på trods af
vejret er det en fantastisk tur.
British Highlights Tour var navnet og den gik til de helt centrale
steder ved og bagved de britiske invasionskyster Sword og Gold.
Blandt de mange steder vi så, var den britiske kirkegård i Ranville og
så Pegasus-broen over floden Orne, der havde stor strategisk betydning.
Broen blev indtaget af et ganske beskedent antal tropper. De landede i 3
svævefly mindre end 50 meter fra broen uden at tyskerne opdagede det.
Her besøger vi også det eneste museum på dagens tur. Gruppen er mere til
virkelige sights end til museer – det er helt fint med mig. |
|
Det går videre langs Sword Beach. Faktisk kan man ikke se stranden i dag
for bare vand. Højvande og stormvejr betyder at vandet når næsten helt
op til vejen.
Herfra drøner vi på tværs af den canadiske sektor Juno, før vi når til
Gold Beach. Her var briternes andet invasionsområde. Igen fortæller
guiden Dale britiske heltehistorier. Vi er bl.a. inde i baghaven hos en
lokal bondemand, hvor en særlig heltemodig indsats blev ydet. Til sidst
når vi til Arromanches hvor briterne byggede en kæmpestor flydende
landgangshavn. Den her holdt – det gjorde amerikanernes tilsvarende ved
Omaha ikke. Det sælger billetter hos patrioterne. |
 |
|
 |
Sidste stop bliver de tyske forsvars-batterier ved Longues-Sur-Mer. Her
kravler vi rundt på bunkerne med udsigt over Gold Beach. Det sker mens
den tiltagende storm pisker rundt om os.
Alt i alt en fantastisk tur. 9 timers intens information og oplevelse,
der næppe blev dårligere af det rå vejr. Vi er hjemme ved 17.30 tiden.
Resten af dagen kan man så bruge på at blive tør igen og så en god
middag på en lokal restaurant. |
Tirsdag
den 11. marts
|
Endnu en dag med regnvejr, stormvejr og Battlebus. I dag er det sammen
med 7 pivede canadiere på American Highlights Tour. Første stop er
Sainte-Mère-Eglise. Det var den allerførste by, der blev befriet af
amerikanske faldskærmstropper. På toppen af kirken hænger der en figur
af en af fældskærmssoldaterne, som ramte kirketårnet og hang ned fra sin
faldskærm. Det er en smule makabert efter min smag. Vi ser kirken, og
hører guidens engagerede fortælling og besøger et lille museum her.
Videre til en anden kirke. Den fungerede som nød-lazaret. Det giver lige
et gib i en, da guiden fortæller hvor de soldater var ramt, der lå på
hver eneste af de bænke vi sidder på nu. Der er mørke pletter på næsten
alle kirkebænkene. Det stammer fra soldaternes blodtab. Kirken blev
brugt af både tyske og amerikanske kvæstede soldater, og de 2 der
behandlede dem havde henholdsvis 3 ugers og 1 dags træning. Ifølge
guiden er de begge i live den dag i dag, men de taler ikke sammen – og
kan ikke udstå synet af hinanden. |
 |
|
 |
Så
er det videre til Utah Beach, hvor guiden tegner streger i sandet, mens
turisterne bliver mere og mere gennemblødte. Videre til Pointe-de-Hoc,
hvor det heldigvis er holdt op med at regne. Pointe-de-Hoc var et meget
centralt punkt, som blev indtaget af amerikanske rangers før den
egentlige invasion.
Næste stop er Omaha Beach. Det var den strand hvor invasionen gik helt
galt. Man anslår at der døde 4.000 soldater her.
Det sidste stop er den amerikanske kirkegård i Colleville. 9.000 er
begravet her. Kors efter kors efter kors.
Battlebus er tilbage i Bayeux kl. godt 17. Det har igen været en dag
fyldt med indtryk, som lige skal have lov til at sætte sig. Stormvejr og
regnvejr undervejs bliver på den baggrund ret ligegyldigt. |
|
På
hotellet har jeg skiftet værelse til det jeg oprindeligt havde bestilt.
Det er lidt mindre, men stadig superflot – og nu med TV.
Aftensmad samme sted som i går. Det er en glimrende restaurant, der
drives af 2 unge mennesker. Jeg får en 3-retters menu med en megalækker
bøf-ting som hovedret.
Aftenen går ellers traditionen tro i afslapning på hotellet – og en
smule mere eftertænksomhed end normalt. |
 |
Onsdag
den 12. marts
|
 |
Jeg har tilstået mig selv en hviledag efter de sidste 2 dages
anstrengende etaper i denne Tour de France.
Derfor kommer dagen til at foregå i adstadigt tempo i hyggelige Bayeux.
Formiddagen bliver brugt på et besøg i Bayeux’s invasions-museum. Den
slags museer er spredt med rund hånd overalt i Normandiet, men jeg synes
nu at det i Bayeux bestemt er et besøg værd. Især de mange billeder fra
D-dag og månederne derefter kan jeg godt lide.
Før tur 2 lidt senere på dagen får jeg betalt hotellet det jeg skylder.
Den unge hotelvært viser sig at være en herlig uforskammet type. Da 3
nyankomne amerikanere spørger ham, hvordan han har tænkt sig de skal få
deres bagage slæbt tværs over gruspladsen foran hotellet, svarer han
blot, at de fleste plejer jo at bære det. |
|
Tur 2 er ellers bare lidt tilfældigt rundt i den lille by, som er meget
nem at finde rundt i uden at bruge kort. Turen slutter på den britiske
kirkegård i Bayeux. Dem er der også flere af rundt omkring. Den her er
den største britiske og rummer ca. 4.000 døde fra invasionen.
Sidst men ikke mindst er der så aftenturen til en lokal restaurant. Selv
om næsten halvdelen af byens restauranter holder lukket, så er der
stadig masser af gode og billige steder at spise, når det bare ikke er
søndag. Den slags må man jo benytte sig af. |
 |
Videre til St. Malo |